Christoffer Valkendorf er, ligesom de fleste fremtrædende Personligheder i det 16de Aarhundrede, sjældent blevet gjort til Genstand for selvstændig Behandling af Historikerne. Siden Rothes og C. E. Sechers Skildringer, henholdsvis fra 1754 og 1869, er han kun behandlet i større Sammenhæng; navnlig kan fremdrages det skarpe Lys, som Troeis-Lund kaster paa ham ved at opstille ham som Modsætning til Hovedfiguren i sin »Mogens Hejnesøn«. Nu har Arthur G. Hassø gennemgaaet hans Liv i en omfangsrig Bog, der af Forf. snart betegnes som »en Biografi«, snart som »et Bidrag til Forstaaelsen af det 16. Aarhundredes sidste Halvdel«. Den sidste Betegnelse er sikkert den korrekteste, thi det er næppe muligt paa Grundlag af det sparsomme Materiale at give en virkelig Livsskildring, end sige nogen Karakteristik af Valkendorf. Men det maa overhovedet staa som tvivlsomt for Læseren af Hassøs Værk, om ikke Christoffer Valkendorf er blevet noget overvurderet af de danske Historikere, om han virkelig har været en saa betydelig og særpræget Personlighed, som hidtil antaget.

Hans Indsats i Bergen 1556_—60 har længe været kendt og højt vurderet, men naar Regeringen saa pludseligt trak ham tilbagefra halvgjort Arbejde, synes det dog at skyldes noget blandedeFølelser derved. Om Valkendorfs følgende Styre paa Øsel dømmer Hassø, at han her havde »vist sine Evner til at kunne handle med Kraft og Konduite«, men rent bortset fra, at det er mer end vanskeligt at trænge til Bunds i den danske Politik i Livlandi

landidisse Aar, er det i hvert Fald sikkert, at nogen Succes for Valkendorf blev hans Aar paa Øsel (1561^—67) ikke. Bedre gik det i den følgende Tid under de ret kortvarige Ophold i Norge, paa Island og paa Gotland, men det var først, da han 1574 var bleven Rentemester, at han rigtigt var i sit Element. Afsnittet om denne hans Virksomhed er overhovedet det centrale i Hassøs Bog, hele det bevarede Materiale er gennempløj et og meget nyt fremdraget. Men hvori bestaar Valkendorfs store Indsats i Rentekamrets Ledelse? Man ser, at han har fremmet Arbejdstempoet baade hos Renteskriverne og hos Lensmændene, hvorfor det da ogsaa lykkedesham at faa Personalet i Kamret forøget og Hjælpemidler til Ekspeditionen udarbejdede; dernæst blev Revisionen skrappere, og en planmæssig Afbetaling af Gælden gennemført. Men i dette ligger ikke noget principielt nyt, end sige noget genialt. Hassø erklærer, at Valkendorf »gav Rentemesterstillingen en mere fremtrædendePlads i Statsmaskineriet til 1589«, men han tilføjer i samme Aandedrag, at »det var kun en blot foreløbig Forbedring«. Sammenligner man Valkendorf med en virkelig fremragende Finansminister,som Hannibal Sehested 80 Aar senere, er Forskellen slaaende. Det lykkedes ikke en Gang Valkendorf at skabe et selvstændigtEkspeditionskontor for Rentekamret, men som hidtil maatte det bruge Kancelliet hertil. Ja, det ses ikke en Gang, om han har haft Blik for Betydningen af en saadan finansiel Selvstændighed,der dog ellers paa samme Tid var gennemført i Østrig og flere andre Steder i Mellem- og Vesteuropa. Paa den anden Side modtager han lejlighedsvis Irettesættelser for Hensynsløshed af sin myndige Konge, ogsaa et Vidnesbyrd om, at han altid var Tjeneren med en Herre over sig.

Søger man saaledes forgæves efter noget genialt i Christoffer Valkendorfs Statsmandsgerning — karakteristisk i saa Henseende er ogsaa det lille Træk, at han ikke, som senere Christian IV, kunde indse Betydningen af, at Oslo efter Branden blev flyttet ind under Akershus' Mure — saa er der dog ingen Grund til at betvivle, at han hører til Reformationsaarhundredets mest fremtrædende danskePersonligheder, som Administrator, som Godssamler og som Mæcen for Kunst og Videnskab. I sin Bog har Hassø belyst hans Skikkelse fra alle disse Sider paa Grundlag af et stort, hidtil unyttetMateriale, og han har ud herfra ogsaa været i Stand til at rette en Mængde Fejl, der fandtes hos Forgængerne (om V.s Fødselsdag, Studier, Ansættelse i Kancelliet, Deltagelse i Ditmarskertoget o. s. v., o. s. v.). Bogen er vel ikke et sprudlende og aandfuldt Stykke Historieskrivning, men den viser atter alle dens Forfatters skattede Egenskaber som Forsker. En dansk Forfatter har betegnet

Valkendorfs Livsgerning som »solid Harthugning, lige djærv og
ærligt ment i Bergen, paa Gulland, Øsel og i København«. Man
kunde bruge lignende Ord om hans sidste Historieskrivers Værk.