De foreløbige Resultater af Gravningerne i Hedeby er endnu ikke publicerede, men de har givet Stof til en Del Afhandlinger og Smaameddelelser, ligesom de med Slesvig, Hedeby og Danevirke forbundne Problemer vedvarende har været under livlig Diskussion. I Tilslutning til den tidligere her i Tidsskriftet givne Oversigt (10, I, 502 ff.) skal Opmærksomheden i det flg. henledes paa den siden da fremkomne Litteratur.

Fra Prof., Dr. Otto Scheels Haand foreligger en Række Studier over Hedebys kulturelle og handelspolitiske Betydning, saaledes Die Vorgesch. der neuen Ausgrabungen in Haithabu (Jahrb. 1930 d. Schlesw.-Holst. Universitåts-Gesellsch. 82 ff.), Haithabu als Problem des Ostseeraumes (Die Heimat XL I 81 ff. (1931)), Haithabu, eine Schicksalsstdtte des Nordens (Deutsch-nordischesJahrb. 1931, 24 ff.), Haithabu in der Kirchengesch. (Zeitschr. f. Kirchengesch. 3:1, L, 271 ff.), Die neuen Ausgrabungen in Haithabu (Forschungen in Fortschritte 1931, 222 f.), Hedeby (Svenska Dagbladet 10/₄ 1931), samt Hedeby og Nordeuropa belyst af de nye Udgravninger (Berl. Tid. 23/₆ 1932). Prof. S.'s Grundopfattelseer denne, at Hedebys Historie rækker helt tilbage til Kong Gudfreds Tid. »Jeg nærer ingen Betænkeligheder ved at antage Gudfred for at være den Konge, som var den egentlige Skaber af Hedebys store Fremtid«. Ikke i det nuværende Slesvig, men i Byen bag Halvkredsvolden »maa vi søge den historiske Overleverings Slesvig, Gudfreds Emporium, Stedet hvor Købmændene»fra hele Verden« mødtes, som var Ansgars og senere

Unnis Udfaldsport mod Nord!« Dette Slesvig-Hedeby har spillet en afgørende Rolle i Striden mellem den islamitiske og den af vesteuropæisk Kultur prægede Verden, og her udfyldte Hedeby »sin Mission, da det med enestaaende Held var med til at skabe det Europa, vi lever i den Dag i Dag. Den Gang brødes VerdenshistoriensBølger mod Bredden af det lille Haddeby Nor, der i Dag er en drømmende Bugt«. Man kan næppe føre denne Linie længere; men jeg tror, man allerede her befinder sig et godt Stykke uden for det rimeliges Grænser, og ligeledes stiller jeg mig afgjort skeptisk til Prof. S.'s Identifikation af Halvkredsvoldens Hedeby med Ansgartidens Sliaswich. Der foreligger efter mit Skøn intet Vidnesbyrd, som med nogenlunde Sikkerhed kan siges at pege i denne Retning.

Imidlertid stemmer Prof. S.'s Opfattelse overens med andre Forskeres. I samme Retning gaar saaledes de Indlæg, der skyldes Prof., Dr. Gustav Schwantes: Die Ausgrabungen von Haithabu 1930 (Jahrb. 1930 d. Schlesw.-Holst. Universitåts-Gesellsch. 95 ff.), Die Ausgrabungen in Haithabu (Zeitschr. f. Ethnologie LXIII, 1 ff.; Foredrag ved Selskabets Møde²⁰/₆ 1931), Neues zur Frage Schleswig- Haithabu (Kieler Neueste Nachrichten 1/₁₁ og 4/n 1931), Die Schleswig-Haithabu-Frage in neuem Licht (Nachrichtenblatt f. deutsche Vorzeit VII (1931), 232 ff.) og Filhrer durch Haithabu (1932). Hvad Byens Alder angaar, daterer Dr. S. den til »senest 850«; men han øjner en Mulighed for, at Tidspunktet i Virkeligheden skal rykkes tilbage til mellem 820 og 850. Motiveringen søges i de Smykkesager i ældre Osebergstil og Halvbrakteater af Typen Hauberg I, 1, som er fremkommet i Kammergrave inde paa Bypladsen. Bortset fra, om Dateringen af disse Gravfund vil vise sig at holde Stik — et Spørgsmaal, som langtfra kan siges at være klaret — er det evident, at der mellem flere af Kammergravene og Husene maa ligge et endog meget anseligt Tidsrum. Det er sandt, at man for langt de fleste Huses Vedkommende savner ethvert Dateringsmateriale; men i de Tilfælde, hvor det har været muligt med Sikkerhed at afgøre, om et Hus var ældre, samtidigt med eller yngre end en Kammergrav, har det altid vist sig, at Huset var langt yngre end Graven. At der skulde have eksisteret en virkelig Bebyggelse ved Haddeby Nor saa tidligt som i 2. Fjerdedel af det 9. Aarh., forekommer mig da at savne Begrundelse i de hidtil gjorte Fund.

Derfor mangler efter min Opfattelse ligeledes ethvert Bevis for Identiteten mellem Hedeby og Ansgars Slesvig. Ingen vil nægte, at der før Aar 900 har været en begyndende Bebyggelse »ved Hederne« (se Sønderjyllands Historie I, 250 f. (1930^—31));

men at denne Bebyggelse paa Ansgars Tid skulde have haft en Karakter, svarende til Skildringen i hans Levned af det berømte Sliaswich, er paa ingen Maade godtgjort gennem Fundene. Jeg maa yderligere advare mod den Slutning, at »det afgørende Bevis for Identiteten mellem det gamle Slesvig og Hedeby« skulde kunne bringes ved en mulig Paavisning af en Kirketomt inde paa Bypladsen. Da Hedebyboerne vitterligt har været kristnede fra Tiden kort efter 950, og da der vitterligt har ligget en kristen Kirkegaard bag Halvkredsvolden, har Byen selvfølgelig ogsaa haft en Kirke. At denne skulde have været den af Ansgar omkr. 850 opførte er imidlertid noget helt andet — for at sandsynliggøre dette maatte man i det mindste kunne paavise en Række Grave, der ikke alene gik tilbage til det 9. Aarh.s Midte, men som ogsaa afgav sikre Vidnesbyrd om at stamme fra et kristnet Samfund. Dette har endnu ikke en eneste af Kammergravene gjort.

Støttende sig til de ovennævnte Arbejder af Otto Scheel og Gustav Schwantes har Prof. Elis Wadstein skrevet en Afhandling (Fornvånnen 1932, 220 ff.), hvori de samme Teorier forfægtes. Mere tvivlende om deres Rigtighed synes derimod den daglige Leder af Udgravningerne, Dr. Herbert Jankuhn, at stille sig. I hans Die Ausgrabungen in Haithabu 1931 (Nachrichtenblatt f. deutsche Vorzeit VIII (1932), 27 ff.) konkluderer han i hvert Fald forsigtigt i flg.: »Det udgravede Materiale er foreløbig endnu for lille til, at man med Sikkerhed kan drage generelle Slutninger; ifølge de hidtidige Resultater ser det dog ud til, at Gravene [o: Kammergravene] i hvert Tilfælde delvis tilhører det 9. Aarh., medens Husene, for saa vidt man kan datere dem, stammer fra det 10. Aarh.«. Han peger ligeledes paa Nødvendigheden af at faa fastslaaet Aldersforholdet mellem Kammergravene og selve Halvkredsvolden. Medens denne afgjort tilhører det egentlige Byanlæg, tænker han sig Muligheden af, at Kammergravene kan tilhøre »en ældre, übefæstet Bopladsa. At denne skulde have været identisk med Ansgars Sliaswich, udtaler han ikke.

Af megen Betydning har endelig den præliminære Undersøgelseværet, som i Efteraaret 1932 er foretaget ovre ved Hollingsted,hvortil Traditionen jo fra gammel Tid har henlagt det vestlige Udgangspunkt for Oldtidens Varetrafik over Slesvig (se navnlig Dr. Friedrich Frahm: Der Transitverkehr Schleswig- Hollingsledt (Zeitschr. d. Gesellsch. f. Schlesw.-Holst. Gesch. LX, 1 ff. (1930))). Det er her lykkedes at paavise Kulturlag af ganske samme Art som dem, der møder Arkæologen i Hedeby — med Skaar af baade hjemlig og frankisk Keramik, saaledes ogsaa Pingsdorfvarer. Endnu foreligger om dette kun en kort Meddelelseaf

delelseafDr. Jankuhn: Xeues zur Frage des Transitverkefirs
Haithabu-Hollingstedt (Kieler Neueste Nachrichten 16/i0 1932).