Olaf Carlsen: Realistiske Strømninger i den højere Skoles Undervisning. 11. Filantropinisterne (Kbh. 1931) er en Fortsættelse af Forfatterens i 1930 udsendte Redegørelse for de realistiske Strømningers Forløb fra Ramus til Basedow. Indledningen bebuder en Fortsættelse, der skal indeholde en samlet Vurdering af Filantropinismens Væsen og Betydning og en Undersøgelse af dens Forhold til Kantianismen og Nyhumanismen.

Forfatteren har ud af den store Skare Skolefolk og Skribenter, som kunde komme ind under Betegnelsen Filantropinisterne, udvalgt fem, der dels har haft en betydningsfuld Tilknytning til Basedow og Filantropinet i Dessau, dels har spillet en særlig Rolle ved at øve Indflydelse på de realistiske Strømningers Styrke og Retning inden for den højere Undervisning: Wolke, Campe, Trapp og Salzmann. Hertil har Forfatteren, sikkert med god Grund, føj et den fllantropinistiske Pædagogiks enfant terrible Bahrdt, der ganske vist ikke har været knyttet til Arbejdet i Dessau, men hvis vel udrustede og livligt fungerende Hjerne på flere Områder har formået at uddrage Konsekvenser og forme Udtryk, som er uundværlige i en Redegørelse af den foreliggende Art.

Af de fire førstnævnte er Wolke den, hvis Virksomhed er stærkest
sammenknyttet med Basedows, sa sammenknyttet i Virkelig-

heden, at det har kunnet være Tvivl underkastet, hvor den enes Ideer og Initiativ hørte op og den andens begyndte. Han er den, der først af Basedows ofte ret uklare Ideer har skabt en brugelig Skolepraksis, og det skyldes ham, at Filantropinet i Dessau overhovedet bestod så længe som det gjorde. At se og høre ham undervise var for det attende Aarhundredes Mennesker en Aabenbaring af noget helt nyt, som de længtes efter, men som ingen forud havde været i Stand at bringe ind i Skolestuen.

Campe og Trapp var begge en Tid knyttet til Filantropinet i Dessau, men det er ikke som Lærere dér, de i særlig Grad har vundet sig et Navn, men som de filantropinistiske Ideers Penneførere og teoretiske Bygmestre. Og endelig er der Salzmann, den ædle og elskelige Børneven, på en vis Måde Repræsentanten for det, der er det attende Aarhundredes pædagogiske Gennembruds inderste Nerve: den store Sindelagsændring over for Barnet.

Gennem Forfatterens grundige og velskrevne Redegørelse stifter vi Bekendtskab med disse fem Mænd, får på anskuelig og rammende Måde deres Betydning og Særpræg understreget og står således rustet til at modtage den Fortsættelse, som Indledningen lover. Det er et i høj Grad fortjenstfuldt Arbejde, der her foreligger; vi har på dansk alt for få Udredninger af denne Art og med denne Lødighed. H. P. Langkilde.