Da Holberg 1708 var vendt tilbage fra England, skrev han under
sit Ophold paa Borchs Kollegium 1709—14 fire historiske
Arbejder, vel for at skaffe sig Adgang til en Stilling ved Københavns
Universitet. De to første af dem, hvormed det følgende
skal beskæftige sig, er en Europashistorie, »Introduction til de
fornemste europæiske Rigers Historie, fortsat indtil disse sidste
Tider« (1711), og en Redegørelse for de indre Forhold i 3 af de
Stater, hvis politiske Historie er behandlet i Introductionen,
nemlig Tyskland, England og Holland; den kom 1713 under
Titlen »Anhang til de europæiske Rigers Historie«. De hører til
Holbergs mindst læste Værker, og — særlig for Introductionens
Vedkommende — ikke med Urette. Men i én Retning har de ret
stor Interesse; de giver nemlig Oplysning om Holbergs Udvikling
og Personlighed, da han vendte hjem efter sine første store
Udenlandsrejser til Holland og England, og om hvad Betydning
disse Rejser egentlig har haft for ham.

I Almindelighed tillægger man som bekendt disse Rejser megetstor Betydning for Holbergs Udvikling, særlig da Englandsrejsen;paa den skal han først være bleven indviet i de moderne Synsmaader, han bringer til et Danmark, der endnu levede i det

17de Aarhundrede¹. Og de to omtalte Værker sættes almindelig højt. Francis Bull kalder — trods stærke Indvendinger mod dette Ungdomsværk — Introductionen »en Bedrift i Danmark_—NorgesAandsli v²«; og »Anhangets« Skildring »af England og engelske Forhold, som han havde et virkeligt Kendskab til, er klog og levende, udforlig og forstaaelsesfuld, bygget paa en Rigdom af Kilder og fyldt af Holbergs Personlighed; den bærer stadig Bud om hans skarpe lagttagelsesevne og hans varme Beundring for Englænderne;«³ som Eksempler nævnes Holbergs Skildring af den engelske Litteraturs Tilstand og hans Forsvar for Englændernemod Scaliger⁴. Mod denne Betragtning kunde paa Forhaandtale, hvad vi ellers fra det første Levnedsbrev ved om den ganske unge Holbergs Personlighed i disse Aar; ogsaa om Studieforholdenei Oxford. Og en Undersøgelse af Værkernes Kildeforholdog Modenhed vil vise sig heller ikke at være gunstig for den anførte Opfattelse.

Den Ludvig Holberg, der 1704 til sine Slægtninges Forargelse brød af fra den almindelige borgerlige Løbebane og rejste til Holland, var jo ikke en moden Mand. Det var en spinkel, kolerisk Dreng paa 19 Aar, ukuelig og selvfølende, foreløbig mest i sin Egenskab af teologisk Kandidat med laud⁵ og for sine Sprogkundskaber.Haner

---

1 F. Eks. Georg Brandes: Ludvig Holberg 1884 S. 9, 22. om hans og den anden store Reformator Peter den Stores Ophold i »Brøndpunkterne for Tidens Kultur, Holland og Oxford«. — En Forfatter som Viljam Olsvig (H. og England S. 258) vil i Englandsrejsen se Udgangspunktet for hele Holbergs senere Virke; Holbergs Navn bliver »et Udtryk for Modsætningen mellem London^—Oxfords moderne Kultur af 1700 og den gamle nedersachsiske Dannelse i København; dennes Elementer var den dansk-lutherske Kirkes teologiske Skole, den franske Enevældes forældede System o. s. v.«

2 Bull og Paasche: Norsk litteraturhistorie 11, 273.

3 Fr. Bull: H. som historiker S. 29 ff.

4 Begge disse Eksempler er af Holberg ordret afskrevet efter hans engelske Kilde (se senere S. 20).

5 »Man maa ikke tro, at man i noget som helst Hus, hvor jeg ved mine Landsmænds Hjælp blev introduceret (i Amsterdam) gav mig den Hædersplads, som jeg dog med Rette kunde gore Krav paa i min Egenskab af teologisk Kandidat med laud; ja stundom maatte jeg staa op, medens Skippere og begede Styrmænd sad ned« (Holbergs Levned v. "Winkel Horn S. 24).

kundskaber.Haneri disse Aar — trods den urokkelig hæderlige Grundvold i sin Karakter — flere Gange af Pengemangel inde i lidt tvivlsomme Situationer: Forsøg paa et luske bort fra Værtshusgæld;Optagelseaf Laan hos amsterdamske Veksellerere, sagtens paa Slægtninge i Bergen, som han ikke skøtter om at gense; endnu paa Englandsrejsen faar han en Studenterkammerat til at tage med, uden at Moderen ved, hvor han er bleven af, og denne Kammerat optager efter Holbergs Eksempel i Amsterdam mod Kaution af en norsk Købmand i London Laan paa Moderens Navn, hvoraf de to Venner saa lever højt i London og paa VærtshusiOxford, indtil Moderen beordrer den flygtede Søn under Opsyn af den danske Præst i London og snarest hjemsendt; for Pengenes Skyld til stor Sorg for Holberg; til denne Side af HolbergsLivhører maaske ogsaa hans Følgeskab i Holland — uvist i hvad Egenskab — med »en moskovitisk Edelmand«¹. Det var næppe helt uden Grund, naar Holbergs Ven, Professor Anchersen i Indskriften paa Holbergs Ligkiste -_— som Relief for hans senere Ophøjelse — sagde, at han i sin Ungdom havde været en »erro et peregrinator pedester«², han havde da utvivlsomt en Tid ført noget af en Vagabondtilværelse. Disse Udslag af ungdommelig Forfløj enhed forsvinder imidlertid i Oxford, hvor han som bekendt opholder Livet som Musik- og Sproglærer og ved FribordepaaKollegierne; han er her afholdt af Studenterne for sin Soliditet og Sædelighed, Grundtræk i hans Karakter, der nu kom ovenpaa. Hvad Hensigt han har haft med sin mislykkede Hollandsrejse, omtaler han ikke, saa lidt som hvad han har set

---

1 Dette omtales i H.s Ansøgning om at blive Professor 1714. I sine Levnedsbreve kommer han ikke ind paa dette dog i og for sig interessante Bekendtskab.

2 Københavns Lærde Tidender 1754 S. 34. At Ordet ->erro« ikke i Anchersens Mund har en poetisk Betydning som »farende Svend« (Vilh. Andersen), viser Oversættelsen af den latinske Indskrift sst. S. 36: »en som paa sin Udenlandsrejse maatte saa godt som betle sig frem og gaa til Fods«, og endnu mere den paafølgende Diskussion om, hvorvidt det var passende at kalde Baronen for »erro« (»Landløber, Landstrygere) sst. S. 65^—66, hvilket jo var ufornødent, hvis Ordet havde en fin Betydning.

og lært paa den¹; maaske har han i sin Ungdommelighed tænkt sig noget æventyrlig stort i Smag med det, han senere lader Niels Klim opleve. Paa Englandsrejscn ved han derimod, hvad han vil; han vil paa det hodleyanske Ribliotek skrive — ikke en Bog om moderne Ideer — men en Geografi med historiske Afsnit; og Maalet er det borgerlige »at faa Plads blandt Skribenter i en ung Alder«, vel ogsaa aabne sig Adgang til en Universitetsstilling i København. Og de Interesser, han omtaler hos de OxfordstudenterogLærde, han omgaas og hvori de er ham overlegne, er netop dem, som vi andensteds fra ved dreves særlig i Oxford: bibelsk Filologi og Exegese, Patristik og Kirkehistorie, et Fag der ikke doceredes i København, samt Haandskriftlæsning og klassisk Filologi. Ikke et Ord om Bekendtskab med moderne radikale Anskuelser af nogen Art. Oxford var jo nemlig slet ikke det Sted, man skulde soge hen for at lære dem at kende. Det var vel nemlig en grundkonservativ By. Universitetslærerne, Bibliotekarerneveddet bodleyanske Bibliotek, Studenter og Borgere var fanatiske Tilhængere af Stuarterne og Enevælden og Højkirkelige;fritænkerskeAnskuelser taaltes ikke; Bibliotekaren ved det bodleyanske Bibliotek, Dr. Hudson, var ildeset af Regeringenforsine reaktionære Anskuelser, og Underbibliotekaren Thomas Hearne mistede 1716 sin Stilling, fordi han stadig opsatte at aflægge Ed til Hannoveranerne². Holbergs Omgang var endnu i Paris 1714 for en stor Del landflygtige Jacobiter. Og ved UniversitetetiOxford var Proverne mindst lige saa teologisk-formalistiskesomi København; endnu et Par Menneskealdre efter Holbergs Besøg var de efter samtidige Beretninger ganske parodiske,oftedet rene Humbug.³

At Studierne i Oxford ikke har betydet noget i Retning af et

---

1 Han siger kun, at han ved et 11 Dages fornøjeligt Liv i Begyndelsen af Rejsen har »mættet sine nysgerrige Ojne og set, hvad Holland især er stolt af" (Levnedsbrev W. I lom S. 2}).

2 Dictionary of national biography XXV, 338. XXVIII, 151.

3 A. D. Godlej : Oxford in the 1«. century. 1909 S. 172_—78. Eksaminationen til B. A. foregik endnu i Slutningen af 18 Aarh. privat, og Studenterne valgte selv Eksaminatorerne. Prover paa mærkelige Emner og Former for Disputatser fra 1780 efter »Gentlemans Magazine sst.

Gennembrud, ses ogsaa af, at de første videnskabelige Arbejder, Holberg udsendte efter at være vendt tilbage fra England til København,intethar med engelsk Videnskabelighed at gore. Deres Forbillede er tysk, og det er ikke en engelsk Lærd, men Prof, jur. Chr. Reitzer, en af de ikke faa udmærkede Mænd ved KøbenhavnsUniversitet,der viser ham hen til den Retning i tysk Videnskabelighed, som for Holberg betegner det første aandelige Gennembrud¹. Forbilledet for Holbergs første historiske Arbejderersom bekendt Sam. Pufendorf, der jo havde søgt at skabe en praktisk og verdslig Verdensmands- og EmbedsmandsdannelsevedSiden af Universiteternes, der jo nærmest var Præsteskoler;ogFagene i den nye Dannelse skulde være Kundskab til Staternes Historie og indre Forhold, særlig i moderne Tid, og Ret opbygget paa naturligt (ikke bibelsk) Grundlag. Værker, hvori hans nye Syn kommer frem, er hans »Einleitung zu der Historie der vornehmsten Reiche und Staaten so jetziger Zeit in Europa sich befinden« (1682 ff.), hvoraf 2det Bind helt optages af SverigesHistorie,samt hans store »Jus gentium et naturæ« (1672). Hans »Einleitung« siges paa Titelbladet netop at være skrevet »for unge Statsmænd«; den giver en Oversigt over hvert af de europæiske Rigers politiske Historie og efter hvert af dem en mønstergyldig Oversigt over deres Befolknings Karakter, Næringsveje,Forfatning,Religion og politiske Magtstilling. Det er denne »Einleitung«, Holberg efterligner i sin »Introduction«, men den kulturhistoriske Oversigt, som Pufendorf giver efter hvert

---

1 Francis Bul] mener, at »Arbejdet (med Introductionen) formodentlig praktisk talt skulde være gjort færdig under Opholdet i Oxford, saa bare Renskrivningen er foretat i København« (Holberg s. Historiker S. 28). Det er næppe rigtigt, da det Arbejde, H. havde under Hænder i Oxford, ikke var en Historie, men en Geografi; det historiske Stof i hans Arbejde skulde efter hans egne Ord (S. Skr. I, 7) kun være »et kort Begreb af de vigtigste Landskabers Historie« føj et til Geografiens Landsbeskrivelse, en Karakteristik, der jo slet ikke passer paa Introductionen. Og det kan jo først være efter Ankomsten til København, at han fik at vide, at der var kommen en konkurrerende Geografi, og forandrede sin Plan. — Chr. Reitzers Betydning se Jul. Paludan : fransk-engelsk Indflydelse paa dansk Litt. i H.s Tidsalder S. 140 ff.; Just Bing : L. H. S. 27.

Lands Historie, faar han ikke Plads til i selve »Introductionen«; den giver han et Par Aar senere i et »Anhang«, hvor han dog kun naar at behandle 3 af Staterne, nemlig Tyskland, England og Holland. 1715_—16 efterlignede han ogsaa Pufendorfs jus gentiumisin »Natur- og Folkeret«. Det er som sagt med de første to Værker, vi skal beskæftige os, som Vidnesbyrd om Holbergs Tilstand ved Hjemkomsten fra England; vi skal se, hvorvidt de er skreven af en moden, selvstændig Mand; og hvad de fortæller om Holbergs politiske, religiøse og videnskabelige Anskuelser; om de er en Reformators eller ikke.

Allerede Andreas Ilojer har i Indledningen til sin »DannemarckischeGeschichte«(1719 )¹ betegnet Holbergs Introduction som et Arbejde, han ikke vilde medtage blandt brugelige HaandbøgerpaaGrund af dens »Mangel paa nødvendige Henvisninger, og fordi den undtagen for de sidste Tider næsten helt igennem følger Pufendorf«. Afhængigheden af Pufendorf falder ogsaa straks i Øjnene for hele Opbygningen af Værket; selve Titlen er jo nærmest en Oversættelse af Pufendorfs; saa følger som hos Pufendorf to Fortaler, en til Kronprinsen og en til Læseren, og derefter de enkelte europæiske Staters Historie i nogenlunde samme Orden som hos Pufendorf og med nogenlunde lignende Stofvalg. Hojers noget summariske Karakteristik er dog ikke helt retfærdig. Holberg har nemlig foruden Pufendorf benyttet ikke faa nyere, ofte store Værker om de Lande, han skildrer. Særlig gælder det for Englands Vedkommende, men ogsaa for andre Lande som de nordiske Riger, Spanien og Polen har han benyttet særlige Fremstillinger. En Fortegnelse over de Værker, Holberg selv anfører som sine Kilder, er efter Holbergs Citater givet af Francis Bull og Sigurd Høst. Den ser helt anselig ud og Holberg har ogsaa læst og benyttet en hel Del af dem², selv om

---

1 Efter Hojers Ord kunde det scud, som om han herved blot sigtede til Afsnittet om Danmark, hvor Holberg netop ikke følger Pufendorf, men Huitfeldt. Hojer tænker dog aabenbart paa Introductionen som Helhed.

2 De citerede Oldtidsforfattere har han næppe benyttet, selv om han har kendt flere af dem fra sin Eksamenslæsning. Carl S. Petersen har i Holb. S. Skr. I, VIII. som en rimelig Kilde til Oldtidsafsnittets Citater henvist til Joh.s Cluverius: Historiarum totius mundi epitome (1631).

der ikke sjældent er et Misforhold mellem de store Værker, der i Margen anføres som Kilder, og de faa Sider, der er kommen ud af dem i Introductionen; til Tekstens ene Side om den jugurthinskeKrighavde Holberg næppe behøvet Sallusts Værk, der anføres i Margen; og til de 414¹/₂ smaa Oktavsider om henholdsvis Henrik 8 og Elisabeth ser det drabeligt ud at finde anført som Kilde Rich. Bakers to »Krøniker« paa henholdsvis 69 og 120 store Foliosider¹. Med Hensyn til Benyttelsen af Stoffet i sine Kilder er han lige saa uselvstændig som med Hensyn til den fra Pufendorf tagne Ordning. Overalt hvor Fortællingen bliver lidt bredere, følger han sine Kilder meget nøje, ofte ret ordret eller med faa Forandringer. Francis Bull har anført et Par ikke særliggraverendeEksempler paa Afhængighed af Pufendorf². Ved Sammenligning af Holbergs Tekst med Pufendorfs vil man finde flere og større Eksempler, hvor Ordlyden følges ganske anderledesnøj e³, og det samme er Tilfældet overfor de engelske og nordiske Kilder. Prøver herpaa gives S. 25; de kan forøges med mange flere. Et ganske typisk Eksempel paa Holbergs ArbejdsmetodeafgiverDedikationen foran i »Introductionen« til Kronprinsen,densenere

---

1 Rich. Baker: A Chronicle of the Kings of England from the Roman government unto the death of King James. 1643. Chronicles of Henry VIII. Chr. of Elizabeth.

2 H. som Historiker S. 23, 24. C. Paludan-Miiller er den første, der har henledt Opmærksomheden paa et ret ordret Laan hos Holberg fra Pufendorf, nemlig det nedenfor anførte Sted i Dedikationen, hvor der gøres opmærksom paa Nytten af Studium af Forfædrenes Historie for Kronprinsen og de antike Paralleler (Dansk Historiografi i 18. Aarh. S. 36).

3 Skønt Holberg i Afsnittet om Sverige benytter Pufendorf stærkt, anfører han kun en Gang lige i Begyndelsen dette sit beundrede Forbillede og for at desavouere ham. Derimod citerer han, særlig i Begyndelsen, foruden Snorre, stadig Joh.s Messenius' store Værk »Scondia illustrata«, som Pufendorf havde benyttet i Manuskript og som nu lige var bleven trykt (1700^—1705), og fortæller, at »hans Orden (vel af Kongerne) vil jeg udi den svenske Historie følge«. Grunden til denne Afstandtagen og Fortielse er vel, at Pufendorf som svensksindet var ildeset i Danmark og ikke kunde benyttes af en patriotisk Dansker. Deter ogsaa derfor, at han senere overfor Hojer saa stærkt hævder, at han har uddraget Introduction ens faa Blade om den danske og norske Historie af Huitfeld og Snorre, ikke af Pufendorf, som vor Autor (Hojer) af ond Hu opdigter. (Dissertat. de historicis Danicis; Saml. Skr. 11, 10.)

prinsen,densenereChristian VI. Holberg har aabenbart ikke rigtig vidst, hvorledes en saadan højtidelig Henvendelse formedes.Mennu havde til alt Held Pufendorf skrevet en saadan Dedikation til en Kronprins, den senere Karl 12, foran i andet Bind af sin »Einleitung«; og hans Forlægger Fr. Knoch i Frankfurta.M. en lignende i Værkets forste Del til en Arveprins, Ernst Ludwig af 1 lessen¹. Holberg laver sig da en ny Dedikation til sin Kronprins ved først ret ordret at tage et Stykke af PufendorfsTilegnelse:en Undskyldning for, at han benytter Prinsens høje Navn til at »forskaffe sit Værk nogen Gunst og Anseelse«; dernæst fra Boghandlerens Fortale en ogsaa ret ordret Omtale af den Nytte, Kronprinsen kan have ved i det foreliggende Værk at stifte Bekendtskab med sine Forfædres høj priselige Eksempler, ligesom Scipio, Aleksander Magnus og Jul. Cæsar var bleven opflammetafat læse om den persiske Monark Kyrus', Achilles' og Alexanders heroiske Kvaliteter; og saa til Slut ligeledes fra BoghandlerensFortaleen Forsikring om, at han uden Afladelse vil bede Gud altid bevare hans kongl. Højhed i alle kongelige Dyder, sin Frygt og den evangeliske Sandhed, saa at han kan »opnaa og højpriseligst ziire sine Højlovlige Forfædres udødelige Dyder.«

For flere Landes Vedkommende som Frankrig, Tyskland, Rusland og Nederlandene angiver Holberg ikke sine Kilder; det er undertiden som ved Begyndelsen af Nederlandene ret ordret Pufendorf. Af særlig Interesse vilde det være at faa at vide, hvorfra Holberg har sine 200 Sider om den nyeste Historie, 1697 til o. 1708; derom siger han intet. Det kan være fra Aviser, men ogsaa fra et af Tidens mange Kompendier og Annaler, hvorpaa den uoverskuelige Sammenhobning af Kendsgerninger kunde tyde; Forlæggene findes i hvert Fald næppe i Københavns Biblioteker².

---

1 Mulig har H. ogsaa faaet Ideen til at tilegne Kronprinsen sit Værk fra sine to Forbilleder.

2 Sig. Høst gisner i sin smukke Bog »om Holbergs historiske Skriften (S. 8) paa, at Kilden kan være »Theatrum Europæum«, et uhyre Folioværk i 21 Bind, der udkom 1633^—1718, en Krønike over vigtige Begivenheder i Politik, Religion o. s. v. fra Aar til Aar og fra Dag til Dag. Men en Sammenligning viser, at det ikke kan være Kilden; det var, da Introductionen udkom, heller ikke naaet længere end til 1700. (Bd. XV. 1707).

Holberg kan i Introductionen vurdere baade Kilder og Forhold forstandigt. Men ved Siden heraf er han ikke blot i Kildemen ogsaa i Realkritiken ikke sjældent besynderlig principløs. De ældre Historikere havde jo den nationale Ærgerrighed at konstruere deres Landes Kongerække og Historie tilbage til Syndfloden, subsidiært til den trojanske Krig. Pufendorf forbigaar denne Fabelhistorie undtagen for Sveriges Vedkommende, hvor han jo som svensk Embedsmand ikke turde forringe Sveriges Berømmelse. Holberg kan til Tider være kritisk indstillet overfor denne Del af Historieskrivningen, f. Eks. undre sig over, at spanske Skribenter »sammenvæve en Historie fra Syndflodens Tider og giver hele Sækker'fulde af Konger, som dog af sincere Skribentere er altsammen anset som Fabler«; men han fortsætter saa med en besynderlig Logik: »ikke desmindre, eftersom mange Skribentere taler derom, vil jeg det ej heller ganske forbigaa, men kortelig opregne disse fabelagtige Konger«, hvad han saa anvender fire Sider paa. Og ikke blot i Oldtiden men ogsaa i den nyere Tid refereres undertiden de mærkeligste Fabler, som Holberg senere vilde vise en munter Vantro, ganske i samme Plan som den virkelige Historie. Om den polske Konge Popielus 2 fortælles der, at han paa sin Dronnings Anstiftelse lod sine Farbrødre omkomme ved Forgift, og derpaa fortsættes der: »endel fortæller underlige Historier om hans Død, nemlig at han tillige med sin Fyrstinde blev opædt af Mus«¹. Og som en værdifuld Tilføjelse til Pufendorfs Fremstilling, der her følges, meddeler han om de Kristnes Nederlag i Slaget ved Liegnitz: »der fortælles, at de Tartarer førte paa en Stang et fortryllet Hoved, hvoraf gik saadan Stank, at de Kristne deraf bleve ganske udmattede og toge Flugten. Paa Valstæden fandtes Henricus Pius tilligemed saa mange Kristne, at de Tartarer fyldte ni Sækker med Ører«².

Som Stofsamlingen er ogsaa Planen og Fremstillingen i
Værket ringe. Nogen Beregning over, hvor meget Stof der kunde
blive Plads til i Værket og de enkelte Afsnit, har Holberg ikke

---

1 Introduction. Saml. Skr. I, 343. Sml. dog Pufendorf: Einleitung Udg. 1728 I, 791.

2 Introd. Saml. Skr. I, 345.

lagt. lian har skrevet løs, indtil han, da han er kommen ret langt frem med Arbejdet, som han naivt fortæller, »fornam, at Bogen vilde blive for tyk«, hvis han fortsatte¹. Han udelader derfor ganske roligt af sin Fremstilling saa vigtige Afsnit som Italien, Paven, Schweiz og Tyrkiet ligesom Kapitlerne om de enkelte Folks indre Forhold. At han kunde omarbejde og forkortedet allerede skrevne, er aabenbart ikke faldet ham ind. Denne Arbejdsmetode kom han forovrigt aldrig over, men han udvikler senere denne Bredde til et af sin Fremstillingskunsts store Fortrin; her dækker den kun over Trængsel af Stof. Heller ikke til Holbergs senere Fortællekunst og Ævne til at fremdrage væsentligt mærkes der noget. Begivenhederne gives rent annalistiskuden faste Linjer eller Synspunkter. Karakteristikken af Personerne er ikke blot ikke dyb, men ofte naiv og intetsigende; Erik Menved er »en meget sagtmodig og yndig Konge«, Frederik I af Danmark »en meget mild og dydefuld Herre og derfor overmaadeelsket «². Catilinas Sammensværgelse skildres saaledes: »en Hob arrige Skalke, som sad i Skyld op til Ørene, havde rottet dem sammen at sætte Ild paa Staden og omkomme Borgmesteren og det hele Raad. Til en Confirmation om deres Troskab mod hinanden havde de slagtet et Barn og drukket hinanden til med dets Blod. Deres Anfører var en ved Navn Catilina, et spitzfindig og forvoven Menneske, hvilken havde et stort Had til den RomerskeMagistrat, besynderlig til den veltalende Borgemester M. T. Ciceronem. Denne farlige Conspiration blev aabenbaret af en Hore ved Navn Fulvia og de sammenrottede haardeligen straffede. Catilina selv, som havde med et stort Anhang forladt Staden, holdt et skarpt Feltslag med Antonio, hvorudi han omkomtillige med hans slemme Consorter«.

Vender vi os imidlertid fra Introductionen til »Anhanget«, da er det, som om det var en helt anden Forfatter, der møder os, langt mere moden og overlegen. Stoffet er ved de tre Lande, der skildres (Tyskland, England og Holland), klart ordnet under almindeligeSynspunkter:

---

1 Introd. Saml. Skr. I, S. 9.

2 Karakteristikerne er en naiv Omskrivning af Huitfeldts heller ikke dybsindige I, 298 og 11, 1393 (Udg. 1652); at Huitfeldts Kærlighed til Frederik I bunder i Standsinteresse, forstaar Holberg ikke.

mindeligeSynspunkter:Indbyggernes Naturel, Landenes Beskaffenhed,Regeringsform, Religion, Styrke og Svaghed. Stilen er simpel og klar. Og de forskellige Afsnit illustreres med en Mængde Kendsgerninger, der gør Indtryk af at bero paa Selvsyn. Mest gælder det Afsnittene om England og Holland, mindst det om Tyskland. Der fortælles om Englændernes stærke Fysik og megen Kødspisen, om deres Beundring for Kvinden, om deres extreme Sind; om Kvæget der gaar uden Hyrde paa de store Græsgange; om de glubske Bulldogs, om Hanekampene og de høje Væddemaal, om Ceremoniellet ved Parlamentsforsamlingerneo. s. v. Man har tilsyneladende ikke uden Grund i disse Skildringer set Resultaterne af, at Englands- og Hollandsrejserne har skærpet Holbergs Modtagelighed og lagttagelsesevne og vakt hans Interesse for de store Landes politiske, økonomiske og religiøse Problemer.

Undersøger man imidlertid Anhangets Forhold til de Kilder, Holberg her har benyttet, hvad mærkelig nok aldrig er gjort, viser Sammenhængen sig at være en anden. Holberg har her nemlig i langt højere Grad end i Introductionen afskrevet sine Kilder, undertiden hele Afsnit i Sammenhæng, undertiden, naar Kilden har været for vidtløftig, kun nogle Linjer fra Begyndelsen af de enkelte Kapitler, der kædes sammen til en Helhed. Det gælder ikke mindst de Steder, der synes at hvile paa Selvsyn. Naar Fremstillingen af Tysklands Forhold er mest tør, beror det ikke, som Francis Bull formoder, paa, at Holberg har opholdt sig kortest i dette Land; og hans levende Fremstilling og mange Eksempler for Englands og Hollands Vedkommende ikke paa, at han har opholdt sig længst i disse Lande, men paa at hans Kilder til disse to Lande er mere levende end den tyske »Europåische

Sine Kilder nævner Holberg selv for største Delen i sin »Fortaletil Læseren«. De væsentligste af dem er for Tysklands VedkommendeFr. L. v. Franckenbergs store Værk »Der europåische Herold« (1688. Udg. 1705 i 2 Bd.) samt den lille Bog »De statu Imperii Germanici«, som Pufendorf 1667 udsendte under PseudonymetSeverinus de Monzambano. For Englands Vedkommendeer Hovedkilden det anonyme Værk »The present State of

Great Britain« (1707). For Hollands Vedkommende har han megetbenyttet en lille Bog af den engelske Gesandt i Nederlandene Temple: »Remarques sur l'estat des provinces unies des Pais-bas« (1685). Om sin Benyttelse af sine Kilder siger Holberg, at »hvorveljeg kan ikke nægte, at jeg jo haver kiget hid og did ind udi saadanneBoger, ja endogsaa udskrevet noget som findes godt i dem«, haaber han dog at »undgaa den Blame, som tillægges en Del Skribenteraf samme Materie, at have udkopieret andre universelle Autoreseller grundet mit Skrift paa nogen af dem«. Holbergs Haab om at undgaa den Blame at have udkopieret sine Kilder er ikke berettiget; han har endda udkopieret dem meget nøje.

Der skal gives et Par Prøver paa Holbergs Benyttelse af sine Kilder, særlig for Englands Vedkommende, fordi det jo særlig er Forholdet til dette Land, der har Interesse for denne Afhandling. Forholdet er ogsaa her simplest, fordi en enkelt Kilde, nemlig »The present State of Great Britain« er saa stærkt og nøje benyttet baade for Ordningen og for Stoffet. Den følgende Prøve paa nøje Benyttelse af Kilden omhandler flere af de Ting, der synes at bero paa Selvsyn; andre Eksempler kan hentes fra nedenstaaende Paralleler¹.

---

1 Kapitlerne i Anhanget svarer saaledes til Kapitlerne i »The present State«: I. Om den Engelske Nations Art og Egenskab = Of the English Britains. . . their Complexion, Constitution, Temper and Genius (Pres. State S. 216). 11. Om Religionen udi Engeland = Of the Religion and Morals of the English (Pres. State 226 f. Hos H. flere Tilføjelser). 111. Om Englands Frugtbarhed og Herlighed = Of the natural beauty of England and the fertility of its soil (Pres. St. 10 ff.). IV. Om den engelske Handel = Of the vast tråde of Engl. (S. 239). V. Om de engelske Ordener og Stænder = Of the several Orders and Degrees among the English (S. 251, 270). VI. Om den engelske Regering; Kongen, de 9 store Ministre = The government of Engl. Of the King. The nine great officers of State (285 ff.). VII. Om Parlamentet = Of the Parliament of Great Britain (S. 431). VIII. Om Dronningens Geheime Raad = Of Her Majestys Most honourable Privy council (S. 424). IX. Om de høje Retter = Of the courts of judicature etc. (463). X. Om de engelske Assizer og Sessioner = Of the Assizes and Sessions (480 og 487). XI. Om Dronningens Herskaf, Titul og Vaaben = Of the Queens Dominions, Title and Arms (S. 346). XII. Om Dronningens Magt baade til Lands og til Vands = Of the Queens forces both by Sea and Land (S. 350). XIII. Om Dronningens Hof. Dronningens Indkomster = Of the Queens court (S. 371). Of her Majestys Revenues (S. 407). XIV. Om de itzige Prinser og Prinsesser af det kongel. Blod og Successionen udi den protestantiske Linie = Of the present princes and princesses of the Blood Royal and the Settlement of the Succession in the Protestant line. (S. 341).

The present State of Great
Britain I. 216.

Holberg: Anhang
Saml. Skr. I, 432.

The English Britains (as most People in Europe) are an aggregate Body of several Nations; but chiefly of Saxons Danes and Normans, not without some Mixture of Roman and British Bloud

Det Engelske Folk er et Legeme sammensat af adskillige Nationer, besynderlig Sachser, Danske, Normsend og gamle Britannier.

Their speech accordingly is a Compound of several languages, but chiefly the Saxon, Latin and French. . . The Saxons next introduced their Language (a Dialect of the Teutonick). . . The Normans. . the French Tongue, to bee learnt at the School by the Saxons. And till the 36th years of Edward the Thirds Reigh, the Statutes of England, Pleadings, Sermons, Schools and Writings were in Norman

Deres Sprog iligemaade er
sammenskrabet af adskillige
Fremmede, besynderlig gammel
Sachsisk, Latin og Fransk. De
Angler fordte ind udi Landet
med sig det Sachsiske eller Teutoniske
Sprog. De Normsend det
Franske, hvilket udi lang Tiid
blev lserdt udi Skolerne, og vare
alle Englands Lover, Rettergange

Prædikener og andre Skrifter
paa Fransk indtil det 36te Aar
af Edvardi 3 Regering

S. 218.

From the English Language I proceed to their Complexion, which answers to their Climate. For they are not Sunburnt as in hot Countries, nor Weather

Fra det Engelsk Sprog begiver jeg mig til Indbyggernes Complexion, hvilken svarer til deris Clima; Thi de blive ikke forbrændte ud af Soelen som udi

---

1 Kapitlerne i Anhanget svarer saaledes til Kapitlerne i »The present State«: I. Om den Engelske Nations Art og Egenskab = Of the English Britains. . . their Complexion, Constitution, Temper and Genius (Pres. State S. 216). 11. Om Religionen udi Engeland = Of the Religion and Morals of the English (Pres. State 226 f. Hos H. flere Tilføjelser). 111. Om Englands Frugtbarhed og Herlighed = Of the natural beauty of England and the fertility of its soil (Pres. St. 10 ff.). IV. Om den engelske Handel = Of the vast tråde of Engl. (S. 239). V. Om de engelske Ordener og Stænder = Of the several Orders and Degrees among the English (S. 251, 270). VI. Om den engelske Regering; Kongen, de 9 store Ministre = The government of Engl. Of the King. The nine great officers of State (285 ff.). VII. Om Parlamentet = Of the Parliament of Great Britain (S. 431). VIII. Om Dronningens Geheime Raad = Of Her Majestys Most honourable Privy council (S. 424). IX. Om de høje Retter = Of the courts of judicature etc. (463). X. Om de engelske Assizer og Sessioner = Of the Assizes and Sessions (480 og 487). XI. Om Dronningens Herskaf, Titul og Vaaben = Of the Queens Dominions, Title and Arms (S. 346). XII. Om Dronningens Magt baade til Lands og til Vands = Of the Queens forces both by Sea and Land (S. 350). XIII. Om Dronningens Hof. Dronningens Indkomster = Of the Queens court (S. 371). Of her Majestys Revenues (S. 407). XIV. Om de itzige Prinser og Prinsesser af det kongel. Blod og Successionen udi den protestantiske Linie = Of the present princes and princesses of the Blood Royal and the Settlement of the Succession in the Protestant line. (S. 341).

beaten as in cold Regions, and
I dåre presume to say, that no
country in Europe can outvy
England for Charmingness of
Youth
A Woman therfore is one of the
six Things, in which England
excells, according to the Verse:
Anglia, Mons, Pons, Fons, Ecclesia,
Femina, Lana

de varme Lande, ey heller fordervede
af Kulden som udi de
Kaalde, hvorfore der falder saa
deyligt Folk udi Engeland som
nogensteds udi Europa
Og er det Engelske Qvindekion
en af de 6 Ting, som Engeland
saa meget berommer sig af i det
bekiendte Vers:
Anglia, Mons, Pons, Fons, Ecclesia,
Fæmina, Lana.

The English are generally of a strong Constitution, but it is commonly spoiled by Education. For when they want their usual Food, good Bread and Meat especially, they are presently to seek.. Therefore it is commonly said, that a Scotchman will soon starve an Englishman

De Engelske ere almindeligen af sterk Helbred, men de blive fordærvede ved deres kræsne Opdragelse. Thi naar dem fattes got Mad, besynderlig Kiød, blive de strax syge. Derfor siger man gemeenlig, at en Skot kand snart svælte en Engelænder ud.

(S. 11) In short, England abounds in alle Things necessary for the Subistence of Man. As for drinks 'tis true, we have no Wine of our own Growth.. but by navigation we have the greatest Variety of Wines, that can be got.. The Corn-fiels are full of Corn, the Meadows of Pasture for Cattel....

(S. 441) Engeland har overflod af alle Ting, som udkræves til Menniskets Underholdning, iligemaade det som tiener til Vellyst, foruden at det fattes Olie og Viin. . . dog kunde de have saamegen Viin, som var til Nødtørftighed, hvis ikke Nationen lagde sig saa meget efter Skibsfart. Der er en besynderlig Mængde af Korn og Qvæg, og det saa godt som nogensteds er at finde.

(S. 14) England has had Wolves formerly. But History tells us, that she was rid of 'em by the Welch. Whose Prince being tributary to Edgar, a Saxon King of England, to whom he paid a yearly Tribute, Edgar changed that Tribute into 3000 Wolves-skins. Upon which the

Det mangfoldige Qvæg løber adspred uden Hyrde og uden Frygt, efterdi der er ingen Ulve udi Engcland, hvilket menes at være kommen deraf, at Edgar den Sachsiske Konge forandrede den Skat, som han Aarligen bekom af de Walske Fyrster til 3000 L'lveskind, hvorudover de

Welch grew so sharp in Wolfhunting, that they cleared England from those pernicious Creatures. So that the sheep keep the Field day and night without any Danger.

Walske bleve saa ivrige udi at jage og skyde Ulve, at de udi en Hast rensede Engeland fra disse skadelige Dyr, hvor vel j eg troer, at de store Engelske Hunde, som udi Styrke og Grumhed ikke nogen steds udi Verden have deres Lige, have giort det meeste der til. Een af disse Hunde besynderlig af dem som kaldes Buldogs kand figte imod en Oxe, Biørn, Tiger eller Løve, og forlader ikke sit Græb, førend han har faaet Seyeren eller selv bliver liggende. Udi Caroli 2 Tider blev en Løve omkommen af saadan en Hund.

(S. 13) Here are also Dogs.. all of 'em strong and full of Mettle. Our Mastiffs, especially those we call Bulldogs, are of unmatchable Courage. One of these Dogs will fight any thing alone, Bull or Bear, Tiger or Lion; and will not quit his hold, till he gets the Victory or loses his Life on the Spot. A lion was killed by one of these Dogs in the reign of the late King Charles.

The same it is with english coks, when well matched and prepared some time for fighting by a particular diet

Saa stridbare ere ogsaa de Engelske Haner, hvilke Indbyggerne lade figte mod hverandre for Tiisfordrif og sette Store Gevinster paa dem, til den Ende lade de dem vel fæde og styrke dem ved en besynderlig Spise. Men deter at merke, at saasnart disse Haner og Hunde komme udenlands, miste de deris

.... But 'tis observable, that an
english dog or cock, transported
beyond Sea, degenerates.

For Hollands og Tysklands Vedkommende er Kilderne noget
flere end for Englands Vedkommende, men de benyttes paa
samme Maade. Et Par korte Prøver skal anføres:

Holland.

Temple: Remarques sur
l'estat des provinces unies des
Pais Bas. Haag 1685. S. 152.

Holberg: Anhang
Saml. Skr. I, 485.

De leur Peuple et de leur
Hume ur.

Om den Hollandske Nation
og dens Egenskab.

Le peuple de Hollande peut
étre divisé en ces classes difTe-

Den Hollandske Nation bestaaer
af Bønder, Matroser,

rents: les Paisans, ou ceux qu'ils appcllent Boeren qui labourent la terre, les Matelots ou gens de Marine. . . les Marchands, ou gens de Commerce, qui remplisscnt leurs villes, les Rentiers, qui vivent dans les principales Villes. .., & les Gentils hommes, ou les Officers de leurs Armées

Kiobmænd, Rentenerere,
Adelskab og Officiers ved
Krigs Hærene

Ceux de la premiere classe sont plutot assidus que laborieux, qui ayant Fesprit grossier et bas ne veulent pas étre rudoyés ny rabroiiés, mais il faut que ceux qui en veulent tirer du service, les flattent et les cajeolent

Bønderne ere meere fornøyelige og sparsomme end arbeidsomme. De ville ikke være tracterede med Haardhed, hvorfore man maa give dem gode Ord, i fald man vil have nogen Ticneste af dem

Ils ne vivent ordinairement que de legumes, de racines et de laitage; et je juge que c'est a cause de cela que leur force et leur vigeurner_ne semble pas répondre å la taille de leur grand corps.

De leve gemeenligen af Rødder og hvad som giøres af Melk, hvilket synes at være Aarsag til, at deris Styrke og Mandighed ikke svarer til deris store og føre Lemmer.

Les Matelots sont plus simples, mais aussy plus rudes et plus grossiers, soit qu'ils tiennent de l'élement, dans lequel ils vivent, ou de la nouriture qu'ils prennent

Baadsfolkene ere meere eenfoldige, ogsaa meere grove og plompe, hvilket foraarsager enten deris Element, eller den Føde de bruge.

Les Marchands et les Artisans sont plus eveilles; car le commerce et la conversation de Ville rafflne Fesprit, bien qu'ils ne soyent pas fort inventifs. . . mais ils sont admirables a imiter. . .

Kiebmsendog Handverks- Folk er meere muntere og artige, thi Handelen og Bylevnet rafflnerer Sindet; dog ere de ikke beqvemme til at opfinde noget, men meget forunderlige udi at eftergere....

Tyskland¹.

Der Europaische Herold I,
86 ff. (Udg. 1705).

Holberg: Anhang
Saml. Skr. I. 395.

Der Umkreis erstrecket sich
auff die 465 Meilen. . . . Darneben
ist Teuschland voll von
schonen Landschafften, Stadten
und Dorffern. . Es ist Teutschland
auch gar volckreich . .
und es ist nicht ohne Grund dafur
geachtet worden, dasz ohne
Merckung einigen Abgangs
200,000 Soldaten allhier geworben
werden konten; wie
dann auch fiir gewisz gesaget
wird, dasz der Kayser allein in
seinen Erb-Låndern 100,000
Reuter und so viel Fusz-Knechte
zuwege bringen konne

Tydskland er et mægtigt stort Land, nemlig 465 Mile udi Omkreds; fuld af store og smaa Stæder og Flækker. Og meget folkerigt,

saa at man ikke uden grund har holdet fore, at man der udi Landet kunde hværve 200,000 Soldater uden noget stort Kiendetegn tilMandskabets Forringelse, og siges der forvist, at Keyseren alleene udi sine Arve-Lande kand bringe paa Benene 100,000 Ryttere og ligesaamange Fod- Folk.

Auswendig tragt es allerhand edle Friichte insonderheit aber Weine, unter welchen die fiirtreflichsten sind, der Rheinische, Moseler, Necker, Oesterreichischer, Tyroler und Francken Wein.. . Hergegen wird in diesen mitternåchtlichen Gegenden der Mangel durch die fiirtrefliche, gesunde und wohlgeschmakte ster...Biere ersetzt

Tyskland giver ogsaa mange skønne Frugter, besynderlig Viin, hvoriblandt de fornemste ere: Rhinsk- Mosel- Necker- Østerrigsk- Tyroller- og Francker-Wiin. Og om udi de Nordlige Parter findes lidt deraf, saa erstattes denne Mangel igien ved de mange skiønne Slags 01.

. . . Getreyde, welches allhier so
überfliissig wåchst, dass auch

Ydermeere frembringer
Tydskland saadan Mengde af

---

1 Ligesom Holberg ved England følger sin Kildes Inddeling af Stoffet, følger han for Tysklands Vedkommende for en væsentlig Del Inddelingen i »Der Europ. Herold« I: Kap. I i Ann. »Om Tysklands Deling udi Kredse (Europ. Her. I, 44 ff.); Kap. 111 Om Landets Frugtbarhed og Rigdom (Europ. Her. I, 45 ff.); IV Om hans Kejserlige Majestæts Udvælgelse (Europ. Her. I, 52 ff.) o. s. v. Efter Sev. de Monzambano: de Statu Imperii Germanici S. 173 ff. er Anhangets Kap. X taget næsten ordret. Efter Pufendorf: Einleit. I, 622 ff. er Anhangets Kap. XV med nogle mindre Tilføjelser.

I Anhanget findes vel blandt alt det laante Dele, som skriver sig fra Holbergs egen Haand, f. Eks. den udvidede Fremstilling af de religiøse Forhold i Landene, der aabenbart har interesseret Holberg stærkt i hans Egenskab af Teolog. Holbergs egen Idé er det vel ogsaa, naar han under Holland aftrykker Forfatningen fra Utrechterforeningen 1579 og efter England Unionstraktaten med Skotland 1707, der sikkert har været meget drøftet under hans Ophold i England. Men selv med disse Ting in mente kan man kun i meget uegentlig Forstand kalde Anhanget et selvstændigt Værk af Holberg. I hvert Fald kan man ikke benytte det som Vidnesbyrd om, at Englandsrejsen har fyldt ham med stærke personlige Indtryk af Lande, Folk og Institutioner, og om at hans Stil i dette Værk er let og fri, fordi han skriver om Ting, han selv har set. Hans Stil er hans Kilders. Det vilde i modsat Fald ogsaa være mærkeligt, at han i sit næste Værk, »Natur- og Folkeretten« 1715, atter udtrykker sig paa sin gamle übehjælpsomme Maade.

Og samme Resultat kommer man til, hvis man undersøger
de Udtryk for hans Personlighed og Anskuelser, der kommer til
Orde i de to Ungdomsværker.

Det er ingen selvfølende Forkynder af nye Anskuelser om
Politik og Religion, der her møder os. I Introductionens Fortale
til Læseren er det en saare ydmyg og beskeden Mand, der træder

die anbenachbarte Lander davon gespeiset werden konnen . . . iiber dieser flndet sich eine grosse Menge. . . Fischen. . Die Felder und Walder sind voll des schonsten und besten Weidwercks und Wildpråts. An Zahmen und Heerd-Vieh ist auch kein Mangel, und sind insonderheit die oldenburgische Pferde die Westphålisch und Bayerische Schweine, die SchweitzerKiihe u. m. beruffen

Korn, at det ogsaa kand bespiise de omliggende Lande. Floderne og Søerne give adskillige slags Fiske; Skovene mangfoldig Vild, Tommer og Maste, hvoraf en temmelig Deel fores til Holland. Paa tamme Dyr er ellers ingen Mangel og er besynderlig berømte de Oldenborgske Heste, de Westphalske og Bayerske Sviin

frem for Publikum og søger at stemme det venligt overfor sit Værk. »Mit ringe Værk« kalder han det; »bliver dette lille Værk vel imodtaget, skal jeg beflitte mig paa det, som bedre er«; han haaber, at »den gunstige Læser holder mig som en ung Person til gode de Vildelser, som findes derudi«, og at Læserne »som oprigtigePatrioter lige saa gærne læser dette danske Compendium« (som de tyske), saa at »Oplæggeren ingen Skade lider derved«; Værket er fremkommet »ikke af Ambition, men alene for at tjene mine Landsmænd, der har bedt mig derom«. Naar han særlig fremdrager den moderne Historie, er det, fordi han »her retter sig efter de flestes Gout« — Pufendorf siger, at han gør det, fordi det er nyttigt for unge Statsmænd, hvad Holberg i Grunden vel ogsaa mener. Denne Fortale staar i den stærkeste Modsætning til den tilsvarende overlegne Fortale af Pufendorf i hans »Einleitung«,hvori han gør Rede for den Nytte, et teoretisk Kendskab til den moderne Historie og Landenes Kaar kan have for den vordende Verdens- og Statsmand, selv om Livet og Statstjenestenhar lært ham, at den endelige Viden »maa læres mere af egen Praksis eller af fornuftige Embedsmænds Relation end af Bøger«. I meget minder Holbergs Fortale om de rahbekske, som Øhlenschlåger parodierer i »Sanct Hans Aftenspil«.

Og nu hans Anskuelser, politisk, religiøst og videnskabeligt. Politisk er Holberg her som han altid vedblev det, den danske Enevældes svorne Mand; Enevælden havde jo bragt ordnede og rolige Forhold og Lighed for Borgerstanden. Han viser i Ungdomsværkernesaa lidt som senere nogen Interesse for, end ikke nogen Forstaaelse af, den frie engelske Forfatning, som han forøvrigt slet ikke mener er saa fri; en Konge kan efter hans Mening altid faa sin Vilje overfor Parlamentet; den er ham for ustabil med sine Partimodsætninger, mindende om en FebricitantsTilstan d¹. Hans Hjærte er, efter hans danske Oprindelse og hans Oxfordvenners Syn, i Forfatningskampen helt hos Stuarterne;han er opfyldt af Medlidenhed med »den kongelige Martyr Carolus I« (forandret efter hans Kilde, der blot har

---

1 Edv. Holm: Holbergs statretlige og politiske Synsmaader 1879 S. 26ff.

»King Charles«)¹; Cromwells Tilhængere er — trods al Beundring for Cromwells Regeringsdygtighed — »dette skælmsagtige Parti«². Jacob 2 var en god og from Herre, der alene havde den Fejl, at han var for genegen til den romerske Kirke; for den politiske Side af Revolutionen 1688 har Holberg ingen Sans, den er for ham kun Protestantismens Sejr over Katolicismen³. Religiøst møder vi intet Spor af Kendskab til end sige Sympati for Fritænkning;han er en rettroende luthersk teologisk Kandidat og som saadan fuld af Kritik overfor Paver og Munke; i Fortalentil Introductionen sparer han ikke paa gudfrygtige Talemaader;»om Gud sparer mig Liv og Helsen«, »med Guds Hjælp«; og Dedikationen ender som omtalt med en ikke kort Bøn til Gud om, at han vil bevare Kronprinsen i sin Frygt og den evangeliske Sandhed.

Og paa samme Maade forholder det sig med hans Stilling og Kendskab til den moderne engelske Litteratur, Erfaringsvidenskaben,Filosofien o. s. v. I Anhanget har han et lille Afsnit om Litteraturens og Videnskabens Tilstand i England; det er Afskriftefter hans stadige Kilde, »The present State of Great Britain «⁴; men det er dog vel et Udtryk for, hvad Holberg efter sin daværende Viden har fundet det rimeligt at omtale som væsentligt. Af Navnene paa Videnskabsmænd i Holbergs Kilde er der et eneste, der repræsenterer den nye Eksperimentalvidenskab,nemlig Francis Bacons; netop det udelader Holberg i sin Oversættelse. De Videnskabsmænd, hvis Navne han beholder, er alle Historikere, Jurister og Teologer, altsaa Repræsentanter for de Videnskaber, Holberg paa dette Punkt af sin Udvikling havde Interesse for og behandler i sine Skrifter. Man har, ikke mindst fra norsk Side, hævdet, at Englandsrejsen ogsaa skal have haft Betydning for Holberg som Dramatiker, han skal paa

---

1 Anhang (Saml. Skr. I, 454). Kilden, der afskrives, er The present State of Great Britain I, 432.

2 Introd. (Saml. Skr. I, 244).

3 Holm anf. Sted.

4 Anhang. Saml. Skr. I, 434, oversat efter »The present State of Great Brit.« I, 224.

den have stiftet Bekendtskab med og faaet Interesse for engelsk Drama og have set engelsk Komedie i London. Det sidste er muligt; men mere taleride er det, at han af sin Kildes Liste over skønlitterære Forfattere udelader netop de faa Dramatikere, der nævnes: Beaumont og Fletcher og Ben Jonson. Den Litteraturart,de repræsenterer, har — selv om han har besøgt Skuespilhusei London — endnu ikke haft nogen Interesse for ham, saaledessom Historien, Juraen og Teologien havde det.

Resultatet af ovenstaaende er det selvfølgelige, men næppe tilstrækkelig paaagtede, at Holberg ikke lige fra Begyndelsen af er den store Forfatter, der kommer fra »de Lande, hvor de frie Levemaader ere« med fuldtfærdige moderne Meninger; men at han som alle har gennemgaaet en Udvikling. I de ældste historiske Værker ser vi ham ved Begyndelsen af denne, »en ung Person« som han selv kalder sig, og i meget ret uudviklet. Hans Interesser er foreløbig historiske, juridiske og teologiske. Og til sit første aandelige Gennembrud faar han Impulsen, ikke fra England, men fra København særlig fra Christian Reitzer. Noget andet er, at latente Indtryk fra Englandsrejsen kan have bidraget til hans senere Fordybelse i engelsk Litteratur, mest vel i Tiden efter Frankrigsrejsen. 1727 kender han den deistiske Litteratur¹ og 1728 Hovedmanden i den moderne engelske Videnskab, John Locke².

Naar man for at dokumentere et bestemt Synspunkt samler Bevisligheder for dette sammen paa eet Sted, kommer de let til at virke tungere og noget mere ensidigt end helt rigtigt er. Saaledesvelogsaa med det foregaaendes Forsøg paa at placere HolbergsUngdomsværker.Til trods for alle Skrøbeligheder har de deres Betydning ogsaa ud over det at fortælle om Forfatterens Udviklingstrin og Personlighed ved Begyndelsen af hans Løbebane,dahan kom hjem fra England. De er, som ofte fremdraget,detførste Forsøg her hjemme paa at give en samlet FremstillingafEuropas

---

1 I Levnedsbrev (Winkel Horn) S. 182.

2 Oftere i 2den Udg. af Natur- og Folkeretten 1728. Kåre Foss: L. H.s naturret. 1934. S. 356.

stillingafEuropasHistorie, særlig i den nyeste Tid, og gennem gode udenlandske Kilder at berette om Folkekarakteren, den naturlige Beskaffenhed, Forfatning o. s. v. i et Par af de Lande, der havde Betydning for Danmark. Derved imødekom ForfatterendenInteresse for Forholdene udenfor Sognegrænsen, som bl. a. Aviserne var begyndt at vække i bredere Befolkningslag, og hvis Skrøbeligheder Holberg senere kritiserede. Og trods al Ufuldkommenhedmødervi i Ungdomsværkerne ikke sjældent ligesomVarslerom den senere Holberg. Allerede i Introductionen er der frie og muntre Stykker, f. Eks. i Slutningsafsnittet om RuslandFortællingenom de mange falske Demetrius'er; da den femte er bleven »taget ved Vingebenet« og henrettet, »havde ingen mere Appetit at være Demetrius«. Og Oversættelsen af Anhangets levende Kilder har sikkert virket frigørende; Anhangets Fortale er langt mere selvbevidst og fri end den ydmyge Fortale til Introductionen;efterPufendorfs og Thomasius' Anskuelser tages der Afstand fra den teologisk-formalistiske Universitetsdannelse: »fordi en er en Academicus, derfor følger ikke at han skal bryde sit Hoved med Distinctioner og Gloser og drive Tiden bort med at formere Syllogismos eller at grave sig ned udi Antiquiteter«. Vi møder ogsaa i begge Bøger lejlighedsvis Komedieskriverens Forkærlighed for det konkrete frem for det abstrakte Udtryk, Lysten til at gøre levende og personligt; den Ting, at han ikke af pedantisk Purisme vil sky alle fremmede Ord og bruge forældededanske,udtrykker han ved, at han ikke »vil kalde nogle gamle Ord fra Landflygtigheden igen, som have været mere end 100 Aar af Moden og her ud over ere blevne ganske uforstaaelige«,enLevendegørelse af samme Art, som naar Marlborough i Slaget ved Hochstedt siges at have »givet det franske Monarchi saadant uformodet Ørefigen, at det ligger endnu paa Knæ«, eller at Huguenotterne rebellerede, »efterdi man havde oprejst for deres Næse den Fæstning Fort Louis«. Eller hans respektløse Humor overfor Fortidens Store; han er paa lige Fod med dem og titulerer dem ikke sjældent »den gode«; »dette syntes den gode Alfonso kom ham noget underligt for«; Catilinas Sammensværgelseerfor ham en Sammenrottelse af en Bande Gaudiebe (se

ovenfor S. 10), et Synspunkt der maaske ikke er helt urigtigt, men Ibsen saa jo Tingen under en anden Synsvinkel. Stærkest og vel ogsaa smukkest kommer denne Følelse til Orde overfor hovmodige og tyranniske Personer, hvis onde Planer mislykkes; Xerxes' Fald, der jo gav Aischylos Stof til en stor Tragedie, refereresafHolberg med ironisk Skadefryd over, at den vældige Ødelægger tilsidst maa luske beskæmmet bort: »Efter dette ulykkelige Slag (ved Salamis) tænkte Xerxes, det var ikke Tid længer at bie udi Grækenland, hvis Indbyggere havde ladet se saa liden Respekt for hans Majestæt og forfærdeligeKrigshær,og derfor af sin Feltherre Mardonio lod sig letteligen overtale at vende Næsen til sit kære Fæderneland Persien, hvor han ikke skulde møde saadan Anstød. Da han kom til Hellesponten og vilde gaa over den store Bro, han tilfornderhavde lagt, fandt han, at Stormen havde været lige saa næsevis som tilforn og ruineret den ganske. Hvorfor han maatte gaa over til søs, som nogle siger udi en Fiskebaad«. Om den senere Holberg minder ogsaa hans Glæde over det engelske Videnskabernes Selskabs uafhængige Devise: Nullius in verba.

Og Gang paa Gang kommer i Fortalerne Ønsket frem om at give noget godt nyt paa dansk. Ogsaa om selv at komme til at skrive »en ren Dansk«. I sine »Ortografiske Anmærkninger« fortællerhan senere (1726), hvor svært det faldt ham, da han kom tilbage fra sine Udenlandsrejser og skulde til at optræde som Forfatter, at »hitte paa Ordene« og at »ortografere dem ret«; »jeg skrev derfore ligesom Ordene udi en Hast kunde falde mig ind«¹. I Introductionen er Sproget ogsaa i alle Henseender urent. I Fortalen til Anhanget er Holberg opsat paa at raade Bod herpaa;

---

1 Holberg: Orthografiske Anmærkninger. Saml. Skr. IV, 796. D. Arup Seip mener (Holberg Aarbog 1921, 55), at Holbergs sproglige Übehjælpsomhed efter Udenlandsrejserne skyldes hans norske Oprindelse. Herimod taler Holbergs egne Ord, at Aarsagen er, at han aldrig i Skolen har lært ordentligt dansk, og at han paa sine Udenlandsrejser er kommen ud af Øvelse. Ogsaa den Ting, at intet af de udanske Ord, som Holberg siger faldt ham i Pennen, er norske, de er tyske (Pitskaft, beobagte, dessen) og skyldes aabenbart hans tyske Skolegang i Bergen. Der skal bevises, at Holberg er »en »utenforstaaende«, naar det gjaldt dansk Sprog«.

»hvad sig anbelanger Stilen, da har jeg beflittet mig paa en ren Danske og sjælden indført fremmede Ord, naar jeg har kunnet fmde forstaaelige Danske, undtagen her udi Fortalen«; dog vil han ikke, »selv om man kan exprimere sig udi fleste Materier uden at forskrive fremmede Gloser fra andre Steder«, opgive de fremmede Ord, der er »ligesom naturaliserede her udi Landet«, Det er ikke urimeligt, at ogsaa denne Interesse for rent dansk Sprog hos Holberg skyldes Paavirkning fra Chr. Reitzer. Der var jo hos mange i Tiden en ikke ringe Uvilje mod fremmed Indflydelse, ogsaa paa det sproglige Omraade. Men det man kæmpede for, var egentlig nok saa meget at udrydde den Mening,at tysk og fransk skulde anses for finere end dansk, som for at skrive et rent og üblandet dansk. Ikke blot Grams, Lintrupsog Chr. Rantzaus Breve er skrevet i Tidens almindelige precieuseBlanding af dansk, latin og fransk, men ogsaa Chr. Falsters,skønt hans Stil i Satirerne er ren. Reitzers Breve¹ er derimod skrevet i et ganske simpelt og helt personligt Sprog — et Udtryk for hans fordringsløse og hjærtensgode Sind — og de er uden een fremmed Glose. Selv om den lidet skrivende og beskedne Mand ikke offentlig har fremsat nogen Sprogteori, er hans Praksis — sjælden som den er — sikkert Udtryk for noget, der har ligget ham paa Hjærte. Og sammenholdt med den store Indflydelse, Reitzer i det hele har haft paa den unge Holberg, er det ikke fjærntliggende ogsaa at spore den paa det sproglige Omraade; Holbergs Interesse for rent Dansk vaagner jo netop i Tiden 1711_—13. Den gængse Tro, at Professorerne ved Københavns Universitet ved Holbergs Hjemkomst skulde være en Samling utidssvarende Forsteninger, passer ikke. Der var en Del af den Slags, men ikke faa var menneskeligt og praktisk fremragende Mænd (Chr. Worm, Poul Vinding, Gram), ikke faa stod Maal med Tidens almindelige Lærdom; og enkelte som Reitzer og den fremragende Kirurg Joh.s de Buchwald gjorde de unge bekendt med vigtige nye Strømninger i deres Videnskab; Buchwald fra 1690 ved Øvelser og Forelæsninger paa sit private kirurgiske Akademi, fra 1717 som Professor ved Universitetet.

---

1 Se de menneskelig smukke Breve fra Reitzer til den ganske unge Student Chr. Falster fra 1712 i Chr. Bruun: Falsteriana 1869 S. 198 ff.