II. Tysk-fransk Historikeroverenskomst.

Ogsaa udenfor Norden har man i Aarene siden Verdenskrigens Afslutning haft Opmærksomheden henvendt paa HistorieundervisningensBetydning for Tankesæt og Indstilling hos den opvoksendeSlægt. Forkæmperne for mellemfolkelig Afspænding har tilvisse lidt bitre Skuffelser, men har dog ogsaa — selv i de sidste vanskelige Tider — haft Lejlighed til at konstatere, at FolkeforsoningensIdealer bevarer deres Livskraft og øver deres Virkning.Som der tidligere er blevet gjort opmærksom paa i dette

Tidsskrift, har Historieforskernes internationale Sammenslutning (Comité international des sciences historiqucs) nedsat en Kommission,som virker for at bringe de historiske Lærebogers Indholdi Overensstemmelse med Videnskabens Opfattelse og Resultater.Det til Folkeforbundet knyttede »Institut international de cooperation intellectuelle« udfører et Arbejde i samme Retning. I Sammenhæng med ovenstaaende Redegorelse for Udviklingen her i Norden er der Grund til at gøre opmærksom paa, at ogsaa denne internationale Indsats bærer Frugter. Selv om det paa Forhaand vil være naturligt at advare mod overdrevne Forestillingerom dens Virkninger, bør det samtidig tages i Betragtning,at Arbejdet udføres i Nationer, som Aar igennem har staaet i maaske den blodigste og mest forbitrede Livskamp, som Historienkender, og er sat i Gang i en Tidsalder, da lidenskabelige indre og ydre Modsætninger gør sig gældende. Set paa denne Baggrund faar det Betydning, at Repræsentanter for den samlede tyske og franske Lærerstand nu i Foraaret efter lange forudgaaende Forhandlinger har kunnet afslutte en saakaldet »Accord francoallemandsur l'enseignement de I'historie« (se Bulletin publiépar I'lnstitut international de cooperation intellectuelle de la société des nations No. 78^—79, S. 287^—306). Oprindelig havde de tyske Forhandlere ment at handle »d'accord avec leur gouvernement«,men har i den endelige Formulering foretrukket Vendingen»au su de leur gouvernement«. Det siger sig selv, at denne Ændring formindsker Overenskomstens Rækkevidde. Senere Kommentareri »Nationalsozialistische Erziehung« (12(¹²/₆ 1937) peger i samme Retning

Naturligvis kan man ikke sammenligne den tysk-franske Overenskomst med den nordiske Publikation. Medens sidstnævnteindeholder en dybtgaaende Undersøgelse af samtlige foreliggendehistoriske Lærebøger, har de franske og tyske Forhandlereset bort fra et saadant Forsøg og har nøjedes med i 39 »Resolutioner«at fremhæve en Række Fakta, Synspunkter og Ønsker, som de kræver lagt til Grund for de historiske Lærebogers Fremstillingaf de tysk-franske Mellemværender. Selv om man fastholderdenne Begrænsning og ogsaa tager de ovenfor nævnte Omstændigheder i Betragtning, har det utvivlsomt Betydning, at det paa mange og væsentlige Punkter er lykkedes at fastslaa Enighed mellem Repræsentanter for fransk og tysk historisk Videnskabog for de to Landes Lærerstand. Ganske vist har hver af Parterne i adskillige Sporgsmaal taget Reservationer; i det hele og store er dog ogsaa disse Udtryk for en videnskabelig og liberalhumanTankegang. Særlig virker det tiltalende, at man i saa

ringe Udstrækning har slaaet sig til Taals med vage Formuleringerog heller ikke er gaaet udenom ømtaalige Problemer. Trods de forskellige Theses' relative Kortfattethed er det i det Hele lykkedes, hvad der maa være Hovedformaalet, at give Udtrykfor den videnskabelige Forsknings nuværende Standpunkt. Blandt de tyske Repræsentanter findes bl. a. Professor Paul Herre, en Tid Direktør i det tyske Rigsarkiv i Potsdam, blandt Franskmændene Professorerne Pages og Renouvin. Specialforskerevil maaske hist og her kunne fremsætte Indvendinger. I det Hele og store maa man dog anerkende Resultatet af Overvejelserne.

Størst Betænkelighed vækker det, al de franske og tyske Forhandlere ogsaa har taget Stilling til andre Landes - - særlig Englands og Ruslands — Optræden og i nogen Grad viser Tilbøjelighed til at lægge Ansvar paa en — fraværende — Tredjemand. Selv om det næppe helt kunde undgaas at inddrage ogsaa Lande udenfor Tyskland og Frankrig, havde der maaske været Anledning til større Tilbageholdenhed.

Saaledes erklærer Tyskerne i Resolution Nr. XX: at Rusland siden Vinteren 1913^—14 »a pris la decision d'accomplir sa mission historique dans le Proche-Orient, mérne au risque de déclancher une guerre européenne«. Bortset fra, at denne almindelige Vurdering næppe kan siges at være videnskabelig godtgjort, bemærker man, at den ikke har fremkaldt nogen fransk Reservation. Naar derimod Tyskerne (i Nr. XXIX) udtaler, at Krænkelsen af Belgiens Neutralitet »n'a pas étc un facteur determinant de la decision prise par le gouvernement anglais d'entrer dans la guerre mondiale. . .«. er de franske Forhandlere mere paa deres Post og fastholder:

»que l'cntrée de l'armée allemande on Belgique a été, non le prétexte qui a permis au gouvernement de Londres de faire accepter la guerre par l'opinion publique, mais révéncment qui a entrainé d'une maniere irresistible le Parlement, aussi bien que le (jouverncment, y compris des hommes d'Etat importants, partisans jusque-lå d'une politique d'expectative«.

I Dansk historisk Tidsskrift er der dog særlig Anledning Lil at paatale, at den eneste Resolution, som omhandler vort Land, er helt igennem uheldigt formet og vidner om svigtende Kendskab til Historieforskningen.

Det hedder i Resolutionen Xr. VII:

>Les membres de la Commission sont d'accord pour constatcr, å propos de la question des Uuchés, que la politique de Bismarck a eu pour resultat d'annexer a la Prusse des regions dont la population, en majorité, était allemande, et non danoisc.

Mais ils no pcuvcnt se metlre d'accord sur le point suivanl:

I .es mcinbrcs allemands affimicnt quo si le plebiscite du Schlesvig du
Nord n'a jamais eu licu, c'est uniquement parce que le Danemark n'a pas
ooulu realiser les conditions pre'alables nécessaires.

Les membres franc.ais ne peuvent formuler unc opinion å ce sujet sans
connaitre les documents auxquels se referent les niembres allemands.«

Danske Historikere vil være enige om, at førstnævnte Passus

- ved uden videre al betragte Lauenburg, Holsten og Slesvig som en Eenhed — giver et mildest talt misvisende Indtryk. De vil med samme Styrke paatale, at de tyske Forhandleres Reservation er et Vidnesbyrd om, at de — som de franske Forhandlere for deres Vedkommende direkte indrømmer — har været uvidende om, i hvert Fald ikke har taget Hensyn til Aage Friis' store Aktsamlinger og Fremstillinger vedrørende de dansk-tyske Forhandlinger om Udførelsen af § 5. (Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark. I, 1864^—68 (1921) og Det nordslesvigske Spørgsmaal 1864_—79. Aktstykker og Breve, I (1921), II (1925), 111 (1932)).

Den ovenfor anførte her kursiverede tyske Paastand kan ikke siges at være et loyalt Referat af de übestridelige Fakta, at de dansk-tyske Forhandlinger efter 1864 blev uden Resultat, fordi Bismarck kun vilde gaa med til en Grænseforandring, som var nationalt utilfredsstillende for Danmark og det danske Nordslesvig, og fordi han tilmed som Betingelse for denne stillede Krav om saadanne Garantier til Gunst for de tyske Nordslesvigere Nord for den eventuelle nye Grænse, at man fra dansk Side fandt dem uantagelige. I dette som i adskillige andre Tilfælde mærker man de uheldige Følger af, at Størsteparten af Udlandets Historikere er uden Kendskab til dansk Historieskrivning, og det understreger Betydningen af, at Aage Friis' anførte Fremstilling inden for længe maa blive oversat til et Hovedsprog eller paa anden Maade gjort bekendt for Udlandets historiske Videnskab.

Af Overenskomstens 39 "Resolutioner« omhandler Nr. I^—VIII Tiden inden 1870, Nr. IX^—XX den europæiske Storpolitik indtil 1914, Resten selve Krigsudbruddet, Krigen og Freden, dens Følger og Eftervirkninger. I og for sig kunde det være fristende at gengive Resolutionernes fulde Ordlyd; i mange Henseender giver de et Billede af Tidsalderens Problemer og deres Genspejling i tysk og fransk Historieskrivning. I det følgende fremdrages alene nogle Theses vedr. særlig brændende Spørgsmaal. Man vil derigennem faa et Indtryk al Overenskomstens Form og Indhold.

Det hedder saaledes i Nr. V (om Elsass' Stilling som Kamppladsmellem
Tysk og Fransk: Kommissionens Medlemmer er

enige om at konstatere, at Elsass, som i Middelalderen og under Reformationen havde været »terre de langue et de culture germanique«,efter 1648 har bevaret »ses particularités de langue et méme, en grande partie, de culture«. Ligesaa utvetydigt konstateresdet, at Revolutionen 1789 »l'a fait entrer complétement dans la Communauté nationale francaise«. I Overensstemmelse med disse Grundanskuelser er begge Parter enige om, at tyske Lærebøger bør fremhæve det franske Synspunkt saavel som det tyske og give Afkald paa at betragte Elsass-Lothringen som »reindeutscheGebiete«; omvendt bør franske Lærebøger anføre de Grunde, som bevirkede, at Tyskerne i 1871 ansaa Anneksionen for legitim. For Anneksionen af det fransktalende Lothringen — hedder det — var »strategiske Grunde« bestemmende.

Det vil næppe være urigtigt at vurdere Formuleringen af denne Resolution i Sammenhæng med de sidste Aars officielle tyske Erklæringer, at der mellem Tyskland og Frankrig ikke eksisterer noget territorialt Mellemværende.

I Resolution Nr. X konstaterer Kommisionens Medlemmer i fuldkommen Enighed, at franske Lærebøger ofte har overdrevet Betydningen af den pangermanske Bevægelse etc., paa samme Maade som de tyske har lagt overdreven Vægt paa Revancheideens Betydning. Den første, siges der, har vel til Tider kunnet øve Indflydelse paa den offentlige Mening, men har ikke »inspire d'une facon permanente la politique des hommes d'Etat«. Om sidstnævnte, erklæres det, at den »a constamment decline aprés 1890 et n'a plus joué, dés lors, un role appreciable.«

Om de forskellige Alliancers og Ententers Indhold og Betydning findes en Række Resolutioner, som i Sammenhæng med Forskningens nuværende Standpunkter fastslaar Aftalernes Bestemmelser og deres Rækkevidde.

1 Vurderingen af »Skyldspørgsmaalet« — vel det ømtaaligste
af alle Problemerne — bryder Kommisionen afgjort med Versailles-Fredens
kategoriske Dom.

Den almindelige Dom i Nr. XX har følgende fælles Formulering:

»1° Que les documents ne permettent pas d'attribuer, en 1914, une
volonté préméditée de guerre — européenne — å aucun des gouvernements
et des peuples;

2° Qu'il existait dans les différents F.tats des courants belliqueux.

Dans les manuels d'enseignement, il serait sage de se borner å noter que la méfiance était au plus haut point, que dans les milieux dirigeants etait répandue l'idée de la guerre inevitable, que chacun attribuait å l'autre des pensées d'agression, que chacun acceptait le risque de la guerrc.

Ved den nærmere Fordeling af Ansvaret tager hver af Parterne
Reservationer. Franskmændene henviser til, at de krigeriske Stemningervar

ningervarstærkere i Tyskland end i Frankrig, medens Tyskerne gør gældende, til Poincaré's og Isvolskys Politik »a créé en Europe une situation qui renfermait en elle un danger de guerre et que les sérieuses preoccupations, les deliberations et les manifestations du gouvernement allemand en ont été la consequence naturelle«.

Mærkes maa det, at begge Parter (i Nr. XXV) er enige om
at konstatere:

1° Que rAllcmagnc, informéc å temps du sens general de l'ultimatum
å la Serbie, n'a cherché a exercer sur l'Autriche-Hongric aucunc influence
niodératricc;

2° Qu'une influence cxercée par la Russie sur la redaction de la réponse
serbe parait dans I'ordre vraisemblanle des choses, mais que la forme exacte
de cette influence n'est pas encore tirée au clair;

3° Que la réponse serbe å l'ultimatum, méme si l'on admet qu'ellc a
été modifiée selon les suggestions russes, restait pourtant assez conciliante,
de l'avis méme de Guillaume 11, pour permettre une solution diplomatique«.

Og i Nr. XXVII, Punkt 2:

»Que le gouvernement francais n'est pas intervenu auprés de la Russie pour déconseiller la mobilisation partielle russe contre l'Autrichc-Hongrie. Il a conscillé, le 30 juillet, de ne prendre aucune mésure qui pourrait donner lieu å une réplique allemande, mais la maniére dont ces instructions ont été interprétées par l'ambassadeur de France å Saint-Pétersbourg est une question qui prete encore å controverse«,

I en Række Tilfælde har Parterne været saa langt fra hinanden eller Spørgsmaalene af en saa almindelig Natur, at Opfattelserne ikke lod sig formulere i kortfattede Resolutioner. I Stedet har man vedtaget Henstillinger, som giver Udtryk for Ønskerne om liberal og lidenskabsløs Behandling af vanskelige Mellemværender. Som Eksempler kan anføres de gensidige Beskyldninger for franctireurs Angreb og dermed følgende Modforanstaltninger (XXXII) samt Ruhr-Besættelsen (XXXVIII).

Man kunde vedblive at citere. Det foranstaaende maa dog
være tilstrækkeligt til at give et Indtryk af Overenskomstens
Form og Indhold.

Større Usikkerhed volder — som ovenfor berørt — Spørgs
maalet om dens Virkninger.

I en »Resolution finale« paatager Kommissionens Medlemmer sig Forpligtelsen til hurtigst muligt og fuldstændig at offentliggøre de vedtagne Resolutioner og dertil knyttede Forbehold. Yderligere lover man at virke hen til, at der ikke alene i historiske Lærebøger, men ogsaa i selve Undervisningen og i alle Skrifter vedrørende denne tages videst muligt Hensyn til Overenskomsten. Fremtiden vil vise, i hvilken Grad disse Lofter bliver opfyldt. Axel Linvald.