Knapt to Aar efter sin Afgang som Rigsarkivar og i en Alder af næsten 72 Aar døde L.Laursen 2. Januar 1936. L. hørte til det store Kuld af Historikere, der med Kr. Erslev, I. A. Fridericia og Johs. Steenstrup som Førere har grundlagt moderne dansk Historieforskning. Selv om han ikke som Historiker naaede frem i første Linje, har han ved sine Udgaver af historiske Kildesamlingerudført et overordentlig fortjenstfuldt Arbejde, som vil have blivende Betydning. Han viste i dette Arbejde en enestaaende Flid og Udholdenhed, raadede over en sikker Teknik, et nøje Kendskab til Kildematerialet, en udpræget Bonsens i dets Behandlingog megen Evne til nøjagtig og omhyggelig Skriftlæsning. 1890—92 udgav han Kronens Skøder 1535_—1648, fra 1893 KancellietsBrevbøger 1561_—1626 (14 Bind) og redigerede sammen

med Johs. Steenstrup Slutningen af det 17. samt 18. og 19. Bind af Biografisk Leksikon; desuden har han som Led i Rigsarkivets Embedsetater udgivet Den civile Centraladministration 1894_— 1913 (1921). L.s Livsværk er dog de ni store Bind: Danmark- Norges Traktater 1523^—1693. Som enhver Historiker ved, giver dette Værk ikke blot et mønstergyldigt Optryk af Traktatteksterne,men indeholder udførlige Indledninger til de enkelte Traktater,som navnlig i de senere Bind svulmede op til hele Afhandlinger,og som paa Grundlag af det utrykte indenlandske Kildematerialebringer en udtømmende Redegørelse for de ofte vidtløftigeForhandlinger, der gik forud for Afslutningen. Dansk Historisk Tidsskrift venter inden længe at kunne bringe en udførligAnmeldelse af Værket; foreløbig skal det alene fremhæves, at disse Indledninger hver for sig og tilsammen indeholder mangfoldigevigtige Bidrag til Danmarks udenrigspolitiske Historie i over halvandet Aarhundrede.

L. var alle sine Dage en beskeden Mand, der mindst af alt var tilbøjelig til at overvurdere sin personlige Indsats. Adskillige kan ogsaa i Tidens Løb have misforstaaet hans Angst for al Højtidelighed. I Virkeligheden var han en dybt interesseret Mand, i Besiddelse af usædvanlig Viden i dansk og fremmed Historie, og med en stille, men ægte og uselvisk Kærlighed til sit Fag og sin Videnskab. Igennem næsten et halvt Aarhundrede virkede han i Rigsarkivets Tjeneste og naaede i 1924 at blive dets øverste Leder. Nogen Initiativets Mand var han ikke — af Natur og skræmt af for energiske Forgængere — men han har i al Stilfærdighed udført et nyttigt og paakrævet Arbejde. Kolleger — ogsaa hans Chefer — skylder ham Tak for Bistand og Vejledning og mange Historikere for gode Raad og megen Hjælp.