I Lunds Universitets Årsskrift (N. F. Avd. 1. Bd. 27. Nr. 3) har Sture Bolin udgivet et større skrift: Om Nordens åldsta Historieforskning. Studier over dess metodik och kdllvårde (Lund 1931, 342 sider). Bogen har særlig interesse for danske historikere ved, at dens første tredjedel omhandler »Danmarks kristnande i den medeltida litteraturen«; hertil slutter sig som andet og tredje afsnit »Svenska beråttande kållor till den aldre medeltidens historia« og »Erikskronikan och annalerna«. Forfatterens formål er at påvise, at de middelalderlige historikeres værker er frugten af et målbevidst arbejde med de dem foreliggende kilder, som de har søgt at bringe overensstemmelse imellem eller at kombinere på forskellige måder, hvorved de har ladet sig lede af bestemte partisynspunkter (medens de naturligvis intet har kendt til nutidens kildekritik). Dette søges nærmere belyst ved en række minutiøse enkeltundersøgelser, der for en stor del bygger på forhåndenværende forarbejder, særlig for det danske kildestofs vedkommende, Laur. og Curt Weibulls forskninger, men dog også bringer adskilligt nyt. Særlig fortjenstfuld i så henseende synes mig den grundlæggende undersøgelse i begyndelsen af bogen om den slesvigske bisperække, dens affattelsestid og værdi som historisk kilde; men også de følgende afsnit: »Politiska tendenser i skildringarna af Danmarks missionstid« og »Poppolegenden« indeholder adskillige nye og værdifulde synspunkter. Dog kan man hist og her indvende, at der måske ikke altid er taget tilstrækkeligt hensyn til betydningen af ganske almindelige fejlkilder, såsom misforståelse eller sjusket gengivelse af vedkommende historiske kildes efterretninger; sådanne fejl har sikkert været yderst almindelige på en tid, der endnu var så uudviklet i historisk metode, og i et ikke helt ringe omfang kan afvigelserne fra de ældre kilder have sin rod i sådanne fejl uden at skyldes vedkommende forfatters partistandpunkt. Men naturligvis er æn-

dringerne som oftest prægede af dette, som det også i en række tilfælde godtgøres med overbevisende argumenter. Bogens sidste to tredjedele, der omhandler de svenske årbøger og kroniker, søger at overføre de ved studiet af det mere overskuelige og slående danske kildestof indvundne resultater på de svenske forhold, hvor linjerne ikke foreligger så klart optrukne, hvad der giver anledning til en lang række meget detaillerede kildeundersøgelser, der naturligvis ikke har samme interesse for dansk historie som bogens første afsnit, selv om der også her udvindes værdifulde resultater. Alt i alt må Bolins med stor omhu udarbejdede skrift siges at sprede nyt lys over de middelalderlige annalisters og krønikeskriveres hele arbejdsmåde og må derfor hilses som en velkommen forøgelse af den herhen hørende litteratur.