Sveriges Middelalder har i de senere Aar været Genstand for flittigt Studium. Herom vidner ikke blot talrige Tidsskriftsartikler i »Scandia« og andetsteds, men ogsaa flere selvstændige Skrifter, deriblandt et saa dygtigt kildekritisk Rydningsarbejde som Ingvar Anderssons: »Kållstudier till Sveriges historia 1230^—1436« (1928). Denne Disputats er nylig blevet efterfulgt af to andre, nemlig Kjell Kumlien: Karl Knutssons politiska verksamhet 1434^—1448 (Stockholm 1933) og Erik Lbnnroth: Sverigeoch Kalmarunionen 1397—1457 (Goteborg 1934). Som man vil se af Titlerne, har de

to Boger delvis fælles Emne; men ellers er de vidt forskellige i
Anlæg og Metode, derfor ogsaa i Resultater.

Mens Lonnroths Værk spænder over to Menneskealdres Historie, skildrer Kumlien knap en Fjerdedel af samme Tidsrum. Til Gengæld behandles disse 14 Aar med imponerende Lærdom. Næppe nogen Kilde af Betydning er overset, og de Detailundersøgelser, der ikke har kunnet finde Plads i selve Teksten, staar at læse i Noterne, der ofte breder sig over det halve af Siden eller mere. Det mylrer med Datoer, Stednavne og Personnavne; Forfatteren kender Datidens høje Adel og Gejstlighed saa grundigt som nu muligt; og da hans Værk ikke blot i Kraft af sin næsten annalistiske Disposition er nemt at finde Rede i, men ogsaa i Modsætning til Lonnroths er forsynet med Personregister, vil det være et udmærket Hjælpemiddel navnlig for Personalhistorikerne, men ogsaa for enhver, der ønsker hurtig Orientering i Kildestoffet vedrørende en eller anden konkret Begivenhed i disse Aars svenske Politik. Til Gengæld mangler Kumliens Afhandling Overblik og Udsyn; ofte synes det, som om han har svært ved at se Skoven for Træerne. Ganske vist afsluttes hvert Kapitel med et Resumé; det er imidlertid betegnende, at dette i Almindelighed blot indeholder en Oversigt over de skildrede Begivenheder og specielt Karl Knutssons Andel deri, derimod praktisk talt aldrig Konklusioner af større almenhistorisk Rækkevidde. Kumliens Landvindinger angaar oftest Enkeltheder, og vover han endelig paa et væsentligt Punkt en ny Teori — som naar han hævder, at Brødrene Oxenstierna 1448 arbejdede for Erik af Pommerns Tronkandidatur — virker Argumentationen lidet overbevisende. Det er næppe übilligt, naar Lonnroth karakteriserer hans Fremstilling af de vigtige Aar 1434_—41 saaledes, at han »i detaljer [har] utbyggt, korrigerat och avrundat den traditionella uppfatningen« (Erslevs, Schiicks og Tunbergs).

Noget tilsvarende vil ingen let falde paa at paastaa om Lonnrothseget Værk, som i Kraft af baade Emnets og Behandlingens videre Karakter i langt højere Grad har Bud til danske Læsere. Det opfylder ulige bedre end Kumliens det gamle Krav til en Disputats, at den skal opstille og forsvare visse Theses. Lonnroth polemiserer meget og gerne, saaledes jævnlig mod Kumlien og Tunberg; hans Tolkning af Unionsbrevet 1397 vidner om Selvstændighedselv i Elevforholdet til Brødrene Weibull. Hvad Lonnrothhar lært af disse Forskere, er først og fremmest historisk Metode; han forstaar den Kunst at præcisere en Undersøgelses Maal og forfølge det haardnakket selv ad vildsomme Stier; han indlader sig aldrig — som undertiden Kumlien — paa at forflygtigeModsætningen

flygtigeModsætningenmellem indbyrdes modstridende Kilder. Hans Overlegenhed som Kildekritiker viser sig klarest i hans Benyttelse af Karlskrøniken, den bekendte, af Karl Knutsson inspirerede Rimkrønike, der alene i Kraft af sin store Bredde altid maa forblive en Hovedkilde til Sveriges Historie i første Halvdel af 15. Aarh., men som desværre er lige saa gennemtendentiøssom i og for sig velunderrettet. En Kilde af denne Art er en ypperlig Prøvesten for en Historikers kritiske Evne, og Lonnroth bestaar Prøven med Glans. Hvor Karlskrøniken er eneste Kilde, refererer Kumlien den vidtløftigt, selv om dens Paalidelighed unddragersig enhver Kontrol, mens Lonnroth i saadanne Tilfælde med Rette foretrækker at se helt bort fra Krønikens Vidnesbyrd og om fornødent hellere søger selv at rekonstruere Forbindelsen mellem de relativt sikre Fakta. Ligesom Curt Weibull i sin Disputatspaaviste Anvendelsen af Clicheerne »rex Justus« og »rex iniquus«i det 11. og 12. Aarhundredes Historiografi, saaledes har ogsaa Lonnroth skarpt Blik for de middelalderlige Historieskriveres Tilbøjelighed til skabelonagtige Biografier; i de ældste Kilders Skildring af Engelbrecht ser han en »hagiografisk mytbildning«_> i Karlskrønikens Karikatur af Christoffer af Bayern omvendt Billedet af »en konung, som valts mot Guds vilja«. Et Weibullsk Træk hos Forfatteren er ogsaa hans Forstaaelse af, at Nordens Historie ikke lader sig isolere. Mens Kumlien i sin Optagethed af Karlskrøniken og af de svenske Stormænds indbyrdes Rivalitet i forbavsende Grad forsømmer den udenrigspolitiske Side af sit Emne, følger Lonnroth opmærksomt Hansestædernes og den tyske Ordens Politik; værdifuld er hans Fremhævelse af den fælles Modsætningtil Tyskerne som Unionens realpolitiske Basis.

Som Lauritz Weibull ved kirkeretlige Studier har tilvejebragt nye frugtbare Synspunkter for Diskussionen om det stockholmske Blodbad, saaledes søger Lonnroth at kaste nyt Lys over det 15. Aarhundredes Unionspolitik ved at sætte den i Forbindelse med Brydningerne inden for Senmiddelalderens Statsfilosofi. Han gør saaledes udførligt Rede for, hvorledes denne fra ca. 1300 beherskes af Distinktionen mellem regimen regale, det absolute Monarki, i hvilket Kongen er Lovens Kilde og selv staar over den, og regimen politicum, det lovbundne Monarki, i hvilket Fyrsten maa overholde de af Medborgerne vedtagne Love og kan afsættes, hvis han bryder dem. Lonnroth hævder nu, at den rent idépolitiske Modsætning mellem disse to Styreformers Tilhængere har spillet ind i praktisk Politik, og det ikke blot ude i Europa, men ogsaa i det skandinaviske Norden. Allerede i det 14. Aarhundrede kæmper Magnus Eriksson og senere Dronning Margrethe for regimen regale

mod det svenske Aristokratis Modstand. Ogsaa Begivenhederne i Kalmar 1397 maa ses paa denne Baggrund. Med Hensyn til Unionsbrevet af 20. Juli tiltræder Lonnroth Lauritz Weibulls Anskuelse, at det maa opfattes som et faldet Forslag, som en Koncept til en officiel Overenskomst, hvis Parter skulde have været paa den ene Side Margrethe og Erik, paa den anden Side Rigernes Raad og Mænd. Derimod er de to Forskere af stik modsatteMeninger om Aarsagen til Forslagets Fald; Weibull ser heri et Nederlag for Dronningen, Lonnroth for Raadsaristokratiet. Dette begrunder han med en Analyse af Brevets Indhold, der tolkes som en Lovfæstelse af regimen politicum.

»Unionsbrevet var fallet. Men dess idéer levde kvar. Motsiittningenfrån Kalmarmotet 1397 gick over i den foljande tidens historia«. Denne beherskedes af den forfatningspolitiske Modsætningmellem to forskellige Unionsprogrammer og ikke af en Strid om selve Unionstanken, der gennem lange Tider fandt fuld Tilslutningogsaa hos det svenske Rigsraad, saaledes som det med uomtvistelig Tydelighed viste sig endnu ved Halmstadmødet 1450; først i Løbet af de nærmest følgende Aar kommer en virkelig svensk Separatisme til Gennembrud, idet Kongernes Magtpolitik faar Overhaand over Rigsraadenes Forbundspolitik. Med stor Kraft og Dygtighed bekæmper Lonnroth den traditionelle Opfattelseaf Oprøret 1434^—36 som en folkelig national Rejsning; »nutidens historieuppfatning maste ta avstånd ifrån den liberala historieskrivningens konstruktion om en nationeli pånyttfodelse under demokratisk egid«. Med særlig Skarphed vender han sig mod Forherligelsen af Engelbrekt som »den forste svensken«; Engelbrecht var mere tysk end svensk, og hans Gerning kom i første Række Hansestæderne til gode. Hans Betydning er i øvrigt stærkt overvurderet. »Det svenska riket har under åren 1434^—1436 regeratsoch representerats av riksrådet. Dess insats har icke varit fronderi mot en folklig diktator«. Og Raadets Politik gik nu som baade før og siden ud paa Hævdelsen af regimen politicum; derom vidner baade det bekendte udaterede Unionsforslag (af Erslev efter Lonnroths Mening med Urette tillagt Hans Kropelin) og Kalmartraktatenaf 1438. Med Christoffer af Bayerns Haandfæstning og andre Akter fra 1441 naar denne Politik til fuld Sejr, og selv det nationale Kongevalg 1448 vil Lonnroth opfatte som en ny Triumf for Raadskonstitutionalismen. Fra ca. 1451 fører imidlertidKarl Knutssons forfejlede Udenrigspolitik og den af Krigstilstandenfølgende Magtkoncentration til et nyt regimen regale. Som den naturlige Reaktion mod dette kommer da Jons BengtssonsOprør 1457, der uden Grund stemples som Højforræderi; det

bares i Virkeligheden af ganske samme Magter, som 1434—39
havde styrtet Erik af Pommern; »folkets materiella nod och riksaristokratiensfrihetsprogram
samverkade åter till uppror«.

Over for hele denne beundringsværdigt gennemførte, snarest lidt for konsekvente Helhedsopfattelse af et stort Afsnit af Sveriges Historie kan man med Føje rejse det Spørgsmaal, om Forfatteren ikke vel stærkt har forelsket sig i sine fine latinske Kunstudtryk. Nødvendigheden af at laane et Par ikke altfor berømte middelalderlige Statsfilosofiers Terminologi synes ikke umiddelbart indlysende; hvorfor ikke simpelthen — som dog ogsaa ældre Forskere af og til har gjort det — tale om Kampen mellem Rigsraadsmagt og Kongemagt? Et Navn eller to gør jo imidlertid mindre til Sagen; det afgørende er, om det virkelig er lykkedes Lonnroth at gribe det centrale i hine Tiders forviklede politiske Stridigheder. Og vistnok sporer man her og der i hans Værk nogen Tilbøjelighed til at gaa let hen over de Momenter, der staar hans Teori imod; men selv om visse Sider derfor kan minde vel stærkt om et Advokatindlæg, maa det dog fremhæves, at Argumentationen i det hele og store forekommer fuldt ud overbevisende. Man vil sikkert blive nødt til at indrømme Forfatteren, at det 19. Aarhundredes i øvrigt saa grundlæggende Forskning ikke tilstrækkeligt har evnet at frigøre sig for sin egen Tids politiske Forestillingskreds og heller ikke altid har anvendt fornøden Kritik over for det 15. Aarhundredes agitatorisk farvede Beretninger. Der er derved fremkommet en Skævhed i Billedet, som det bliver moderne Historieskrivnings Sag at rette. For saa vidt er Dr. Lonnroths Arbejde af virkelig banebrydende Art; heller ingen dansk Historiker, der i Fremtiden skal beskæftige sig med Erik af Pommerns eller Christoffer af Bayerns Tid, vil kunne forbigaa denne Bog.