Svensk byhistorisk forskning har i den sidste halve menneskealder været i stærk grøde og stadig haft sit midtpunkt i »Stadshistoriska institutet«. Dets hidtil største indsats er en mægtig, i Riksarkivet opstillet registrant over alle middelalderbreve, inddelt dels efter byer og dels systematisk. Dets vigtigste publikation er kildesamlingen Privilegier, resolutioner og forordningar for Sveriges stader, hvis middelalderlige del, udgivet af instituttets sekretær, prof. N. Herlitz (1927), i 1932 er blevet fulgt af brevene fra den ældre Vasatid (1523^—1560), ved arkivar E. Ny gren. Som det første bind bringer dette bind kun lidt nyt materiale, men det samler et stort, sagligt samhørigt stof, der forelaa spredt et halvt hundrede forskellige steder, og gør det let tilgængeligt ved udmærkede og udførlige registre. Fra det egentlige Sverige er der aftrykt henved 300 breve, af hvilke der kun er en snes stykker (især vedk. Viborg og Arboga), som hidtil har været utrykte, og af dem endda kun ganske faa af vigtighed. Forbavsende er det, at de skaanske provinser, der ganske naturligt danner en særlig afdeling, naar op paa 214 breve; det viser, at de danske reformationskongers bypolitik ikke har været mindre aktiv end Gustaf Vasas. De fleste danske breve har længe været kendt, mange dog kun igennem kancelliregistranterne. Specielt skal nævnes et par forordninger om bondehandel: 1523 10/₈ til alle danske byer og 1538 11/₁₁ til alle skaanske byer, samt en række nye breve til Halmstad. Udgaven er grundig og paalidelig, de diplomatiske oplysninger knappe og klare, men undertiden ikke saa udførlige, som man kunde ønske.

Mens en lang række svenske provinsbyer har faaet moderne monografier, maa Stockholm stadig nøjes med Elers's for sin tid udmærkede topografi (i 4 bd. 1800^—01), der kun delvis er erstattet af de ved udstillingen i Stockholm 1897 foranledigede skrifter. Den svenske hovedstad er dog nu meget interesseret i at faa sin historiskeudvikling udredet. Ved Hogskolan har den oprettet et særligt professorat i byens historie, beklædt af N. Ahnlund, og desuden anvendes der store pengesummer til de mest forskelligartede foretagender.Efterhaanden er der da ogsaa fremkommet en lang række detailundersøgelser af geografisk (E. Granlund) og arkæologiskart

logiskart(Ambrosiani og M. Olsson) foruden talrige topografiskeog
rent historiske specialundersøgelser. Store dele af det
mægtige kildemateriale er desuden draget frem og publiceret.

Et af de spørgsmaal, der har optaget de senere aars forskning mest, Stockholms uppkomst, er nu bragt til foreløbig afslutning ved en disputats af Gunnar Bolin. Denne forsker, der har arbejdet med sit emne i en meget lang aarrække og siden 1921 publiceret mange afhandlinger derom, samler nu disse og andres studier i en bred og alsidig fremstilling, som ikke alene behandler Stockholms tilblivelse og ældste historie, men i virkeligheden skildrer det rige Målaromraades hele økonomiske, religiøse og politiske udvikling frem til o. 1300 og ser den i sammenhæng med de europæiske forhold: Birka og friserne, Sigtuna og de østlige forbindelser til Novgorod og Byzans, Gotland og det danske og det tyske Østersovælde. Hele denne baggrund, hævder Bolin, i forbindelse med navnet — der udledes af en stokkespærring af de snævre sunde — og de geografiske forhold gør det sandsynligt, at der er anlagt befæstningsværker paa Stockholms nuværende plads i slutn. af 12. aarh., rettet imod danskernes angreb (Sml. M. Olsson i »Fornvånnen« 1932), og ikke mod kareler og ester, hvilken sidste opfattelse er interpoleret i den senere middelalder, da disse var Sveriges hovedfjender. Stockholm som by er derimod først anlagt c. 1250 af Birger Jarl som et centrum for det uimodstaaelige fremstød af tysk foretagsomhed og netop paa det sted, der naturligt maatte blive transitpladsen for Målardalens eksport, navnlig Bergslagens jern (osmund), der allerede o. 1200 begyndte at spille en vigtig rolle. Det eftervises, at denne opfattelse passer godt ind i de retslige, administrative og topografiske forhold. Særlig vigtig er skildringen af »Overfallet på Sigtuna 1187«, der afgørende kuldkaster den gamle hypotese om en direkte forbindelse mellem denne begivenhed og Stockholms grundlæggelse. Fremstillingen er bred og bygget paa en meget indgaaende behandling af den tidligere litteratur. Forfatterens kildekritik af det spinkle materiale er derimod ikke altid lige strengt gennemført og formelt ofte lidet overbevisende, men da hans resultater præges mindre heraf end af hans sunde afvejen af de reale forhold, spiller denne mangel kun en underordnet rolle for helheden.

Et vigtigt spørgsmaal, der kun i ringe grad behandles af G. Bolin, er det tyske indslag i Stockholms borgerskab. Dette gamle problem tog X. Ahnlund paany op i sin tiltrædelsesforelæsningved Stockholms Hogskola 1929¹. Men navnlig ved den

---

1 Trykt i Svensk Hist. Tidskr. 1929, genoptrykt i forf.s interessante kritiske studier over .historia och kulturhistoria<, der udkom 1933 under titelen Frdn medeltid och vasatid og ogsaa bragte et foredrag om »Gustav Adolf och Stockholm .

unge tyske historiker, dr. Wilh. Koppes værk: Lubeck-SlockholmerHandelsgeschichte im 14. Jahrh. (Abhandlungen zur HandelsundSeegeschichte, hrsg. v. Fr. Rorig und W. Vogel), har spørgsmaaletfaaet ny interesse. 1. del, som skildrer selve handelen, bringeren omhyggelig analyse af de lybske oghamburgske »Pfundzollbiicher«,der er bevaret for enkelte aar i perioden 1368^—1400 (de lybske under udgivelse ved dr. Lechner, de hamburgske udgivet af H. Nirrnheim 1910 og 1930). Handelen, paaviser forfatteren, var en organiseret leveringshandel paa den direkte linie Stockholm-Liibeck-Hamburg-Flandern.Selv om Liibeck var det formidlendecentrum, var byen dog hverken omsætningsmarked eller stabelplads, snarere en slags frihavn, idet varerne passerede toldfritpaa vejen til og fra Flandern. Eksportvarerne var foruden jern og kobber især landbrugsprodukter og stammede fra Målardalenog Uppland, medens importen mest bestod af salt og klæde m. m. fra Flandern. De merkantile former er en højtudviklet kommissionshandel med faste forbindelser og stabile priser.

Mere nyskabende er bogens anden del, der behandler »die Liibeck-Stockholmer Kauffmannschaft«. Ved hjælp af den uvurderlige kilde, Liibeck Ober- und Niederstadtbuch, og et mægtigt dokumentmateriale, navnlig testamenter, lykkes det Koppe at kaste et skarpt lys over de interesserede købmænd, over deres økonomiske stilling saavelsom over slægts- og forretningsforbindelserne mellem de to byer. Klarere end nogensinde før belyses den tyske handelsekspansion i 13. og 14. aarh., fra de westfalske byer frem til den tyske østersøkyst og videre til de ny muligheders egne i de fjernere dele af Østersøen. Næsten alle købmænd i Stockholm stammer i første række fra Liibeck, i anden fra Westfalen. De fleste slægter spalter sig i en lybsk og en svensk gren, der arbejder nøje sammen. Ikke sjældent begynder en købmand sin virksomhed i Liibeck, tager derefter borgerskab i Stockholm, men vender senere tilbage til Liibeck for der at tilbringe sin alderdom som rentier, som passiv købmand eller som grundbesidder. Et stort materiale er lagt frem i sin sammenhæng, men er ofte kun sparsomt udnyttet, og en mere udførlig redegørelse for materialet og en dybere vurdering havde øget bogens værdi. En tilsvarende undersøgelse for den svenske Kattegatskyst har dr. Koppe foretaget i det mindre skrift Liibeck und Lodose im 14. Jahrhundert (Goteborg 1934).

Fra senmiddelalderen er der bevaret en i Norden enestaaende
kildesamling i Stockholms magistratsprotokoller, der først er
blevet opdaget i slutningen af 19. aarh.1. Mens et tilsvarende

---

1 S. Clason i Svensk Hist. Tidskr. 1903.

dansk materiale forst findes efter reformationen, gaar dette helt tilbage til beg. af 15. aarh., men belyser dog især de sidste halvhundredeaar for reformationen. Materialet er udgivet (af Samfundet for utg. af kallor) i den store publikationsserie Stockholms stadsbockerfrdn aldre tid, der bestaar af de fire afdelinger: Jordebøger, »Tånkebocker« (d. v. s. bysboger), »Skottebocker« indeholdende skatte- og regnskabssager, samt Ambetsboken. Navnlig J. A. Almquisthar siden 1926 udfort et stort udgiverarbejde hermed, ialt 5 bind; der staar nu kun enkelte regnskaber og registre tilbage¹. Samtidig har L. Larsson givet en ny og filologisk korrekt udgave af M:r Olauus Petri Phases »Tånkebok« for aarene 1524^—29 (1929), og Fr. de Brun en tånkebok for aarene 1533^—38 (1928). Paa linie hermed staar J. Collijns interessante udgave af Handlingar rorande Helga Lekamens gille i Stockholm 1515^—1528 (1930).

For de følgende 100 aar flyder kilderne ret rigeligt, navnlig i form af regeringsakter. Desuden ligger der i Kammerarkivet og Stadsarkivet i Stockholm en serie übenyttede arkivalier af den største betydning, nemlig samtlige toldregnskaber for byen, saavel »Stora sjotullen«, for handelen paa udlandet, som »Småtullen«, der er ensbetydende med accisen. Af dem er man saa at sige i stand til at aflæse byens hele økonomiske virksomhed.

Rækken af gode og værdifulde svenske bymonografier er blevet anseligt forøget i de sidste aar. Mange fortjente en nøjere omtale, men skal blot lige nævnes. I anledning af Goteborgs 300-aars jubilæum blev der planlagt en lang række skrifter til byens beskrivelseog historie; denne plan er nu snart fuldført. Af størst historisk vigtighed er den svenske rigsarkivar Helge Almquists udførlige fremstilling af det nuværende Goteborgs opstaaen og udvikling: Goteborgs historia I—11.I_—11. (1929—1934). Fremstillingen er udførlig og ædruelig, bygger fortrinsvis paa arkivalsk stof og lægger hovedvægten paa den politiske og økonomiske udvikling. De tidligere bydannelser ved Gotaelven er udmærket skildret af arkæologen C. R. af Ugglas i bogen Gamla Lodose, Goteborgs moderstad (se s. 319), mens Alb. Lilienberg har givet den byplanmæssigeudvikling i Stadsbildningar och stadsplaner i Gotaålv mynningsomrdde. En anden sen by Karlskrona behandles indgaaende,men

---

1 Udkommet er: I. Jordebok. 1. 1420—74 (1876), 2. 1474—98 (1914) ved H. Hildebrand. 11. Tånkebocker. 1. 1474—83 (1917) ved E. Hildebrand. — 2. 1483—92 (1921—33) ved G. Carlsson. — 3. 1492—1500 (1930). — 4. 1504—14 (1931). — 1514—20 (1931) ved J. A. Almquist. 111. Skottebok. 1. 1460—68 m. m. (1926) ved J. A. Almquist. —2. 1501—10 (1889—1915) ved H. Hildebrand og L. M. Baath. IV. Ambetsbok. 1419—1544 (1927) ved J. A. Almquist.

gaaende,menvidenskabelig ufyldestgørende af Janrik Bromé (Karlskrona stads historia) (sml. Skandia, IV (1931) s. 295 ff.). L. M. Bååth har nu udsendt 2. del af sin Helsingborgs historia (se s. 320), mens Skånninge i 1929 har udsendt en statelig fremstillingaf sin historie, hvis vigtigste afsnit er docent Ad. Schiicks behandling af middelalderen. Endelig skal nævnes den sidste jubilæumsmonografi,nemlig Våsterviks historia I—11,I^—11, udgivet i 1933 i anledning af 500-aars dagen for Erik af Pommerns flytning af byen til dens nuværende plads. Af størst historisk værdi er Folke Lindbergs fremstilling af tiden 1275^—1718, (der som disputats ogsaa er fremkommet særskilt).