Den sidste Menneskealders Forskning over dansk Kirke- og Litteraturhistorie i det 19. Aarhundrede har paa flere Maader bidraget til en mere retfærdig Opfattelse af Biskop J. P. Mynster end den, der til Dels under Indflydelse af den bekendte Søren Kierkegaardske Karikatur har været almindelig raadende i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede. Litteraturhistorikeren H. Schwanenflugelsstore Mynster-Biografl fra 1900_—01, der dog som Helhedikke kan betegnes som vellykket, har den Fortjeneste at have indledt det kritiske Revisionsarbejde paa dette Omraade, senere har andre arbejdet i samme Retning, og som et nyt Bidrag af lignende Karakter foreligger nu en Bog af Professor N. M. Plum: Jakob Peter Mynster som Kristen og Teolog. Det har ikke været Forf.s Hensigt at skrive en Biografi af Mynster (hertil er Tiden

næppe endnu kommet), heller ikke at foretage et Opgor mellem Mynster og hans kirkelige Modstandere, især Grundtvig og Soren Kierkegaard, men alene gennem en Analyse af hans Skrifter at give en Skildring af hans personlige religiose Udvikling og af hans teologiske Standpunkt. Det er lykkedes Forf. at skrive en Bog, der trods ret fremtrædende formelle Svagheder og Mangel paa finere Teknik paa virkelig saglig Maade loser den Opgave, han har stillet sig, og som indeholder mange gode, til Dels nye lagttagelser. Værdifuld er saaledes Skildringen af Mynsters egen Udvikling, under hvilken der med Rette gøres opmærksom paa, at hans bekendte »Gennembrud« i Spjelleruptiden er mere sammensat, end man ofte har forestillet sig det. Det forløb i to Stadier, først en pludselig Vishedsoplevelse af etisk-almenreligiøs Art, dernæst i den følgende Tid en Udvikling i Retning af det positivt-kristelige.Vigtigt er det, at Prof. Plum betoner, at denne sidstnævnte Udvikling er foregaaet væsentlig langsommere, end man efter Skildringen i Mynsters »Meddelelser om mit Levnet« skulde tro. Derfor kan han i de første Aar efter 1803 give Udtryk for en i flere Henseender mærkeligt uklar, til Dels endnu romantisk farvet Livsanskuelse. Først ca. 1809 var han naaet frem til et afklaret, harmonisk Helhedsstandpunkt, som han blev staaende ved til sin Død. Detailleret at belyse dette i sine teologiske Formuleringerer Forf.s Opgave i anden Halvdel af Bogen. Herigennem vinder man paa mange Maader en dybere Forstaaelse af Forudsætningernefor Mynsters Indsats i sin Tidsalders aandelige og politiske Liv. Interessant og rigtigt er det saaledes — for blot at tage eet Eksempel —, at det stærkt understreges, at Mynster paa det religiøse Omraade fremfor alt maa opfattes som en udprægetIndividualist, og naar han trods dette blev en saa übøjelig Forkæmper for den gamle Statskirkes overleverede Former, saa skyldes det netop hans Tro paa, at denne bød den enkelte det bedste Værn for selvstændig Udvikling.