Historisk Tidsskrift, Bind 10. række, 2 (1932 - 1934) 1Ursprung und Geschichte des Artikels V des Prager Friedens. Die deutschen Akten zur Frage der Teilung Schleswigs (1863—1879). Herausgegeben von Fritz Håhnsen. I.—II. Breslau 1929. (Veroffentlichungen der Schleswig-Holsteinischen Universitåtsgesellschaft Nr. 21). Bismarck und die nordschleswigsche Frage 1864—1879. Die Diplomatischen Akten des Auswårtigen Amtes zur Geschichte des Artikels V des Prager Friedens. Im Auftrage des Auswårtigen Amtes herausgegeben von Walter Platzhoff, Kurt Rheindorf, Johannes Tiedje. Mit einer historischen Einleitung von Walter Platzhoff. Berlin 1925.Povl Bagge
Side 66
I 1925, da 1. bd. af professor Aage Friis' arbejder »Den danske
Side 67
nordslesvigske Spørgsmaal 1864—1879« forelaa, fremkom den forlængstbebudede udgave af det tyske udenrigsministeriums akter vedr. det nordslesvigske spørgsmaal, hvis forberedelse havde motiveret, at prof. Friis under sin materialeindsamling ikke fik adgang til det tyske udenrigsministeriums arkiv. Den tyske aktudgavebringer meget nyt og vigtigt stof, men dens mangler er iøjnefaldende og blev straks paatalt fra tysk og dansk side: Den 53 sider store historiske indledning af W. Platzhoff tager intet hensyn til de danske publikationer og bliver derved paa vigtige punkter aabenbart urigtig (se f. e. s. 11 f.); en række aktstykker, der tildels omtales i de aftrykte numre, er uden motivering udeladt(se f. e. s. 84, 101 f; de der omtalte, men ikke aftrykte depecherfindes hos Hahnsen som nr. 291, 336, 345). Paa initiativ af prof. O. Scheel og dr. Schifferer foranstaltede derfor den baltiske kommission i Kiel ved dr. Fritz Hahnsen en supplerendeudgave. Medens Platzhoffs materiale udelukkende stammerfra det tyske udenrigsministeriums arkiv, har Hahnsen, foruden at han paany har gennemgaaet dette, tillige udnyttet flere andre arkiver, deriblandt Hohenzollernes husarkiv og lokalstyrelsensarkiver i Kiel og Slesvig. Han har derved været i stand til at føje ca. 700 numre til Platzhoffs ca. 400. Kun naar et aktstykkeer utilfredsstillende aftrykt hos Platzhoff, har Hahnsen udgivet det paany, og de to aktsamlinger maa derfor benyttes samtidig. I modsætning til den danske aktsamling omfatter de tyske ogsaa perioden 1863—64 og bringer fra tiden dec. 1863—dec. 1864 op imod 300 numre. Dette har foranlediget en tysk anmelder til at kræve den danske publikation udvidet til at omfatte 1863—64. Den for »Det nordslesvigske Spørgsmaal« satte tidsgrænse, Wienerfreden, maa imidlertid anses for berettiget baade af saglige grunde, forsaavidt samlingen har til formaal at belyse regeringens arbejde for en genforening med Nordslesvig fra det øjeblik, da landsdelens tab var en traktatmæssigt fastslaaet kendsgerning, og af praktiske, da en udgave af de danske diplomatiske akter vedr. 1863—64 nødvendigvis maa blive overordentlig omfattende. At en saadan udgave er i høj grad ønskelig, ogsaa til supplering af »Det nordslesvigske Spørgsmaal« (delingstankens udvikling osv.), skal gerne indrømmes. De tyske aktsamlinger bestaar næsten udelukkende af embedsmæssigkorrespondance;privatbreve, der i den danske samlinggiversaa mange bidrag til en intimere forstaaelse af personerneogsagen, savnes saa godt som helt. Delvis skyldes det maaske forskel paa tysk og dansk diplomatisk sædvane, delvis
Side 68
vel ogsaa det nordslesvigske spørgsmaals relativt mindre vigtighed for tysk udenrigspolitik. Den preussisk-tyske regerings, særlig Bismarcks stilling til det nordslesvigske spørgsmaal foreligger derforlangtfrasaa klart og indgaaende belyst som den danske regerings,mende tyske publikationer bringer dog en række vigtige oplysninger om dette hovedpunkt. Bismarcks holdning synes at have været ret konsekvent. Fra begyndelsen af 1865 var han klar over, at han kunde blive udsat for at skulle købe hertugdømmernesanneksionmed afstaaelsen af en del af Slesvig til Danmark(sebl. a. Håhnsen nr. 321). I sine udtalelser til tyske og fremmede diplomater før og efter Pragfreden holdt han bestandig fast ved, at der aldrig kunde være tale om at afstaa Als og Dybbøl, men paa den anden side afviste han i sommeren 1867 over for den preussiske indenrigsminister bestemt tanken om at nøjes med en afstaaelse af nogle faa af de nordlige sogne; et saadant forslag vilde, erklærede han, »sowohl in der Bevolkerung wie von Danemarkundden auswårtigen Machten als eine Diversion empfunden und nirgends als eine ehrliche und loyale Ausfiihrung der im Prager Frieden von Preussen übernommenen Verpflichtungen angesehen werden« (Platzhoff nr. 112). I sept. 1865 angav han til den franske chargé d'affaires en linie lidt nord for Aabenraa til nordspidsen af Rømø som en grænse, der formentlig vilde kunne tilfredsstille Frankrig og Preussens militære interesser (Origines VII, nr. 1590), antagelig den samme linie, som han juni 1867 til den preussiske indenrigsminister erklærede for den naturligste afstemningsgrænse (Platzhofi nr. 112), og som han i febr. 1868 tilbød Danmark, Gjennerlinien. Bidrag til forstaaelsen af Bismarcks fortolkning af art. V giver Platzhofi nr. 199, 221, 253, iflg. hvilke man fra fransk side i Nikolsburg havde ladet forstaa,atFrankrig vilde være tilfreds med en meget ringe afstaaelse, som kunde vise, at Napoleon havde erindret de danske ønsker (sml. Bismarcks udtalelse til grev Frijs hos Friis I, 141; jfr. ogsaa Platzhoff nr. 228), fremdeles den allerede tidligere kendte instrukstilGoltz 9/7 1866 (Platzhoff nr. 41). Om forhandlingerne i Nikolsburg og Prag bringer de tyske samlinger meget magre oplysninger,somi alt væsentligt stemmer med den af Friis paa grundlag af de østrigske akter givne fremstilling. Paafaldende er det, at under forhandlingerne om den endelige fred den preussiskeforhandlerWerther allerede 9/8 over for Østrigerne udtaler ønsket om udeladelse af »det nordslesvigske forbehold«, medens Bismarck i instruksen af 15/8 intet har at indvende til det østrigske forslag og først 19/8 instruerer Werther om, at forbeholdet kun skal blive staaende, hvis Østrig udtrykkelig ønsker det (Platzhoff
Side 69
nr. 47, 51; Håhnsen nr. 415). Bismarcks korrespondance med de indenrigske myndigheder \?iser, at han lige fra Nikolsburg var forberedt paa, at en afstemning i Nordslesvig relativt snart skulde finde sted, og at han endnu i tiden mellem de preussisk-danske forhandlingers ophør og den fransk-tyske krig ansaa en afstaaelse for mulig; paa den anden side var han allerede i marts 1867 inde paa tanken om at søge Frankrigs billigelse til ophævelse af art. V (Platzhoff nr. 86—87). Om forhandlingerne mellem Danmark og Preussen 1867—68 findes i de tyske samlinger en mængde aktstykker,sombl. a. belyser de tyske garantifordringers udvikling. Interessant er Heydebrands indberetning om hans samtale med Frijs 7/5 1867 (Platzhoff nr. 98). Gesandten fremhæver i sin rapport,atden danske regering antagelig hverken vil gaa ind paa garantier for tyskerne i Nordslesvig eller paa et enklavesystem, og konkluderer, at udførelsen af artikel V under hensyntagen til de tyske interesser efter hans mening vil støde paa store, næsten uoverstigelige vanskeligheder. Bismarcks randbemærkning viser, at ogsaa han ansaa det for usandsynligt, at Danmark vilde gaa med til at give garantier. Noget grundlag for, at Friis' vurdering af de preussiske garantikrav skulde være »widerlegt« gennem de tyske akter, saaledes som Alnor paastaar (Zeitschrift fur schl.holst.Gesch.bd. 59, s. 560), findes ikke i de tyske publikationer. Naar Bucher i sin erklæring af 21/2 1868 (Friis I, s. 398) krævede »normalaaret« 1846 bibeholdt for sprogordningens vedkommende, maatte og maa det fra et dansk standpunkt opfattes som »übilligt«. Ogsaa paa mere periferiske omraader indeholder de tyske akter oplysninger af interesse: om den danske konges endnu 1866 udtalte ønske om at faa Sydslesvig med de glyksborgske slægtsbesiddelser (Platzhoff nr. 48, Hahnsen nr. 406) om Heltzens og Molzens optræden og om den svenske regerings stilling, belyst navnlig ved gesandtindberetninger fra Stockholm, af hvilke Platzhoff nr. 393 (referat af en samtale mellem den tyske gesandt og Oscar II i marts 1879 om art. V.s ophævelse) giver et indtryk af den svenske konges tvetydige holdning i det nordslesvigske spørgsmaal, etc. etc. Korrespondancen mellem regeringen i Berlin og myndighederne i hertugdømmerne, som navnlig Hahnsen bringer i stort omfang, har betydning ogsaa for studiet af Sønderjyllands indre historie. Hist og her vil der vel kunne paavises huller ogsaa i den Håhnsenske samling. Paafaldende er det, at depecher fra og til København fra tiden 22/iO 1878— 3/2 1879 helt mangler baade hos Platzhoff og Hahnsen, og at ingen af de to samlinger indeholder nogen bemærkning om, at saadanne depecher har været eftersøgt; der har utvivlsomt været korresponderet mellem Berlin
Side 70
og gesandtskabet (generalkonsulatet) i Kobenhavn i anledning af det cumberlandske bryllup, bl. a. om hvilken holdning de tyske diplomater skulde indtage under bryllupsfestlighederne. Paa de fleste punkter vil man dog vistnok kunne være tryg med hensyn til dr. Håhnsens omhu ved materialeindsamlingen, ligesom hans udgiverteknik synes at være upaaklagelig. Hans aktudgaves brugbarhed forøges ved fortræffelige henvisninger til den foreliggende litteratur om emnet, der i fuldstændighed staar over den danske aktpublikations henvisningsapparat. Povl Bagge. |