Østrig er i de sidste aartier blevet midtpunktet for en energisk og intensiv historisk forskning, hvortil de østrigske arkivembedsmændi høj grad har bidraget. Særlig betydning har den virksomhed,som Wiener Haus- Hof- und Staatsarchiv udfolder. Allerede før krigen planlagde man her udgivelsen af inventarier over de forskellige arkiver, som dette arkivdepot rummer. Som indledning til inventariet over et af de vigtigste af arkiverne: rigskancelliets arkiv har Lothar Gross nu udgivet et vægtigt arbejde: Die

Geschichte der deutschen Reichshofkanzlei von 1559 bis 1806. Gennemskildringen af kancelliets forfatningsmæssige historie giver forfatteren værdifulde bidrag til Tysklands og Østrigs historie og fortsætter de undersøgelser, som Seeliger, Kretschmayr og Fellner begyndte over disse emner. Særlig interesse har i den henseende fremstillingen af striden med det østrigske hofkancelli, som blev udskilt fra rigskancelliet i 1619, og af forholdet mellem kejseren og ærkebispen af Mainz, der som ærkekansler havde den officielle ledelse af rigskancelliet, medens rigsvicekanleren havde den faktiskeledelse. Dette bogens første afsnit er dog kun en slags indledningtil hovedafsnittet om kancelliets indre historie. Indgaaende og omhyggeligt skildres de forskellige embedsmænds funktioner, fra ærke- og vicekansleren til kancellifyrbøderen, og derefter selve forretningsgangen. I de mindste detailler belyses et brevs skæbne, fra den dag en ansøgning eller kgl. befaling sætter kancellimekanismeni gang, og indtil brevet sendes af sted, forsynet med de tilbørligeunderskrifter og det kejserlige segl. Sammenligner man denne fremstilling med lignende, der kendes andetstedsfra, f. eks. V. A. Sechers fremstilling af det danske kancellis historie, vil man se, at Lothar Gross i meget højere grad end tilfældet almindeligvis er, har bygget paa selve kancelliets skriftlige efterladenskaber: koncepter, brevbøger, kgl. breve m. v., medens man ellers tidligere først og fremmest har benyttet instrukser og reglementer som grundlag for skildringen, hvilket sidste metodisk er ligesaa farligt som f. eks. at ville skildre det 16. aarhundredes kulturhistorie paa grundlag af love og forordninger. Lov var nok lov, men den blev ikke altid holdt. En af de vigtigste studiegenstande er skriften, og i klar erkendelse heraf har man derfor ogsaa i Wienerarkivet fotograferet de ledende kancelliembedsmænds haandskrifter og oprettet en samling, der paa en vis maade svarer til det danske rigsarkivs samling af »hænder«: faksimiler af kendte mænds haandskrifter;desværre har man ikke haft raad til i bogen at gengive disse faksimiler. I forbindelse hermed staar ogsaa de omhyggelige biografier af kancelliets mere betydelige embedsmænd. Som bekendtblev saadanne biografier, om end under en lidt anden form, først udarbejdet her i Danmark under skarp protest fra tysk side. En anmelder i »Literarisches Centralblatt« udtalte saaledes, at ». . . fiir die Wissenschaft diirften sie (samlingerne) doch wohl, etwa die Familiengeschichte abgerechnet, kaum irgend welche Bedeutung haben« (Meddelelser fra det danske Rigsarkiv, I. 234); med en vis tilfredshed kan dansk videnskab konstatere, at man nu rundt omkring har faaet et andet syn paa sagen.

Bogen kan med sine mange detailler undertiden virke lidt

tung, ligesom der ogsaa findes en del gentagelser, men for enhver,
der vil sætte sig ind i et ældre regeringskontors historie, er del
en lærerig bog.