Gennem adskillige Aar er der i Tyskland under Form af Dissertationerfremkommet
en Række Undersøgelser, hvis Æmne er de

pavelige Legaters Yirken rundt i Landene op til det 13. AarhundredesSlutning, nemlig: Helene Tillmann: Die påpstlichen Legaten in England bis zur Beendigung der Legation Gualas (1218) (Bonn 1926), — OLLo Engeliiiami: Die påpstlichen Legalen in Deutschland bis zur Mitte des 11. Jahrhunderts (Marburg 1913), — Otto Schumann: Die påpstlichen Legaten in Deutschland zur Zeit Heinrichs IV und Heinrichs V (1056—1125) (Marburg 1912), — Joh. Bachmann: Die påpstlichen Legaten in Deutschland und Skandinavien 1125_—1159 (Berlin 1913), — Werner Ohnsorge: Påpstliche und gegenpåpstliche Legaten in Deutschland und Skandinavien1159—1181 (Berlin 1929), — Ina Friedlånder: Die påpstlichenLegaten in Deutschland und Italien am Ende des 12. Jahrhunderts(118 1^—1198) (Berlin 1928), — Heinrich Zimmermann: Die påpstliche Legation in der ersten Hålfte des 13. Jahrhundert (1198 —1241) (Paderborn 1913) — og J. Muller: Die Legationen unter Papst Gregor X (1271—1276) (Rom. Quartalschrift, XXXVII). Skrifterne fra Marburg og Berlin skylder Professor Brackmann deres Tilblivelse og har Sammenhæng med hans og Kehrs vidtspændendeArbejder; enkelte Dissertationer er udgaaet fra katolskeUniversiteter; saa at sige alle er de flittige Laboratorieundersøgelser,der vel ikke ændrer synderligt i Opfattelsen af LegatinstitutionensUdvikling og dens Betydning for Gennemførelsen af den kirkelige Centralisation, men præciserer hvad Kilderne meddelerog kan i saa Henseende være nyttige Hjælpemidler.

Et Par af disse Arbejder strejfer Danmarks Kirkehistorie. Bachmanns Bog er præget af solid tysk Skole, men ret traditionsbunden, og Forfatteren kender ikke meget til dansk Overlevering og dansk historisk Forskning. For Ohnsorges Vedkommende træder dette Forhold end mere grelt frem. Hans Bog er fra 1929. Han citerer Pontoppidan, Suhm og Munter, men kun yderst sparsomt og ganske tilfældigt nogle senere Forf. Han bruger Hamsfort som Kilde uden Forstaaelse af, at han er en humanistisk Skribent, og uden at skelne mellem, hvad Hamsfort har set i Diplomer og hvad han føjer til af egen Imagination.

Vi skal ikke følge Rækken af Legater i Danmark: Albericus, Kardinalpresbyter ved S. Petri ad vincula, — Kardinalpresbyter E, — Martinus, Kardinalpresbyter ved S. Stephani in Celiomonte, — Theodignus — Hubaldus —- Nicolaus, Kardinalbiskop af Albano — eta, men kun m. H. t. sidstnævnte erindre om L. Weibulls kritiskeUndersøgelse (Den skånska kyrkans ålsta historia i Hist. Ts. f. Skåneland V) og m. H. t. Martinus stærkere betone OverleveringensSkrøbelighed. Eneste Kilde for hans Sendelse til Danmark er, naar alt kommer til alt, Bernhard af Clairvaux's ofte gentagne

Ord om den fromme Legat, der kom fattig hjem fra sin Rejse. Hvad Theodignus angaar, bemærker Bachmann, at ingen af det Navn er at finde i Pavens Kreds; men mon han ikke skulde være identisk med den kendte Kardinalbiskop af S. Ruflna Theodewinus,der udfoldede stor Virksomhed som Legat i Tyskland. »Theodignus apostolice sedis legatus« underskriver et Brev 8. August1139 udstedt paa en utvivlsomt meget vigtig Synode i Lund. hvor han førte Forsædet (Rep. 9). Brevet er kun overleveret gennemHamsfort, hvorfor Fejlskrivning af Navnet og Udeladelse af Kardinaltitlen ligger indenfor Sandsynlighedens Grænser. I 1134 er Theodewinus netop ikke paa Sendefærd i Tyskland. Hans Tilstedeværelsei Italien i den Sommer, der vilde fælde min Hypothese,kan med det foreliggende Materiale hverken bevises eller modbevises.

Der er Enkeltspørgsmaal nok, og det hele Spørgsmaal om Legaternes
Virksomhed i Danmark burde tages op — i sin Begrænsning
eller i større Sammenhæng.