»Lantmannapartiet«, dess uppkomst, organisation och tidligare uiveckling« er Titlen paa en svensk akademisk Afhandling, skrevet af Edvard Thermånius og fremkommet i Uppsala 1928. Det er en særdeles grundig Studie, der i Undersøgelsen inddrager ikke

blot officielle Aktstykker, men ogsaa mange private Breve og Optegnelser. Fremstillingen er alsidig og søger ogsaa at give et Billede af de ledende Personligheder. Forfatterens Interesse for at finde Forbindelsestraadene til det samtidige politiske Liv i Danmark og Norge har befrugtet hans Synspunkter og faaet ham til at udstrække sine Granskninger endogsaa til det danske Rigsarkiv, hvor han har kunnet benytte det forenede Yenstres efterladte Papirer. Han har haft godt Blik for de meget fremtrædende Lighedstræk mellem det svenske Landmandsparti og den politiske Retning i Danmark, der først betegnedes som »Bondevennerne« og siden gik over i Partiet Venstre.

I Virkeligheden kunde det være en naturlig historisk Opgave at give en sammenfattende Skildring af den politiske Bondebevægelse i Danmark, Norge og Sverige. Saa ligeartet er Bevægelsen efter Forudsætninger og Forløb i de tre nordiske Lande. Til de danske Bondevenners første Krav hørte den almindelige Værnepligt, lige Beskatning af Jorden og Sparsommelighed i Statshusholdningen. Ganske tilsvarende Punkter finder vi i Lantmannapartiets Program. Thermånius paaviser, hvorledes dette Parti i sin Oprindelse betyder en organisk Fortsættelse af Bondestandens Indsats i den gamle svenske Rigsdag. Ved den Forfatningsforandring, der i 1866 skabte Rammerne for det moderne politiske Liv i Sverige, gjorde der sig ligesom ved den samtidige Grundlovsændring i Danmark Frygt gældende for et kommende Bondeherredømme. Mere mærkeligt er det, at der i vide Kredse har raadet et Haab om, at det under de nye Forhold ikke skulde komme til egentlige Partidannelser. Der forelaa dog Erfaringer nok fra det politiske Liv i mange parlamentariske Lande. Den første svenske »Kammerrigsdag« skulde ikke løbe til Ende, før Lantmannapartiet var dannet af Repræsentanter fra Landkredsene. Dermed begynder de moderne parlamentariske Partidannelsers Historie i Sverige. Lantmannapartiet var i det store og hele, men dog »ikke helt igennem« en fuldt udviklet Partiorganisation. Forfatteren fastslaar paa Grundlag af det danske Venstres Forhandlingsprotokol, at der for at blive Medlem af »det forenede Venstre« paa Rigsdagen krævedes et formeligt Indvalg, medens noget tilsvarende ikke gjaldt ved Indtræden i Lantmannapartiets Rigsdagsgruppe. Som Medlem af Lantmannapartiet regnedes enhver Rigsdagsmand, der i Almindelighed tog Del i Partiets Møder, stemte paa dets Lister til de forskellige Udvalg og fulgte det i de store Spørgsmaal. Mere bestemt kan Grænsen ikke sættes.

Som et vigtigt Motiv for den almindelige Tilslutning til Lantmannapartietfremhæves
Bondestandens Følelse af Afstand fra

de andre Samfundsklasser. »Tidens største sociale Kløft var uden Tvivl den, der skilte Herremænd og Bønder«. Til »Herrerne« hørte Adel, Præster, Borgere og alle »Standspersoner«. Trangen til at »klassificere« Menneskene har vel i og for sig været nok saa stærk i Sverige som i Danmark. Imidlertid har det vistnok været ret afgørende for den svenske politiske Udvikling, at der ikke i Sverige fandtes et saadant økonomisk Spørgsmaal til at adskille Godsejere og Bønder som det Spørgsmaal om Fæstevæsenets Afløsning, der lige fra de raadgivende Stænderforsamlingers Tid skabte et saa dybt Modsætningsforhold i Danmark og endnu i 1870 kunde bidrage væsentligt til »Oktoberforeningen«s Sprængning.Hvis Oktoberforeningens Forsøg paa at samle »store og smaa Bønder« havde haft Heldet med sig, vilde vi i Danmark have faaet en Partidannelse, der maaske mere end det senere Venstre havde været et Sidestykke til Lantmannapartiet og ogsaahurtigere kunde have vundet Regeringsmagten. Lantmannapartiethavde lige fra først af flere Godsejere som fremtrædende Medlemmer, og dets egentlige Høvding var en højadelig Mand, Grev Arvid Posse. Allerede i 1880 kunde Posse danne Regering, og dermed var Lantmannapartiet fra et overvejende oppositionelt blevet et ministerielt Parti. Posses Regeringsdannelse kan vel ikke helt sammenlignes med det senere Systemskifte i Danmark, men det var dog, som Thermånius fremhæver, et virkeligt »parlamentariskForsøg«, der her fandt Sted; Posse maatte til, fordi alle andre Muligheder var udtømt. Forsaavidt kom Sverige i forfatningspolitisk Udvikling til at gaa foran baade Norge og Danmark. Det eftervises i den foreliggende Bog, hvorledes den moralske Støtte fra Lantmannapartiets Mænd overfor den fælles Konge havde en maaske afgørende Betydning for det norske Venstres Erobring af Regeringsmagten gennem Udnævnelsen af Johan Sverdrup til Statsminister i 1884. Hans Jensen.