Man har i Aarene efter Verdenskrigen hos franske Revolutionshistorikere kunnet spore en stadig stigende Interesse for de Problemer, der knytter sig til Emigrantspørgsmaalet, og ikke faa Bind har allerede set Dagens Lys. (Se Hist. Tidsskr. 10. R. II 307 ff.) Til dette Arbejde har nu ogsaa en dansk Historiker, Dr. Louis Bobé, ydet Bidrag med sin Udgave af Mémoires de Charles Claude Flahaut Comte de la Billarderie d'Angiviller. (Kbh. 1933.)

Louis Bobé har Æren af at have løftet Sløret for denne højst interessante Skikkelses Skæbne. D'Angiviller indtog en fremtrædendePlads ved Ludvig XVl's Hof, var »directeur general des båtiments'c og havde som saadan ikke alene Tilsynet med alle de franske Kongeslotte og deres Kunstskatte, men stod ogsaa i Spidsen for Værkstederne i Sévres og for l'academie de France i Rom. Det var ham, der tog Initiativet til Skabelsen af det verdensberømteLouvregalleri, og for Statens Penge indkøbte han i Holland og i Tyskland mange skønne Lærreder. Som Kunstmæcen betød han meget for unge Talenter, og den store Maler David havde ham meget at takke for. Men Revolutionen havde ikke Brug for denne Mand, hans Kunstindkøb blev Genstand for voldsom Kritik i Nationalforsamlingen, og han fandt det raadeligst at forlade Landet. En kort Periode var han atter tilbage i Paris, men snart gik Rejsen for stedse til det Fremmede, og sine sidste Aar tilbragte han i Kiel og i Altona. Han traf her sammen med Fritz Reventlow og Brødrene Stolberg, af hvilke navnlig Christian kom til at staa ham nær. I Kiel gjorde han ligeledes Bekendtskab med

Enkegrevinde Munster-Meinhoevel, og i hendes Hænder overgav
han det Manuskript, som Dr. Bobé nu har udgivet.

D'Angivillers Arbejde er ikke et Memoireværk i egentlig Forstand, men nogle personlige supplerende Bemærkninger til en Samling Erindringer, der blev meget læst og diskuteret i Emigrantkrese i de Dage. Men da d'Angiviller har opholdt sig i de Begivenheders Brændpunkt, han skildrer, bliver hans Meddelelser en historisk Kilde, man ikke kan komme udenom. D'Angiviller stod ved Tronens Fod hin berommelige Dag i Maj Maaned, da Kongen aabnede Nationalstændernes Forsamling, og med d'Angiviller som Mellemmand forhandlede Kongen med Mirabeau. Det var ogsaa ham, der smedede de første Planer til Kongefamiliens Flugt fra Paris, men inden de kunde udføres, maatte han flygte. D'Angiviller fælder en meget haard Dom over Necker, hvem han tilskriver Hovedskylden for Kongedømmets Fald, medens paa den anden Side Turgot hæves til Skyerne. Mange af de intime Enkeltheder, der fortælles om de politiske Intriger ved Ludvig XVFs Hof, maa naturligvis, inden de kan benyttes, gennemgaa en meget kritisk Behandling, men der findes i d'Angivillers Erindringer betydelige ny Bidrag til Tidens almindelige Historie, som det er af Værdi at faa lagt frem. Harald Jørgensen.