Det er altid med en vis Begærlighed, man griber en ny Bog af Hugo Matthiessen. Faa evner som han paa een Gang at fængsle og berige Læseren. Nylig vederfores hans Bog om Hærvejen den for et historisk Værk saa sjældne Ære i Løbet af kort Tid at udkomme i to Oplag, og det er intet Under, da det altid er en Nydelse at læse hans Bøger. Dels glæder man sig over den Fylde af levende kulturhistorisk Stof, de rummer, dels bringer de for alle Elskere af vort Lands Natur og af vore Købstæders gammeldags Ynde et sjældent frisk Pust ude fra Danmark, og endelig glæder man sig rent æstetisk over hans smukke og magtfulde Sprog. Der er næppe nogen Historiker i vort Land, der naar Hugo Matthiessen i sproglig Fremstillingskunst.

Medens »Hærvejen« rejser sig i hans Produktion næsten monumentaltsom
et Symbol paa selve Jyllands og Danmarks skiftende
Skæbne, med en Rejsning som et aarhundredgammelt Træ, saa

er den nye Bog, Viborg-Veje (1933) Løvværket og Grenenettet paa Hærvejens Stamme. »Studier og Vandringer« er Bogens rammende Undertitel, som i sig forener det dybtgaaende Kildestudium og den lykkelige. Evne, til Stpdheskrivp.lse, som præger alle Hugo Matthiessens Boger.

Efter et indledende Kapitel om »Baggrunden«, hvori skildres Viborgs centrale Stilling i Jyllands, og dermed Danmarks Historie, og de skiftende Tiders Fremfærd mod Viborg-Egnen, følger Behandlingen af Hærvejens Fortsættelse mod Nord, Vejene Viborg —Aalborg og Løgstør_—Viborg, i Afsnittet »Gennem Himmerland«. I »Storveje mod Øst« behandles Viborg_—Randers Vejene, ad hvilke baade Krigshære og Kongetog er stævnet mod Jyllands gamle Hovedstad, og Viborg^—Hobro Vejene dels over Hvornum Vase, og dels over Onsild Bro. Gennem »de store Skove«, bræmmet af mange og rige Klostre, fører Vejene Skanderborg_—Viborg over Resenbro og Øst om Mos Sø, og Viborg^—Aarhus over Kongens Bro og Søbyvad. I »Vestjydske Veje« skildres den gamle Vej Viborg_—Holstebro over Finderup, Sejbæk og Hagebro, og Viborg —Skive Vejen over Nybro, Jordbro Mølle og Dommerby. I et Slut-Kapitel skildres dernæst Viborgs Tilbagegang fra Slutningen af det 17. Aarhundrede, Hedens og Sandflugtens Erobringer som Følge af Skovenes skaanselløse Udryddelse, og Bogen slutter med en indtrængende Forbøn af stor Styrke og Skønhed for de urørte fattige Levninger af Heden og de smaa sammenkrøbne Krat og Egepurrer, som endnu er tilbage. Ikke mindre end 34 tættrykte Sider med særdeles værdifulde »Kilder og Bevissteder« ledsager Bogen og vidner højt om, at Hugo Matthiessen ikke alene er en højtbegavet Historieskriver, men tillige en omhyggelig og flittig Historieforsker.