Ved en tidligere Lejlighed er Docent Ingvar Anderssons »Erik XIV: s engelska undcrhandlingar« blevet omtalt, en Undersøgelse, der betød en vigtig Indsats i svensk Historieforskning, idet den sammen med Forfatterens andre Studier over denne svenske Renæssancefyrste (»Erik XIV och Machiavelli«, 1931, »E. XIV och Island«, 1933, og »E. XIV och Lothringen«, 1933, alle i Scandia) klargjorde, at Kongens Frierier ikke var bizarre Paafund, men havde et realpolitisk Indhold. I den Levnedsskildring, som Ingvar Andersson nu har forelagt Offentligheden, Erik XIV. En biografi (1935), har han nedlagt Resultatet af sine aarlange Arkivstudier og Forarbejder paa dette Felt, og Resultatet er blevet en Biografi, skrevet af en Videnskabsmand, som overlegent og kritisk behersker det store Kildestof, en Bog, der ogsaa uden for Fagmændenes Kreds vil finde Læsere, da den er skrevet i en levende, klai SLil ug med en Varmt og Sans fur Menneskeskildring, der stiller den paa Række med andre fremragende Biografier af svenske Historikere, som i de senere Aar har set Lyset: Nils Ahnlunds Gustaf II Adolf og Curt Weibulls Dronning Christina.

Det er ikke blot Kongen selv, men hele hans Milieu, der skildres i denne Bog. Man følger den stigende Modsætning mellem den gammeldags Storbonde Gustav Vasa og den unge Verdensmand, Tronfølgeren, der tidligt kastede sig ind i Storpolitiken. Skildringenaf Kroningen og Kongens Dagligliv og Omgangskreds er Kulturhistorie af første Rang; men mest interessant er Redegørelsenfor Erik XlV's Forhold til Broderen, hans Mord paa Sturerne og hans tiltagende Sindssyge. Ingvar Andersson har set det som sin Opgave kritisk at efterspore den Bagtalelseskampagnes Resultater, som Hertug Johan satte i Gang mod sin Broder efter dennes Fald; hans vigtigste Indsats er, at han har givet de kendte

historiske Begivenheder en ny Sammenhæng, bestemt af andre Synspunkter end de, der i Johan Ill's Eftermæle for Broderen var tillagt den faldne Konge. Der er dog Grund til at nævne, at Bengt Hildebrand i Personhistorisk tidskrift XXXVI tager Afstandfra Anderssons Skildring af Kongens Sindssygdom og paa dette Punkt har faaet Støtte af Psykiatrikeren Professor V. Wigert; efter deres Opfattelse kan man ud fra Kongens egne Optegnelser fra Fængselstiden stille Diagnosen: tydelig arvelig kronisk Sindssygdom,medens Andersson lejlighedsvis taler om akut Sindssyge.