Af mange Grunde bør det paaskønnes, at to Historikere — den ene endda af yngste Generation — Cand. mag'erne Poul Engelstoft og Frantz Wilhelm Wendt paa Initiativ af Professor Aage Friis har skrevet og udsendt en Haandbog i Danmarks politiske Historie fra Freden i Kiel til vore Dage (1934) og — som Forordet forkynder — søgt »at tilvejebringe et Grundlag for Universitetets Historiestuderendes Tilegnelse af Danmarks Historie efter 1814«. Uden Omsvøb bør det anerkendes, at Formaalet er naaet, men tillige fastslaas, at Forfatternes naturlige Bihensigt at skabe en Bog, som ogsaa kan blive »til Nytte for Læsere uden for de Studerendes Kreds« undertiden har fristet dem til at meddele flere Fakta, end der naturligt kan kræves lært af vordende Lærere i Historie og Samfundskundskab. Det forøger Bogens Betydning som Haandbog, men svækker til Gengæld dens Virkning som Lærebog. Det er nu engang vanskeligt at tjene to Herrer. Fra samme Synspunkt havde det ogsaa været ønskeligt, om Bogen i højere Grad fremhævede de historiske Problemer og Forskningens forskellige Opfattelse af dem, samt gjorde Rede for Historieskrivningens Indsats paa de enkelte Omraader. Naar det omtales, at det danske Folk efter Treaarskrigen lagde for Dagen,

at det ikke var modent til den vidtgaaende politiske Frihed, det saa let havde opnaaet, var der god Grund til at anføre A. D. Jørgensens Betydning for denne Opfattelse. Den udførlige Litteraturfortegnelse ved Værkets Afslutning har ringere Betydning end de korte historiografiske Noter, hvormed f. Eks. Fridericia bestandig ledsagede Fremstillingen i sine Lærebøger.

Disse — og mulige andre — kritiske Anmærkninger skal dog ikke overskygge Værkets mange fortræffelige Egenskaber: dets klare Disposition i Stoffordelingen og omhyggelige Præcision i alle Opgivelser, som paa engang er korte og udtømmende, aldrig omtrentlige og svævende. Indenfor Bogens første Halvdel — Skildringen af XIX. Aarh. — bør man fremhæve Forfatternes Evne til at trække Linjerne op for den samlede politiske Udvikling, til at give en Karakteristik af Partierne og deres ledende Mænd og til at gøre Rede for de sociale og idémæssige Forudsætninger, som bestemte deres Aktioner. Det skyldes mindre Forfatterne, end Forskningens almindelige Standpunkt, at de Nationalliberale og Bondevennerne-Venstre kommer bedre til deres Ret end det gamle Helstatsparti og det senere »Højre«. I Fremstillingen af den sidste Menneskealders Historie spores naturligt nok en Tilbageholdenhed, som i nogen Grad svækker den historiske Vurdering og forkorter Perspektivet, men til Gengæld viser Forfatternes Takt i Bedømmelsen af nulevende eller nyligt afdøde Politikere og deres Gerninger. For Fuldstændigheds Skyld skal tilføjes, at Bogen er overmaade velskrevet. Ax. L.