Daniel Mornet, der er Professor i fransk Litteraturhistorie
ved Sorbonne, har skrevet en stor Bog om Les Origines Intellectuelles
de la Revolution Francaise 1715—87, et Værk som i 1934 udsendtes

i 2. Oplag. Det er et meget læseværdigt Skrift af mange Grunde. Det bringer en Mængde nyt Stof og giver samtidig en Nyvurdering af gammelkendte Kendsgerninger. For dem, der har læst Taines Væik om samme Emner, staar »le roi Voltaire« og »le maitre Rousseau«som de to Centralfigurer i fransk Aandshistorie i det 18. Aarhundrede.Mod denne Kendsgerning ønsker Mornet heller ikke at løbe Storm, Augurerne skal efter hans Mening have Lov til at blive staaende paa deres Piedestaler, men de maa finde sig i at blive omringet af en Hærskare af anden, tredie, ja tiende Rangs Forfattere. Skal man forklare den Vækkelse af det franske Folkesamfund,som fandt Sted i Løbet af Aarhundredet, og som er en af Forudsætningerne for Revolutionen, kan man ikke nøjes med kun at beskæftige sig med disse faa store Forfattere, hvis Værker blev læst i et forsvindende Omfang i Sammenligning med saa mange andres, hvis Bøger kom i snesevis af Oplag og læstes af Titusinder. Hvem kender nu Levesque de Burigny, Fréret, Dumarsais, Charles Borde, Méhégan etc. etc., men i Tiden var det Navne, der levede, Forfattere til Bøger, som man satte ikke saa lidt ind paa at skaffe sig, thi man maa vel huske paa, at fra Regeringens Side anstrængte man sig af al Kraft for at hindre disse Skrifters Udbredelse ved Indskrænkninger af Trykkefriheden, ved at lade Bogtrykkerne autorisere og ved nøje Tilsyn med Boghandlere og Kolportører. Alle disse nu ukendte Forfattere har Mornet gravet frem af Provinsbibliotekerneog af gamle litterære Akademiers Arkiver, og ved at gennemgaa Indholdet i deres mange Værker bliver han istand til at støbe et langt solidere Fundament for Opfattelsen af »Filosoffernes« Betydning for Revolutionens Udbrud. Om man kan naa videre, end det er lykkedes for Mornet ved hans Konstatering af, hvor store Oplag de forskellige Værker er kommet i, og hvor mange Institutter og Selskaber der er oprettet, er vist et stort Spørgsmaal. Problemet kan kun besvares paa den Maade, at vide Krese af det franske Folk lod sig paavirke af Filosofferne, og at denne Paavirkning var stigende, jo nærmere vi kommer Revolutionen.Heri er i og for sig ingen ny videnskabelig Landvinding, men Beviset er blot ført paa en mere overbevisende Maade end hidtil. Men ser vi bort fra dette vanskelige Spørgsmaal, er der et andet, der i sig selv har stor Betydning, nemlig den idéhistoriske Udvikling for ca. 1715^—88, og paa dette Punkt yder Mornets Bog meget nyt, fordi Forfatteren har kulegravet hele det store Materiale.Forfatteren deler Perioden i 3 Hovedafsnit. Først Perioden 1715_—48, hvor Voltaire, Montesquieu og Marquis d'Argens udsendtederes første Værker, hvor man træffer de tidligste Spor af Deisme og Ateisme, og hvor Tankerne om Aandsfrihed og Tolerancespirer

rancespirerfrem. For Politik interesserer kun en meget snæver Kres sig og tilsyneladende slet ingen fra Middelklassen. I det følgendeTidsafsnit 1748_—70 udkæmpes den afgørende Kamp. OmkringVoltaire, Montesquieu, Rousseau, d'Alembert og Diderot fylkersig en Hærskare af Forfattere, der viderefører og populariserer de Stores Ideer, og Landet oversvømmes af et Utal af Bøger, Flyveblade og Smaaskrifter. Deismen begynder nu at brede sig, og Ligegyldigheden overfor den katolske Kirke tager til. Man kræver højlydt Tros- og Ytringsfrihed og taler stadig om Tolerance overfor anderledes Tænkende. Ogsaa de politiske Interesser vokser, de svøber sig ud af den foregaaende Periodes graa Almindelighed, faar en mere direkte Retning mod den siddende Regering og en hvassere Brod. Naar vi endelig frem til den sidste Periode, Aarene fra 1770_—89, adskiller den sig fra de foregaaende derved, at de ny Idéstrømninger forplanter sig til stadig større Krese og navnlig, at de begynder at æde sig frem indenfor 3. Stand. Overalt synes man at vaagne til nyt virksomt aandeligt Liv, man begynder at spørge og at ræsonnere. Der er utallige Vidnesbyrd herom, ikke alene Bøgernes voksende Oplag, men Forhold som dette, at Undervisningenlægges om i mere realistisk Retning, at der oprettes Akademier rundt om i Provinsen, litterære Klubber, Biblioteker og Aviser. Der er opstaaet en Læselyst som aldrig før, og i dens Kølvand følger Kritiken og Eftertanken. Og hvad er det, der interesserer? Det er ikke alene, som Taine fremstillede det, de store almene Ideer og Teorier af religiøs, politisk og social Art, men det er jævne, dagligdags Forhold som Kornpriser, Retsplejens Mangler, Vejvæsenet, Kvægsyge etc. Det er den samme Slags Spørgsmaal, man træffer i de Tusinder af Cahiers fra 1789, medens almindelige Teorier kun forekommer uhyre sjældent.

Som Bilag følger en meget udførlig Bibliografi, der blandt andet indeholder en værdifuld Fortegnelse over de mange »filosofiske« Skrifter, der skød frem i Ly af de store Mestre, samt en Oversiet over udgivne Samlinger af Cahiers.