Siden Sickel (1826^—1908) og Ficker (1826—1902) begyndte deres banebrydende forskning over diplomatikken, har denne gren af den historiske videnskab fundet mange dyrkere. Deres arbejder var først og fremmest specialundersøgelser, som gjorde det muligt for andre forskere at give en samlet fremstilling af diplomatikken; kendt er saaledes Harry Breslaus store værk: »Handbuch der Urkundenlehre flir Deutschland und Italien« og A. Gireys: »Manuel de diplomatique«.

Men det er ejendommeligt for alle disse forskere, at de saa at sige udelukkende beskæftiger sig med det middelalderlige brevstof. Grunden maa søges i, at materialet her er mere overskueligt og lettere at beherske, problemstillingen skarpere og derfor interessantere. Men trods alt kan man dog ikke se bort fra, at det for forskeren af den nyere tids historie er af ligesaa stor betydning at kende denne tids diplomatik; et saadant kendskab er en nødvendig forudsætning for en fuldstændig indtrængen i mange spørgsmaal, og der er maaske — naar alt kommer til alt — ligesaa mange problemer at løse her som i den middelalderlige diplomatik.

Heinrich Otto Meisner, som i en længere aarrække har holdt forelæsninger ved Gehejmearkivet i Berlin og senere ved Institut fiir Archivwissenschaft und geschichtswissenschaftliche Fortbildung, har indset dette og derfor udgivet: Aktenkunde. Ein Handbuch fiir Archivbenulzer mit besonderer Beriicksichtigung Brandenburg-Preussens. Hans fremstilling beskæftiger sig kun med den nyere tid og er indskrænket til tyske, især brandenborg-preussiske forhold, idet der dog undertiden er draget paralleller med franske forhold. En anden væsentlig indskrænkning er, at der kun er taget hensyn til stats- og forvaltningsbreve, medens derimod alle privatbreve, i dette ords videre betydning, er udeladt.

Forfatterens fremstilling er præget af den almindelige tyske grundighed og lyst til skematisk opstilling med afdelinger, underafdelinger o. s. v. Herved mistes noget af friskheden, men paa den anden side vindes en overskuelighed, som er af stor betydning, hvor der som her er tale om en haandbog.

Selv om værket kun omhandler tyske forhold, vil det dog ogsaa have sin betydning for danske forskere, der arbejder med arkivstof, thi hvor store forskelligheder der end er mellem de forskellige landes diplomatik, vil man dog snart opdage, at der ogsaa er store ligheder. Alle vore administrationsforhold fra middelalderen og til nutiden er stærkt præget af udlandet, først og fremmest Tyskland; især gælder dette selvfølgelig i Sønderjylland, hvor visse gottorpske administrationskontorer synes at have været under langt stærkere tysk end dansk indflydelse: for kun at tage et tilfældigt eksempel fra det 17._—18. aarhundrede: ved supplikker er brevets bagside delt i to halvdele, paa den ene angiver supplikanten kort, hvad sagen drejer sig om og sit navn, paa den anden skrives resolutionen. Ganske samme fremgangsmaade var almindelig i Preussen, men vil næppe findes i Danmark.

Ikke blot den historiker, som skal arbejde i tyske arkiver, men ogsaa den forsker, der skal benytte materiale udgaaet fra de forskellige myndigheder i hertugdømmerne, vil saaledes have brug for et vist kendskab til tysk diplomatik og tysk arkivvæsen, og en bog som denne vil dertil være en udmærket ledetraad og haandbog. Johan Hvidtfeldt.