Det Udvalg af »Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter (ca. 2800_—500 f. Kr.)«, som O. E. Ravn har oversat med Indledning og forbindende Tekst for »Selskabet til HistoriskeKildeskrifters Oversættelse«, har i flere Henseender Interesse,ogsaa for de Historikere, der ikke beskæftiger sig direkte med den gamle Orients Fortid. Dette hænger sammen med, at der i denne Udgave for første Gang paa nordisk Grund er gjort Rede for dette Kildemateriales ejendommelige Karakter, saaledessom den er blevet klarlagt gennem den amerikanske Forsker A. T. E. Olmsteads indgaaende Studier. Den orientalske antikeHistorie har hidtil været anset for ualmindelig vel underbygget,fordi den til Grundlag havde Kongernes samtidige Indskrifter.Disse

skrifter.Disseofficielle Beretninger, der væsentlig omhandler Erobringstog og Jagtekspeditioner, munder efter Programmet ud i Byggeforetagender til Gudernes Ære, og har en udpræget Tendens,nemlig igennem Heltebedrifterne at fore Beviserne for, at Kongen virkelig er, hvad man i Middelalderen vilde have kaldt »rex Justus«, og hvad Assyrerne vilde betegne som »en Gud velbehageligHersker, der des Aarsag nyder Stotte fra de overjordiskeMagter«. En saadan Tendens, der hidtil ikke har staaet klar for Forskeren, maa i høj Grad svække disse Indskrifters Kildeværdi for os. Men hertil kommer, at Væksten i Kildematerialeti de sidste Menneskealdre har lært os, at man hidtil navnligbyggede paa Beretningerne fra Kongernes sidste Regeringsaar, og at disse, ved Sammenligning med det senere fremdragne Indskriftmaterialefra de tidligere Aar, frembyder mange Svagheder, nemlig paa den ene Side en stærk Forkortelse af de første Aars Indhold, og samtidig en lige saa stærk Overdrivelse af disse Aars Bedrifter. Bedre end Indskrifterne fra Kongernes senere Regeringsaarer derfor de fra de første, men endnu bedre er rigtignok det samtidige Materiale af Aktstykker og Breve (Ordrer fra Kongernetil deres Undergivne, og Rapporter fra disse til Hoffet), der tillader en skarp Realkritik af samtlige Indskrifter, som de ingenlunde altid kan bestaa. Hvorfor optrykker man da ikke disse Breve og lader haant om Indskrifterne? Fordi vi kun har saa lidt bevaret af den sidste Slags Kildestof, ligesom de senere Indskrifterstadig langt overgaar de samtidige i Antal. Men saa bliver da Resultatet, at det maa indrømmes, at Kildestoffet til AssyriensHistorie ikke i Kvalitet hæver sig over det, som man f. Eks. opererer med for den ældre Middelalders Vedkommende.

Snarere end en Samling Kilder til Assyriens Historie er saaledesden foreliggende Bog et Bidrag til den assyriske MentalitetsHistorie, hvilket unægtelig ikke gør den mindre værdifuldfor Nutidsmennesker. Heller ikke under Synspunktet »Historieskrivning«kan man vel betragte disse Indskrifter, thi en egentlig Aarbogsskrivning udviklede sig ikke i Assyrien, selv om man i de »Aarslister med tilføjede Notitser«, der førtes, havde svage Tilløb hertil. Derimod møder man i Babylonien saadanne Aarbøger, nemlig tre Stykker (745^—668, 616_—609 og 553—546). Man har villet opfatte disse som Brudstykker af samme Værk: »Den babyloniske Krønike«, men bortset fra, at Beviserne herfor ikke synes mig stikholdige, er det Værd at lægge Mærke til, at den sidste af disse Aarbøger efter Udgiveren (Sidney Smith's) Mening, først kan være forfattet under Artaxerxes I (464^—24), altsaa samtidig med Herodots Værk. Dens Notits om Krøsos'

Drab i Sardes 546 er derfor fra sin Side ikke ældre end Herodots
Beretning om Kongens underfulde Frelse.

O. E. Ravn har i sin Bog lagt Vægt paa at gengive Originalernes »nøjagtige Mening«; derfor er Oversættelsen mere »fri« end »ordret«, og Resultatet er særdeles læseligt. Mærkes maa det, at denne Oversættelse er helt selvstændig i Forhold til hans Forgængeres, og det staar maaske ikke enhver Læser klart, at det at udarbejde en Oversættelse som den foreliggende i Virkeligheden er et Stykke af en Bedrift. Udvalget af Tekster er ikke foretaget ud fra kulturhistoriske Synspunkter, men i politisk-historisk Øjemed; dog gives der meget i førstnævnte Retning, navnlig til Belysning af gammel-orientalsk Tankegang. I sin klare Indledning har Udgiveren redegjort for Olmsteads Synspunkter. Han forsvarer sit Valg af Indskrifterne til Oversættelsen med, at de giver Kongernes »strategiske Helhedssyn«, mens Brevene — hvoraf han ogsaa leverer Prøver — efter hans Mening mere taler om »taktiske Enkeltheder«. Denne Sondring er efter mit Skøn ikke helt rammende. Havde vi Brevstoffet bevaret i nogenlunde Mængde, vilde vi deraf ogsaa kunne se »det strategiske Helhedssyn« paa en bedre og sandere Maade end af de pralende Indskrifter. Udgiveren indrømmer dog, at Indskrifterne ikke giver »det sidste Ord om Historiens Hændelser«. Dette vil vi haabe, og at et stadigt voksende Brevstof efterhaanden vil gøre det muligt at komme bag om dem. Paa nærværende Tidspunkt kunde der ikke opbygges en blot nogenlunde sammenhængende Fremstilling paa andet Grundlag end det givne, og man maa være Udgiveren meget taknemlig for, at han har givet os et saa fortrinligt Hjælpemiddel til at levendegøre Fortiden baade for Lærere og Læsere.