Joachim Hild: August Hennings, ein schleswig-holsteinischer Publizist um die Wende des 18. Jahrhunderts. Erlangen 1932. Erlanger Abhandlungen zur mittleren und neueren Geschichte, herausgegeben von Bernhard Schmeidler und Otto Brandt. Bd. XI.

Danske Historikere, og særlig de enkelte, der fortrinsvis har beskæftiget sig med Studiet af de tyske Kulturstrømninger i dansk Aandsliv i anden Halvdel af det 18. Aarhundrede, har ydet Prof. Otto Brandts og Prof. A. Magons betydningsfulde Arbejder fortjent Anerkendelse, hvorfor man herhjemme paa Forhaand er velvillig stemt overfor yderligere Uddybelse fra tysk Side af denne paa lønnende Emner rige Periode.

En Monografi, omhandlende en blandt hin løfterige Tidsalders
mærkeligste Skikkelser, August Hennings, har afgjort Krav
paa Interesse1. Samtidens Domme og hans eget rige Forfatterskab
forklarer, at denne idéfyldte, højt kultiverede og gavnelystne Mand
ikke kom til at indtage den Førerstilling i Landets indre
som hans administrative Evner og alsidige Indsigt berettigede
ham til. Hennings er en af de mest udprægede Repræsentanter
for Oplysningens og Rationalismens Strømninger herhjemme.
Treklangen Fornuft, Sandhed og Oplysning er det gjaldende Feltraabi
alle hans Skrifter. Overbevist om Revolutionsideernes fulde
Berettigelse bekæmpede han, som Demagog og Aandsaristokrat
tillige, alle Standsforrettigheder, og særlig forfulgte han den
exklusive holstenske Adel med polemisk Ensidighed. Skønt han
som født Holstener ved Opdragelse og Universitetsstudium var
kulturelt tysk indstillet, samtidig med at han følte sig som Verdensborger,ivrede
han lidenskabeligt mod Tyskeriet. Dansk Kultursatte
han som den oprindelige over den tyske; de Danske
gjaldt i hans Øjne for en »herlig, oplyst Nation«, og han trættes
aldrig ved at prise dens værdifulde Egenskaber. Uheldigvis svækkerhan
næsten altid sine i mangt og meget sunde og rigtige Betragtningerved
at skyde over Maalet, hvorved han kom til at
skade den Sag, han vilde gavne. Mange af hans Samtidige opfattedeham
derfor som en besværlig, ilter Kamphane. Regeringen
fjernede ham tidligt fra Hovedstaden som Amtmand til det stille
fjerne Pløen, senest var han Administrator for Grevskabet Rantzau.
I sit Landsforvisningssted fik han Stunder til at udfolde en frugtbarProduktion
som Tidsskriftudgiver (»Genius der Zeit«) og politisk,nationaløkonomisk

---

1) Jvfr. Paul Hennings: August Hennings' Ungdomsaar. Et efterladt Manuskript (Persh. Tidsskr. LXX, 201 ff.

tisk,nationaløkonomiskog filosofisk Forfatter, lige til det sidste
aggressiv og skarpsaltet.

Ikke alene Hennings' mange trykte Arbejder, men især den efterladte omfangsrige haandskrevne Samling af hans uudgivne Afhandlinger, og Breve fra og til ham i Hamborgs Statsarkiv gør en Bearbejdelse af det store Stof ønskelig. Denne Opgave fristede gennem mange Aar den 1910 afdøde Arkivsekretær i Rigsarkivet Jørgen Bloch, der var den første, der gennem Hennings' Dattersøn, den bekendte tyske Historiker Prof. W. Wattenbach, fik Adgang til hans litterære Efterladenskaber. Gennem flere i forskellige Tidsskrifter offentliggjorte Specialafhandlinger vakte Bloch først Interessen for Hennings' Personlighed og Forfatterskab, og forberedte Udgivelsen af hans under et Ophold i København i 1802 førte Dagbog, der i Blochs danske, i Haandskrift bevarede Oversættelse ved hans Liberalitet er bleven kendt gennem ikke faa Citater. Netop nu, som Joachim Hilds Bog udkommer, er det tyske Originalmanuskript ved at blive udgivet i »Danske Magasin«.

Af en fra tysk Side fremkommende Monografi om Aug. Hennings maa übetinget kræves et vist Kendskab til danske Forhold og Personligheder. Hilds Bog lover desværre straks til en Begyndelse ikke godt i saa Henseende. Vi erfarer, at Hennings' Fader var og blev Ditmarsker, »trotz der Jahre, die er als Erzieher der Komtesse[!] Louise, der Schwester Friedrichs V. am Hofe Christians 111 [! ] zugebracht hatte« (S. 78). Han, der var Amtsforvalter i Pinneberg, udøvede »das Amt eines Etatsrates« (S. 2), og Moderen, der var Kammerjomfru hos Dronning Sofie Magdalene, gøres til Hofdame. Forf.s Kendskab til Holstens Historie støtter sig fortrinsvis til Otto Brandts forskellige Arbejder; de enkelte danske Historikere, der anføres i Kildefortegnelsen, har kun sat Spor i Paradecitater. Som »Tråger der Regierung« nævnes (S. 20) Reverdil, Greve St. Germain og Gramm[!]. Kejserinde Catharine gav Afkald saavel paa Slesvig som den gottorpske Del af Holsten (S. 7). »Struensee vilde fremfor alt bryde Adelens Magtstilling, hvilket voldte dens mest forbitrede Modstand, der voksede til Sammensværgelse og endte med hans Henrettelse.« (S. 9.) 1772 siges Enkedronning Juliane Marie og Arveprinsen at have stræbt efter at sætte Kronprinsen [! ] i den syge Christian VI I.s Sted (S. 20). Der nævnes (S. 75) en »aristokratisch hochmuthiger Reventlow«, sikkert Statsminister Grev Caißeventlow, identificeret med Schimmelmanns Svoger J. B.[!] Reventlow (S. 68), og den S. 81 omtalte J. B. R., der »ligesom Bernstorfl, Schimmelmann og Carstens havde arbejdet for en naturlig Ordning af Finansrefor-

merne svarende til Landskaberne, medens Schack Rathlau nærede Betænkelighed ved, netop i Finanserne at foretage en Adskillelse af Hertugdømmerne og Kongeriget.« 1784 blev Kong Christian frataget sine Embeder (»seiner Amter entsetzt«) (S. 21). De her anførte Steder maa være tilstrækkelig til at vise Forf.s Begrebsforvirring, hvor det gælder interne danske Forhold. Hans Opfattelse af alt Dansk er ganske uforstaaende, præget ikke alene af grov Uvidenhed, men ogsaa af en direkte uvillig, ja fjendtlig Indstilling. »Den danske Chauvinisme,« hedder det, »voldte, at Beboerne i de tyske Lande blev klar over deres »grunddeutsches Wesen« (S. 21). Man spørger atter, hvornaar vi endelig vil blive forskaanet for hin forslidte Frase. Naar vil man ophøre med at fornægte den uomtvistelige Sandhed, at Hertugdømmerne under det danske Styre fra 1721 nød en uforstyrret Fred under de bedste økonomiske Kaar, i saa nær 100 Aar; at deres Ridderskab levede højt paa deres Godser som Smaakonger, udmærkede ved de højeste Stillinger, Titler og Ordener. Fra tysk Side er man stadig ikke naaet til fuld Forstaaelse af Danmarks lange og haarde Kamp for national Selvhævdelse. Vi har selve B. G. Niebuhrs Ord for os, »at naar det danske Folk i Løbet af et Aarhundrede var gaaet tilbage, falder det ikke vanskeligt at indse, at dette skyldes paanødt Fremmedherredømme og Aandens indre Undertrykkelse.« Ligesaa skarpt udtrykker J. C. Fabricius, Kieler Professoren sig: »at de Danske maatte tabe Modet, og de fremspirende Talenter blive kuet, naar de udelukkende saa de fremmede varme sig i Ministrenes Solskin«.

Hilds Opfattelse af Forholdene er let i Øjne faldende. I Anledning af de af ham omtalte Daniseringsforsøg 1807^—10 siges, at Holstenerne »mod al Forventning forholdt sig rolige, villig tog Byrderne paa sig og forblev[!] i Sambaand med Fællesstaten (S. 162). »Danmarks politiske Blomstringstid var omhyggeligt bleven opelsket under tyske Hænder og plejet af tysk Aand og tysk Kunnen, og hvad der siden er kommet, har ikke været andet, end en Række ulyksalige Foretagender« (S. 174). Dette Forf.s Syn paa det danske Folk finder sit værdigste Udtryk i følgende Passus: »Ikke engang det københavnske Porcellæn er oprindeligt dansk Produkt, tysk Arbejde, tysk Flid og tysk Erfaring hjalp det frem til den Anseelse, det nu til Dags nyder« (S. 25). Hvorledes gengiver man forresten det hos vort Nabofolk saa yndede franske Chauvinismus med et godt tysk Ord, som vi længe har maattet savne?

Hilds Bog støtter sig helt igennem til ofte ret lange Citater af
Hennings' trykte Forfatterskab og hans efterladte Papirer, og

hyppigt af rent refererende Art. Disse Prover paa Hennings' Opfattelse af næsten alle Tidsfænomener vil forhaabentlig hos andre vække Interessen for hans Liv og Gerning. Hilds sammenfattende Bedømmelse af Hennings' Individualitet, hvormed Bogen slutter, kan man i alt væsentligt tiltræde. Naturligvis finder Forf. Jørgen Blochs paa dybtgaaende Studier hvilende Biografi af Hennings i »Biografisk Lexikon« »recht diirftig«. At Hild ikke kender Blochs Forfatterskab om Hennings er en Selvfølge, men Bloch faar dog paa anden Maade en vis Oprejsning af Forf., idet denne identificerer ham med en saa anerkendt Maler som »Carl Heinrich Bloch«!

Forf. omtaler rundt om i sin Bog mange af Hennings' danske Samtidige i Statstyrelsen, Videnskaben og Kunsten, hvis Navne fremtræder i en hyppigt forvansket Form, hvad enten det, som ofte ganske aabenbart, skyldes blot og bar Uvidenhed eller Skødesløshed. Det foreliggende Skrift er i saa Henseende afgjort uden Sidestykke i den tyske historiske Litteratur, der omhandler danske Forhold, og fortjener den skarpeste Paatale. Følgende Exempler stempler Bogen¹.

S. 76 opføres som Hovedmændene i Landvæsenskommissionen »en Etatsraad In des en, Kancelliraad Fabricius, Baron Wedolsfarlsberg,en Inspektør Keestrup, Kammerherre Morgenstiernog Professor Fabricius i Kiel«. Hvem Indesen kan være, aner man ikke, maaske menes Etatsraad og RentekammerdeputeretW. A. Hansen; lettere genkendelig er Baron F. W. Wedel Jarlsberg, Keestrup er Godsinspektør Søren Nielsen Klestrup, Kancelliraad Fabricius er kendelig GenerallottoadministratorChr. Albrecht Fabricius, men Kieler Professoren Joh. Chr. Fabricius hører ikke hjemme i denne Forbindelse. Hvilke Anskuelserhver og en af de nævnte har repræsenteret, faar man ikke at vide, det er tomme Navne, der her som paa andre Steder i Bogen udslynges, og hvis Betydning Forf. selv ikke er klar over, men som skal imponere tyske Læsere. S. 144 omtales uden nogen Kommentar »Noorgaards militære Konskriptionssystem«, S. 50 Hofprediger Bolle (saaledes opført to Gange), S. 46 Etatsraad Rohde, hvormed menes Tyge Rothe, S. 95 og i Registret opføres Krabbe Carisius som Krabbe-Laresius, S. 22 identificeres den danske Diplomat Anton von Larrey med Baron Jean Daminique Larrey; den engelske Gesandt i Danmark Robert Murray Keith, bekendt ved sine Memoirer, forveksles med Greve »Earl Marischalc

---

1 En Sammenligning med Hild taaler kun Ad. Langguths Udgave af C. H. Esmarchs Dagbøger (Christian Hieronymus Esmarch und der Gottinger Dichterbund. Berlin 1903).

George Keith. Rent forvirret er Referatet af Hennings' Omtale af danske Kunstnere med Wiedebalt[!] i Spidsen, og at han gennem Forster skulde have lært »die Schlachtenmalerei, die in dieser Zeit eine sehr grosse Rolle spielt«. Da Registret opfører denne Forster som Georg Forster, den bekendte tyske Rejsende og Landskabsskildrer,aner man den mærkelige Vildfarelse.

Men ikke nok med disse talrige Eksempler paa Uvidenhed og Ligegyldighed, hvor det gælder Danske, er det heller ikke for godt bevendt med Forf.s Kendskab til navnkundige tyske Personligheder. Struensees Broder Carl August Struensee von Carlsbach, den preussiske Statsminister, opføres som Greve Karl Gustav v. Struensee (S. 21) hvor Hild aabenbart har tænkt paa Romanforfatteren Gustav von Struensee. Digteren og Kammerpræsidenten hos Fyrstebiskoppen i Liibeck Greve Friedrich Leopold Stolberg anføres som Konsistorialpråsident (S. 97). Hans Svigerinde Grevinde Louise Stolberg siges at være bleven hyldet af Goethe, medens Sandheden, som det fremgaar af hans Breve til Fru v. Stein, er den, at han fra første Færd følte sig frastødt af hende, der nærede en fortsat Uvilje mod ham. Aabenbart foreligger der en Forveksling med den af Goethe hyldede unge og yndefulde Svigerinde, Grevinde Agnes Stolberg, f. v. Witzleben, Grev F. L. Stolbergs Hustru. Det var ikke Anna Amalie af Weimar, men Hertuginde Luise, med hvem Grevinde Stolberg i en lang Aarrække stod i Brevveksling. Den fra den Sievekingske Kreds i Hamborg bekendte Læge Joh. Aug. Unzer opføres (S. 69) som Unger. Den S. 144 omtalte Emigrant Leonard Lourdan er de i Hamborg bosiddende Emigranters Forfølger Leonard Bourdon.

Stednavnene er ikke bedre behandlede, der nævnes Hetebaek,
Bredgate og S. 167 siges, at Fjenden fra Ripen trængte frem til
Wonried[!].

Personregistret er ikke alene ufuldstændigt, men fuldt af Fejl. Hertug Frederik Christian af Augustenborg opføres som to Personer Christian og Friedrich. Feltmarskal Greve St. Germain er sammenblandet med Guldmageren Saint Germain, Grev Adam Gottlob Moltke gøres identisk med Grev Adam Moltke, hans Sønnesøn, Grev Ferdinand Ahlefeldt er sammenblandet med Jørgen von Ahlefeldt. Kisten er Ernst Philip Kirstein, Hoviid A. C. Hviid, Heht Keith o. s. v.

Det eneste danske Skrift af Hennings, der citeres S. 178, er
»Prisafhandlungen om en Nationaldragts Skedighed«.

Man beklager, at Forf., ved sin i Bogens Forord udtrykte Tak
for »daadkraftig Understøttelse og venlig Drøftelse af Opgaven«

fra Prof. O. Brandts Side gør denne til en vis Grad medansvarlig
for Resultatet af sine Forskninger.