Departementschef, raadsf ormand K. H. Kofoed har i to nye bind, der omfatter perioderne 1852^—62 og 1862_—75, fortsat sin skildring af Bornholms politiske Historie fra 1848 til vore Dage. De sidst udgivne afsnit svarer i opbygning og indhold nøje til det første bind, som anmeldtes paa side 187 f. i dette tidsskrifts 10. række 4. bind. Med rigsdagstidenden og aviserne og nu og da en smule memoire- og brevstof som kilder gør forfatteren paa baggrund af rigets almindelige historie omhyggeligt rede for hvert

enkelt valg paa Bornholm, for de bornholmske folkerepræsentantersvirke i rigsdag og rigsraad og navnlig for de særlig bornholmskeanliggenders skæbne paa tinge. Hertil føjes en række karakteristikker, i visse tilfælde ledsaget af portrætter, af alle de vigtigere optrædende personer. Blandt de mænd, som med større eller mindre held kæmpede om bornholmernes politiske gunst, bemærkerman i denne periode saa forskelligtartede skikkelser som Ole Edvard Sonne, Philip Dam, Lucianus Kofod, brugsforeningsfaderenHans Christian Sonne, K. P. Korsgaard og den senere teater-chef og daværende kommandant paa Bornholm, kammerherreMorten Fallesen. — Forfatteren tilsigter kun at give sin fødeøs politiske historie. Andre sider af det lille samfunds forhold, de økonomiske, sociale og kulturelle, berøres derfor kun nu og da, naar de bringes paa bane indenfor rigsdagens mure. Paa den maade hører man saaledes lidt om den indremissionske vækkelsesprædikant P. C. Trandbergs virksomhed eller om arbejdetpaa at tilvejebringe bedre dampskibs- og telegrafforbindelsermellem den fjerne klippeø og landets hovedstad. En særlig interesse vies dog pressens udvikling paa grund af de lokale avisers indsats i det politiske liv og deres betydning som historiske kilder. Hovedparten af fremstillingen er optaget af fortællingen om de bornholmske sagers behandling paa tinge. De følges fra samling til samling og belyses med udførlige citater fra taler og udvalgsbetænkninger. Da mange af disse problemer behandles aar efter aar, medfører denne fremgangsmaade en vis bredde og en del gentagelser. Blandt de bornholmske anliggender fra denne periode, som har interesse udover det lokalhistoriske, lægger man særlig mærke til Christiansøs nedlæggelse som fæstning i 1855 og omdannelsen af den bornholmske milits til »Bornholms Væbning« ved hærloven af 1867. — Departementschef Kofoeds værk har selvfølgelig i første række bud til bornholmerne, men det yder ogsaa et nyttigt bidrag til Danmarks almindelige politiskehistorie. Takket være den meget detaljerede analyse af de enkelte valg paa øen og af den bornholmske befolknings politiske liv i det hele er man nemlig i stand til i enkeltheder at følge den politiske bevidstheds opvaagnen og langsomme væxt i en afgrænsetdel af det danske folk. Selvom materialet ikke tillader forfatteren at naa ret dybt ned under overfladen, formaar han dog at give et indtryk af de kræfter, som virker i befolkningen og bliver bestemmende for dens politiske standpunkttagen. Ved gennemgangenaf aarene mellem martsdagene 1848 og ministeriet Estrups tiltræden bliver man bestyrket i sit almindelige indtryk af, hvor forholdsvis svag den politiske interesse var, før forfatningskampenfik

ningskampenfikrystet vælgerne ud af deres slovhed. Før 1875 spiller personlige hensyn ganske tydeligt langt større rolle end partipolitiske, men i aarene efter 1870 begynder befolkningens opdeling i standpunktbestemte grupper saa smaat at tage skikkelse.— Departementschef Kofoeds bog har saaledes, set fra et alment synspunkt, sin største interesse ved at være et stofrigt og objektivt bidrag til Danmarks vælgerpolitiske geografi. Det er glædeligt at konstatere, at Rigsdagens præsidium har støttet et saadant historisk arbejde med et tilskud.