Gennem Skildringen af Arkonas Indtagelse indprentes de DanskesErobring af Riigen aarligt Tusinder af danske Skolebørn. Men forbavsende er det, saa lidt man iøvrigt hører om, hvorledes Rugens Afhængighed af Danmark i de kommende Tider artede sig. Ganske vist — epokegørende Følger i vort Folks Historie har denne Forbindelse ikke faaet. Men det var dog vel nok værd engangat gøre Status op og undersøge, hvad herom kan siges. Ingen dansk Historiker har hidtil givet sig i Lag hermed til Trods for, at der længe har været gode Hjælpemidler forhaanden, ikke mindst Fabricius' kendte »Urkunden zur Geschichte des FiirstentumsRugens« I—IVI_—IV (1841^—69). Nylig er Spørgsmaalet derimod taget op til Undersøgelse fra tysk Side. Resultatet foreligger i en Dissertation fra Universitetet i Greifswald Carl Hamann: Die Beziehungen Rugens zu Danemark von 1168 bis zum Aussterben der

einheimischen riigischen Dynastie 1325. (Greifswalder Abhandlungenzur
Geschichte des Mittelalters, udg. af Prof. Dr. A. Hofmeister,Nr.

Med stor Grundighed gennemgaas de forskellige Former, under hvilke Tilknytningen mellem Riigen og Danmark lagde sig for Dagen. Der redegøres for de kendte Forleningsbreve fra danske Konger til Fyrsterne paa Riigen, for riigiske Fyrsters Deltagelse i danske Hoffer og danske Krigstog (f. Eks. 1219), for Rugens kirkelige Forhold (Riigen blev jo en Del af Roskilde Stift og vedblev at høre dertil længe efter, at enhver politisk Forbindelse mellem Danmark og Riigen — i 14. Aarh. — var ophørt), for Familieforbindelser mellem Fyrsterne paa Riigen og det danske og norske Kongehus, for de riigiske Fyrsters ofte betydelige Besiddelser i Danmark (Bornholm, Møen, ret store Omraader paa Sjælland), for Danskes Bosættelse paa Riigen og for, hvilke riigiske Riddere der har været i dansk Tjeneste. Desuden behandles som Tillæg Rugens Forhold til det tyske Rige og til Naboerne, Østpommern, Pommern og Mecklenburg.

Enhver, der beskæftiger sig med dansk Middelalderhistorie, vil anerkende, at der er gjort et stort og flittigt Samlerarbejde. Men som Skriftet foreligger, kunde man maaske nok have ønsket, at Forfatteren, hvis Omhu for at faa alle Enkeltheder med i og for sig er prisværdig, havde hævet sig lidt mere op over Stoffet og derved undgaaet det noget opregnende Præg, der unægtelig ofte hviler over Fremstillingen. Forf. drøfter baade i Tekst og i Noter adskillige Tvivlsspørgsmaal. Havde det ikke været naturligt til Indledning ogsaa at drøfte Spørgsmaalet om Aarstallet for Danmarks Erobring af Riigen? Her har Johs. Steenstrup i sin Bog om »Venderne og de Danske før Valdemar d. Stores Tid« (1900) og før ham A. D. Jørgensen dog tydeligt søgt at vise, at Aaret maa være 1169. Men Dr. Hamann gaar uden Diskussion ud fra de tyske Kilders 1168. Rent teknisk kunde der have været anvendt lidt større Konsekvens og Nøjagtighed i Noteapparatet, hvis Henvisninger (bl. a. til »Det danske Folks Historie«) undertiden virker tilfældige. Bogen indeholder flere illustrerende Kort — paa et af disse burde en Fejl som Æberholt (for Æbelholt) være undgaaet. Som Helhed maa det dog siges, at der ved det foreliggende Arbejde er tilvejebragt en brugbar Hjælp til Orientering i det skildrede Afsnit af Danmarks Historie i Middelalderen.