Siden Sandvig 1779 i Suhms »Samlinger til den Danske Historie«, I, udgav et Udtog af de antikvariske Præsteindberetninger, der — som det synes — blev indhentet til Brug for Ole Worm, har man været opmærksom paa denne Kildes Betydning i historisk, topografisk og folkloristisk Henseende. Mere eller mindre fyldige Uddrag af de skaanske Indberetninger er senere meddelt af N. Sjøborg (1801) og i »Skanska folkminnen« (1929), men først i 1934 har man faaet en fuldstændig, paa videnskabelige Principper bygget Udgave i John Tuneld: Pråstrelationerna fran Skåne och Blekinge av ar 1624, udsendt som Bind XVIII af »Skrifter utgivna

av Kungl. Humanistiska Vetenskapssamfundet i Lund«. Udgiveren har underkastet den eneste Tekstkilde, man har (i Danske KancellisArkiv), et meget grundigt Studium, og hans Udgave er gennemgaaende besørget med mønsterværdig Omhu og en sjælden Nøjagtighed. Man kan faktisk — i hvert Tilfælde for de danske Teksters Vedkommende — konferere Side efter Side med Originalenuden at træffe en Fejl, hvad der ikke vil sige saa lidt, da Udgiveren har ment sig forpligtet til at følge sit Forlæg aldeles slavisk. Saaledes holder han strengt fast ved Forlæggets inkonsekventeRetskrivning, selv med Hensyn til den vaklende Brug af store og smaa Begyndelsesbogstaver, ja ser end ikke bort fra rent grafiske Ejendommeligheder, f. Eks. er ikke en Gang de latinske Forkortelser opløste. Denne Fremgangsmaade, der kan have fuld Berettigelse ved Gengivelsen af egenhændige Skriftstykkeraf meget fremragende Personligheder, er dog næppe paakrævetoverfor Tekster af denne Karakter, tilmed da man ikke har bevaret de originale Indberetninger fra Præsterne selv, men blot Afskrifter af dem ved Provsterne eller deres Skrivere. En enkelt af disse (for Bara Herred) gør endda Indtryk af at have været temmelig ukyndig og at have arbejdet paa rent mekanisk Vis. Saaledes er hans Gengivelse af Omtalen af en Mønt fra Antoninus Pius' Tid (S. 13) ganske forvansket (f. Eks. har hans Forlæg sikkerthaft »refert«, hvor han skriver det meningsløse »æfert«, og maaske »vixisse«, hvor han har »finisse«). Naar samme Skriver sst. under en Præsts Navn skriver »Mhuah«, og Udgiveren (S. 216) gør et Forsøg paa at forklare »den till synes unika forkortningen« som: »M[ed] h[aand] u[nder] a[ndens] h[aand]«, tror jeg snarere, at den mærkelige »Forkortelse« skyldes den uintelligente Skrivers fejlagtige Forstaaelse af et sammenslynget »manu propria« eller »met egen haand«. Udgiverens Læsning af nogle enkelte latinske Steder kan jeg ikke tiltræde. S. 73 staar der i Udgaven: »a memoria hominum relictæ ae prope def ectæ antiqvitatis res gestæ«. Efter Sammenhængen og Tidens Sprogbrug vilde »desertæ« være nok saa naturligt, hvad der da i Virkeligheden ogsaa staar. S. 125 læses efter Præsten Laurids Jakobsens Navn »har. Ecclesiae: p.« og »har.« formodes at være en Fejlskrift for »her.« Denne Formodninger imidlertid overflødig, da der ikke staar »Ecclesiae:«, men »Ecclesiar:«, altsaa opløst, »harum Ecclesiarum pastor«. S. 183 læses efter Præsten i Solvesborg Bendt Christensen Lunds Navn: »Pastor eiusdem Guritatulæ«. Det sidstnævnte Ord kendes ikke andetstedsfra og viser sig da ogsaa ved nærmere Eftersyn at skulle erstattes af det velkendte »Ciuitatulæ«. Desuden er det en følelig Mangel, at Udgiveren, naar han lader et vitterligt fejlskrevetOrd

skrevetOrdstaa uændret i Teksten, da ikke i Kommentaren
meddeler den rigtige Læsemaade, saaledes S. 121 »mane pro« for
»manu propria« og S. 73 »obsurarint« for »obscurarint«.

Til Udgaven er der fojet en Indledning med Redegørelse f<">r Indberetningernes Tilblivelseshistorie og Karakter. Naar Udgiveren (S. XIV) omtaler som en Formodning, at Haandskriftet i sin Tid fra Ole Worms Bibliotek er gaaet over i hans Sønnesøns Biskop Christen Worms Samling, kan denne Antagelse yderligere støttes derved, at man i en Fortegnelse fra 1714 over Christen Worms Haandskrifter (Arnamagnæanske Saml., 4°, 905) som Nr. 131 i 4° finder nævnt et Haandskrift med Titel: »Hvormange Herreder, Herregaarde, Landsbyer etc, der er udj Schaane«. I et Tillæg efter Teksten har Tuneld meddelt tekstkritiske Oplysninger og en righoldig Kommentar af historisk, topografisk, religionshistorisk og folkloristisk Art. Han har set sig godt om i Litteraturen, og man undrer sig kun over, at han i sin fyldige Liste over benyttede Skrifter ikke har nævnt »Kirkehistoriske Samlinger«, hvor der dog paa adskillige Steder findes Stof vedrørende Lunde Stift i det 17de Aarhundrede. F. Eks. kunde der have været Grund til at bruge, hvad der i nævnte Tidsskrift 3. Rk. 111, 241 ff. er meddelt om Bertel Knudsen Aquilonius og Laurentius Asserous (jvfr. Udgaven S. 241, 273). Som Helhed maa dog den nye Udgave af »Pråstrelationerna« betegnes som et smukt Arbejde, der tjener til Ære baade for Udgiveren oe for det lærde Selskab, der har foranstaltet Udgivelsen.