Med Otto Brandt, som 16. Januar 1935, kun 42 Aar gammel er afgaaet ved Døden, har Tyskland mistet en af de betydeligste Forskere indenfor den unge Historikergeneration. Samtidig er bristet et Baand mellem danske og tyske Historikere. Otto Brandt var Elev af Herman Oncken og Max Lenz, habiliterede sig 1916 med et Arbejde om England und die Napoleonische Weltpolitik 1801_—03, og blev i 1919 ansat ved Universitetet i Kiel, som han først forlod i 1928 ved Udnævnelsen til Professor i Erlangen. Otto Brandt var rigt begavet, levende og frodig, med en mærkelig menneskelig og videnskabelig Indlevnings- og Tilpasningsevne. Skønt født i Rhinegnen blev han hurtig fortrolig med Hertugdømmernes Historie, knyttede Forbindelser og Venskab med danske Fagfæller, lærte Dansk og erhvervede nøje Kendskab til dansk Historie. Gennemtrængt af tysk Historieforsknings universalhistoriske Traditioner og lydhør for Samspillet mellem Aandsliv og Politik, skabte han Arbejder, hvis Emner tilhørte Hertugdømmernes Lokalhistorie, men i Behandling og Opfattelse aabnede videre Perspektiver. Svagest var vel hans Skrift om Heinrich Rantzau und seine Relationen an die dånische Konige (1927), fyldig og overlegen hans Oversigt over Slesvig-Holstens Historie (1925). Sit Navn som Historiker grundlagde han ved Bogen om Geistesleben and Politik in Schleswig-Holstein um die Wende des 18. Jahrhunderts (1925) og befæstede det ved Skildringen af Caspar von Saldern und die nordeuropåische Politik im Zeitalter Katharinas II (1932). Begge Bøger har dansk Historieforskning til Forudsætning, men udnytter nyt Materiale, er ypperlig skrevet og vidner om adskillig psykologisk Forstaaelse. Maaske kunde Otto Brandt være tilbøjelig til at trække Linjerne for haardt op, gaa for vidt i sin Stræben efter at idealisere og spænde Synsvidden til Bristepunktet. Det betyder mere, at han i væsentlig Grad og paa ejendommelig Maade har uddybet Forstaaelsen af den dansk-tyske Helstat og af Forudsætningerne for dens Op-

løsning. Forskellige Elevarbejder vidner om, at Otto Brandt ogsaa efter Forflyttelsen til Erlangen bevarede Interessen for nordisk Historie. Adskilligt har dog tydet paa, at han var ved at søge nye Opgaver for sin utrættelige Forskertrang. Ved sin Død har han saaledes efterladt sig en næsten fuldfort Skildring af Tysklands Historie 1789^—1815, bestemt som Bidrag til en Haandbog i tysk Historie.