24. Februar 1934 døde Arkæologen Dr. Sophus Muller, næsten88 Aar gammel. Med ham er en af de sidste store Skikkelser fra de humanistiske Videnskabers Blomstringstid i Slutningen af forrige Aarhundrede gaaet bort. Fra Worsaaes Død i 1885 ledede han det forhistoriske Studium i Danmark med sin blændende Intelligens og sin haarde, übøjelige Vilje, en rank Herskernatur, stræng i sine Krav til sig selv som til sine Medarbejdere. Ved

Nationalmuseets Organisation i 1892 blev han Direktør for dets første Afdeling og sad i dette Embede indtil 1921, men sine arkæologiske Studier fortsatte han med usvækket Kraft lige til det sidste. Faa Uger før sin Død udsendte han et stort Skrift om Jærnalderens Kunst, hvorpaa han i Aaringer under sine daglige Besøg paa Museet havde arbejdet.

Sophus Muller hørte til de meget stærke Personligheder, som vor Tid ellers ikke er rig paa og ligesom ikke har Plads til. Han var kamplysten som faa, Strid var ham en Livsfornødenhed, og han skabte den undertiden, hvor den i og for sig var ganske unødvendig. Utvivlsomt var han mere beundret end elsket, beundret selv af sine Modstandere, frygtet selv af sine Venner og Medarbejdere. En mærkelig Blanding af en gammeldags korrekt Embedsmand, konservativ og national i sit Livssyn, og en Spotter, som med næsten sagnagtig Respektløshed lod sit ustyrlige Vid spille over Personer og Forhold.

Som Forsker har han været grundlæggende. Maaske ikke banebrydende i samme Grad som Worsaae, hvis Lærling han var, og hvis Værk han forsvarede overfor Angreb og gav den egentlige videnskabelige Underbyggelse. Han var for kritisk og maadeholden til at naa den store Genialitet, hans Styrke var den indtrængende Gennemarbejdelse af et Stof og Gennemprøvelse af et Synspunkt. I alt hvad han har givet fra sig, Afhandlinger saavelsom større Skrifter, er hver Side præget af hans Klarhed og Stringens, de indeholder aldrig noget overflødigt eller ligegyldigt. Hans Hovedværk Vor Oldtid (1897), den første udførlige Oversigt over, hvad de arkæologiske Fund og Mindesmærker kan lære os om vore fjerne Forfædres Kultur og Livsforhold, er nok populær i sin Form, men den videnskabelige Stringens er ikke derfor ofret. Det er den samlede danske Arkæologis betydeligste liltterære Indsats. At den nu efter snart 40 Aars Forløb i mange Afsnit er forældet, har han selv ved sine utrættelig fortsatte Studier været med til at bevirke. De fleste af sine videnskabelige Undersøgelser, lige fra Doktordisputatsen om Dyreornamentikken i Norden (1880), har han publiceret i Afhandlingsform i Oldskriftselskabets Skrifter, hvis Udgivelse han selv fra 1881 til 1920 ledede, i »Aarbøger for nordisk Oldkyndighed« samt i den af ham skabte, statelige Serie »Nordiske Fortidsminder«, hvori bl. a. Mullers og Neergaards store Værk om Danevirke (1903) kom. Et grundlæggende systematisk Arbejde er hans Ordning af Danmarks Oldsager (1888^—95), og saare typisk for hans hele Indstilling overfor det arkæologiske Materiale er det skønne og monumentale tre-Binds Værk om Oldtidens Kunst (1918^—34). Han elskede Oldsagerne, uromantisk, men ikke derfor

mindre brændende, han fordj'bede sig med Kenderblik i deres kunstfærdige Tildannelse og tolkede dem derudfra. Denne kunstindustrielle Betragtningsmaade vil sikkert blive ved med at være en af de væsentligste for Arkæologien, selv om en berettiget Reaktion mod dens Overherredomme i Øjeblikket gør sig stærkt gældende. Men for de bebyggelseshistoriske Studier, som nu saa stærkt optager Sindene, har Sophus Muller selv banet Vejen gennem en Række mesterlige Afhandlinger, først og fremmest den epokegørende Vej og Bygd (Aarbøger 1904), hvortil senere sluttede sig hans Studier fra Vendsyssel og Sønderjylland (smstds. 1911_—14). Ogsaa hans Boplads-Studier fortjener at nævnes i denne Sammenhæng (1906 og 1919). P. N.