Det havde længe været afdøde Etatsraad Poul Andræs Ønske at sætte Slutstenen paa sit Forfatterskab om Faderen med en Udgave af de bedste Taler, han havde holdt paa Tinge. Selv naaede han ikke at faa dette gjort, men i sit Testamente hensatte han Midler til dette Arbejdes Udførelse. Raadstuearkivar Flemming Dahl paatog sig Hvervet og har nu løst Opgaven: G. G. Andræ's Taler i Udvalg I—II (1933).

Flemming Dahl har udført Arbejdet med megen Kærlighed til Emnet og med stor Dygtighed. Værket, som det nu foreligger, bestaar af 2 statelige Bind, udstyret med smukke Portrætter, et meget udførligt Noteapparat og en ganske fortrinlig Indledning, om hvilken man maa have Lov til at udtale Skuffelsen over, at den ikke er bleven en Bog.

De udvalgte Taler er ordnet sagligt i Grupper med Emner af
beslægtet Karakter: Taler om Forholdstalsvalgmaaden, om Forfatningsspørgsmaal,
Skatter og Toldafgifter, Embedsmændenes

Retsstilling, Forsvarssagen etc. Ved denne Opstillingsmetode har Samlingen vundet meget i Overskuelighed, saaledes at Læseren med storste Lethed kan finde netop det Sporgsmaal, der interesserer ham. Kun den Indvending maa man have Lov til at frenifore, at Udgaven vilde have vundet i Betydning, hvis der i Spidsen tor hver Tale var blevet anbragt et lille Resumé, der forte Læseren ind i den konkrete Situation, i hvilken Talen blev holdt. Indledningen til Værket viser, at Udgiveren evner paa ganske faa Linjer at laa sagt megel væsentlige Ting. En Del af det værdifulde Stof, som nu ligger begravet i de omfangsrige Noter, vilde derved blive bragt frem i Dagens Lys.

Det er prisværdigt, at L^Tdgiveren af disse Taler ikke er blevet staaende ved en blot Fremlæggelse af Materialet, men ogsaa har søgt at yde et Bidrag til en Karakteristik af C. G. Andræ. Paa de henved 70 Sider, som denne Indledning omfatter, findes saa godt som alle de Problemer strejfet, som Andræ's politiske Gerning og Personlighed stiller Forskeren overfor. I et fortættet Sprog, der viser Forfatterens betydelige Evner til at finde det korte, rammende Udtryk, paa sine Steder nok lidt søgt og pretensiøst, men dog med Flugt og Fart er denne Indledning skrevet. Et uhyre Materiale er samlet sammen, lagt til rette og bearbejdet med personlig Kritik.

Kun een væsentlig Anke maa man have Lov til at fremføre mod denne Indledning: den tynges til Jorden af Noter. Udgiveren meddeler i Forordet, at det navnlig er af Hensyn til den historiske Læser og ikke til Faghistorikeren, at Noteapparatet er blevet saa omfattende. Men er det ikke saaledes, at det kun er Faghistorikeren, der har Taalmodighed til at arbejde sig gennem dette uhyre Stof, medens den almindelige Læser hurtigt giver op? Dræber man ikke den i Forvejen ikke altfor stærke Interesse for historiske Arbejder ved at tvinge en Læser til 116 Gange at maatte afbryde Læsningen af lOl^ Side for at kigge efter i Noterne? (Indledningens Kap. 2). Eller for at tage et andet Eksempel, Side 67, hvor der til 16 Linjer Tekst, findes 10 Henvisninger, som i tæt trykt Notesats rummer ikke mindre end 25 Linjer! Noterne bør først og fremmest være Henvisninger saa korte og saa enkle som mulig, og ikke en Bivogn hvorpaa man læsser alt det Stof, som man ikke kan faa Plads til i Teksten. Harald Jørqensen.