Faa Afsnit af Nordens Historie er i Stand til at fængsle Historikeren som den sidste Unionskonges Liv og Skæbne¹. Navnlig hans Forsøg paa over Norge at tilbageerobre sine tabte Riger staar for os iet Skær af Eventyrets Romantik². Det var et vovelig Foretagende, der ikke alene skulde ende med at kuldkaste hans dristige Planer, men blive Begyndelsen til det livsvarige Fangenskab, som skyldtes Modstandernes Tillidsbrud³.

---

1 Bricka i sin Anmeldelse af Heises Disputats om Christian II i Xorge <Hist. Tidsskr. 4. R. VII 115).

2 Sml. den populære malende Fremstilling hos L. Daae: Historiske Skildringer. Udg. af Selsk. f. Folkeoplysningens Fremme (Kria. 1873) 81_—117.

3 Ved Overenskomst af 2. Juli 1532 mellem Kong Christian og Anfo- rerne for de dansk-hanseatiske Tropper blev der lovet Kongen frit Lejde til Danmark for at forhandle med sin Farbroder Kong Frederik I. Kun en Maaned senere lukkede Sonderborgs Porte sig bagved den fangne Exkonge. Det er tvivlsomt, om man allerede i Norge ved Overenskomstens Besegling har tænkt paa Forræderi eller om Planen først er bleven udklækket i København. Jeg benytter Lejligheden til paa dette Sted at gore opmærksom paa en hidtil upaaagtet Udtalelse, fremsat af Liibecks Borgmester Jochim Gercken paa Hanseforbundsdagen i Liibeck under Særforhandlinger mellem Liibeck og de vendiske Østersøsteder den 24. Juli 1535. Den findes kun i den ene af de mig bekendte 8 Receshaandskrifter, nemlig den Brunsvigske. Borgmesteren minder om »welcher gestalt her Christiern in Norwegen gefencklick genamen und dat tor sulven tidt bespraken, wenner her Christiern vorwart were, men aisdan darumme wolde tosamende kamen, umme ferner to handelen, wo eth darmit to holden«. I Gerckens Erindring staar det altsaa, som om Forræderiet allerede var aftalt i Norge.

Enhver, som beskæftiger sig med Kilderne til denne Ekspedition, vil finde, at de er i allerhøjeste Grad sparsomme. Man kan derfor ikke undres over, at historiske Fremstillinger nøjes med at skildre Felttogets Forløb i store Træk. Særlig savnes der autentiske Beretninger om Christians Togt fra Oslo Sydpaa gennem Vigen mod Halland¹. For Tiden mellem Træfningen ved Nylosen og Christians Tilbagetog til Oslo over Uddevalla kendes der kun 2 Breve fra Exkongen, det ene dateret 19. Februar fra Lillehammar og stilet til Ærkebiskop Olaf af Trondhjem², det andet dateret 21. Februar fra Uddevalla og stilet til Biskop Johann Beff i Oslo³; begge skildrer de Krigssituationen ide lyseste Farver.

---

3 Ved Overenskomst af 2. Juli 1532 mellem Kong Christian og Anfo- rerne for de dansk-hanseatiske Tropper blev der lovet Kongen frit Lejde til Danmark for at forhandle med sin Farbroder Kong Frederik I. Kun en Maaned senere lukkede Sonderborgs Porte sig bagved den fangne Exkonge. Det er tvivlsomt, om man allerede i Norge ved Overenskomstens Besegling har tænkt paa Forræderi eller om Planen først er bleven udklækket i København. Jeg benytter Lejligheden til paa dette Sted at gore opmærksom paa en hidtil upaaagtet Udtalelse, fremsat af Liibecks Borgmester Jochim Gercken paa Hanseforbundsdagen i Liibeck under Særforhandlinger mellem Liibeck og de vendiske Østersøsteder den 24. Juli 1535. Den findes kun i den ene af de mig bekendte 8 Receshaandskrifter, nemlig den Brunsvigske. Borgmesteren minder om »welcher gestalt her Christiern in Norwegen gefencklick genamen und dat tor sulven tidt bespraken, wenner her Christiern vorwart were, men aisdan darumme wolde tosamende kamen, umme ferner to handelen, wo eth darmit to holden«. I Gerckens Erindring staar det altsaa, som om Forræderiet allerede var aftalt i Norge.

1 Felttoget i Vigen behandles udførligst af A. Heise: Kristiern den Anden i Norge og hans Fængsling (1877) 33^—35, sml. ogsaa den korte Omtale i et ældre Arbejde af Iver Hesselberg: Christian den Anden i Norge (Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie II (Kria. 1833) 24), ligeledes de tilsvarende Steder i storre Arbejder som Dietrich Schåfer: Geschichte von Danemark IV (Gotha 1893) 181 f., Emil Hildebrand: Sveriges Historia till våra dagar IV (Stockh. 1920) 189 f.

2 Konung Gustaf den Forstes Registratur, utg. af Kgl. Riks-Arkivet genom Victor Granlund (i det flg. citeret som KGReg.) VIII (Stockh. 1883) 359 f.

3 Breve til Oplysning af Norges Historie i Aaret 1532. Ved Gr. F. Lundh, med Anm. af J. Chr. Berg i Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie II 220 f.

Fra Modpartens Side har man hidtil savnet en tilsvarende Fremstilling af de militære Operationer, der foranledigede Kong Christians Tilbagetog. Ved mine Arkivstudier til den 4. Serie af Ilanserecesserne stødte jeg paa en Beretning paa et Sted, hvor man ikke kunde vente at finde slige Efterretninger. I Strassburgs Byarkiv blandt Akter til de Hamborgske Fredsforhandlinger i November 1535 mellem Christian Ill's holstenske Raader og Liibecks og de vendiske Østersosteders Udsendinge¹ lindes en tysk Oversættelse af en indgaaende Beretning, som to Førere af de danske Forsvarstropper Truid Ulfstand og Axel Ugerup den 20. Februar har sendt Kong Frederik af Danmark fra Nylosen². Foruden en Efterskrift, der beretter om nogle forudgaaendc Begivenheder, indeholder Skrivelsen en temmelig udførlig Skildring af den militære Situation efter Træfningen ved Nylosen. Det lønner sig med denne Beretning som Supplement til det øvrige Kildemateriale at følge Felttogets Forløb i Enkelthederne.

Først et kort Tilbageblik over de foregaaende Begivenheder. Christian II havde i Slutningen af Oktober 1531 forladt Nederlandenemed en anselig Flaade paa ca. 25^—30 Skibe, der havde højtregnet 6—70006_—7000 Landsknægte ombord. Afsejlingen foregik saa sent hen paa Aaret, at man maatte regne med haarde Efteraarsstorme,men til Gengæld kunde haabe at overraske Fjenden; et Moment, der i høj Grad maatte begunstige det heldige Udfald. Kongens Betragtning var forsaavidt rigtig nok, som Modparten paa dette Tidspunkt ikke mere regnede med et Angreb. Det er ogsaa vanskeligt at sige, hvorledes Ekspeditionen var forløbet, hvis Overfarten var gaaet glat. Imidlertid kom Flaaden i Skagerakind i en voldsom Storm, som splittede den fuldstændig og for en stor Del ødelagde den. Skibene, som slap ud af Stormen, søgte Ly ved Vigens Kyst. Medens en Del samledes sammen af Kongens Befalingsmænd, ilede Christian Nordpaa for endelig den 10. November, svækket af en ny Storm, at naa det svagt befæstedeAkershu

---

1 Sml. Georg Waitz: Liibeck untcr Jiirgen Wullemvevcr und die europaischc Politik 111 (Berlin 185G) 130—133, 452—454.

2 Se Bilag S. 53.

stedeAkershus1, hvis Kommandant Mogens Henriksen Gyldenstjerneblev
fuldkommen overrasket.

Dietrich Schåfer har i sin Danmarks Historie levende skildret, hvorledes Kongen ved sin übeslutsomme og modstridende Adfærdforspildte Foretagendets heldige Udfald. Eftersom næsten hele det norske Rige straks sluttede sig til sin Arvekonge, var der endnu adskillige Muligheder tilbage. Men der blev intet alvorligtforetaget. Kongen bortødslede den kostbare Tid med indrepolitiske Forhandlinger² og i Stedet for at indtage Akershus med Vaaben i Haand³, sluttede han en Vaabenstilstand med Gyldenstjerne, der skulde vare indtil Midfaste⁴. Efter at have sendt en temmelig stor Styrke i Forvejen, som det den 13. Decemberved et raskt Angreb lykkedes at indtage Fæstningen Karlsborg⁵, satte Kongen sig først i Bevægelse i Begyndelsen af Januar, idet han efterlod en lille Observationspost foran Akershus.Hans Plan var at trække de splittede Troppeafdelinger til sig og med den samlede Styrke at gaa frem gennem Vigen og

---

1 Ankomstdagen og Skibenes Antal meddeles efter § 14 i Beretningen. Ifolge Heise (13) ankom Kongen med 4 Skibe til Oslofjorden den 8. November. Schåfer (179) nævner 9. November som Ankomstdagen til Akershus.

2 Ang. de indrepolitiske Forhold fra Christian IPs Flugt til Frederik I's Død sml. den indgaaende Skildring af C. Paludan-Miiller: Grevens Fejde, II (Kbh. 1854) 1—42.

3 I en Skrivelse til Danzig af 25. Dec. 1531 meddeler Kong Frederik, »das unser vheinde, konig Kristiern, in unserm reich zu Nonvegen ankomen ist und sich daselbst fur zwey unser heuser Aggershuesen und Bahuesen gelegert, aber dero keins, weniger noch ånders, wiewol er zwene sturm daran versucht und dieselbigen mit abbruch und schaden verlorn, biesher nit gewunnen hat« (Paul Simson: Danziger Inventar 1531^—1591, Miinchen und Leipzig 1913, 6, Nr. 77). Der kan dog vel kun være Tale om Smaafægtninger; overfor et alvorligt Angreb af Kongens Overmagt havde Slottet næppe kunnet klare sig. (Schåfer 179 f.)

4 1531, 23. Nov. (sml. Heise 23, Schåfer 180).

5 Heise 32. Iflg. Tegel (Jeg har kun haft Adgang til den forkortede Udgave): Breviarium Gustavianum, thet år: Ett kort Uthtogh af K. Gustaffz den Forstes Historia ... af Erich Jorenson Tegell 1622 . . . kortteligen extraherat ... aff Christopher L. Grubb (Linkoping 1671) blev Angrebet paa Karlsborg foretaget af de Tropper, der ved Stormen var blevet forslaaet til Vigens Kust.

Halland for at aabnc Krigen i Skaane og Sjælland, hvor han kunde
regne med en handlekraftig Understøttelse fra LandbefolkningensSide.

Fæstningen Bohus, den norske Grænseborg mod Sverige, der laa paa en O i Gotaelv lige foran Elvens Deling i sine to Udmundinger, spærrede. Vejen mod Syd til Vestergotlands smalle Kyststrækning, som adskilte det norske Vigen¹ fra det danske Halland. Det maatte derfor blive Kongens første Opgave at erobre Bohus². Uden at møde Modstand naaede han i Slutningen af Januarmaaned frem til Gotaelven³, hvor hans Hovedstyrke allerede siden Begyndelsen af Maaneden var samlet ved Kungelf lige overfor Bohus ved Flodens nordlige Udmunding⁴. Skønt Kongen disponerede over ca. 4500 Mand, foretog han heller ikke nu noget Angreb, men indledede atter de af ham saa yndede Forhaninger, der strandede paa Kommandanten Klaus Bildes faste Modstand.

Kongens tøvende Holdning kom Fjenden til Gode og satte
ham i Stand til uforstyrret at træffe sine Foranstaltninger. De
svenske og danske5 Forsvarstropper samledes i Nylosen (den

---

1 Vigen var ganske vist bleven delvis erobret af Gustav Vasa i 1523 og lagt ind under Sverige, men i Traktaten af 7. August 1530 blev det fastsat, at Landskabet efter 6 Aars Forløb skulde genforenes med Norge.

2 Tidligere Forsøg paa at erobre Bohus fra de Tropper, der siden midt i November laa for Anker i Marstrand, var ikke lykkedes (sml. S. 45 Note 1, Tegel 154).

3 »[Christian] nam also alle die anderen stedecken in der Wicksiede in« (Pastor Reimar Kocks lybske Kronik, Afskrift i Staatsarkivet i Liibeck, og Bergenfareren Hans Reckemanns Kronik i Staats- und Universitåtsbibliothek i Hamburg).

4 Heise 31, Note 1, mener, at Kong Christian forst kan være afrejst 9. Januar. Den 17. er han i Vigen og først den 25. nærmer han sig Kungelf (smstds. 33). Men Kong Gustavs Brev til den danske Rigsraad af 10. Januar meddeler: »Haffve wij nu fat bref och tiende, at for:ne konung Christiern ar komen med sin ganska makt j Kongelle och acter gore angrip antingen pa Bahus eller Nylosze och sedhan up ath landit, hvart han kan« (KGRcg. VIII, 4).

5 Tegel 158 bebrejder Danskerne Skodesloshed under Forsvaret: »Men the Danske ginge langsambligen ther medh om. Doch sande the seent omsijder allenast en fåhnika knechter til Lodese under en hofwidzman be:t junker Willem, the Swenska til undsåttningh, som lijkwal intet uthråttade emoot fienden, uthan gick strax tilbakar«. Sml. Heise 37, som nævner Junker Wilken (Steding?). I Ulfstands og Ugerups Beretning omtales denne Landsknægtehovding slet ikke.

nuværende Gamlestaden ca. 4 km Nordvest for Goteborg i Floddeltaetmellem Gotaelv og Såfvne-Ź). Herfra rykkede de frem til Undsætning af det belejrede Bohus². I Nærheden af Kungelf indlededes Slaget³. Christian sejrede og trængte Fjenden tilbage gennem Hisingen til Nylosen. Fastelavnssøndag den 11. Februar mødtes Modstanderne til en ny Kamp ved Nylosen, hvor Kong Christian atter blev Sejrherre⁴, men vistnok led saa store Tab, at han ikke turde angribe selve Stedet⁵.

Her begynder den af mig fundne Beretning af 20. Februar,
som skildrer Begivenhederne efter Slaget.

De Danske og Svenske søgte at svække Christian — der synes
at være blevet i Nærheden af Nylosen — ved natlige Overfald,
hvorfor han trak sig længere tilbage paa svensk Omraade for

---

5 Tegel 158 bebrejder Danskerne Skodesloshed under Forsvaret: »Men the Danske ginge langsambligen ther medh om. Doch sande the seent omsijder allenast en fåhnika knechter til Lodese under en hofwidzman be:t junker Willem, the Swenska til undsåttningh, som lijkwal intet uthråttade emoot fienden, uthan gick strax tilbakar«. Sml. Heise 37, som nævner Junker Wilken (Steding?). I Ulfstands og Ugerups Beretning omtales denne Landsknægtehovding slet ikke.

1 I de historiske Beretninger forveksles Nylosen hyppigt med Lodose (ved Gotaelv, 20 km Nordost for Kungelf). Den rigtige Stedsbestemmelse findes allerede i Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie I (Kria. 1833) 336, Note 2.

2 Iflg. Kong Christians Breve til Bisperne (jvf. ovenfor S. 43, Noter 2—3)2^—3) deltog baade Svenske og Danske i dette Angreb. Tegel (159) taler kun om svensk Kavalleri, det samme gør Arild Hvitfeld (Danmarckis Rigis Krønicke 11, 1353). I KGReg. VIII 359 betegner Udgiveren i en Fodnote Kong Christians Meddelelse som urigtig og hævder, at det udelukkende var Svenskerne, der deltog i Fægtningerne ved Kungelf og Nylosen. Landsknægtesangeren Meinert von Hamme nævner ogsaa kun Svenskerne ved Nylosen (Roehus Freiherr von Liliencron: Die historischen Volkslieder der Deutschen vom 13. bis 16. Jahrhundert IV, Leipzig 1869, 46). Iflg. § 1 i vor Beretning har Danskerne i hvert Fald deltaget ved Nylosen.

3 Tegels Stedangivelse: »emillan stoore Elfwen och en lijten rinnande Åa, som intet war tilfrusen« (159) er ikke meget bevendt.

4 Efter Modtagelsen af Beretningen om Slaget ved Nylosen paalagde Kong Gustav de svenske Befalingsmænd for Fremtiden ikke at indlade sig letsindigt i nye Skærmydsler og undgaa unødigt Tab af Mennesker og Dyr. Denne Skrivelse er dateret Stockholm 22. Februar 1532 (KGReg. VIII, 39); den kan dog først være kommet til Nylosen, efter at Kong Christian havde begivet sig paa Vej til Oslo.

5 Hvitfeld 1353 mener, at Frygten for Baghold havde afholdt Kongen fra at angribe selve Stedet.

der at forhandle med Bønderne om Hjælp. Dette Tilbagetog er det vel, som Tegel¹ tænker paa i sin Notits om, at Christian for at opnaa bedre Proviantcringsmulighedcr flyttede sin Lejr til Skepplanda². Det lykkedes dog Modstanderne at lægge saa mange Hindringer i Vejen for Tilførslerne, at Kongen maatte trække sig tilbage over Gotaelven og slaa Lejr i Kungelf.

Selvom disse Begivenheder ifølge Beretningens §§ 1—21^—2 har fundet Sted i Løbet af ca. en Uge, kan i Virkeligheden, af Hensyn til Tidsbestemmelsen af de derpaa følgende Tildragelser, kun Dagene fra 12.^—15. Februar komme i Betragtning. Man maa derfor antage en vis Unøjagtighed i Beretningen og gaa ud fra, at de svensk-danske Aktioner, som i §§ 1—21^—2 skildres som følgende efter hinanden, faktisk for en stor Del skete samtidig.

Vi maa antage, at Kongens Tilbagetog fra Skepplanda Kirke til Kungelf fandt Sted den 15. Februar³. Endnu før han naaede sit Maal, satte Fjenden Ild paa Stedet. Kongen vilde derefter slaa Lejr paa aaben Mark udfor Bohus, men Landsknægtene, som i Forvejen var forbitrede over den daarlige Forplejning og de udeblevne Lønninger, vægrede sig ved at bo i aaben Lejr i den strenge Vintertid (§ 2). Kongen havde saaledes ingen anden Udvej end at frafalde sin Plan og besluttede at indkvartere Tropperne i Uddevalla. Samtidig søgte han Forstærkning hos det tjenstdygtige Mandskab ombord i de Skibe, som laa for Anker i Marstrands Havn. Paa Vejen til Hovedhæren kom disse Hjælpetropper i Kamp med Fjenden og mistede 20 Mand (§ 9).

Afstanden fra Kungelf til Uddevalla er ca. 60 km. Paa Vejen derhen gik Tropperne to Gange i Nattekvarter. Da de — formodentligden 17. Februar —¦ var naaet frem til en Mil fra Uddevalla,saa de ogsaa dette nye Tilflugtssted gaa op i Luer. Fjenden,der gennem Spejdere var underrettet om Marschens Maal, havde givet en dansk-svensk Eskadron Ordre til at sætte Ild

---

1 Tegel 159: «Sedan rychte kong Christicrn ther ifrå up med sitt låger til Skiplanda for båttre profwianteringh skull for sitt folck".

2 20 km Nordost for Kungelf, 5 km Ost for Gotaelf.

3 Heise 34 lader Kongen staa foran Skepplanda Kirke den 18. Februar; deter umuligt.

paa Byen. Christian vendte straks om, da han frygtede for at støde paa en større Hær i Nærheden af Uddavalla, og trak sig tilbage til Svanesundet, den smalle Fjord mellem Fastlandet og Øen Orust; det kom her til et Sammenstød mellem hans Tropper og de fjendtlige Eskadroner (§ 3).

Kong Christian havde, i Løbet af de sidste to Uger lidt betydelige Tab. Fanger fortalte, at to af de stærkeste Landsknægtefænniker var næsten tilintetgjort. Fjenden vurderede paa dette Tidspunkt Kongens Hær til kun 2000 Mand¹. Det skal ifølge Fangers Beretning have været Kongens Hensigt at redde sig over paa Øen Orust, hvad der lyder meget troligt. Han var her i Ly for de stadige fjendtlige Rytterangreb, der udmarvede hans Kræfter (§ 6).

Planen kom dog ikke til Udførelse, idet Kongen drog Sydpaa langsmed Sundet henimod Odsmål. Dateringen af hans førnævnteBrev til Ærkebiskop Olaf viser, at han den 19. Februar stod i Lillehammar, der ligger i umiddelbar Nærhed af Odsmål². Han er sikkert først ankommet hertil samme Dag, thi de i § 4 i Beretningen skildrede Begivenheder maa være foregaaet om Natten imellem den 18. og 19. Februar. Den 18. om Eftermiddagenvar danske Befalingsmænd og deres Rytteri tilligemed en svensk Eskadron under Kommando af Rigsraad Birger Nilsson³ draget ud for at opsøge Fjenden. Efter lang Tids Søgen i forskelligeByer og Landsbyer overraskede de en Fortrop, angreb og paaførte den et Tab paa 200 Mand. Det lykkedes Kongens Folk

---

1 Samme Tal angiver Tegel 159 ved Ankomsten til Oslo. Kong Gustav derimod vurderer Fjendens Hærstyrke til 4500 Mand endnu den 25. Februar (KGReg. VIII 45). Han lader dog ikke til at være underrettet om Christians Tab i Midten af Maaneden. Først 13. Marts taler han om Fjendens store Tab ved Nylosen (smstds. 57).

2 Litle-Hammer stedfæstes i Registret til KGReg. VIII, utvivlsomt galt, som Walla paa Øen Tjorn. Det drejer sig — efter hvad Institutet for ortsnamns- och dialektforskning vid Goteborgs hogskola velvilligst har meddelt mig ¦_—• om en Gaard Lillehammar i Sognet Odsmål ved Halsefjord.

3 Iflg. Meddelelse fra det svenske Rigsarkiv i Stockholm synes Rigsraad Birger Nilsson Grips Deltagelse i disse Fægtninger ikke at være kendt andetsteds fra.

at forskanse sig i en befæstet Gaard, som Fjenden maatte opgive at fordrive dem fra. Ved at stikke Ild paa et af Gaardens Huse opnaaede han kun at alarmere andre af Kongens Afdelinger. Kampen, som derpaa udviklede sig, lader til at have været ganskeüblodig. Danskerne paastod, at de kun havde een saaret. Om Tab paa Christians Side hører man intet.

De dansk-svenske Eskadroner havde oprindelig til Hensigt at holde sig i Fjendens Nærhed for at iagttage hans Bevægelser. Men paa Grund af svigtende Provianteringsmuligheder maatte Planen opgives. Eskadronerne naaede om Aftenen den 19. Februar Solberga og var d. 20. tilbage i Nylosen (§ 5).

Fra Lillehammar skriver Kong Christian 19. Februar til Ærkebisp Olaf, at han agter at slaa Lejr i Vigen for senere paa ny at angribe Fjenden¹. Men allerede d. 21. er han atter i Uddevalla og meddeler herfra Biskop RefT, at han har til Hensigt med en Del af sine Tropper at vende tilbage til Oslo for at undsætte Akershus².

Natten mellem 20. og 21. Januar var der nemlig indtruffet et Skib fra Danmark med en Undsætning paa 40 Mand, hvad der havde foranlediget Gyldenstjerne til at opsige Vaabenstilstandsoverenskomstenmed Kong Christian. Biskop Reff havde i Breve af 25. Januar og 1. Februar underrettet Kongen om den forandrede Stilling og foreholdt ham Nødvendigheden af en Storm paa Fæstningen³. Heises Antagelse, at Efterretningen om Gyldenstjernes Undsætning først naaede Kongen i Uddevalla, er allerede bleven draget i Tvivl af Schåfer⁴. Formodentlig har Kongen allerede faaet Meddelelse derom inden Slaget ved Nylosen,men til at begynde med betragtet Undsætningen af Akershussom uvæsentlig. Endnu i Svarskrivelsen til Biskoppen gaar han let hen over Sagen. Da Kongens Beslutninger ogsaa før havde

---

1 »Oc acthe wij nu at sla wortt leyger i Wygen en tiid lang og siden giffve os emodt wore fiende igen&.

2 »Wij achte nu strax med guds hielp att giffve oss sell! ther op met eth tall folk ether till unsetning oc gore en ende med same Mogens Gjillenstierne.«

3 Heise 41, Note 1.

4 Schåfer 182, Note 1.

været ret svingende, behøver man ikke at lede efter en særlig Foranledning til, at han allerede Dagen efter opgiver den i Brevetomtalte Plan at forblive i Vigen og beslutter at ile til Oslo. Den sidste Uges Begivenheder havde tilmed vist, at Fjenden var i Stand til at forhindre enhver Fremtrængen mod Syd. De utilfredseLejesvende har vel heller ikke været forhippet paa at opholde sig længere i den ugæstfri Egn. Kun 100 Landsknægte lod man blive tilbage til Værn for Skibene. Hele den øvrige Hær førte Kong Christian i Etapper nordpaa. I Nylosen synes hans Tilbagetog allerede at være kendt den 20. Februar (§ 13).

Endnu forinden de danske Officerer havde faaet Nys om Tilbagetoget, havde de under Henvisning til Isforholdene i Marstrands Havn tilraadet Kong Frederik at foretage et Flaadeangreb paa Modstanderens svagt beskyttede Skibe (§§ 9—10).9_—10). Som bekendt forpassedes Tiden ved det Smøleri, hvormed man i København udrustede en Flaade, der skulde møde Skibene i Marstrand. Paa Vejen til Oslo blev de imidlertid 21. Marts indhentet udfor Tønsberg og kapret af den dansk-hanseatiske Flaade¹.

De militære Operationer blev paa begge Sider sinkede ved Forplejningsvanskelighederne i det snedækte Land. Det fremgaaraf vor Beretning, at enkelte Troppeafdelinger i Nylosen i 8—108^—10 Dage hverken havde faaet Brød eller 01. En Tønde Havre, hvis den i det hele taget var til at opdrive, betaltes med 4 Mark. Da de dansk-svenske Eskadroner fulgte efter Kong Christians Fortrop langs Svanesundet, fandtes der den 19. Februar i 40 Landsbyer overhovedet intet spiseligt (§ 5). De danske Officerer var da ogsaa bange for, at de ikke vilde kunne klare sig ret meget længere i Nylosen, da de siden deres Ankomst til Landet ikke havde faaet nogensomhelst Levnedsmidler fra Svenskerne. En Del af de svenske Tropper forlod paa deres Side Nylosen d. 20. Februar (§ 7). Kong Christian var ikke bedre stedt. De Forraad, der havde været ombord paa de 5—65_—6 Skibe i Marstrand, maa formentligvære sluppet op. Et tomastet Skib, der 6. Februar ankom til Marstrand — formodentlig fra Holland — med 200 Landsknægte,Klæder, Vin og Levnedsmidler ombord, var saa uheldig

---

1 Schåfer 182 f.

at stode paa et Skær ved Indløbet til Havnen og forsvinde i
Bølgerne. Kun 4 Mand reddede sig i Land. De blev opsnappet af
Fjenden og sendt som Fanger til København (§ 13).

Medens Kong Christians Hær næsten udelukkende bestod af Infanteri, havde Fjenden hovedsagelig Kavalleri, som ganske vist havde større Bevægelsesfrihed, men dog ikke formaaede at foretage afgørende Indhug paa Modstanderen, som i den bjergrige Egn kunde linde Stillinger, der praktisk talt var uindtagelige. Den danske Beretning er klar over denne Vanskelighed og fremhæver, at selv 10.000 Ryttere ikke vilde formaa noget imod Kong Christians Stilling ved Lillehammar (§ 11); lignende Udtalelser findes senere i Kong Gustav af Sveriges Skrivelse til Grev Johann von Hoya¹.

Kong Christian omtaler i Brevene til Bisperne kun de to Træfninger ved Kungelf og Nylosen, som han fremstiller som afgørende Sejre. Senere vil han ikke have mærket noget til fjendtlige Operationer, bortset fra, at nogle faa syge Landsknægte, der var blevet noget tilbage, var blevet fanget af fjendtlige Ryttere². De danske Officerers Beretning, hvis Sandfærdighed der ikke er Grund til at drage i Tvivl, viser, hvor urigtig Kongens Fremstilling af Krigssituationen er.

Tegel beretter, at Gustav Vasa beklagede sig hos Kong Frederik over Danskernes Skødesløshed. Imod Aftale³ var de kun mødt med een Fænnike Landsknægte og havde ikke opereretsammen med Svenskerne, hvorved en • fuldstændig Tilintetgørelseaf Kong Christians Styrke var blcven umuliggjor

---

1 »Och hvar wij hadhem hafft någhot mera fotfolk, så hadhe thenna feyde nu hafft en ånda, forty wij hadhe reszeghetygh nogh. Men the kunde ikke komma j manglingen med, ty alh knecterne icke willa giffva sigh til sådana platzer, ther hesterna kunde någhot gangngora, utanwilde ju stedzewara på theris fordcll« (Brev af 25. Marts. KGReg. VIII 02).

2 »Siden thend tiid haffve wij inthet fornummet, at the wilde komme till oss igen, uden hvor the kunde offverkomme nogne afl wore siuge knechte, som icke kunde folge hobben, them ride the effther« etc. (Brev af 19. Februar sml. S. 43, Note 2).

3 Nylosen, 21. August 1.V28. (L. Laursen: Danmark —Norges Traktater I 1007, 77 11'.).

gjort¹. Ifølge de danske Officerers Beretning til Kong Frederik synes denne Beskyldning uretfærdig. En saadan Skrivelse findes da heller ikke anført i Kong Gustavs Registratur. Gustav Vasa har tværtimod, fuldt tilfreds med Resultatet, i et Brev af 21. Marts underrettet Kong Frederik om Christians flugtlignende Tilbageto g². Berettigelsen af en Bebrejdelse for utilstrækkelig dansk Krigshjælp maa derefter med god Grund drages i Tvivl.

---

1 Tegel 160; noget lignende fortæller Heise (37), Danskerne havde senere faaet mange onde Ord af Kong Gustav, »fordi de intet havde gjort, men vare løbne med Skamme«.

2 Kong Christian skulde være saa svækket, at han »en ganska ringa makt igen haflver, och år sa komen på fluctena, at han ey weeth, hvart han sigh wende skal« (KGReg. VIII 59).