Ingel Wadéns Doktorafhandling Beråttande kållor till Calmarkrigets historia (Lund 1936) angaar i lige Grad dansk og svensk Historie. Forfatteren tilhører Lauritz Weibulls Skole, og hans Værk er en snævert afstukket kildekritisk Undersøgelse; Formaalet er ene og alene at prøve de forskellige Kilders og Kildegruppers indbyrdes Forhold og Værdi; kun hvor det er absolut nødvendigt, optages Realspørgsmaalene til Behandling. Desuden er, som Titlen angiver, Akterne, den unægtelig vigtigste Del af Materialet, saa vidt muligt holdt udenfor. Inden for disse grumme snævert afstukne Grænser gaar Wadén til Gengæld mere end grundigt til Værks; Fremstillingen er ofte unødigt bred, og der ødsles med trættende Parallellæsninger, som tilmed ingenlunde altid virker overbevisende; Forfatterens kritiske Nidkærhed synes undertiden at forlede ham til den farlige Fejlslutning, at saa snart to Kilder meddeler samme Enkelthed, maa de ogsaa staa i indbyrdes Forbindelse.

Bogen belyser i første Række Efterretningsvæsenets og HistorieskrivningensHistorie i det 17. Aarhundredes Begyndelse. Ikke mindst interessant er Redegørelsen for det københavnske Kancellis Nyhedsformidling; de Meddelelser fra Krigsskuepladsen, som via den øverste Krigsherres egne Breve indløb hertil, befordredesi stor Udstrækning videre baade til Indland og Udland; det Stof, som lader sig føre tilbage til dette Udspring, er naturligvisofte af stor Værdi, selv om der maa regnes med Tendens. I Ribe indsamlede Ægidius Lauridsen, Anders Sørensen Vedels Svigersøn, flittigt Efterretninger om Krigens Gang. Baade hans Samlinger og Kancellimaterialet er udnyttet i den saakaldte »Journal«, som udgaves af H. F. Rørdam i 1887, og som Wadén underkaster en vidtløftig og indtrængende Analyse; han henfører den til en af Sekretærerne i Tyske Kancelli, Ernst Werckman, der har samarbejdet talrige skrevne Kilder, hvoraf Flertallet endnu kendes, men andre er tabt, saaledes at visse Partier af denne Fremstilling fremdeles for os beholder Karakteren af en

primær Kilde, tilmed af hoj Rang. To afsluttende Kapitler behandlerde samtidige tyske, nederlandske og franske Skildringer af Kalmarkrigens Historie. Sine Studier over de skriftlige Kilder har Forfatteren i en særskilt Afhandling i »Rig« 1936 suppleret med en Vurdering af de billedlige Fremstillinger af Kalmars Belejring.

Med alle sine Fortrin er og bliver Værket dog kun et Forarbejde til Krigens Historie, et Mellemled indskudt mellem Udgave og Fremstilling. Dobbelt glædeligt er det da, at der omtrent samtidig er udkommet en udførlig og fuldt videnskabelig Skildring, hvori ogsaa Wadéns Resultater er udnyttet. Den indgaar som Led i den svenske Generalstabs imponerende Trebindsværk Sveriges krig 1611_—1632 (Stockholm 1936). Paa ca. 200 store Kvartsider (I, S. 119^—317) behandles her ikke blot det snævert krigshistoriske Stof, men ogsaa Opgørets politiske Forudsætninger og diplomatiske Forhistorie. Ogsaa dette Arbejde vil have Bud til danske Læsere. Henru Bruun.