Middelalderens Kunst er en saa væsentlig Kilde til vor Forstaaelseaf Tidens almindelige Kultur, at alle Forsøg paa ogsaa at se den under andre Synsvinkler end den rent kunsthistoriske maa hilses velkommen. Et saadant Forsøg er den af Leipzig Universitetets Institut fiir Kultur- und Universalgeschichte ved Professor Walter Goetz udgivne Publikationsserie »Die Entwicklungdes

wicklungdesmenschlichen Bildnisses«, der i en Række Bind vil benytte det middelalderlige Billedstof til at kaste Lys over de Mennesketyper og de Personligheder, der har præget de forskellige Perioder. Synspunktet er noget anstrængt, og det, som især er kommet ud deraf, er nogle fortrinlige Billedboger med et interessantUdvalg af Tidens Malerkunst, Skulptur og Guldsmedearbejde.Seriens to første Bind behandler tyske Kejser- og Kongebillederfra Tiden 751—1152 samt Skriver- og Dedikationsbillederi det tyske Bogmaleri 800—1100. Det tredje Bind, udsendt1931, er Steinberg: Die Bildnisse geistlicher und weltlicher Fursten und Herren 950_—1200, hvortil hører et Tavlebind med 150 Lystryksplancher. En Række af de ledende Personligheder i tysk Politik og Kirkeliv afbildes her efter samtidige Fremstillinger,ledsagede af grundige videnskabelige Kommentarer og indgaaende Karakteristikker af de portrætterede Personligheder, altsammen meget interessant, men betydelig mere end de i Reglen ganske skematiske Portrætter giver rimelig Anledning til. Om egentlig Portrætkunst med dybere individuel Karakterisering er der saa godt som aldrig Tale i denne Periode, hvad Forfatteren selv godtgør ved forskellige Analyser og med stor Soberhed erkender.Det højeste man i den Henseende kan naa til, er en rent ydre Lighed — fed eller mager, skægget eller glatraget —, og selv her er der ofte haabløs Uoverensstemmelse mellem de skrevne Kilder og Portrætterne og mellem de sidste indbyrdes. Portrætterneer kun Typer, men som saadanne er de ogsaa værdifulde. Forfatteren lægger særdeles megen Vægt paa at godtgøre, at der i PurtrsEtvolffct sr iiotiet sstrcccnt for dg forskellige Perioder i den ottoniske Tid afbilder man fortrinsvis de ledende Kirkefyrstersom grupperende sig om Fyrsterne, i Investiturstridens Tidsalder Hierarkiets Talsmænd o. s. fr. Stort klogere bliver vi dog ikke gennem denne Erkendelse.

Et af de sidste Billeder, det eneste ikke-tyske, viser den bekendte, ofte diskuterede Tympanon over Syddøren i Slesvig Domkirke. Forfatteren mener at hans Fortolkning af den afbildede Kirkestifter som Knud Lavard er ny, men den er allerede fremsat af forskellige baade danske og tyske Forfattere, bl. a. findes den i Traps Slesvig. Sandsynlig er den heller ikke. Den glorieløse Kongeskikkelse er snarest, som bl. a. af Francis Beckett foreslaaet, Valdemar den Store.