Om Cromwell-Forskningen synes de Ord at gælde, at »den haver den Skæbne, den ikke kan dø«, men det er uden for Englanddognavnlig i Tyskland, den har haft sin Plads. Meget naturligt,daBlandingen al Profet og Kriger paa Forhaand maa

tage en Germaner særlig om Hjertet. Ganske vist skyldtes det for Hermann Oncken noget af en Tilfældighed, at han kom ind paa Studiet af den engelske Statsmand, nemlig at han i det oldenborgske Landsarkiv havde fundet en Række Akter om den fra dansk Historie saa velkendte Grev Anton Giinthers Forbindelsemedden cromwellske Regering. Men ud herfra voksede der i Aarenes Løb hos ham en Interesse op for Cromwell-Skikkelsen i dens fulde Omfang, der i 1935 satte sin Frugt i den smukke lille Bog Cromwell, vier Essays iiber die Fuhrung einer Nation (Berlin). Medens den første af disse Afhandlinger, der behandler C. som Statsmand, ikke kan siges at indeholde noget væsentligt nyt for den, der er fortrolig med den Carlyle-Gardiner-Firth-MichaelskeForskning,vil man med Udbytte læse den anden Essay om »Die Auserwåhltheit eines Volkes und der religiøse BerufungsglaubedesFiihrers«. Yel er det sidste af disse Problemer i det store og hele allerede løst af Carlyle; vi kender allerede Cromwells Syn paa sig selv og ved, at han i sine egne Øjne var Guds StridsmandpaaJorden, der til Vejledning havde at følge den helligeSkriftog Historiens Lære, saaledes som den tydeligt nok fremgik af hans Modstanderes Skæbne. Men hvorledes Cromwell saa paa det engelske Folks historiske Rolle, nemlig som Guds udvalgte Folk, og hvorledes han delte dette Syn med sin TidsaldersledendeEnglændere, herfor redegør for første Gang HermannOnckenpaa en udtømmende og overbevisende Maade. Denne Tanke var ingenlunde original engelsk; i Middelalderen havde den saaledes ligget bag Tj'skernes Bestræbelser for at holde det romerske Kejserdømme oppe, men fra Elisabethstiden havde Ideen været i stadig stærkere Fremvækst i England, og den endte som bekendt ingenlunde sin Tilværelse her med CromwellsPersonlighed.Cromwells politiske Maal ligger derfor i to ganske forskellige Sfærer: Den ene omfatter Guds Riges Fremme, den anden Varetagelsen af Folkets jordiske Interesser. Han træder herigennem paa en naturlig Maade ind paa sin Plads i Rækken af de store engelske Udenrigspolitikere, og Oncken drøfter dette Spørgsmaal i sin tredje Essay: »Englische Seepolitik und protestantische Weltpolitik«, hvori Brydningen mellem disse to Modsætninger virkningsfuldt behandles. Navigationsakten og Krigen med Holland falder ind under det første Omraade, ValdenserbeskyttelsenogTilnærmelsen til Sverige under det andet, medens Krigen med Spanien maa siges at være i lige Grad dikteretafbegge Synsmaader. Det er under denne Udenrigspolitik, Forfatteren faar Lejlighed til at inddrage Resultaterne af sine oldenborgske Studier, og han viser, hvilken Betydning Datiden

tillagde selv et saa beskedent Fyrstendømme som Grev Anton Giinthers, ikke blot p. G. a. hans lille Lands Frugtbarhed, men særlig fordi dets Beliggenhed maatte give det en almen-tysk Interesse. Efter at Danmark havde lagt Haanden paa Holsten, Sverige paa Bremen — Verden og Nederlandene paa de ost-frisiskeHavnebyer— var Oldenborg blevet det eneste Aandehul, Tyskland endnu havde, naar det vilde fylde sine Lunger med den friske Vind fra. Verdenshavene. Cromwell, der saa paa Oldenborgsomen Indgangsport for engelske Varer paa Fastlandet, forundte den lille Stat Neutralitet under den engelsk-hollandske Krig 1652^—54, og dens Betydning i hans Øjne fremgaar indirekteaf,at han Gang paa Gang søgte at faa Karl Gustav af Sverige til at overlade England det tilstødende Bremen-Verden, hvad der naturligvis maatte blive uden Virkning i Øjeblikket, men peger i Retning af, hvad der virkelig skete et halvhundrede Aar senere.

Det kan ikke nægtes, at Kompositionen af Onckens Cromwellßog er noget svag. Den oldenborgske Episode, hvis praktiske Følger var meget smaa, virker nærmest paaklistret paa den forudgaaende psykologiske Studie, der har saa megen almindelig Interesse. Forstaaeligt er det dog, at Forfatteren har ønsket at fremdrage Mindet om den eneste Lejlighed, da den store Statsmand — om end periferisk — greb ind i Tysklands Forhold. Med Glæde fastslaar man ogsaa, at Oncken har undgaaet den Fristelse, hvorfor saa mange Forskere falder, at omfortolke Fortiden efter nutidige Idealer. Ganske vist er han saa meget Tysker, at han finder en staaende Parallel til Cromwells Gudsopfattelse og Ledelse gennem religiøs Inspiration i — Bismarck, men han udtaler dog som sin Ledetraad disse Ord: »Menneskene plejer at give efter for deres Tilbøjelighed til at tyde Fortiden ud fra deres egne Oplevelser, men Historien kan, hvis den da vil vedblive at være Historie, aldrig opgive sit Krav om alene at forstaa historiske Fænomener ud fra de samtidige særlige Betingelser.«