3. Februar 1934 døde den tyske Retshistoriker Max Pappenheimi en Alder af 74 Aar. Pappenheim var i en lang Aarrække (1888^—1928) Professor ved Universitetet i Kiel, hvor han foruden Retshistorie docerede tysk Privatret, Handelsret og Søret og hans største videnskabelige Arbejde, Handbuch des Seerechts, falder

indenfor sidstnævnte Fag. Ved Siden heraf udfoldede han imidlertiden meget betydelig retshistorisk Forfattervirksomhed, som der er Grund til at mindes her, fordi den ikke i ringe Grad berørtedansk og anden nordisk Ret. Dette gælder saaledes hans første større Arbejde Die altdånischen Schutzgilden (1885), der giver en udtømmende Fremstilling af alle Forhold vedrørende de danske Værnegilder og i Forbindelse hermed ogsaa indeholder Bidrag til dansk Procesrets og Strafferets Historie. I Modsætningtil Wilda hævdede Pappenheim, at ikke blot Gildesammenkomsterneog de dertil knyttede Skikke, men ogsaa Udformningenaf Forholdet mellem Gildemedlemmerne som et Broderskabsforholdmed de Konsekvenser, som fulgte heraf, var opstaaetpaa national Grund uden Paavirkning udefra, idet Broderskabsforholdetberoede paa en Videreudvikling af de allerede tidligerekendte kunstige Slægtskabsforbindelser, særlig Fostbrødrelagene.Skønt ingen af disse Paastande kan siges at være trængt endelig igennem, og den sidste i bedste Fald indeholder en utvivlsomOverdrivelse, har Pappenheims Undersøgelser været af grundlæggendeBetydning for alt, hvad der senere er skrevet om Værnegilderne.Selv behandlede han nogle Aar efter ogsaa de norske Værnegilder: Ein altnorwegisches Schutzgildestatut. (1888).

Pappenheim har yderligere skrevet et meget stort Antal større og mindre retshistoriske Afhandlinger og udførlige Anmeldelser spredte paa mange Steder. Som Emner, til hvis Belysning han har ydet vigtige Bidrag, kan nævnes den germanske Rets kunstige Slægtskabsforbindelser, den germanske Rets Gavebegreb, Gudsdommene samt en Række Spørgsmaal af Handels- og Sørettens Historie. Ogsaa med Spørgsmaal af Hertugdømmernes Retshistorie har han lejlighedsvis beskæftiget sig. Særlig bør endelig fremhæves hans mange omhyggelige og velvillige Anmeldelser af danske historiske Arbejder i tyske Tidsskrifter.

Som Retshistoriker tilhører Pappenheim samme Retning som v. Amira og havde ligesom denne et udstrakt Kendskab til Kilder og Litteratur vedrørende alle Grene af germansk Retshistorie. Hans Arbejder udmærker sig altid ved stor Lærdom og Grundighed, ved Skarphed i Tanken og kritisk Forsigtighed i Konklusionerne, og den, der arbejder sig igennem hans ofte noget omstændelige Fremstilling, kan altid være sikker paa godt Udbytte deraf.

Pappenheim besøgte i sine noget yngre Aar ofte Danmark og knyttede navnlig i denne Periode mange Forbindelser med danske Videnskabsmænd. Han var Dr. juris honoris causa fra Københavns Universitet og var for nogle Aar siden indkaldt som Foredragsholder af Rask-Ørsted-Fondet.