|
Historisk Tidsskrift, Bind 10. række, 2 (1932 - 1934) 1Corn. Hamsfort og den danske Bonde.AF KNUD FABRICIUS Det er
bekendt, at Forskeren er ilde stillet, naar han paa
1 Ser. rer. Dan. 111, 285 f. 2 Hist.-stat. Skildring af Tilstanden i Dmk. og Norge i ældre og nyere Tider I (1803), 402 ff. 3 8. Udg. (1881), 374 il. 4 Fremhæves af mig. Side 541
saa at sige indsuget det med Historiens Modermælk? De kritiske Stemmer, som hævede sig, blev aldrig højlydte og gav sig forøvrigtheller aldrig Udtryk i en virkelig gennemført Kritik. Endnu i vor sidste Danmarkshistorie af Erik Arup1 hedder det: »Man har villet afvise denne skildring, hvori der dog ikke indgaar noget paaviseligt urigtigt træk, som altfor mørk, og sikkert kan den være noget farvet af, at dens forfatter er den rige og fornemme udlænding, den kongelige livlæge Cornelius Hamsfort" . . . Som allerede ovenfor nævnt, er det imidlertid efter al Sandsynlighed ikke den ældre Hamsfort2, men hans her i Landet fødte Søn af samme Navn, der er Forfatteren, saa at der af denne Grund ingen Anledning er til at tvivle, hvis ellers dens »Træk« befindes at være i god Overensstemmelse med Sandheden. »Den ringeste Stand i Danmark«, saaledes lyder den berømte Skildring i Aliens Oversættelse af Hamsforts latinske Tekst, »indbefatterdem, som boe paa Landet i Byer og Torper, og med Qvinder og Børn have Vaaning tilfælles med Kvæget. Hytter med Leervægge og Straatag ere deres Bolig; Grovbrød3, Mælk, Flæsk, Byggrød og Kaal deres Føde, Valle og 01 af Havremalt deres Drikke; en Kofte af Vadmel eller Lærred, to Sko og en luslidt Hat deres Dragt. Deres Herskab, som de kalder Huusbonde,maa de ofte trælle for, hvilket Arbeide i Almindelighed faaer Navn af Hovtjeneste, og bestaar deri, at de dyrke hans Jord, saae, høste, age ind, sauge Brænde, bygge, grave, kort sagt, der er intet, hvortil disse stakkels slaviske Mennesker jo beqvemme sig, Intet, som de, naar de tilsiges, tør vægre sig ved at gjøre; thi i saa Fald vilde de vorde haardt straffede. Det haardeste for denne Klasse af Mennesker er, at kun en liden Deel selv eier de Gaarde, som de beboe, men at de aarligen maae svare en vis Landgilde i Korn og andre Varer til Herremanden,af 1 II (1932), 608. 2 Den Tanke, at han skulde være Forfatteren, gaar gennem Allen tilbage til Nyerup, men er forlænge siden bleven bestridt af Johs. Steenstrup i hans Universitetsundervisning. 3 Rugbrød (Arup). Side 542
manden,afhvem ogsaa Bønderne, i Tilfælde af Faderens Død, maae fæste Gaarden, for hvad han vil lade den for, eller og betale deres Frihed i dyre Domme«. Herefter følger Skildringerne af Borgerstanden og af Adelen. I denne Oversættelse indgaar der i hvert Fald eet urigtigl Træk, som enhver med Lethed kan konstatere, nemlig at Bønderneskulde have haft Bolig tilfælles med Kvæget1. Alle véd, at det netop er et Hovedtræk i Forskellighederne mellem den danske og den sachsiske Bondegaard, at mens den første har Vaaning og Stald liggende i forskellige Længer, er det karakteristiskfor den sachsiske Gaard, som vi t. Eks. kender den fra Ostenfeldgaarden i Lyngby Landbrugsmuseum, at alt, Lo og Lade, Stald og Beboelse, er forenet i samme Fløj. Forøvrigt vilde det være en grov Misforstaaelse, hvis man troede, at der herfra kunde drages Slutninger om et fattigt eller lavt staaende Liv for Bøndernes Vedkommende. Det samme gælder om de øvrige Træk i Hamsforts Skildring. Bindingsværksbygninger er i ældre Tid langtfra noget Vidnesbyrd om Fattigdom og Usselhed;de fleste Borgere og mange Adelsmænd naaede aldrig videre. Om den Kost, som Bonden ernærede sig af til daglig, var ringere end andre Samfundsklassers, kan ogsaa betvivles; den var i hvert Fald baade sund og kraftig. Det er i det Hele taget mindre de eksakte Oplysninger end den Farvetone, som ligger over Hamsforts Beskrivelse, som vækker den nedtrykkende Følelse hos Læseren. Men er det virkelig rigtigt, at Bønderne var »stakkels slaviske Mennesker«, der ikke turde sige Nej til noget af Herremandens Paabud? Netop fra Fyn, hvor baade den ældre og den yngre Hamsfort havde høstet deres Førstehaandsindtryk,kender vi helt ned i 17. Aarh. mange Eksempler paa Bøndernes Selvstændighed over for Adelen (f. Eks. under Frederik 111 Lensmanden paa Hindsgavls forgæves Kamp mod genstridige Kronbønder). Endnu paa samme Tid giver jo desuden 2 Man kan iovrigt niere sine Tvivl om Rigtigheden af Xyerups og Aliens Oversættelse: ->have Vaaning tilfælles med Kvæget , naar man sammenligner den med Originalens Ord: ,-seorsim ab aliis quisque cum familia et pecore suo vivit", der vel godt kan gælde om en firlænget Gaard. Side 543
Arent Berntsen Bergen i sin »Danmark-Norges frugtbare Herlighed«(1656) en Beskrivelse af den fynske Bondes Velstand, hvori det bl. a. fremhæves, at man her ofte møder grundmurede Gaarde. Det vilde være mærkeligt, om der samtidig med Prisfaldeti den første Halvdel af 17. Aarhundrede skulde have været voksende Velstand hos den fynske Bonde. Det stigende Tal paa Ødegaarde i hele Landet peger da ogsaa i en ganske modsatBetning. Det er bekendt, hvor forsigtig man skal være med at tro paa, at Fortidens Historikere gik ud i Terrænet og brugte deres Øjne, hvad enten de skulde fremstille en Begivenhed eller en Tilstand. Allermindst gjorde Renaissancens og Humanismens Historieskrivere det. Nej, de blev siddende inde i deres Studerekamre og stjal og røvede fra deres literære Forbilleder, uden i mindste Maade at føle deres Samvittighed betynget. Som for den klassiske Oldtids Forfattere var Hovedmaalet at skabe vel afrundede, let læselige Skildringer. Indholdets Selvstændighed, ja dets Korrekthed kom i anden Række. Mere frugtbart end at spørge om Forholdet mellem Indhold og Virkelighed, er det derfor at prøve paa at finde ud af, om den paagældende Forfatter ikke simpelthen skulde have skrevet ud af en Forgænger og i det højeste have modificeret, hvad han forefandt, paa enkelte Punkter. Det hele bliver saaledes til et lille kildekritisk Skoleproblem. Under en Forberedelse til Universitetsøvelser over Kilder til den tyske Bondekrigs Historie (i Efteraaret 1933) fik jeg Øje paa den mærkelige Overensstemmelse mellem Hamsforts ovenanførte Skildring og følgende Ord om den tyske Bonde hos Sebastian Miinster i hans bekendte »Kosmografi«1: »Der dritt stand ist der menschen, die vff dem feld sitzen in dorffern, hof en vnd wylerlin2, vnnd werden genent bauern, darumb daß sie das feld bauwen vnd zu der frucht bereiten. Diese fiiren gar ein schlecht vnnd nidertrechtig leben. Es ist ein ietlicher von dem andern abgescheiden vnd lebl fur sich 1 Første Udg. 1544 (Basel) pag. CCI j). 2 = Weilern. Side 544
selbs mit seinem gesind vnd vich. Irc heuser seind schlechte hiitten von kot vnd holtz gemacht, vff dz ertrich1 gesetzt vnd mit strow gedeckt. Ire speys ist schwartz ruckenbrot, haberbrcy oder gekocht erbeffen vnd linsen. Wasser vnd mokken ist fast jr tranck. Ein zwilch gyppe, zwen buntl chuh vnd ein filzhut isf jr kleidung. Diese leut haben nummer ruw. Fruw vnd spatt hangen sie der arbeit an. Sie tragen in die nehste statt zuuerkauffen,was sie nutzung überkommen im feld vnnd von dem vich, vnd kauffen in dat gegen, was sie bedorfTen. Dann sie haben keine oder gar wenig handwercks leut bcy jnen sitzen. Jren herren mussen sie offt durch das jar dienen, das feld bauwen, såen, die fruchi abschneiden vnd in die schewer2 furen, holtz hawen vnnd gråben machen. So ist nichts, das dz arm volck nit. thun mufi, vnd on verlust nit vffschieben darff«3. Man faar straks den Tanke, at denne Skildring, som den ældre, maa være Kilde for Hamsfort, og for ydermere at tydeliggøre dette, er de ordrette Overensstemmelser ovenfor fremhævede med andre Typer. Som man ser, er der ogsaa Detaljforskelligheder, som vi senere vil vende tilbage til i en anden Sammenhæng. Ligeledes er der af vigtigere Forskelle den, at A/Tiin o+ot Viov n r\rflo Ti otti norl^mn rfoT nm Rwn ri otti oc T-To n rlol i Tf rxY\— stæderne, som Hamsfort ikke har medtaget, mens omvendt Hamsfort taler om Landgilde og Indfæstning, hvad man forgæves søger hos Seb. Miinster. Hvilke Slutninger, man kan drage af dette sidste Punkt, vil senere blive paavist. Vi er nu naaet saa vidt, at have faaet Billedet af Bonden flyttet fra Danmark c. 1600 til Tyskland ved Midten af 1500-Tallet. Men hermed er vi ikke naacde til Vejs Ende. Om Hamsfort har man hidtil, om end med Urette, tænkt sig, at han kunde byde paa noget originalt; om Miinster vil man 1 = das Erde. 2 = Schcuren. 3 I Udgaven 1578 (p. CCCCLXIX) tilfojes nogle Bemærkninger om, at dette haarde Tryk for kort Tid siden førte til Opror. »Es ist kein Ståhel Bogen so gut, wann man jhn zu hoch spannen wil, so bricht er«. Side 545
aldrig kunne nære saa store Tanker. Hans Biograf, Victor Hantzsch1, kalder ham: »Kein Genie, sondern nur ein vielseitiges Talent, kein originaler Denker, sondern nur ein fleissiger Sammier und Compilator«, selv om Hantzsch tilføjer, at Miinsters Kosmografii mere end et Aarhundrede var »ein Hausschatz weltlichen Wissens«, med en Anseelse, som stillede den ved Bibelens Side. Forfatteren virkede i Sydvesttyskland; han var født 1489 og havde bl. a. studeret i Heidelberg, hvor han levede sammen med Mænd som Celtis, Wimpheling, Reuchlin og Oecolampadius. Miinster beherskede praktisk taget hele sin Tids Literatur af kosmografisk, topografisk og historisk Indhold, saavel i Tryk som i Haandskrift2. Det er en hel Verden af Lærdom, man maa dukke ned i, naar man skal forsøge at efterspore Kilden til en enkelt Passus i hans Skrift. Et lille Fingerpeg i Retning af, hvor man skal søge, giver dog hans egen Skildring. Som vi saa, begynder den med Ordene »Der dritt Stand«, hvilket allerede antyder, at der turde gaa to forud. Nu er der imidlertid det mærkelige, at medens Miinsters Omtale af Borgerne indledes med det tilsvarende »Der an der sto[n]dt ist der burger«, begynder hele Kapitlet med Ordene: »Es haben die Teutschen vil vnderscheidt vnd manfaltige grad oder standt vnder jnen. Den ersten sto[n]dt haben die geistlichen,den andern die Edlen« o. s. v. Herved er først og fremmestdet ejendommelige, at to Stænder, Adelen og Borgerne begge betegnes som den anden i Samfundet; dernæst at der om Gejstligheden ikke siges nogetsomhelst mere end de her anførte Ord, mens Miinster giver lange Skildringer af alle de verdslige Stænder. Man faar den Anelse, at han maa have hentet hele Kapitlet fra en ældre, katolsk Forfatter. Til en Begyndelse har han bibeholdt dennes Gradation af Samfundsklasserne, men saa, som god Protestant, strøget Beskrivelsen af Gejstligheden (som lidet stemmende med en senere Tids Opfattelse), og da han naaede til Borgerne, numreret dem som Nr. 2, uden samtidig at 1 Abh. der kgl. Sachs. Gesellsch. d. Wissenschaften XVIII, 3 H., p. 5. 2 stds. p. 61 f. Side 546
huske paa at
udskyde Kirkens Mænd af Stænderne. Saaledes Blandt den Række ældre Skribenter, der af Hantzsch opgives som Seb. Munsters Kilder, er ogsaa en nu forlængst glemt Topograf Johannes Boemus Aubanus, eller, som hans tyske Navn synes at have været, Johann Beham. Forfatteren, der ikke var synderligt ældre end Munster (født i Slutningen af det foregaaende Aarh.), var Ordenspræst i den tyske Orden i Wiirttemberg og en af de første i Europa, der kastede sig over Studiet af Hebraisk paa Grundlag af jødiske Rabbineres Undervisning. Behams Bog »De omnium gentium ritibus«, der udkom i Augsburg 1520, oversattes baade paa Tysk, Fransk og Italiensk, hvad der viser dens overordentlige Popularitet, der ikke staar lavere end Munsters noget senere Folkeyndest. Dette var velfortjent, thi Behams kulturhistoriske Skildringer har bevaret en Værdi til den Dag i Dag, der minder om Svenskeren Olaus Magni berømte Værk »De gentibus septentrionalibus« (1555)1. Beham begynder det paagældende Afsnit i sin Bog2 med Ordene: »Omnis hodie Germanorum conditio siue status quadruplex est. Primus clericorum tam sæcularium quam religiosorum est«. .. Efter at have karakteriseret denne Stand paa en Maade, som viser, at Forfatteren ganske vist er god Katolik, men efter sin Livsstilling naturligt nok nærer større Sympati for Munkeordenerne end for den sækulære Gejstlighed3, gaar han over til: »Secundus status nobilium est«, og skildrer inden for denne de mange Grader: »Principes«, »Comites«, »Barones« og »inferioris gradus milites«. Til hele denne Fremstilling af Adelen vil der senere være Anledning til at vende tilbage. *>S e q u e n s s t a t u s« er Borgernes, og endelig følger »p ostre mum« den, som navnlig interesserer os, Bøndernes. Hamsforts
Begyndelse: »Omnis autem Danorum status 1 Huland i Allg. deutschc Biographie 111 p. 'Mk 2 Fol. LIV v. 3 Om den sidste hedder det: »literis pauci intendunt, poineridianas horas ludendo potandoque deducentes«. Side 547
Kilde. Et Vidnesbyrd om hans Afhængighed er det ogsaa, at han, der skriver saa længe efter Reformationen, begynder med en Skildring af Kirken, som den var i den katolske Tid med dens Bisper, Archidiakoner, Diakoner, Dekaner, Provster, Kanniker,Kantorer, Abbeder og Priorer, som »ab aliis ob religionis officium innumeris decorantur honoribus«, noget der var meget langt fra at være Tilfældet paa Hamsforts egen Tid. Først tilsidst tilføjes nogle Linjer om, at dette er blevet helt forandret ved Reformationen, uden at man dog faar noget at vide om den nye Kirkes Organisation. Forklaringen til denne mærkelige Fremgangsmaade maa sikkert være, at Hamsfort hos sit Forbilledefandt en Skildring af den katolske Kirke i Tyskland paa dens Magts Højdepunkt, hvori det hed, at dens Tjenere »ab alijs plurimum honoris percipiunt«. Denne Skildring har han begyndt med at tilpasse efter danske Forhold, indtil det gik op for ham, at den var for anakronistisk og behøvede Korrektiver. Det lønner sig herefter at betragte Behams og Hamsforts Skildringer af Bønderne ved Siden af hinanden, idet den sidstes Tekst for Sammenligningens Skyld er fordelt til de tilsvarende Partier hos Beham. Beham (Udg. 1520 Fol. LVI): Eorum postremum, qui in rure pagatim villatimque habitant, quique illud colunt, et propter hoc rustici vel rurales appellantur, si credere velint, satis misera et dura conditio est: seorsum ab alijs quisque cum familia, et pecore suo humiliter viuit. Casæ luto lignoque e terra paululum eductæ, et stramine contectæ, domus. Panis cibarius, puls auenacea, aut decoctum legumen, cibus. Aqua serumue potus. Toga linea, perones duo et pileus fucatus, vestitus. Gens omni tempore inquieta, laboriosa, im- Hamsfort (Kallske Sml. Bvo. 668; trykt i Script. 111, 285): Postrema conditio, quæ pagatim vicatimque ruri habitat, seorsim cum conjuge, liberis, pecoreqve vivit. Casæ luto lignoqve structæ et stramineis calmis contectæ domus. Panis cibarius, lac et lar, puls hordeacea, aut decoctum legumen, cibus. Serum cerevisiaque avenarea potus. Toga linea vel lanea, perones duo et pileus fucatus, vestitus. Gens omni vitæ curriculo inqvieta, labo- Side 548
munda. In vicinas
ciuitates ad riosa et immunda.
In vicinas Dominis, qvos hosbun vocant, crebro per annum servit, qvam servitutem vulgus Hofthiens nominat, rus colit, semina conspargit, fruges metit, et horreis importat, ligna secat, domos ædificat, fossas ducit: nihil est, qvod hæc servilis et misera gens non faciat: nihil est, qvod jussa exeqvi cum (!) periculo recusare audeat, delinqvens in his graviter mulctatur. Sed nihil est genti durius, qvam qvod præ- Side 549
sua sit, sed
iiiorum, a quibus Et tales hodie in
vniuersum diorum, qvæ possidet, major pars non sua sit, sed illorum, qvibus dare certum frumenti aliarumqve rerum pondus consvevit, et a qvibus, defuncto parente, liberi agrum libertatemque solido pretio redimere debent. At Beham er primær Kilde i Forhold til Miinster, behøver ikke at paapeges nøjere; den sidste er ligefrem en Oversættelse af den første1. Interessant er det kun, at Sebastian Miinster forbigaar Skildringerne af Bøndernes Søndagssysler, Vaabenbrug, Bondefogder og Schultheisser, aabenbart fordi de ved Midten af Aarhundredet var i det væsentlige bortfaldne; men det samme kan dog vel næppe være Grunden til, at han ogsaa overspringer Bemærkningerne om Fæstebonden og hans Landgilde. At forklare dette, maa imidlertid blive en tysk Agrarhistorikers Sag. For os er det Hovedsagen, at der ikke kan være nogen Tvivl om, at ogsaa Hamsfort gaar direkte tilbage til Beham og er en forkortet Afskrift af hans Tekst. Dette fremgaar til Evidens af den sproglige Overensstemmelse, og til ydermere, om end overflødigt Vidnesbyrd tjener, at han i Modsætning til Miinster har medtaget Behams ovennævnte Passus om Fæstet og Landgilden. Mere bemærkelsesværdigt er det, at Hamsfort aabenbart ogsaa har kendt Miinster. Dette viser sig ikke blot i, at han har oversprunget de samme Sætninger som denne i Skildringen af Bønderne, men ogsaa deraf, at han ligesom Miinster indskrænker sig til at skildre de tre verdslige Stænder, ganske vist uden at gøre sig skyldig i Munsters fejle Nummerering. Ende-Resultatet bliver altsaa, at den Skildring, som vi troede gjaldt den danske Bonde i Christian IV.s første Regeringsaar, visér sig at omhandle den tyske, nøjere bestemt den sydtyske Bonde paa den Tid, da Luther brød med den katolske Kirke. 1 Af de Mænd, som kan have dannet det forbindende Mellemled, kan nævnes Reuchlin, der — som vi ovenfor saa — kendte Miinster fra Heidelberg og som af Beham fik Tilladelse til at tage Afskrift af hans Værk. Side 550
Imidlertid maa man, for ikke at outrere Forholdet, indrømme, at Hamsfort ved sin Afskrivning af Behams Tekst har foretaget en Række Ændringer, som han aabenbart har fundet nødvendige for at kunne overføre Skildringen fra dennes Tidsalder og Sted til helt andre Forhold i Tid og Rum. Nogle af disse Variationer er allerede paapeget, da Talen var om Miinster. Vi har nu lært, at Hamsfort har foretaget dem i Behams, ikke i Miinsters Fremstilling. Ved Skildringen af Bøndergaardene er intet forandret, uden at Behams Bemærkning: »hævede kun lidt op over Jorden«, er udeladt. Ved Føden er Havregrød ændret til Byggrød; Vand til 01 af Havremalt; Mælk og Flæsk er tilføjede. Dragten er den samme i begge Skildringer, kun har Hamsfort tillagt, at Koften foruden af Lærred ogsaa kunde være af Vadmel1. Fremstillingen af Bøndernes Handel i Købstæderne er strøget af Hamsfort. Det samme gælder om Søndagssyslernc, Vaabenbæringen og Embedsmændene, som forøvrigt allerede var gaaet ud hos Sebast. Miinster. Derimod er Bondens Forhold til hans Herre identisk hos Beham og hos Hamsfort, blot med den Forskel, at sidstnævnte tilføjer Benævnelserne »Husbonde« og »Hovtjeneste«. Bemærkningen om Bøndernes slaviske og elendige Tilstand findes hos begge Forfattere. Endelig har Hamsfort til Behams Fremstilling af Fæstebonden og hans aarlige Landgilde selvstændigt føj et nogle Ord om Indfæstning og Frihedskøb. For fuldt ud at vurdere Betydningen af disse Forandringer og Tilføjelser, er det dog nødvendigt ogsaa at sammenligne Skildringerne af den anden Stand, Adelen, hos de to Forfattere. Som allerede nævnt, begynder Beham med at sondre mellem forskellige Grader inden for den tyske Adelsstand, og han tilføjer om den almindelige Adel (Ridderne), at den kun anerkender Kejseren som sin Overherre. Alt dette er naturligvis strøget af Hamsfort som uoverensstemmende med danske Forhold. Der fortsættes herefter: 1 De fynske Bønders Dragt er forovrigt fremstillet paa det bekendte Billede i Jordebogen fra Holckenhavn 1588 (gengivet i Det danske Folks Historie IV, 112). Side 551
Beham: Prophanari et non parum minui generis sui splendorem existimant, si mercaturam artemue aliquam mechanicam exerceant. Si plæbeiam aut sibi inferiorem vxorem ducant. Si in aliena vrbe ciuium more habitent. Ipsi vrbanorum consortia commercia omnia perosi, arces et robustiora splendidioraque ædificia in montibus, sy Ms et rure collocata cum familia sua libere habitant. Quidam principum aut regum curias frequentant, et bella sequuntur: alij de redditibus suis et patrimonio viuentes domi manent, communiter tamen venantur, quod solis ipsis licere longo vsu et concessa libertate contendunt; priuatis leporum præsertim, caprearum, hinnulorum, ceruorumque venatio in aliquibus locis oculorum effossione, in quibusdam truncatione capitis interdicta. noxias tamen feras captare cuique licet. Hamsfort:
prophanari sui
generis splendorem si literis liberalibus incumbant, atqve artibus mechanicis operam dent, si uxorem plebejam, ut sibi inferiorem, ducant, si oppida more civium colant, perosi urbanorum consortia. Jam etiam mercaturam exercere audent in aliorum incommodum. Cum suis ruri habitant libere, \enatum eunt, qvod ipsis solis concessum legibus antiqvis contendunt; aliis est venatio suspendio interdicta. Qvidam Regum curias freqventant, et bella sine stipendio in patria, foris dato, seqvuntur. Laute insuper nobiles ipsi epulantur: vestiuntur splendide, auro et argento diuersi colorique serico tam viri quam mulieres domi et foris exornantur, multo familiarum coetu incedunt, et incessu adeo maturo et præmeditato, vt a plæbæis mox vt videantur internosci possint. Equis, si longius eundum sit, et non pedibus vadunt: dedecorosum enim hoc valde ducunt, et merum egestatis iudicium1. Laute insuper
epulis fruuntur, multis
familiaribus stipati, Gum peregre
proficiscendum sit, 1 = indicium? Side 552
Sed prædari, vbi necessaria desint, non verentur. Iniurias illatas raro iure, sæpius congregato ex socijs equitatu, ferro, flammis et rapinis vlciscuntur, coguntque per hos eos, qui intulerunt, ad satisfactionem. Gens superba, inquieta, auara, ecclesiæ, prælalis et eorum bonis insidians semper, subditos rusticos irremissa seruitute exercet, incredibile dictu, quantum miseros et infælices homines vexet, quantum exugat. Gens plerumque
insolens subditos sine intermissione servitute exercet, atque inteliceshomines vexat, libera omni supplicio, si hominem plebejum occidat. Semper inqvieta, semper ad opprimendos minus potentes Esset Germania nostra ter quaterque foelix, si Centauri isti Dionysij et Phalarides aut eijcerentur, aut saltern ipsorum tyrannide refræenata et postate(l) diminuta priuatim, quemadmodum in Heluetia, nobiles viuere cogerentur. ex his Eqvites Aurati, provinciarum et arcium Præfecti, et Senatus, qvi Regem eligendi potestatem håbet, in qvo sunt Præfectus palatii, Magister eqvitum, et Danis ab Annulo. Forholdet er her aabcnbart ganske det samme som ved Bønderne.Hamsfort afskriver med visse Forkortelser og Omstillingertrolig Behams Tekst; kun naar de positive Træk heri bliver altfor afvigende fra Virkeligheden i Danmark, ændrer eller udsletterhan dem. Saaledes véd han, at Adelen i Danmark ingenlundenærer Fordomme mod at beskæftige sig med Handel, som den oven i Købet i Haandfæstningerne har betinget sig Ret til1. Derfor ændres Behams Bemærkning om Handel til, at Adelen foragter at beskæftige sig med Literaturen, og der indskydes herefter en Bemærkning om, at Adelen »nu« ogsaa nedlader sig til at handle. Dette er skrevet af en samtidig med Erik Krabbe, Arild Hvitfeld og Tyge Brahe! Ogsaa Ordene om de tyske RidderesLandevejsrøven maa af nærliggende Grunde stryges i Hamsforts Gengivelse, og det samme gælder om deres Hævntog 1 Saaledes 1559 § 12, 1596 § 12. Side 553
for at vinde Æresoprejsning. Men hvad der siges om standsmæssigeÆgteskaber, Boliger paa Landet, Hof- og Krigstjeneste, Jagt, Føde og Klædedragt, Ridning og Jagt er i det Hele ordret ens hos Beham og Hamsfort. Særlig karakteristisk er det, at det gælder om noget saa tilfældigt som Adelens stoltserende Gangart.Endelig er det Tilfældet med Slutningsdommen, at Adelen er en hovmodig Slægt, der uden Ophør plager sine undergivne med Arbejde og mishandler disse Stakler1. Disse sidste Sætningerfindes forøvrigt ikke hos Miinster. Her har vi altsaa, ligesomved Fæste og Landgilde, Eksempler paa, at Hamsfort medtageren Passus af Behams Værk, som Seb. Miinster af en eller anden Grund havde ment at burde lade ligge2. Forholdet med Hamsforts Benyttelse af hans Forgænger staar nu klart. Han har anset sig forpligtet til at modernisere og aktualisere Behams Skildring af den sydtyske Bonde og Adelsmandved Aar 1520, men han har herved indskrænket sig til de rent ydre Træk. At hans Rettelser herved i meget er rigtige, berørerikke det grundlæggende i hans Fremstilling. Denne Grundopfattelseer simpelthen en Kopi af Tilstanden i et helt andet Land og paa en helt anden Tid og derfor at betragte som ganske værdiløs. Denne Grundopfattelse, der altsaa gaar ud paa, at Bønderne er »stakkels, slaviske Mennesker«, der maa »bekvemme sig« til alt, hvad der paalægges dem, og at Adelen er »en hovmodigSlægt, der plager sine undergivne med Arbejde og mishandlerdisse Stakler, hvem de endog kan dræbe uden at befrygteat lide Straf derfor«, er en Afskrift, ikke fremgaaet af en selvstændig Erfaring hos Hamsfort, og den strider mod, hvad de historiske Kilder fra Datidens Danmark lærer os. Selv om man af hans Gentagelse af disse Ord vilde slutte, at han dermed underskrev dem som gældende for Danmark, vilde dette — efter 1 At Hamsfort paa dette Sted tillægger, at Adelen ustraffet kan dræbe ikke-adelige, er formodentlig hentet fra Behams tidligere Udtalelse om Dødsstraf for Jagt af Bønder. 2 Hvad Borgerstanden angaar, er der her saa ringe Lighed mellem Skildringerne hos de tre Forfattere, at der ingen Anledning er til at medtage dem i denne Forbindelse. Side 554
vort Kendskab til Renaissancens Forfattere — ikke være noget Bevis for deres Rigtighed. Hamsforts Skildring af den danske Bonde bør derfor udgaa af vore Kilders Rækker, som det historiskeMisfoster den er. EFTERSKRIFTI en stort anlagt Skildring »Kansler Johan Friis' første Aar« (Scandia VI (Decbr. 1933), 231—327), der hidtil kun behandler Tiden til 1539, men hvoraf en Fortsættelse stilles i Udsigt, har Astrid Friis indflettet en Antikritik af min Anmeldelse her i Tidsskriftet (se ovenfor S. 323—369) af det Afsnit i Erik Arups Danmarks Historie, som omhandler det 16. Aarhundrede. Hovedthesernei denne Antikritik er Forf.s to Paastande: 1) At jeg skal have udtalt en Dom »over det hele Værk«, og 2) at jeg vil hævde, »at det til alle tider i Danmark har været kongen, i 16. aarh ' t'd0 ™ of+^r t*<:if<"»T*mofi<">Ti<:in Phrictian 3 no T?rp(\pTlk. %¦derhar og bestemt den politik, der førtes her i landet« (Scandia S. 231 og 232). Enhver, der har læst min Anmeldelse, vil straks se, at disse Paastande ikke alene er übevislige, men positivt urigtige. Man efterse blot ovenfor S. 325: »Det bør derfor ikke undre, at Anmelderen holder sig til den Periode, med hvilken han paa Embeds Vegne har Pligt til at være fortrolig, nemlig det 16. Aarhundrede«, og Slutningsordene S. 369: »Arups 16. Aarhundrede maa derfor fra et videnskabeligt Synspunkt — og det er dette, som alene anlægges her — betegnes som et svagt Arbejde«. Men ligesaa fejlagtig er den anden Paastand. Tales der ikke paa S. 340 L. 22 om »de Mænd, der skal have ledet hele Landets politiske Udvikling og baaret Ansvaret derfor«? Og vises det ikke bl. a. to Sider senere, at Kongen gerne vilde høre sin Kanslers Raad, og at »det er ofte snilde Side 555
Raad, men kun Raad«? Det er om Beslutningen, og kun om denne, jeg har talt; hvem der har »udtænkt« de Tanker, som blev fulgte, skal jeg ganske afholde mig fra at gætte paa, saa meget mere, som dette ikke er Hovedsagen i Problemet »Konge eller Kansler«. Forøvrigt maa jeg forbeholde mig at vende tilbage til Afhandlingen, naar den foreligger afsluttet. |