Radioen meddelte 2. Marts, at Docent ved Helsingfors' Universitet,
Dr. Gunnar Mickwitz, som Reserve-Fændrik 20. Febr.
var faldet for sit Land i Kampen paa det karelske Næs.

Gunnar Mickwitz naaede kun en Alder af 34 Aar, men kunde allerede se tilbage paa en videnskabelig Virksomhed, der stillede ham i første Linje blandt Skandinaviens unge Historikere. Den samler sig om tre Hovedpunkter. 1932 udsendte han sit første større Arbejde Geld und Wirtschaft im romischen Reich im vierten Jahrh. n. Chr. (med Tillæget Die Systeme des romischen Silbergeldes im IV. Jhdt. n. Chr.), hvori han tog den bekendte Opfattelse, at det 4. Aarhundrede skal betegne et Tilbagefald fra Pengeøkonomi til Naturaløkonomi, op til en Revision. Mickwitz byggede herved ikke alene paa hidtil unyttede litterære Kilder, som de ægyptiske Papyri og Kirkefædrenes Udtalelser, men han inddrog ogsaa et helt forsømt Stof, det numismatiske, i sin Undersøgelse. Men medens Sture Bolin havde draget sine Slutninger fra Fundstatistiken, opstillede Mickwitz en variationsstatistisk Metode til Belysning af Mønternes reelle Vægt, der førte til betydelige historiske Resultater. Paa Grundlag af dette Materiale godtgjorde han — i Polemik med saa betydelige Modstandere som Mommsen, Biicher, Ed. Meyer, Rostovtzeff, Persson og Stein, —

at den romerske Mønt i 4. Aarh. ingenlunde havde været underkastet en saadan Forværrelse, at denne gjorde det nødvendigt at forlade Pengeøkonomien. I det han derefter vendte sig til Ægypten, beviste han ud fra Papyri, at Pengeøkonomien i det hele vedblev at bestaa i den private Økonomi for Købs og Lejers Vedkommende, selv om det maa indrømmes, at Naturalhusholdningcn stikker Hovedet frem, naar Talen er om Forpagtninger, Laan og Lønninger. At den samme Pengeøkonomi i endnu højere Grad raadede i de øvrige Dele af Romerriget, synes man at kunne slutte af de kirkelige Forfattere. Noget andet var det, at der inden for Statsøkonomien virkelig var Tale om et Tilbagefald til Naturaløkonomi. Dette skyldes imidlertid ikke Rigsopløsning, men Embedsmændenes og Hærens Krav om en ny Lønningsform under den stærke Prisstigning, og Mickwitz drog ud herfra vigtige Slutninger vedrørende Grunden til det samtidige Stavnsbaands Opstaaen paa Godserne og Indførelsen af Tvangskorporationer for Haandværkerne i Byerne. Dybtgaaende og vidtskuende i sit Indhold, klar og myndig i sin Form, gav denne Undersøgelse med eet Slag den 26aarige Forsker en Position blandt den Række betydelige Videnskabsmænd, der har sysselsat sig med et af Verdenshistoriens

Et Skridt længere ned mod Nutiden tog Mickwitz i sit næste
Arbejde Die Kartellfunktionen der Ziinfte und ihre Bedeiitung bei
der Entstehung des Zunftwesens (1936), der har sit Tyngdepunkt i
den ældre Middelalder. Ogsaa her kaster han sig ind i en stor
Drøftelse, den mellem Seeliger, Keutgen o. fl. paa den ene Side
og v. Below paa den anden, om Lavenes Oprindelse (Hofrecht
eller Fri Forening). Uforfærdet tager Mickwitz — efter først at
have defineret Lav og Kartel — de italienske, franske, tyske og
engelske Kilder op til ny Prøvelse, denne Gang ikke — som hans
Forgængere — fra retshistorisk, men fra økonomihistorisk Synspunkt.Resultatet
blev, at Lavene opdukkede i de nævnte Lande
fra Begyndelsen af 12. Aarh., men at de byggede paa langt ældre
monopolistiske Forholdsregler, der sigtede mod en solidarisk Optrædenaf
Haandværkerne over for Raastofleverandører, Købere
og Arbejdere. Heri ligger, at v. Below snarere maa have Ret i sin
Opfattelse end hans Modstandere, thi ikke Købstadens Herre,
men Haandværkerne selv havde den største Nytte af Lavene.
I deres Form indrettede Lavene sig snart efter de ældre
skaber", snart efter Kommunerne. Endelig peger Forfatteren paa,
at netop ved den Tid, da Lavene opstod i Vesteuropa, genoptoges
Forbindelsen herfra med Byzants, hvor tilsvarende Organisationerfandtes
fuldt udviklede allerede fra 10. Aarh. Muligvis gaar

en Udviklingslinje endda herfra tilbage til de antike Haandværkerkorporationer,som Forf. strejfede i sit første Arbejde, men som ganske vist havde Karakter af Tvangssammenslutninger. I bekræftendeFald er det en mere end 1000-aarig Kæde, som herved er smeddet.

Endnu et Trin længere ned i Tiden staar Mickwitz tredje Værk Aus Revaler Handelsbuchern. Zur Technik des Ostseehandels in der ersten Hålfte des 16. Jahrh. (1938). I Modsætning til de foregaaende bygger den overvejende paa utrykt Materiale, hentet fra Revals gamle Raadhusarkiv, der — Tak være Fortidens Processer — rummer en statelig Række private Handelsbøger. Ud herfra kan Mickwitz belyse snart sagt alle Sider af Handelen paa det fjerneste Østersøomraade ved den nyere Tids Begyndelse, og skønt det drejer sig om en strengt videnskabelig Undersøgelse, gives der en saa indgaaende og farverig Skildring, at Læsningen ligefrem virker spændende. Navnlig i Fremstillingen af Handelens Arbejdsorganisation, dens Efterretningsvæsen og dens Gennemsnitsudbytte faar man en Række Oplysninger, der har Betydning for alle skandinaviske Lande, hvor Hanseaterne har virket under ganske parallele Forhold.

Naar Gunnar Mickwitz var en saa tidlig udviklet Forsker, skyldtes det maaske ikke mindst, at han repræsenterede tredje Generation inden for historisk Videnskab. Hans Morfader var den bekendte Forfatter af »Finlands Historia«, Prof. M. G. Schybergson, og hans Fader, en anset Pædagog, har ogsaa givet værdifulde Indsatser paa Historiens Omraade. Gunnar Mickwitz selv efterlader ikke alene et historisk Forfatterskab af høj Rang; enhver der har kendt ham, vil bevare Mindet om udbytterige Drøftelser med den idérige, livfulde og sympatiske unge Videnskabsmand. Hertil kom en Uselviskhed og Karakterstyrke, der gav ham en ledende Plads inden for den svensk-finlandske Ungdom, som det klart viste sig i den almindelige Sorg ved hans Død. Hans Bortgang er ikke alene for Finlands Historieforskning et stort Tab.