Den lange Række af lærde Undersøgelser over Sveriges Historie
i Senmiddelalderen (jfr. S. 167—71) er i 1935 forøget med endnu

to Arbejder. Det ene af disse, Gustaf Adolf Logdbergs DoktorafhandlingDenordiska konungarna och Tyska orden 1441_—1457 vil baade ved sit Emne og ved Maaden, hvorpaa det behandles, i en dansk Læsers Bevidsthed genkalde Will. Christensens Di&putatsom»Unionskongerne og Hansestæderne 1439^—1466«, som den ogsaa paa flere Punkter supplerer. Bogens Hovedfortrin er den grundige Udnyttelse dels af de trykte Kildesamlingers store og spredte Stof, dels og navnlig af det rige Materiale ogsaa til nordisk Historie, som rummes i Ordensarkivet i Konigsberg, og som skandinaviske Forskere hidtil oftest kun har kendt gennem Voigts ufuldstændige og mangelfulde Afskrifter i det danske Rigsarkiv.Logdbergssystematiske Gennemgang af Originalerne har vist sig særdeles lønnende; navnlig er det derigennem blevet ham muligt at naa til et fyldigere og rigtigere Billede af Forholdet mellem Erik af Pommern og Christoffer af Bayern under sidstnævntesRegeringstid.Herom var nemlig Høj mesteren velunderrettet,idethan af flere Grunde, deriblandt ikke mindst som Følge af hans Undersaatters Interesse i fredeligere Handelsforhold i Østersøen, gentagne Gange forsøgte sig som Mægler; hans Bestræbelserførtedog ikke til noget Resultat, bl. a. fordi Erik med den for ham karakteristiske Stejlhed fordrede en retslig Afgørelse, mens Christoffer kun kunde gaa med til en Forligsmægling. Med Hensyn til de to Kongers personlige Sammenkomst paa Gotland 1446 fremsætter Logdberg den skarpsindige og ingenlunde usandsynligeHypotese,at Christoffer med velberaad Hu afsluttede Vaabenstilstand og saaledes til Svenskernes Fortrydelse forsømte Lejligheden til at gøre sig til Herre over Øen; han forudsaa nemlig, at Følgen heraf vilde blive, at han nødtes til at erklære sig om det gamle pinlige Stridsspørgsmaal, hvor vidt Gotland hørte til Danmark eller til Sverige; hans Ulyst til at tage kraftige Forholdsreglerskyldtessaaledes ikke udelukkende Hensynet til Morbroderen,der»ogsaa skulde leve«. I øvrigt var Styrkeforholdet mellem de to nær beslægtede Modstandere langtfra saa ulige, som man efter Forskellen i deres Besiddelsers Udstrækning skulde formode; samtidig med, at Eriks Kaperflaade var en militær Magtfaktor af Rang, maatte Christoffer ikke mindst i sine sidste Aar tage stærkt Hensyn til de nordiske Stormænd, hvis Mistro tvang ham til ogsaa udenrigspolitisk at manøvrere med yderste Forsigtighed. Forfatterens Skildring af det følgende Tidsrum bringer ligeledes nye Resultater; en første Forbundstraktat mellem Ordenen og Danmark er det saaledes lykkedes ham at tidsfæste til Efteraaret 1454, og det højst komplicerede Spørgsmaal om Christian I.s Krigserklæring til Kasimir af Polen, som man hidtil

snarest har villet opfatte som en Mystifikation, bringes til den Løsning, at Fejdebrevet er udstedt 1. Juni 1455 og virkelig kom den polske Konge i Hænde, om end med betydelig og tilsigtet Forsinkelse. Logdberg har sin Styrke i en skarp og sober filologisk Kildetolkning og kan i Kraft heraf korrigere adskillige FejltydningerogMisforstaaelser hos Lonnroth, hvis Hovedresultater han i øvrigt ikke faar Anledning til at tage Stilling til; han holder sig i det hele med snæver Forsigtighed til sit Emne og undgaar alle Digressioner og principielle Betragtninger.

Et andet Arbejde, G ost a Kellerman: Jakob Ulvsson och den svenska kyrkan under aldre Sturetiden 1470^—1497, er en oprindelig Biografi, som er svulmet op til en almindelig og alsidig Skildring af Sveriges Kirke i Slutningen af det 15. Aarh., ikke mindst i dens Forhold til den verdslige Politik. Om »Jakob Ulvsson som kyrkopolitiker« handler omtrent Halvparten af Bogen, tre centrale Kapitler, der former sig som en minutiøs kronologisk GennemgangafUnionspolitikkens vekslende Faser fra 1470 til og med den Krise, der for en kort Tid bragte Kong Hans i Besiddelse af den svenske Krone; uden at bringe noget epokegørende nyt fremhæverdenneSkildring stærkt det gode, ja næsten venskabelige Forhold mellem Ærkebisp og Rigsforstander, som bevaredes helt op til ca. 1493, da Sten Stures Tilbøjelighed til at udvide sin Magt over Kirken i Forening med Uenighed om Østersøpolitikken bragte Jakob Ulvsson som Rigsraadets Leder i bestandig skarpere Opposition. — Fuldt saa fængslende Læsning er det foregaaende Afsnit, der meddeler Biografier af samtlige Datidens svenske Biskopper; véd man lidt om, hvorledes selv et i andre Henseender fyldigt Middelaldermateriale kan skrumpe ind, i det Øjeblik man spørger om Mennesket bag Akterne, faar man Respekt for KellermansEvnetil skarp og levende Karakteristik ikke mindst af de forskellige Prælaters teologiske og religiøse Særpræg. Hertil udnytterhantil Bunds det forhaandenværende Kildestof, men presserdetogsaa undertiden lovlig stærkt. Heller ikke er det lykkedes ham helt at undgaa biografiske Forfatteres sædvanlige Skødesynd,Tilbøjelighedentil Overvurdering af Objektet. Selve det Billede, han giver af Jakob Ulvsson, virker ganske vist i sine Hovedtræk overbevisende. Han skildrer ham som en Fredens Elsker, derfor en god Mand for den svenske Kirke mellem to saa uroligt ærgerrige Naturer som Jons Bengtsson (Oxenstierna) og Gustav Trolle; endvidere som en tro Tilhænger af Sveriges Forfatning, som han forstod den, d. v. s. af en Retsorden, hvor Raadsaristokratiet holdt Kongen eller Rigsforstanderen i Skak, og hvor ikke mindst Kirkens Selvstændighed til fulde respekteredes—med

redes—medandre Ord, hvad Lonnroth vilde kalde en fuldgyldig Repræsentant for regimen politicum; endelig som en god konservativMand— »numquam fuimus nouarum rerum avidi« —, ikke fri for en vis aandsaristokratisk Ringeagt for »then menlose almoge, som inte wete vtaff sanningene«. Billedet har imidlertid andre Træk, som Kellerman ikke tilstrækkelig har Øje for. Meget gerne indrømmer man hans Ret til at søge Nøglen til Forstaaelse af Jakob Ulvssons Karakter i hans sikkert oprigtige gammelkatolskeFromhedsliv;men ganske givet overser han, at rkebispenforudenat en from Mand tillige var en særdeles dreven og snu Politiker. At han en Menneskealder igennem formaaede at balancere mellem principiel Unionsvenlighed og personlig Loyalitet mod Sten Sture, turde i sig selv være Bevis nok; yderligereetmeget anskueligt Eksempel paa denne Dobbelthed i Karakteren giver imidlertid hans Holdning under Krigen med Russerne 1495^—97. Biograflen fremhæver — og dokumenterer — med hvilken religiøs Ildhu Jakob Ulvsson i Overensstemmelse med Datidens almindelige kirkelige Korstogsiver omfattede Forsvaretaf»then fattige landzende« Finland mod de russiske KætteresAngrebsom en Livssag ikke mindst for Sveriges Kirke; han er derimod ikke opmærksom paa den paafaldende Modsætning mellem denne Nidkærhed og Ærkebispens afgjorte Utilbøjelighed til selv at sende Forstærkninger til Krigsskuepladsen, idet han gjorde gældende, at Sten Sture havde baade Pligt og økonomisk Evne til at klare Sagen væsentlig ved egne Kræfter; givetvis var han heller ikke blind for Fordelen ved, at Rigsforstanderens Magtressourceriselve Sverige saaledes forringedes. Om Jakob Ulvsson virkelig, som Kellerman et Sted antyder det, trænger til »Ehrenrettung«,faarstaa hen; men for saa vidt dermed bl. a. sigtes til Styffes unægtelig lidet venlige Fremhævelse af Ærkebispens Forslagenhed,vildennes Skildring dog sikkert bevare sin Værdi som Supplement. Og selv om Jakob Ulvssons konservative Dyder paa en Maade kom den svenske Kirke tilpas, medførte de nødvendigvis en Begrænsning; Banebryder blev han paa intet Omraade, hvad den i øvrigt interessante og lærerige Fremstilling af Kirkens Udviklingiøkonomisk, kulturel og religiøs Henseende under hans Styre, hvormed Kellerman slutter sin Bog, noksom godtgør og indirekte indrømmer. Et Par Misforstaaelser vedrørende danske Forhold skal lige noteres: S. 169 sammenblandes Adelsslægterne Brahe (Bragde) og Breyde, og Kong Hans' S. 176 nævnte Kansler »Jens Japsen« vil være danske Læsere bedre bekendt under Navnet Johan Jepsen (Ravensberg); Fejlen gaar dog her tilbage til Kilden.—Trods de fremførte Indvendinger skal Værdien af KellermansgrundigeStudier paa ingen Maade underkendes; tværtimod

kan vi med god Grund ønske os en tilsvarende alsidig og fyldig
Fremstilling af den danske Kirkes Forhold i samme Tidsrum;
om Stoflet tillader det, er dog maaske et Spørgsmaal.