|
Historisk Tidsskrift, Bind 10. række, 3 (1934 - 1936) 1I. Forordningen af 3. august 1523.AF JOHAN HVIDTFELDT Kristian ll's
regering var først og fremmest en borgerregering,
Men snart hærgede revolutionens uvejr det danske folk. Adelsreaktionens ledende mænd gennemførte — mod en stor del af deres standsfællers vilje — Frederik I's valg til dansk konge, medens Kristian II og de ledende mænd i hans regering maatte flygte. I Frederik I's haandfæstning blev det derefter 1 Kolderup-Rosenvinge: Gamle danske love. IV 54 f.; denne bestemmelse gik fra konceptet nogenlunde uforandret over i den endelige lov (om det eneste bevarede eksemplar af denne se »Scandia« 1934 p. 160 ff.); i stedet for det meningsløse Sjælland hos Kolderup-Rosenvinge p. 55 linie 5 fra oven (efter Uldall 255. 4.) skal selvfølgelig læses Jylland, hvilket ogsaa findes baade hos Resen og i lovens endelige form. Side 33
fastslaaet, at Kristian ll's love skulde være døde og magtesløse1; men uroen i landet var for stor til, at man straks turde indføre hele den gamle tingenes tilstand igen, og i løbet af 1523 blev der udstedt forskellige forordninger til absolut gavn for bondestanden.En af de første og mest interessante af disse er forordningen af 3/8 1523, som forbød adelen at dele de bønder til stavns, som efter Kristian ll's ovenfornævnte lov havde opsagt deres gaarde, betalt deres førlov og var flyttet til andre godser. Brevet lyder
saaledes2: Breff till Selands
lantzting. Vii Frederick etc. gior alle vittherligt, att for oss er berett, at then tid hogboren første konning Christiern haffde giord oc skicket ten ny log oc ordinancier her i riigett, vor her mange bønder vtii Sieland, som vpsagde theris gorde tiill laghe tiidt oc gaffve theris herskab theris forløft effther forneffnte ordinantzens lydelse, oc nv ther offuer delis oc nodes till staffn afT same theris herskab, som theris forlog haffue vptaget. Tha effther vort elskelige Danmarcksriigens raads raadt, som her nv tiilstede ær, viille vii ycke tilstedhe, at saadan forfølling eller delemaall schall thennem offuergaa, som saa ær skildtfran theris herskab, som forneffnt stor, oc theris forlog giffuet haffuer, dog met saa skieli, ath hver mand værer sin husbundt hørig oc lydug oc gifTuer hannem, hues han er hannem pligtug met rette. Fforbiudendes alle, ehvo the helst ære eller være kunde, thennem her emodt dele eller diele lade, 1 Aarsberetninger fra det kongelige geheimearchiv II 78. 2 Trykt i »oversættelse« af Johannes Steenstrup Hist. Tidsskr. 5 R. VI 441 f., hvor der dog er et par fejllæsninger og udeladelser; blandt andet er der p. 441 linie 1 fra neden læst have i stedet for gaffue, hvilket p. 442 linie 1 fra oven har nødvendiggjort indsættelsen af betalt, i samme linie skal læses derofluer i stedet for derefter; mærkeligst er det dog, at relatorangivelsen ikke er medtaget; sammenlign ogsaa Allen: De tre nordiske rigers historie IV 2. afd. 66 f. Brevet findes i et hefte (Danske kane. Kopier og koncepter til missiver, anordninger og kundgorelser for alle lande 1523 27/5—285 —28/9)> som utvivlsomt er en slags registrant, og som indeholder en række breve, der omfatter tiden fra 27. maj til 28. september; samtidig med den er der i kancelliet ogsaa ført en anden registrant, kun indeholdende breve fra før kroningen, denne er dog nu tabt, men en afskrift deraf findes i den saakaldte registrant 111 og er herefter udgivet af Erslev og Mollerup i deres udgave af Frederik den førstes danske registranter; (se nærmere indledningen p. III). Side 34
platze eller i noger maade vforrette. indtiilc saa lenghe then sag ythermere kommer for oss oc vort elskelige Danmarcks riigens raadt, Giffuet i vor kiobstadh Roskildt mangdag nest effther sancti Pethers dag advincula, aar etc. mdxxiii. Ynder vortt signet. Relator Danmarcks
riigens radt. Der vil være grund
til nærmere at undersøge dette brev og Formaalet med forordningen kan der ingen tvivl være om, det har været at berolige den underklasse, som Kristian II og hans regering vilde hjælpe og havde hjulpet gennem sine love. Bestemmelsen var rettet mod den klasse, der havde ført revolutionen igennem: adelen. Hvem har da været den drivende kraft ved udstedelsen? Betragter man de politiske forhold: paa den ene side den magtsyge adelige reaktion, som stejlt holdt paa sine rettigheder, især over for bønderne, og paa den anden side den kloge konge, hvis politik først og fremmest gik ud paa at holde denne adel i ave, skulde man paa forhaand mene, at det var kongen; de forfattere, der tidligere har behandlet spørgsmaalet, har ogsaa været af den mening1. Der er imidlertid det ejendommelige ved brevet, at der som relator er angivet Danmarks rigens raad, medens det ellers almindeligvis er en enkelt eller enkelte mænd, som er relatorer. For at forstaa
betydningen af denne relatorangivelse vil det Relatorangivelsen findes altid under selve brevet og er i de fleste tilfælde skrevet med en anden haand end dette; som oftest synes den at være tilføjet af kansleren selv, men er dog jævnlig skrevet af den sekretær, der har udfærdiget brevet, saaledes tit af den højt betroede Jesper Brochmand; dette skyldes dog sikkertde ejendommelige arbejdsforhold, Danske kancelli havde 1 Efter at denne artikel var skrevet, er jeg blevet opmærksom paa, at Erik Arup i sin Danmarkshistorie II 414 f., om end ad andre veje, er naaet til anskuelser, som i det væsentligste falder sammen med de her hævdede. Side 35
under Frederik
I, hvor nogle af sekretærerne i mange tilfælde Ofte angiver relationen, at kongen personlig har givet kansleren eller kancelliet sin ordre, maaske endda dikteret brevet, dette udtrykkes ved »domiims rex per se«, »ad mandatum domini regis proprium«, »relator dominus rex per se« eller lignende, hvortil svarer, at man undertiden ser et saadant brev omtalt som skrevet »af kongens mund«, saaledes hedder det i et af Hans Tolders regnskaber om noget vin, hvoraf der ikke skulde svares cise, »som mester Anders Glob skrev hid til os af min herres mund«2. En anden relationsform er det simple »relator N. N.« eller »ad relationem N. N.«; tit anføres endog flere relatorer. Efter registranterne at dømme er relationsangivelsen meget almindeligere i Frederik I's tid end i Kristian IPs; af 233 breve i Kristian I I's registrant findes der relatorangivelse ved de 23, men ved de 112 breve i Frederik I's danske registranter fra 27/3 1523 til 2% 1524 er der relatorangivelse ved de 71. Men registranterne er et meget daarligt materiale, da de kun omfatter en mindre del af de aabne kongebreve, som faktisk er blevet udstedt. I Esge Billes arkiv findes der saaledes 37 aabne breve fra 1523 til 1533, og heraf er kun de tre registrerede3. Trods det har registranterne en særlig stor betydning for studiet af relationsbegrebet, idet de netop giver de smaa notitser, som kaster lys over problemet, men som i de fleste tilfælde er udeladt i selve brevet4. Brevene inddeles
som bekendt i »aabne« og »lukkede« breve 1 Se herom nærmere A. Heise i Hist. Tidsskr. 5. R. II 172 ff. 3 I pakken: Toldregnskaber fra Aalborg og Rødby 1518—22, regnskabet for 1517 p. 10; et lignende udtryk findes i det note 3 omtalte hefte fol. 16b. 3 Esge Billes privatarkiv paa papir, pakke VII, de tre registrerede breve findes: Norske rigsregistranter 127f. (1531 16/8 > I<J/8) og 42 (1533 19/2). 4 Se for eksempel brevet af 1523 15/7 til Ove Bille (Frederik I's danske registranter p. 12), hvor der efter relationen findes en længere oplysning om, naar befalingen er givet, for hvem brevet er læst o. s. v.; denne tilføjelse mangler dog i den afskrift af brevet, der findes i Ny kgl. saml. 1301 e fol. Side 36
forhold som forsendelse af fetalje, nathold og lignende, er der yderst sjældent nogen relator, man har ikke anset dem for betydningsfuldenok til, at det kunde have interesse at faa oplyst, hvem relatoren har været. Men hvad vil hu relator sige? Forskellige forskere har undersøgt problemet. V. A. Secher har paavist, at der ikke dermed kan menes den, der har refereret sagen for kongen, da man undertiden finder en relatorangivelse som »relator dominus rex per se«, og hævder derfor, at det maa betyde den, der har overbragt udstedelsesordren til kancelliet fra kongen1. At denne forklaring ikke altid holder stik, har William Christensen senere paavist2. Naar man ikke er kommet til en afgørende forklaring, skyldes det sikkert, at man er gaaet ud fra, at det i alle tilfælde var kongen, der skulde give ordre til kancelliets udstedelse af et brev. I hvert fald efter 1523 synes forholdet at have været det, at ogsaa de højere rigsembedsmænd, kancellisekretærer, hele rigsraadet eller enkelte rigsraader kunde foranledige et kongeligt brev udstedt af kancelliet. Med hensyn til missiverne synes det i en mængde tilfælde naturlig, at det forholder sig saaledes; det vilde være meningsløst,hvis kongen selv skulde give ordrer om de mindste detailler i den daglige administration. Den 27. marts 1525 skriver Jesper Brochmand et brev til kansleren, hvor han beder denne om at »forskrive holdene, hvilke som skulde holde vor naadigste herre i Odense . . .«, og paa en til samme brev hørende seddel: ». . . mesterKnud Henriksen gav befaling i Segeberg, at Johan Bjørnsen skulde holde min herre første nat i Odense og Esge Bille anden nat, og fik de skrivelse derom og ingen anden«. Det er dog ikke rigtig billigt, at Johan Bjørnsen skal holde baadc i Odense og Middelfart, ».. . thi maa I vide at rette eder her efter udi brevene.. .«. let koncept til et brev til Mogens Gøye og Johan Friis hedder det, at der er stor trang til øxne, lam, høns og æg til kongens behov til denne herredag, ». . . ved jeg ikke nogle og 1 Meddelelser fra det kongelige gehejmearkiv og det dermed forenede kongerigets arkiv I 68. 2 Will. Christensen: Dansk statsforvaltning i det 15. aarhundrede 121. Side 37
bedre raad, end
at det forskrives til alle bispens her udi Sjælland
Statsretligt har det selvfølgelig mindre betydning, at kancelliet paa egen haand kunde ordne disse daglige smaaforretninger. Principiel interesse faar spørgsmaalet, naar det drejer sig om de aabne breve3, der ordnede lensspørgsmaal, stiftede ny lov og ret, kort sagt var udtryk for den virkelige kongelige myndighed. Men ogsaa med hensyn til de aabne breve synes det, at andre end kongen kunde give ordre til udstedelsen. Saaledes er Ejler Eriksens livsbrev paa Toreby birk af 3/10 1523 udstedt: »Ex commissione dni. Tychonis Krabbe, in absentia regis, og sagde han, at han vilde det bestaa for vor naadigste Herre, og hvis hans Naade ikke er tilfreds dermed, vil han stande ham til Rette derfor«4. Et brev af 12/71531 til Norge er udstedt »de commissione consiliariorum Daciæ et Norvegiæ5«. Børge Jensens skødebrev af x/8 1526 paa to gaarde af Niels Brahes gods er udstedt: »Ex commissione literaria dni. Tuconis Krabbe, marschalci«6. 1 Danske kane. B I Ib. Breve fra kongen til kancelliet ... 111 1. Diverse [1481—1571 C] ad 47 I. 2 Indkomne breve til Danske kane. 1531 23/9. 3 I undersøgelsen er ikke inddraget de saakaldte rigens kanslers breve (forfølgningsbreve, laasebreve osv.), som udstedtes i kongens navn af rigens kansler, men uden at kongen havde det mindste med dem at gøre. Om disse se nærmere: Videnskabernes selskabs skrifter (historisk og philosofisk afdeling) 5. R. I 95 ff. 4 Frederik I's danske registranter 23. 5 Norske rigsregistranter I 25. 6 Frederik I's danske registranter 106. Side 38
Betingelsen for et kongebrevs gyldighed var forseglingen, og enhver, der havde et af de kongelige segl i hænde, kunde udstede et retsgyldigt brev; disse segl opbevaredes altid af kancelliets embedsmænd; kun de kunde altsaa udfærdige kongelige breve, og ønskede en af de kongelige embedsmænd som marsken og hofmesteren eller rigsraadet et brev udstedt, maatte de befale en sekretær at gore det; blev en rigsraadskommission udsendt, udstyret med kongelig myndighed, maatte den have en af sekretærerne med sig. 10/3 1524 anmoder Lage Urne, Mogens Gøye, Anders Bille og Oluf Nielsen saaledes kongen om at sende kansleren Klaus Gjordsen til dem med det kongelige indsegl; thi de vidste ikke, hvor nødvendigt det kunde blive at bruge det til Sverige, Gotland og de vendiske stæder «... eller om noget her forinden i riget paakommer, der vi kunde ramme og vide eders naades og rigets gavn og velfærd .. -«1. 1531 siges det, at kongen har sendt sin sekretær Johan Friis med Danmarks rigens raad til København med hans naades signet, hvormed de breve skulde forsegles, som raadet syntes var nødvendigt2, og samme aar beder Anders Glob kongen om at faa en af sekretærerne sendt til sig med det kongelige indsegl, da der løber meget til at »forskrive paa eders naades gavn og behov .. .«3. Da der i 1532 blev sendt en rigsraadskommission til Norge, fulgte Jesper Brochmand med, han havde det kongelige signet i varetægt og fuldmagt til at skrive og besegle under kongens navn4. Det maa saaledes anses for bevist, at embedsmændene eller rigsraadet har kunnet befale kancelliet eller den enkelte kancellisekretærat udstede fuldt gyldige kongebreve. En anden ting er, om de for at kunne gøre dette har behøvet en kongelig fuldmagt; rigsraaderne, der i 1532 sendtes til Norge, havde en saadan, og rigsraaderne i 1524 har vel ogsaa haft det; i det ovenfor nævnte brev omtaler de »eders naades befaling, eders naade har os givet 1 Indk. breve til Danske kane. 1524 10'3. 2 Nye danske magazin VI 123. 3 Danske kane. B I 1 b. Breve til kongen og kansleren fra rentemesteren; brevet er udateret, men maa være skrevet 1531; sammenlign Scandia 1933, 204, note 1. 4 Diplomatarium Norvegicum V 795 f. og XV 513 ff. Side 39
og betroet i eders naades fraværelse«. Mere tvivlsomt er det, om det samme gælder i de tilfælde, hvor en enkelt mand har givet en ordre til kancelliet, men i hvert tilfælde har han, som det fremgaaraf det nævnte brev af 3/10 1523, været ansvarlig overfor kongen. Spørgsmaalet lader sig dog næppe fuldt opklare med det ringe materiale, vi har, især da vi mangler kendskab til bestallingerfor kansleren eller de højere kancelliembedsmænd. Under alle omstændigheder maa begrebet relator revideres: det maa betyde den mand, som har givet ordre til brevets udstedelse, enten denne ordre nu kom fra vedkommende selv eller fra kongen. At denne antagelse er rigtig, synes med al ønskelig evidens at fremgaa af følgende: 9/9 1523 udstedes et pantebrev til Oluf Nielsen; som relatorer opføres foruden Johan Oxe og Iver Reventlov seks danske rigsraader, idet der tilføjes »in absentia principis vdi leyerett in vigilia omnium sanctorum«. Selvom dette brev er noget uklart, idet den sidste dato ikke kan bringes i overensstemmelse med udstedelsesdatoen, synes det i hvert fald sikkert, at der ikke er tale om nogen kongelig befaling, hvilket ogsaa bekræftes derved, at kongen senere forhøjede pantet med 100 mark og 100 gylden. Kongen har altsaa, da han hørte om brevet, fundet, at rigsraaderne havde ladet Oluf Nielsen slippe for let, og fordret en større pantesum1. Kancelliet opholdt sig ikke altid hos kongen. Saaledes er det i begyndelsen af 1525 i Kolding, hvor Klaus Gjordsen skulde modtage den store landehjælp. Ønskede kongen under saadanne forhold et brev udstedt af kancelliet, maatte han give kansleren ordre dertil enten ved bud eller skrivelse, og der er bevaret flere saadanne skrivelser, f. eks. om at udstede breve til Jylland og smaalandene og om udstedelse af et dombrev2. Ved flere af de i Kolding udstedte kvitteringer nævnes Klaus Gjordsen som relato r3, uden at det omtales, at der til grund for kvitteringen 1 Frederik I's danske registranter 22. 2 Missive 1525 10/1} 12/2 og 22/2. Danske kane. BI Ib. Breve fra kongen til kancelliet ... II 6, 10 og 11, sammenlign ogsaa Frederik I's danske registranter 64, hvor et brev er udstedt »ex commissione literaria dni. regis". 3 F. eks. Danske magazin 4. R. II 36. Side 40
laa noget kongeligt mandat; det vilde jo ogsaa være en noget indviklet fremgangsmaade, hvis Klaus Gjordsen forst skulde modtage pengene i Kolding, meddele kongen dette og af denne faa ordre til at udstede kvittering paa beløbet. Han har selvfølgeligpaa egen haand og i kongens navn udfærdiget kvitteringerne.I andre tilfælde har han givet det underordnede kancellipersonaleordre dertil, og er optraadt som relator. Naar det saaledes maa anses for bevist, at andre end kongen kan give ordre til udstedelsen af et brev, og at relator ikke blot kan bruges om den, der overbringer kongens ordre til udfærdigelsen, men ogsaa om den, der selv giver en saadan ordre, frembyder der sig to muligheder med hensyn til den rette forstaaelse af relatorbetegnelsen i brevet af 3/8 1524. Danmarks rigens raad kan have overbragt kancelliet kongens ordre og derigennem indirekte anerkendt, at brevets udstedelse havde deres fuldkomne billigelse, hvad der paa en vis maade svarer til, at det i nogle tilfælde, som f. eks. i brevet af 16/10 1528 om jagt, hedder: »Dns. rex per se in presentia consiliariorum regni Dacie«, i et forleningsbrev af 15/10 1528 »Dominus rex per se in præsentia consiliariorum Datiæ et Norvegiæ hic existentium« eller i brevet om Bornholm 23/8 1525 »Ad mandatum domini regis proprium de scitu consiliariorum«1. Denne forklaring er dog ikke fuldt tilfredsstillende; det vilde være underligt, at en hel forsamling mødte op for at overbringe en ordre. Har raadet ønsket at udtrykke den fulde anerkendelse af kongens ordre, skulde man vente, at der var blevet benyttet en af de formler, som ellers almindeligvis brugtes i saadanne tilfælde. Mere mening i relatorangivelsen bliver der, hvis det er rigsraadetsom saadant, der har givet ordre til at udstede brevet. Kancelliembedsmanden, der har udfærdiget det, har i saa fald anført hele raadet som relator for at vise, hvilken myndighed der stod bagved, men hele raadet behøver selvfølgelig ikke af den grund at have givet møde i kancelliet. At der i selve brevet siges: 1 Frederik I's danske registranter 185 og 78. Norske rigsregistranter 11 j, jvf. smstds. p. 10. Side 41
»Tha effther
vort elskelige Danmarcks riigens raads raadt, som
For at kunne besvare dette spørgsmaal er det nødvendigt at klarlægge den politiske tilstand: Kongens stilling endnu temmelig svag, adelen almægtig og ivrig efter økonomisk, socialt og politisk at udnytte den vundne fordel. Almuen, især bønderne, i gærende uro; alle de fordele, de havde vundet under Kristian 11, tabte, de for dem gunstige love ophævede, vornedskabet atter indført, og desuden nye, tunge skatter og paalæg. Vore efterretninger om datiden er forholdsvis ringe, men dog hører vi hist og her om begivenheder, der i et kort glimt belyser stemningen i landet1. Vanskeligheden for kongens politik, som under disse omstændighedergik ud paa at dæmpe uroen, kom fra den menige adel, som uden at kende forholdene til bunds krævede det fulde udbytteaf de vundne fordele. Da forordningen fratog adelen en enkelt af disse, maatte man paa forhaand vente, at udstedelsen vilde vække den største uvilje. Naar det er rigsraadet, som har givet ordre til udstedelsen, maa det ses som et bevis paa, at dette, eller i hvert fald den besindige del deraf — folk som Mogens Gøye og Ove Bille — har forstaaet, at man paa dette punkt maatte give efter over for bønderne — i hvert tilfælde foreløbigt. De har indset, at opportunistisk politik i øjeblikket gavnede dem mest, og de har haft magt som hensigt. Ved at gribe ind, om end paa en noget usædvanlig maade, som lovgivere er de med 1 Se nærmere herom i Allen: De tre nordiske rigers historie IV 2. afd. 75 ff.; Johan Oxes privatarkiv paa papir 1524 27/4 om affæren ved Horslunde. Side 42
hele deres
mægtige autoritet gaaet ind for kong Frederiks
Vi kan ikke paa grundlag af det foreliggende materiale afgøre, om denne forklaring er den rigtige; andet end hypotese er og kan det ikke blive. Men enten relationen nu betyder, at rigsraadet selv har givet ordre til brevets udstedelse eller kun, at rigsraadet fuldt ud har været enig med kongen om udstedelsen af forordningen, saa laa det i kongens, og dermed kancelliets, interesse at faa dette fastslaaet i selve brevet. Enhver, der var inde i datidens administrationsforhold, vilde forstaa, hvad denne relation betød. Adelen vilde være mere tilbøjelig til at lyde brevet, naar det skyldtes deres egen repræsentation, deres egne klassefæller. |