Bismarcks Fald har længe været et af tysk Historieskrivnings fornemste »Forskningsproblemer«. Udfra løsrevne, uklare Kildesteder og paa\irket af deres almindelige politiske Indstilling har Historikerne søgt at rekonstruere Begivenhedernes Gang. Først Aabningen af Arkiverne efter 1918 og det følgende Aartis rige Litteratur af Memoirer, Gesandtindberetninger, Breve etc. har muliggjort en virkelig historisk Vurdering. Skelsættende var Svejtseren Gagliardis Værk (1927), der klart viste, at Bismarcks

Afskedigelse havde sin Aarsag i dybtgaaende Meningsforskelligheder mellem Kejser og Kansler angaaende Indenrigspolitikken og ikke blot i en personlig Konflikt. Wilhelm 11. kunde næppe andet end gaa mod Bismarcks paatænkte antisociale Voldspolitik, som Gagliardi forklarer ved hans tiltagende Egensindighed. Dog betoner han ogsaa de bismarckfjendtlige Strømninger i Kejserens Nærhed, der havde bidraget til at svække Kejserens Tillid til Bismarck.

Et nyt Arbejde, Curt Weibull: Bismarcks Fall (1934) benægter overhovedet Eksistensen af en saadan latent Konflikt, der naarsomhelst kunde bryde ud, og henviser til en Udtalelse af Bismarck, at han ikke før Okt. 1889 havde mærket Symptom til en Sindclagsændring hos Kejseren. Weibull udvider den historiske Revision til ogsaa at omfatte Udenrigspolitikken, som han vel ikke mener har fremkaldt Krisen, men som han tror er bleven benyttet af Bismarck til at forhindre den truende Afskedigelse. Lidt søgt virker det, at Ansvaret for Genforsikringstraktatens Fald tillægges ikke Kejseren, men Herbert Bismarck, der nægtede at efterfølge sin Fader i Ledelsen af Udenrigspolitikken. Historien, erklærer Weibull, maa læses fremefter uden forudfattet, følelsesbetonet Mening, og den historiske Videnskab skal ikke afgøre, hvem der havde Ret eller Uret, ej heller spekulere over, hvad der kunde være sket, om Bismarck ikke var faldet 1890. Historien har Arbejde nok med at udrede det, der er sket. I Virkeligheden er Weibull dog følelsesbetonet indstillet mod den herskende Bismarckortodoxi og giver Wilhelm 11. Oprejsning. Mon ikke Ziekursch kommer Sandheden nærmere med den fornuftige Betragtning, at Bismarcks Fald kun kunde retfærdiggøres ved et Brud med hans Statsform. Et Par Love om Arbejderbeskyttelse udfyldte ikke Kløften mellem Arbejderne og det borgerlige Samfund. Da der ikke indlededes en ny Politik, var det ikke politisk Skarpsyn, men ungdommelig Uerfarenhed og Ærgerrighed, der foranledigede Afskedigelsen. — Sluttelig skal henvises til en indgaaende, ganske solid Litteraturoversigt over Problemet i Svensk Hist. Tidskrift 1928, Hæfte I s. 70— 89. Jørgen Petersen.