»Urkundengeschichte ist Bildungsgeschichte« er udgangspunkteti Felix Merkels afhandling: Das Aufkommen der deutschen Sprache in den stådtischen Kanzleien des ausgehenden Mittelalters (Beitrage zur Kulturgeschichte hsg. v. W. Goetz Bd. 46 (1930)). Ved dette kulturhistoriske synspunkt og ved, at det er dokumenterpaa modersmaalet og ikke paa latin, der behandles, betegnerhans bog noget nyt indenfor diplomatikken. Undersøgelsen er ikke særlig dybtgaaende, men omfattende, idet forf. paa grundlagaf samtlige tyske wUrkundenbiicher« og enkelte utrykte byarkiversaa at sige skridt for skridt følger det tyske brevsprogs

kamp og langsomme sejr over latinen. Det er en kulturkamp af større rækkevidde end mange nationalkrige, og den strækker sig over mer end hundrede aar. Værd at lægge mærke til er det, at kampen opstaar i det gamle romerske kulturcentrum i de sydlige Rhinegne (13. aarh.); herfra breder den sig vifteformigt mod nord og øst og sejrer sidst i Hansestæderne (kort før 1400) i de rent germanske kolonisationsomraader. Samtidig lykkes det at ramme en solid pæl igennem den herskende anskuelse, at det særlig var borgerstanden, der havde trang til at erstatte latinen med modersmaalet.Tværtimod. Overalt er det den nye lavadel med ren tysk og verdslig ridderkultur, der bærer det tyske sprog frem; i breve til omegnens landadelige begynder byerne at anvende det tyske sprog, først senere ogsaa mellem borgerne indbyrdes. Om den haardnakkede sprogkamp inden for de højt udviklede bykancellier,der nødigt vilde slippe den latinske tradition, taler de mange bevarede »Stadtbiicher« deres tydelige sprog, og sidst af alle gik den praktiske købmand i sine forretningsbøger over til modersmaalet. Selv hanseaternes sejge vedhængen ved latinen skyldes tradition og ikke deres internationale forbindelser, for allerede i begyndelsen af 14. aarh. var plattysk blevet forretningssprogetoveralt i Nordeuropa. Med rette fremhæver forfatterenatter og atter, at dokumentet i saa høj grad som muligt retter sig efter modtagerens sprog; men derved forledes han ogsaatil en kedelig fejltagelse. S. 50 overrasker han den danske læser ved at hævde, at fyrst Witzlaw 111 af Rygen »sogar ofters« skrev breve til Erik Menved paa dansk! Han giver ingen henvisning,men utvivlsomt har han sin viden fra »Pommersches Urkundenbuch«, der ganske rigtigt har adskillige saadanne breve

— optrykt efter Huitfeldt uden angivelse af, at det er en dansk gengivelse af en nu tabt original. løvrigt indskrænker Merkels kendskab til danske diplomer sig næsten udelukkende til Carlies højst mangelfulde disputats, (sml. H. T. 9. R. V 321 ff.), hvad der er et nyt bevis paa, hvor stor en trang der er til det fuldstændige danske diplomatarium i udlandet som herhjemme.