Dr. Ragnar Numelin, der i en Aarrække var Legationsraad for Finland i København, har paa dansk Forlag (1936), men paa engelsk Sprog, udsendt et stort etnologisk Værk The WanderingSpirit. Heri genoptager og fortsætter han sine Ungdomsstudier,der satte deres første Frugt i Doktorafhandlingen over de primitive Folks Vandringer, og søger at naa til Bunds i de Aarsager,som ligger til Grund for disse. Dr. Numelin tilhører den finlandske etnologiske Skole, der grundlagdes af hans berømte Landsmand Edv. Westermarck, som ogsaa har ledsaget dette Værk med et anbefalende Forord. I Virkeligheden afspejler Bogen denne Skoles gediegne Egenskaber. Den bygger paa et mægtigt og, som det synes, udtømt Materiale; — alene Literaturfortegnelsenomfatter et halvhundrede Sider; — og den bæres af en nøgtern og forsigtig kritisk Aand, der lykkeligt forhindrer

Forfatteren i at give sig moderne Teorier i Vold, hvad enten
det drejer sig om Racebiologi eller Psykoanalyse.

Med Rette polemiserer Dr. Numelin mod Vodskov og Edv. Lehmann, naar disse bestred, at Vandringer var af afgørende Betydning for de forskellige Folk paa deres primitive Stadier, men paa den anden Side advarer han mod at forklare disse Vandringer med primitive menneskelige Instinkter i Almindelighed og primitiv Vandringslyst i Særdeleshed. Han anerkender ganske vist Tilstedeværelsen af en Udve hos Buskmænd og Eskimoer med flere lavtstaaende Folk i Asien, Afrika og Amerika, samt hos Skandinaver og Finner i ældre Tider, men han henviser samtidig til, at allerede Spencer begrundede primitive Vandringer med disse Folks uudviklede Agerbrug, og at Kline henviste til seksuelle Aarsager. Beskedent indrømmer Forfatteren ikke at kunne give nogen endelig Løsning paa Problemet og hævder, at han blot vil fremlægge de forskellige Teorier og Hovedaarsagerne til Vandringerne. Som det skal ses, indeholder Bogen i Virkeligheden en hel Del mere.

Dr. Numelin skelner mellem hele Stammers Vandringer og partielle Vandringer og viser, at de første navnlig er knyttede til de laveste Udviklingstrin, mens det paa mere fremskredne Stadier kun er Dele af Stammerne, som giver sig paa Udfærd. Disse Udviklingstrin (Samlere, lavere Jægere, højere Jægere o. s. v.) bestemmer han (i Tilslutning til Febvre) som værende afhængige af økonomiske Faktorer, og han finder en Forskel mellem Vandringsmotiverne paa de forskellige Udviklingsstadier. Paa de lavere Trin er Vandringer en normal Tilstand og bestemmes navnlig af geografiske Faktorer efter »Loven om den mindste Modstand«, saa at Folkene f. Eks. vandrer op gennem Bjergdaleneog først overskrider Pashøjderne ved Dalenes inderste Del. Men selv paa disse Stadier er enhver Drift afhængig af det Medium, i hvilket den virker, d. v. s. Loven har ikke almindelig Gyldighed, og Menneskene trodser med Held Naturen. Paa de højere Udviklingstrin kommer til de geografiske Motiver andre, som Plyndring, Krig, Handel og Religion. Det er navnlig paa Nomadestadiet, vi møder disse Faktorer. Da det tillige er paa dette Trin, den egentlige Historie begynder, er det Skildringen af disse Motiver, som særlig maa interessere en Historiker ved Læsningen af Værket, skønt det egentlig ikke beskæftiger sig med »de historiske Folk«. Forfatteren behandler dog ikke alene Zigeunernes og Jødernes Vandringer, men ogsaa Emigrationen fra Europa til de øvrige Verdensdele og moderne Folkeflytninger, som den græsk-tyrkiske, hvorved l1l¹/₄ Million Hellenere og 1/₂

Million Tyrkere har byttet Huse og Grundejendom med hinanden.

Dr. Numelin benægter, at Vandreinstinktet skulde være medfødt, fordi »Udviklingen saa næppe vilde have fort Mennesket ud over Vandringsstadiet«. Paa den anden Side indrømmer han, at man møder det paa de mest primitive Trin, men han mener, at det er et Produkt af lakse sociale Former i Forbindelse med religiøs Indifferentisme. Dets Maal er først og fremmest af materiel Karakter: at søge Føden. Man kan ved disse Slutresultater nære sine Tvivl, om Forfatteren er naaet helt til Bunds. At tilskrive Vandringsdriften løse sociale Former, fører let til en Ringslutning, da disse utvivlsomt ogsaa fremmes af Vandringsdriften. Andet Steds erklærer Forfatteren det da ogsaa for umuligt at betragte Vandringsinstinktet som noget senere erhvervet. Paa enkelte andre Punkter vil man ogsaa være tilbøjelig til at sætte et Spørgsmaalstegn ved Forfatterens Slutninger, som naar han mener, at »intermarrage« inden for Zigeunernes Folk virker fysiologisk styrkende, og underligt er det med to Siders Mellemrum (266 og 268) at høre, at Zigeunerne »stick with .. intense conservatism to their old traditions«, og at de »are for the most part a people without tradition«. Hovedindtrykket maa dog blive Respekt for en saa overordentlig Ydelse: Dr. Numelins Bog er ikke blot en stor Fundgrube for Etnologer, den byder ogsaa Historikeren en Række Paralleler og Udgangspunkter for videre Tænkning, som mange vil være ham taknemlige for.