En mønsterværdig kildekritisk Undersøgelse, saaledes som man desværre ikke længer er forvænt med at møde dem, foreligger i Professor i Gøttingen CarlStanges Rog Erasmus und Julius 11, eine Legende (XI + 357 Sider; Rerlin, 1936). Ved første Øjekast kunde man maaske synes, at der her er ofret meget Arbejde og Papir paa et ganske specielt Emne: Problemet om Erasmus' Forfatterskab til en lille Satire paa ialt 2 Ark over den nys afdødePave Julius 11. Men man er ikke kommet langt ind i Rogen, før man opdager, at den har vide Vægge, og at man bliver ført ind i en stor Del af Renaissancens Tankeverden i Almindelighed og lærer Erasmus og hans Forfatterskab at kende i Særdeleshed. Hertil kommer, at Undersøgelsen er sat op paa en saa klar og fængslende Maade, at man ikke slipper Rogen, før man overbevistlægger den fra sig efter endt Gennemlæsning. Indholdet er følgende: Inden der var gaaet en Maaned efter den store Paves Død (21. Febr. 1513), fremkom der et anonymt Skrift, der gengiveren Dialog mellem ham og St. Peter ved Himmeriges Port. Den afdøde Pontifex Maximus, der vil trænge sig ind, bliver først underkastet et Krydsforhør af den vagthavende Apostel, og ved sine S elv af sløringer kommer han saa overordentlig slet herfra,at

fra,athan pure afvises fra Adgang til Salighedens Rige. Satiren vakte stor Opsigt i Datiden og udbredtes gennem Afskrifter, for den kom til at foreligge i en hel Række Tryk (fra 1517). Erasmus har kendt den allerede i Manuskript; Luther har ejet den straks efter dens Udgivelse. Skønt Førsteudgaven bærer Overskriften: »F. A. F. Poete Regij libellus«, blev Skriftet i det almindelige Omdømmetillagt Erasmus, til Trods for dennes bestemte Protester. Denne Anskuelse kan ogsaa betragtes som den i Nutiden herskende,efter at den franske Forsker J. B. Pineau i 1924 havde underkastet Spørgsmaalet en tilsyneladende grundig Undersøgelse.Dog har modstridende Stemmer aldrig helt kunnet overdøves,saaledes Henri Hausers (i Revue de Litt. comparée 1927) og Paul Kalkoffs (i Arch. f. Reformationsgesch. 1904). Men det er Prof. Carl Stange, som har ført Beviset for, at Erasmus ikke kan være Forfatteren, og som har fundet Navnet paa den rigtige Ophavsmand: Den franske Hofpoet Faustus Andrelinus fra Forli (se Førsteudgavens ovenfor anførte Titelblad). I Virkeligheden er Satiren et Led i den franske Konge Ludvig XII.s literære Agitationfor at vende den offentlige Mening i Europa i en for ham gunstigRetning, og Prof. Stange dokumenterer overbevisende, at Skriftet i sine Anskuelser aldeles ikke stemmer overens med Erasmus' Standpunkt, og at de stilistiske Overensstemmelser med den »erasmiske« Stil intet beviser, da denne Stil, selv om den var skabt af Mesteren, efterhaanden var blevet manges Ejendom. Ogsaa de forskellige Redaktioner af Skriftet er underkastede en omhyggelig Tekstkritik, og som et værdifuldt Bilag til Bogen har Forfatteren knyttet en Faksimileudgave af den oprindelige Tekst (31 Sider), som tillader enhver Læser selv at prøve de af ham vundne Resultater. Carl Stanges Bog om »Julius exclusus« giver desuden, som nævnt, meget mere, end den lover. Man føres ind i hele den politiske europæiske Situation efter Slaget ved Ravenna (1512) samt i den kirkepolitiske Stilling under og efter Pisakonciliet (1511), saaledes som de opfattedes fra fransk Synspunkt,der i det Hele viser sig overensstemmende med Virkeligheden.Det er et værdifuldt Bidrag til den almindelige Historie, som her er ydet ved Siden af det kildekritiske Problems Løsning.