En Aktualitet, som Forf. næppe har anet under Udarbejdelsen, har et Værk af Prof, i Åbo, Einar W. Juva, faaet: VerteidigungsplåneFinnlands 1721—1808 (1939), hvoraf første Bind lige er udkommet. Det omfatter Tiden fra den store nordiske Krigs (»Stora ofredens«) Afslutning til 1745, da Finland ved Freden i Åbo var blevet yderligere beklippet (Kymmeneelvsgrænsen). Bogen er udgivet af det finske Videnskabsakademi i Åbo og indeholder fra svenske Arkiver en fuldstændig Række Militærdokumenter(ledsaget af Kort) vedrørende Finlands Forsvar i

det sidste Aarhundrede af Foreningen med Sverige. I en værdifuldIndledning skildrer Udgiveren hele den svensk-finske Forsvarspolitikindtil den sidste ulykkelige Krig 1808_—09. Den Forsvarsplan, som allerede 1723 opgjordes af Generalmajor Axel Lowen, blev afgørende for hele det kommende Aarhundrede. Hovedvægten skulde herefter lægges paa Kystens Forsvar, thi kun herigennem var det muligt at faa Undsætning fra Sverige. Da Landet var tyndt befolket, skulde man bode herpaa ved Befæstninger,dels ved Grænsen, dels inde i Landet, dels endelig paa Kysten. Men Angrebet var det bedste Forsvar, og derfor burde man først og fremmest tænke paa et Fremstød over (det russiske) Viborg mod St. Petersborg. Løwens Tanker blev grundlæggende for hele Udviklingen, men der gjordes rigtignok meget lidt for at gennemføre dem før efter den uheldige Krig 1741_—43. Nu begyndteman fra 1748 under Ehrensvårds Ledelse at befæste Helsingforsmed Sveaborg — altsaa Løwens Kystfæstning — foruden et mindre Anlæg ved Lovisa mod Øst — altsaa Grænsefæstningen. Ehrensvård kom saaledes til at udføre Lowens 25 Aar gamle Plan, hvilket naturligvis ikke gør noget Skaar i hans Ære som den geniale Skaber af »Nordens Gibraltar«. Men Planens Udførelse voksede dens Ophavsmænd over Hovedet. I Aarhundredets Slutningkom man desuden under Paavirkning af Frederik den Stores, senere Napoleons, Sejre ind paa den Tanke, at lægge Hovedvægten paa det levende Værn. Resultatet var, at Sveaborg vel blev gjort saa nogenlunde færdig, men at man opgav at medtage Helsingfors.Hovedmotivet, at skabe en befæstet Havn for en svensk Landgang, var hermed forflygtiget. thi fra Sveaborg. der ligger paa Oer, kunde en Hær ikke marschere ind i Landet. Gustav 111 genoptog derfor med god Grund Løwens offensive Tanker i Krigen 1788^—90, og da den sidste Forsvarskrig kom 1808, havde Finlandved Siden af en svag Hær en Fæstning, der var ude af Stand til at yde denne nogen virkelig Støtte. Det sørgelige Resultat var hermed givet.

Professor Juvas Udgave giver rigeligt Stof til Overvejelser den Dag i Dag, og det maa alene beklagcs, at han i sin Indledning konsekvent anvender finske Stednavne, hvad der volder Læseren meget Hovedbrud, før han opdager, at f. Eks. Viapori er Sveaborg og Unsikaupunki Nystad. K. F.