Ernst Kantorowicz har 1930^—31 udsendt et stort Værk: Kaiser Friedrich der Zweite (Ergånzungsband, Quellennachweise und Exkurse). I Tillægsbindet har Forfatteren til denne omfattendeMonografigjort udførligt Rede for det store Kildemateriale, hvorpaa Fremstillingen er bygget, ikke blot en Fortegnelse, men en kritisk Vurdering, der viser indgaaende og forstaaende Kendskabtilmiddelalderlig Litteratur og Aktmateriale, hvis Fortolkningfrembyderstore

tolkningfrembyderstoreVanskeligheder, ikke mindst fordi altformegetaf det ikke foreligger tilfredsstillende udgivet; uvilkaarligtforfærdesman ved at se, hvor mange Ting af uvurderlig Betydning for hele Europas Historie der endnu venter paa kritisk Udgivelse — man tænke f. Ex. paa Liber Augustalis. Den geniale Stauferkejser har altid øvet Tillokkelse paa Sindene, men ingen har forsøgt at løse Opgaven, som det her er sket. Forfatteren har Tilknytning til Stefan Georges Kreds, og det er da ikke overraskende, at Frederik II er en Heros, som frister en Historiker, der med utrættelig Forskeriver forener fremragende stilistiske Evner og en rig, skabende Fantasi, hvori Fortidens store Skikkelser tegner sig med gigantiske Konturer. Det er lykkedes at give et Billede, der lever, af denne i al sin elementære Kraft saa komplicerede Personlighed, der stiger frem i Anskuelighedafdet brogede Stof af skiftende Begivenheder; men det er klart, at et Valg uvilkaarligt maatte træffes. Hvis Frederik II virkelig er saa helstøbt, saa klar i Bevidstheden om sit store historiske Kald, saa fast i Handlekraft, maatte hans Modstandere blive mindre Mænd. Gregorius IX og navnlig den geniale Genueser Innocencius IV maatte træde stærkt i Skygge, og det kan ikke være tvivlsomt, at den sidste Pave, der dog virkelig var HohenstaufermagtensBesejrer,ikke helt kommer til sin Ret i denne Fremstilling. Dette er ikke blot tilgiveligt, men fuldt naturligt; ingen sand Historiker kan give sig i Kast med en saadan Opgave uden at blive lidenskabeligt grebet af den Opfattelse, der for ham stiller sig som den rette. Hovedsagen er, at Forfatteren viser en fremragende Evne til at leve sig ind i den Tid, han skildrer; den hele aandelige Atmosfære — som er af langt større Interesse end Enkelthederne i de politiske Kampe — er i sjælden Grad i denne Bog fra først til sidst, ikke blot den mærkelige VerdensfyrstesegenFølelse af Magtfylde, af sit store Maal at bringe det hele Imperium til fuldkommen Udfoldelse af alle Kræfter, men ogsaa —og navnlig -_— Tidens hele Stemning overfor Herskeren, Cæsar Augusts Arvtager, der atter skulde bringe Fred og Lykke til Menneskeheden og derved blive Skaber af Christi sande Rige paa Jorden — og saa Tvivlen, om han alligevel ikke snarere var Antikrist, der bebudede alle Tings Ende, idet hans Kamp mod Pavemagten maaske dog var en Kamp mod Christus selv; overalt en Følelse af, at Tidens Fylde var nær. Med stor Kunst lader Forfatteren Kilderne selv tale, og man lægger denne Bog fra sig med en betagende Følelse af det rige og voldsomt pulserende Liv, der har hersket overalt i Europa i hin Tid, som altfor ofte — paa Grund af Uvidenhed — er bleven opfattet som en mørk og livløs

Epoche i Slægtens Historie. Det var næppe nogen Skade til, om denne Bog fandt Læsere blandt danske Historikere; de kunde maaske deraf lære, at der skal mere til end samvittighedsfuld Indsamling af Notitser. William Norvin.