|
Historisk Tidsskrift, Bind 10. række, 2 (1932 - 1934) 1Flertal og Mindretal. En Undersøgelse om Afstemning og Valg i Danmark i ældre Tid.AF JOHANNES STEENSTRUP Oversigt over Indholdet.I. Indledende Betragtning af gamle Valgmaader. S. 449. — 11. Flertal ved Tælling og Værdi-Flertal. S. 455. — 111. Majoritet og Mestendel i Rigsraadet — Raadets forandrede Stilling til Lovgivningen — Mindretallet skal tie. S. 457. — IV. Stand, selvstændig overfor Stand. S. 469. •— V. Afgørelse ved Flertal af Stemmer i Regeringskollegier og i Landsbyerne. S. 472. — VI. De ydre Former for Afstemning — Haandsoprækning. S. 477. — VII. Tilbageblik paa nogle Enkeltheder i Udviklingen. S. 479. I. Indledende Betragtning af gamle Valgmaader.Det maa vel
anses for en Kendsgerning, at det menneskelige
Side 450
ned til at blive et Mindretal. Man vilde dengang ikke saa let som i Nutiden træffe større Grupper af Enere, der havde Rettighederaf samme Omfang og Karakter. Den enkelte var først og fremmest bestemt af den Stand, han var udgaaet fra, han var dernæst et stærkt bundet Led af en lokal Kreds, og endelig, som Medlem af en Slægt, inddraget i Forbindelser, der skabte vidtrækkende Forpligtelser og Rettigheder. Naar der alene var Tale om en Kreds paa en Tylvt eller en Snes, kunde Ensartethedvære tilstede, men stillet overfor en Gruppe paa Hundrede vilde man hurtigt erfare, at den var sammensat af ulige Arter, der ikke lod sig behandle ved Addition og Subtraktion, og hvor det derfor heller ikke kunde overlades det blot sammentalte Flertal at have den besluttende Magt. Dette skal nu belyses ved Exempler1. Man vil ikke kunne undre sig over, at i vore gamle Provinslove Nævninger traf deres Afgørelse ved simpel Majoritet. Indenfor Tylvten gjorde 7 StemmerUdslaget overfor de andre 5. Hvis Stemmerne stod lige, tilkaldtes yderligere 3, og den Kendelse, hvorom 8 enedes, blev afgørende2. Denne Regel tør imidlertid ikke paa analogisk Maade anvendes paa andre Grupper. Man maa huske, at disse Nævningervar udtagne efter særlige Regler og med en enkelt Retssag £„_ mi „ ~11„~ t „4- „.C^.,v,„ "D„4-„„„,v„- „-f „„ Krvo + rvrr-i+ \y+ rr\nr\r>r\a IUI !CJC CIICI XKJI ctt CUgm C HCIOOagU ai v-ll uloi-^iui, j.m.1.1,, iiiv,tl"ilb 1 Om det her behandlede Emne henvises, hvad Udlandet angaar, særlig til: Otto Gierke, Das deutsche Genossenschaftsrecht, 1868—81, Bd. 1—IV. O. Gierke, Über die Geschichte des Majoritåtsprincipes, i Schmollers Jahrbuch fur Gesetzgebung, 39. Jahrgang 1915, Heft 2, S. 7 ff. — Karl Brandi, Erbrecht und Wahlrecht, i Historische Zeitschrift, Bd. 123 (1921), 221 ff. 2 I den ældste Tid gjaldt maaske andre Regler, til Ex. Krav om Enighed, se nærmere herom Matzen, Retshistorie, Proces 76 fT., Stemann, Retshistorie 167 f. Side 451
gaaet
Udsondring, uden at Ed aflægges og uden at Ansvar
paadrages. Man kan studse ved at mærke, hvor tavse Udlandets Kilder fra Middelalderen ere om Maaden, hvorpaa der stemtes eller foretoges Valg. Flere Forskere have da ogsaa udtalt deres Forundring derover. Uagtet en Valgkamp kan være skildret, er det næsten aldrig angivet, med hvor stort et Antal Stemmer den sejrende blev valgt, og allermest raader der Tavshed om Afstemningsmaaden og Stemmetallet i de store Forsamlinger1. Om Danmark gælder det samme. For nu at komme nærmere ind paa de forskellige Forhold, som dette Emne kræver behandlet, vil det være nyttigt at betragte nogle gamle Efterretninger om Valghandlinger. Som et stolt Exempel paa den i Fortiden i Danmark formentlig raadende borgerlige Frihed vil man ofte se nævnt Bøndernes Ret til selv at vælge deres Sognepræst. Det udtales i den sjællandske og den skaanske Kirkeret, at naar Kirke vorder løs (d. e. ledig), skal Bønder med Bispens Villie vælge Præst. Her maa man nu for det første spørge om, naar en Kirke kan siges at være ledig, saaledes om den af en Privatmand byggede Kirke, der tjener som Sognekirke, kan overfor Bønderne kaldes ledig ved Præstens Død, saafremt Bygherren eller hans Arvinger stadig har tillagt sig Kaldsret, om end ogsaa stadig en Godkendelse fra Bispens Side har været nødvendig. I denne Ordning har sikkert Kirkeretten ikke villet gribe ind. Bøndernes Valg er fremdeles kun gyldigt, hvis det godkendes af Bispen. At »Villie« kan betyde Samtykke af den eneberettigede, vil kunne ses af Jydske Lovs Bud (I. 7.), at en ugift Datter ikke maa sige sig af Faders Villie. Saaledes er Magten til at besætte et Præsteembede fordelt mellem to, og af dem er Bispen den stærkeste, fordi hans Villie er en Enhed, medens der i en Sognemenighedlet kan gøre sig flere Villier gældende, og naar Valget er splittet, har Bispen fri Raadighed. Og Bispen har mange andre Hensyn at tage end dem, Menigheden havde for Øje; det fortælles om Biskop Gunner af Viborg, at han altid var 1 Gierke, Genossenschaftsrecht 11, 480 ff. Side 452
betænkelig ved
at indvie en Præst, der var udgaaet fra et andet
Men ogsaa om Bøndernes Valg kunde der være Tvivl tilstede, da der ingen nærmere Regler var foreskrevet om, hvorledes Stemmerne sammentaltes2. Det er dog vel til Ex. ikke ret tænkeligt, at i et Sogn med 100 Stemmegivende den Mand skulde anses for valgt, der havde 51 Stemmer paa sin Side, medens en anden foreslaaet kun opnaaede 49 Stemmer, og dog var Tilslutningen til ham netop kommet fra Sognets Ældste og fra de større Grundbesiddere, fra de i Bygdens Anliggender ledende Mænd, fra de af det religiøse Liv i Menigheden mest fortjente. Sindene vilde ligefrem oprøres ved en Tolkning og Adfærd af denne Art, man vilde søge en Udvej og sandsynligvis nedsætte et Udvalg, der skulde udfinde det rette Flertal. I det følgende vil der ofte blive vist Exempler paa, at man samtidig med, at man tilsyneladende lod almindelig Valgret raade, meget vel kendte en Vurdering af de enkelte Stemmer. Vi skal betragte en anden Valghandling. Dens Ordning er endda ældre end Valdemarernes Dage. Reglerne hidrører fra vor første danske Ærkebisp Assers Tid (o. 1130) de angaar Valget af en Biskop og er optegnede i det ærværdige Nekrolug'iuin fra Lunds Domkirke3. I deres Helhed have disse co/7stitutiones canonice til nærmeste Kilde et Regulativ fra Augustinerklostret Marbach i Elsass4, men netop for Artikel 16 om Bispevalget har ingen fremmed Kilde kunnet paavises. I Lund var
Retten til at vælge en Biskop betroet samtlige 1 Scriptores Rer. Dan. V. 575 f. Ser. minores 11, 268. 2 Det übestemte i Valgordningen, og vel især det store Tal af Vælgere, forte som bekendt til, at Bøndernes Valgret paa mange Steder tidligt gik tabt. Det samme var Tilfældet i Norge og delvis i Sverige, eller Valgretten sank her ned til at blive en Forslagsret. Jfr. Steenstrup i Det danske Folks Historie 11, 103 f. 3 Lunds Domkyrkas Xekrologium, utgivet av Lauritz Weibull (1923) S. 27 f. 4 Ellen Jørgensen, Fremmed Indflydelse under den danske Kirkes tidligste Tidsrum (1908) S. 26 f., 59. Weibull, Hist. Tidskrift f. Skaneland V, 171. Nekrol. S. XIII f., 161 f. Side 453
Kanniker ved Domkirken og nogle enkelte bestemte Præster og Munke i Lund og Skaane. Alle kom tilstede, og efter åt have forberedt sig ved en tre Dages Faste kaarede de ud af deres Midte tolv besindige Mænd (sanioris consilii) til at foretage Valget, idet Forsamlingen erklærede at ville godkende, hvad denne Tylvt besluttede. De udvalgte Mænd tilbragte Natten under Gudstjeneste, og om Morgenen, efter at Vælgerforsamlingenvar kommet tilstede og paany var bleven spurgt om den godkendte, hvad de Tolv besluttede, skred disse sammen til Valg og kaarede — ud af deres Midte eller udenfor deres Kreds — en Mand til Biskop, de førte ham frem til Alteret og indviedeham. Bagved hele denne Fremgangsmaade ligger klart en Stræben efter, paa saa tidligt et Tidspunkt som muligt, at naa til et enstemmigt Resultat. Man søgte at faa Klarhed om de ulige Standpunkter og at tilvejebringe en Udjævning, men Forhandlingerne førtes tyst og vistnok under stadig Raadførsel underhaanden med den større Vælgerkreds. Af mange Grunde maatte man stræbe hen mod et enstemmigt Valg; da vilde Handlingen først faa Karakter af at være udgaaet af en Inspiration fra oven; den valgte vilde da først faa den rette Myndighed. Endvidere maatte man undgaa den store Fare, der laa i et splittet Valg. Et saadant kunde medføre Uroligheder, men det vilde især let foraarsage, at Valgretten gik over paa anden Haand. Allerede i det 12. Aarhundrede skulde man i Tyskland erfare, at Kejser Frederik Barbarossa tillagde sig Ret til at vælge Abbeder, naar ved et sket Valg Stemmerne var splittede. Valget af en Biskop maatte tillige godkendes af Kongen, allermest Valget af en Biskop i Lund, der tillige var rkebiskopover danske Rige. Lauritz Weibull har udtalt Forundringover, at det lundske Regulativ ikke omtaler dette1; det var dog kun faa Aar siden, at Konkordatet i Worms (1122) fik ordnet dette Spørgsmaal og bragt den femtiaarige Kamp mellem Keiser og Pave til Ende. Kejseren havde Ret til selv eller ved sin Repræsentant at være tilstede ved Valget, og han 1 Weibull 1. c. V. 172. Side 454
forlenede med Sceptret og de fyrstelige Rettigheder. De lundske Vedtægter har imidlertid kun villet ordne Valghandlingen, de har holdt sig udelukkende til Kirkens Opgave. Hvorledes Kongen vilde stille sig til det trufne Valg, er ladt ude af Betragtning, hans udtrykkelige eller stiltiende Godkendelse deraf maa være underforstaaet. Det har sikkert været et af de Hovedpunkter, hvorom man har søgt Oplysning under de i Stilhed førte Forhandlinger.De foreliggende Constitutiones svare til den Forretningsorden,som vor nuværende Rigsdag følger og hvorover den er fuldkommen raadig, men Rigsdagens Beslutninger faar kun Gyldighed ved Kongens Underskrift under Loven. Hverken under Kong Niels eller under hans Efterfølgere har en Biskop kunnet virke, naar Kongen ikke godkendte Valget. Endnu skal kun nogle Bemærkninger gøres om det farlige og besværlige Princip: Enstemmighed. Det var gældende ved Valget af Pave, men foranledigede bl. a. det store Schisma, som raadede paa Eskils og Absalons Tid. Efter dets Slutning fik Pave Alexander 111 gennemført Bestemmelsen om at et Valg, foretaget af to Trediedele af de tilstedeværende Kardinaler (36 af 54, for at tage et til Datidens Forhold ofte svarende Exempel), skulde betragtes som enstemmigt; iøvrigt skulde ingen anses for lovmæssigt valgt Pave. der ikke havde naaet de to Trediedele af Kardinalernes Stemmer (1179). Samtidigt vedtoges det dog, at denne Regel kun var gældende ved Pavevalg; her var den forsaavidt gjort nødvendig, fordi der ingen højere Instans var at ty til1, en saadan blev altsaa forudsat i alle andre kirkelige og verdslige Forhold. Der var dog stadig Mulighed for, at et Schisma kunde indtræde,og selv efter at man havde indført Indespærring (Konklave,1274) og Sult, var det ikke muligt at fremtvinge »Enstemmighed«.Disse to Midler blev ogsaa indførte for Juryen i England,efter at det her var kommet i Brug at kræve Enstemmighedaf Nævningerne2. Mulig har de Bøder, der i Danmark maatte 1 Mansi, consiliorum collectio, Bd. 22. 218. 2 Pollock and Maitland, History of english law II 623. Holdsworth, History of english law I 318. Side 455
udredes af
Nævninger og andre, der kom i Mindretal, skullet
II. Flertal ved Tælling og Værdi-Flertal.Et karakteristisk Vidnesbyrd om, hvor lidt man i Middelalderen var tilbøjelig til at lade et arithmetisk Resultat være afgørende, træder klart frem i de Regler, der var foreskrevet for flere Munkeordener, nemlig at ved Valg af Abbed skulde ikke et Talflertal være bestemmende, derimod et Skøns- eller Værdiflertal, en Regel, der skulde skaffe sig Udbredelse ogsaa udenfor Munkenes Verden. Den skyldes Klostervæsenets Fader Benedikt af Nurcia; han forordnede, at Valg af en Abbed kunde foregaa enten ved, at Klostrets Munke, ledede af Gudsfrygt, i Enighed valgte en saadan, eller ved at en Gruppe af Munke, selv om den i Tal udgjorde den mindre Del, ved fornuftig Overvejelse valgte Abbeden. Denne Regel blev umiddelbart derefter af Justinian optaget i hans Lovgivning som Forskrift for Munkes Valg af deres Abbed1, den er senere bleven gældende for Cistercienser og Karmeliter (major et sanior pars), endvidere for Karthusianere (majorum meliorumque consilio)2. Reglen om at et Flertal kun ved tillige at rumme den fornuftigereBestanddel skulde have Afgørelsen i Hænde, kunde for en borgerlig Betragtning synes at blive vanskelig at anvende, men Kanonisterne ansaa den for fortrinlig, de begrundede og fortolkede den nærmere. Paulus Diaconus (o. 780) nævner exempelvis,at dersom 50 stemmer for en daarlig Abbed, skal man følge de to, som ønsker en god; ved Valg bør 3 fornuftige Brødre sejre over 500 ufornuftige. En Munk, der er dygtig for et saadant Kald, selv om han kun har været i Klostret i et Aar, bør opnaa Valg fremfor den, der har været Munk i3O Aar3. Gratians Dekret, der, skønt udgaaet fra en Privatmand, betragtedes som en Lovbog i kanonisk Ret, fortolker yderligere denne 1 Revue de l'histoire des religions 1931 272 ff. 2 Brandi, Erbrecht (se S. 450) 231 f. 3 Bibliotheca Casinensis IV 159 f. Side 456
Lære1 om at den
større og fornuftigere Del bør afgøre Valge Reglen blev selvfølgelig anvendt i Danmark i Klostre af de nævnte Ordener3. Men den fandt ogsaa Indgang i andre Samfund. Saaledes ses den fulgt i de Regler, som Præstegildet i Maarkjær i Angel vedtog for Valget af dets Oldermand (1510)4; i to andre Gilder af denne Art er Valget af en Oldermand eller af en Gildevikar overladt de fornuftigere alene, saaledes i den allerede 1362 vedtagne Skraa for Hellig Trefoldigheds Gilde i Flensborg5 og i Skraaen for Præstegildet i Stuntebul paa Nordstrand (1510)6. Det maa have været hin Tids Mennesker langt lettere at erkende, hvem der hørte til »de fornuftigere«, end det er for ns. nulevende. Man maa dog huske paa, at der dengang raadede en langt større Tillid til at den højere Alder vilde bringe modnereOverlæg, større Indsigt og klarere Omsyn. Derfor træffer 1 Glossa dertil: ilia pars, quæ justiori rationi innititur, major dicitur licet sit minor. Jfr. Gierke 111 325. 2 I Følge de foran anførte Vedtægter fra Lund vælges Provsten af Kannikerne ved Domkirken dog saaledes, at Bispen, efter Raadførsel med de ældre Kanniker, bringer tre eller flere i Forslag. Hvis Udfaldet bliver — hvad Gud forbyde! — at Stemmerne deler sig, bestemmer Bispen »quemcunque sanior pars canonice congregationis elegerit« og afgør Valget. Weibull 1. c. S. 28. 3 Pave Honorius 111 i Privilegiet for St. Knuds Kloster i Odense 1226 (Nr. 205): quem fratres communi consensu vel fratrum pars maioris et sanioris consilii secundum Deum et b. Benedicti regulam providerunt eligendum. Jfr. at et Pavebrev for Løgum Kloster 1206, for Sorø Kloster 1228 (Nr. 55, 214) forbyder Salg af disse Klostres Ejendomme: absque consensu totius capituli vel maioris aut sanioris partis ipsius. Alf. Krarup, Bullarium Danicum S. 50, 176, 181. 4 C. Nyrop, Gilde- og Lavsskraaer I 489 art. 2: sententia majoris et sanioris partis, jfr. art. 39 S. 497 om en Bøde: quod senatoribus et sanioribus partibus visum fuerit justum. 5 Nyrop I 265 art. 8: senatores et assessores eligantur. ... ad voluntatem fratrum seu partis sanioris. Jfr. art. 23 at Oldermænd og Stolsbrødre kan tolke tvivlsomme Regler: cum consensu sacerdotum sanioris partis. 6 Nyrop I 507 art. 53: (vicarius) cum consensu sanioris partis fratrum spiritualiuni. Side 457
vi i Lovbud og .befalinger de hyppige Paabud om til Hverv og Afgørelser at benytte Mænd i fremrykket Alder1. Den Titel af Oldermand, der var tillagt Høvdinger for mange Arter af Sammenslutningerog Samfund, peger vel ogsaa i samme Retning. De »fornuftigere« kunde jo iøvrigt ogsaa have faaet et ydre Præg derved, at Tillidshverv og Stillinger allerede var betroet dem, saaledes i den kirkelige Verden eller de var Styremænd, Kirkeværger, Sandemænd, Herredsnævninger, Høvedsmænd og lign. III. Majoritet og Mestendel i Rigsraadet — Raadets forandrede Stilling til Lovgivningen — Mindretallet skal tie.I Tyskland var Læren om at Afgørelsen burde ligge hos Majoriteten ved at trænge sig frem. Den maatte være naturlig,, hvor Magten var lagt i Hænderne paa et Udvalg; uden en saadan Ordning vilde dette vanskeligt kunne opnaa fornøden Myndighed. I de tyske Købstæders Byraad blev Sagerne afgjorte ved Majoritetens Stemmer. Mærkeligere er det, at denne Regel ogsaa tidligt trængte frem indenfor Tysklands Landsbyer, saaledes at her Flertallet i selve Kredsen — ikke det nedsatte Udvalg — havde Afgørelsen i Haand2. Fra gammel Tid
var der i Udlandet som i Norden paa Tinge 1 1515 Jomfru Maries Gilde i Herslev, art. 49: uskellig Gerning skal rettes af Gildens Embedsmænd og af ældste Brødre (Nyrop, Gildeskraaer I 248). — 1542 Ribe Artikler: menige Sognemænd kese 7 af de ældste og agteste Mænd til at vælge Sognepræst (Rørdam,- Kirkelove I 197). — 1589 Lensmanden skal til sig tage 24 af de ældste og bedste Herredsmænd og med dem beslutte, om Flytningen af Gærn Herreds Ting (Secher, Forordninger II 531). — 1606 Lensmanden i Hald Len skal sammen med nogle af de fornemste og ældste Mænd i 3 Herreder tage Bestemmelse om Flytning af disse Herreders Tingsteder (Secher 1. c. 111 196). — 1624 de store Gaarde i Kvarmløse tager først Sæde, derpaa de andre, uden der er nogen man vil, som det og vel anstaar, ære for sin Alderdom (Vider og Vedtægter I 135 art. 12). — 1748 Videbrev fra Sindbjerglund: hvad de fleste og ældste Grander vedtager, skal holdes urygget (Veile Amts Aarbog 1930 art. 54). 2 Gierke, Genossenschaftsrecht II 573 ff. Karl v. Amira, Grundriss des germanischen Rechts, 3. Aufl. 259 f. Side 458
og i andre Forsamlinger følt Trang til at Resultatet af Forhandlingenom en Sag blev slaaet fast og godkendt ved en ydre Akt, som gav den Retskraft eller som bevirkede, at den ordentligvis ikke kunde fremdrages paany. Denne Godkendelse skete i den ældre Tid — i alt Fald i de nordiske Lande — ved Vaabentag, Brag af Vaabnene ledsaget af Tilraab, senere vel ved Oprækningaf Hænder tillige med Raab og Haandklap. I de tyske Retskilder, der tildeler Majoriteten Ret til at afgøre Sagen, finder man den Sætning tilføjet: de mindste skal følge de fleste, altsaa at Sagens Afgørelse er endelig, og at de overstemtei Tavshed maa efterkomme det vedtagne. Vi skal se, at denne Sætning i de samme Udtryk efterhaanden trængte ind i Danmark. Vi kan undres over i Udlandets Kilder saa ofte at finde Beslutninger og Valg gennemførte »enstemmigt«, men dette vil som oftest kun sige, at Forsamlingen i sin Helhed gav sin Godkendelse tilkende paa den nævnte Maade. I de danske Købstæders Byraad var det, i alt Fald fra det 15. Aarhundrede sikkert Regel, at i Tilfælde af Uenighed Majoritetens Stemme gjorde Udslaget. Vi skal nu se, hvorledes Forholdet var ordnet i Statens øverste Raad, Rigsraadet. Ved en langsom Væxt var Rigsraadet gennem nogle Aarhundreder vokset til at blive en nogenlunde fast ordnet Institution. Det er dog først i de oldenborgske Kongers Haandfæstninger, at vi finder nærmere Regler om dets Sammensætning og om dets Forretningsomraade. For at komme til ret Forstaaelse af den Stilling, som Rigsraadet og dets enkelte Medlemmer havde overfor Kongen, vil det være nyttigt at belyse Rigsraadets Titel. Denne var: Menige Danmarks Riges Raad, og her maa »menig« ikke i Tanken bindes sammen med de to nærmest følgende Ord, derimod med »Raad«; en senere Tid vilde vel have kaldt det: Danmarks Riges Generalraad eller Almindelige Raad. Paa lignende Maade sagdes »menige Almue«, d. e. Almuen i Almindelighed; »menige Kompagni« (brugt om et Selskab) betød Selskabets Medlemmer i Almindelighed, i Modsætning til dets Styrelse eller mulig som indbefattende ogsaa denne. Side 459
I Kong Hans' Haandfæstning findes der mellem de Artikler, som angaar de tre Rigers indbyrdes Forhold, følgende Bestemmelse (art. 19): »Item skulle vi ingen Krig eller Orlog paaslaa uden med alle Rigens mene Raads Raad og Samtykke og ej drage noger udlendsk Magt ind udi noget Rige uden saa storlige Behov gøres Rigene, dog efter dets (»thess«) Rigens Raads Raad og Samtykke«1. Skønt der staar »alle Rigens«, bør dette rettes til »Rigenes«, saaledes som den hele Sammenhæng og tillige den følgende Artikel (20): »alle Rigenes« gør nødvendig. Henning Matzen har i sit Skrift om Haandfæstningerne ogsaa rigtigt forstaaet at »alle« hører sammen med Rigerne og ikke med Raadets Medlemmer, saaledes at hvad der kræves er et Samtykke af alle tre Rigers Raad, men ikke af samtlige Medlemmer af disse Raad. I saa Fald maa Matzens Udtalelse om, at denne Haandfæstning kræver et Samtykke af samtlige Medlemmer, udgaa, og Matzen bemærker selv rigtigt, at en saadan Fordring ikke findes stillet i nogen anden Haandfæstning2. Der findes iøvrigt et karakteristisk Vidnesbyrd om hvad Ordet »menig« betyder, og hvad det ikke indeholder. Medens det ellers overalt i Haandfæstningerne indgaar i Rigsraadets Titel, bliver det udeladt netop i de Artikler, der forlanger et Samtykke af alle Raadets Medlemmer. Disse ere jo især hyppige i Frederik lII.s Haandfæstning3. Vi ser bort fra
disse Sager, for hvis Behandling et skærpet 1 Geh. Archivets Aarsberetninger II 51. 2 H. Matzen, Danske Kongers Haandfæstninger 108, 169. 3 1648 art. 19 (Optagelse i Adelstand) uden al Danmarkes Riges Raads Samtykke, art. 48 (Myntens Forandring) med samtlige Rigens Raads Villie og Samtykke, art. 49 (Kongens Rejse til Udlandet) med samtlig Rigens Raads Raad Villie og Samtykke, art. 51 (Afhændelse af Kronens Regalier) uden samtlige Danmarkes Riges Raads R. V. og S.), art. 54 (Paalæg af Told) foruden samtlige D. R. Raads Samtykke. (II 115, 118 f.). — En ufri Mand kunde siden 1513 i Følge alle Haandfæstninger kun optages i den adelige Stand med Samtykke af alle Rigsraader; dog findes i Frederik I.s Haandfæstning art. 33 (S. 74) kun Udtrykket: menige R. Raad. Side 460
at have Rigsraadet ved sin Side. Christian I.s Haandfæstning bestemmer i art. 3, at Kongen ingen Udlændinge maa drage ind i Riget »uden Mestedelen Rigens Raads Raad« og i art. 6, at han intet mærkeligt Ærinde, som Kronen paarører, maa foretage»uden med Mestendelen af Rigens Raads Fuldbord og Tilladelse«. I Kong Hans' Haandfæstning paalægges det Kongen i mange Forhold at indhente Raadets Samtykke, men kun med Hensyn til Forbud mod Udførsel kræves det (art. 15), at han har Mestedelen af Rigens Raads Raad1. Bestemmelser af dette Indhold vilde dog først faa Betydning, hvis .det var fastslaaet, hvor stort Antallet af Raadets Medlemmer skulde være, og saafremt der var sat Grænser for Kongens Ret til at optage nye Medlemmer. Om det første Punkt blev det først i Kong Hans' Haandfæstning vedtaget (art. 24), at nye Rigsraader kun kunde optages efter menige Rigens Raads Raad; Bestemmelsen udgik imidlertid i de følgende Haandfæstninger, og først langt senere i Frederik 111.s Haandfæstning blev Antallet af Raadsmedlemmerslaaet fast (nemlig 23), og Kongen blev stærkt begrænseti sit Valg af dem2. Mangen Betragter fra Nutiden — og vor Tid er jo numerisk forvænnet — vilde sikkert betragte Budet om, at Mestedelen af Raadet skulde have givet sit Samtykke, for efterkommet, naar blot et Medlem ud over Halvdelen havde tiltraadt Forslaget.En saadan Opfattelse vilde dog hin Tid næppe have godkendt. Det forholder sig saaledes, at naar Ordet »Mestendelen«har ved sin Side Betegnelsen for Modsætninger dertil: de ringeste, de færreste, kan Bestemmelsen være fyldestgjort, naar blot Grænselinien for de to ligestore Halvdele er overskredet,men naar Mestendel staar selvstændigt, sigtes der til en Brøkdel, der stærkt nærmer sig den hele Sum. Ikke blot 1 Geh. Archivets Aarsber. II 44, 51. 2 Allerede under Christian IV havde Rigsraadet 1645 andraget om, at efter en Rigsraads Dod de ovrige Rigsraader maatte, sammen med Landkommissærerne i den afdodes Provins, bringe 3 Mænd i Forslag (Erslev, Rigsraadets Historie 111 150, 160), og Kongen erklærer sig villig til at vælge mellem 6 eller 8 indstillede Mænd (Egenhændige Breve VI 57, Nr. 69). Side 461
mange gamle Kilder beviser dette1, men ogsaa vor egen Tids Sprogbrug; vi anvender »mestendels« i Betydningen: sædvanlig, omtrent2. Det samme kan iagttages med Udtrykket »de fleste«; naar ikke samtidig Modsætningen dertil nævnes, vil det ofte svare til »alle«. Herpaa findes et Exempel allerede i Jydske Lov, hvor Talen er om, hvad der efter almindelig Opfattelse regnes for lovligt Forfald ved Udeblivelse3. Hvis nu Mestendel, forstaaet paa denne Maade, maatte føre til en stærk Begrænsning af Kongens Handlefrihed, var det fra hans Side rimeligt at give de »mærkelige« Sager, som skulde forelægges Raadet, et saa snævert Omfang som muligt. Dertil kom, at en Forhandling med de mange over hele Landet spredte, i de forskellige Landsdele bosatte Raader var besværlig. I de følgende Haandfæstninger er Udtrykket Mestendelen opgivet, og det paalagdes i mere almindelige Udtryk Kongen at raadføre sig med Raadet. I Kong Hans' Haandfæstning fandtes en Bestemmelse, som overlod Kongen et friere Skøn i sin Raadførelse med Rigsraaderne, den viser os tillige Rigsraaderne som Repræsentanter for de enkelte Landsdele. I art. 3 paalægges det Kongen ikke at bortforlene noget Slot eller Len »uden med de ypperste og bedste Rigens Raads Raad i den Landsende, som Slottene beliggende ere«. Derved føres vi ind paa en Betragtning af, hvor lidt Riget dengang var blevet et sammenbygget Hele, og i hvilken Grad de gamle Provinser endnu gjorde sig gældende. 1 Kaikars Ordbog 111 69 »mest«, »mesten«, for største Delen, næsten. Herman Weigere: af Rævens Slægt ere de mest alle. Colding: noget nær, hartad, ut plurimum. S. 83: »mestendel«, for det meste, som oftest... 1513: som hver Danemand mestendelen af Danmark og Sverig vitterligt er (Rosenvinge, Gamle Domme I 36). Kaikar, Tillæg: »merendels«, for det meste. 2 Vidensk. Selskabs Ordbog: »mestendels«, for det meste, som oftest, i Almindelighed. Feilberg, Ordbog over jyske Almuesmaal: »mesten«, næsten, for største Delen, »mestendel", for største Delen. Grimm, Worterbuch, »meistentheils«, gewohnlich, hauptsachlich. 3 Jydske Lov I 23: thær flesten mæn vitæ at laghæ forfal ær. Jfr. et Tillæg til Skaanske Lov: ther flæste mæn widhe at laghe forfall æræ (Schlyters Udgave I Add. F. 4). Side 462
Det var kun et ringe Antal Love, der gjaldt for det hele Rige. Der fandtes i det mindste tre store Lovomraader, og indenfor disse var der Kredse, der fulgte Særregler. Endnu hen mod det 16. Aarhundredes Midte indskærpes det, at man tager Hensyn til hver enkelt Landsdels Ret1. Selv Christian ll.s Love, der var bestemte for det hele Rige, tog Hensyn til særlige Forhold, som hver enkelt Landsdel frembød. De faa endnu bevarede Exemplarer af disse Love viser ved afvigende Udtryk eller ved Lakuner, der skulde udfyldes, at de vare bestemt for en enkelt Provins. Men endvidere er der Grund til at spørge om Lovgivning — naar den da ikke angik rent administrative Forhold —¦ hørte ind under Konge og Rigsraad. Efter Jydske Lovs Fortale havde Kongen lovgivende Magt i Forening med Folket. Talrige Love og Retsregler skyldtes det paa det enkelte Landsting samlede Folk, de var blevet stiltiende godkendte af Kongerne eller udtrykkeligt stadfæstede af dem2. Det var ikke længere siden end 1446, at den fyenske Biskop, en Del Høvedsmænd og Riddere, sammen med det menige Ridderskab, paa Laalandsfar Landsting vedtog en lang Række Bestemmelser, der angik Samfundets økonomiske Ordning og ue borgerlige Retsforhold, men disse »Laalanus Vilkaai« nævner lige saa lidt Rigsraadet, som de har Udseende af at være stadfæstede af Kongen. Under Aktstykket trykte hine Lovgivere deres Segl3. 1454 gav Christian I et Privilegium for Sjællænderne; det angaar især ulovlig Fængsling og Misbrug af Gæsteri; Brevet er udstedt i Ringsted i Nærværelse af flere høje Gejstlige og Adelsmænd, der nævnes ved Navn, desuden »med mange flere gode Mænd, Riddere og Svende«, men Raadet nævnes slet 1 Frederik I.s Haandfæstning bemyndiger Rigsraaderne til »denne Reces at formere og formindre efter hvert Lands Lejlighed« (art. 75, II S. 79). Christian lII.s Hdf. art. 6: Kongen skal holde Rigets Indbyggere ved Lov, Skel og Ret »dog hvert Land efter sin Lov« (S. 84). 2 Matzen, Retshistorie, Off. Ret 153: Kongens Samtykke har ikke fra først af været nodvendig til at give en Landstings Beslutning Lovkraft. 3 Matzen 1. c. 4 Geh. Arch. Aarsberetninger V. 62 ff. Side 463
ikke, og Kongen alene sætter sit Indsegl derunder. Et Kongebrev af samme Indhold ses at være udgaaet til de andre Landsdele, men i disse ere alle Navnene udeladte1. 1466 udsteder Christian I i Viborg en Forordning for Nørrejylland; dens 16 Artikler vedrøre Rettergang, Værneting, Appel, Fogedstyre, Bøndergods, Lavhævd, Fællig, Enemærke og meget andet. Kongen havde »med en fuldkommelig beraadet Hu og god Villie« undt og tilladt disse Bestemmelser, men Rigsraadet nævnes ikke, og Kongen sætter alene sit Segl under Brevet2. 1492 udtaler Kong Hans, at han er i Odense kommen overens med Biskop Karl i Fyen og med (unævnte) Priorer, Abbeder, Provster, menige Klerkerie og vort Ridderskab sammesteds om en Række Vedtægter til Undersaatternes Bedste; dette Aktstykke »Fyens Vedtægt« (19 Artikler) nævner intetsteds Rigsraadet, og under det trykker Kongen alene sit Segl3. Af det anførte vil fremgaa, hvor tilbøjelig man i Danmark var til provinsiel Lovgivning, og endvidere, hvor lidt man ansaa det for nødvendigt, at Rigsraadet var virksomt derved, især naar der var søgt Hjælp paa Landstingene og Landemoderne og hos større Dele af Befolkningen. Vi staar her ikke overfor en udelukkende dansk Opfattelse. I Sverige kunde der endnu i det 17. Aarhundrede høres Udtalelser om, at det var Provinserne, der gav Love; men Gustaf Adolf slog fast, at det var Rigsdagen, der havde denne Magt4. Det vil være
lærerigt som Modsætning til, hvad der foran 1 Geh. Arch. Aarsb. V 64. W. Christensen, Danmarks Breve fra Middelalderen I 114 f. 2 Geh. Arch. Aarsber. V 67 ff. W. Christensen 1. c. I 700. 3 Geh. Arch. Aarsber. V 78 ff. W. Christensen 1. c. IV 239. I Lighed med de ovenfor anførte Breve stadfæster 1499 Ærkebisp Birger for sine »Undersaatter« paa Bornholm dette Lands ældre, omfattende Vedtægter (14 Artikler). Geh. Arch. Aarsber. V 83 ff. 4 E. Hildebrand, Svenska statsforfatningen 386. 5 Jfr. ogsaa de i Suhms Samlinger og i hans Nye Samlinger til den danske Historie meddelte Forordninger og aabne Breve af Kongerne Hans og Christian 11, af hvilke iøvrigt kun faa angaa almindelig borgerlig Ret. Side 464
efter at Christian II er fordrevet, da deraf klart vil frcmgaa,hvor forandret en Opfattelse der nu var raadende om Lovgivningog om Konges og Rigsraads Stilling til denne. I de da udstedte Forordninger og Recesser er baade i Aktstykkets Indledningog Slutning Rigsraadets Samtykke omtalt, men næsten lige saa almindeligt er det, at den lange Række af Rigsraader, som har deltaget i Sagens Rehandling, bliver nævnt med Navns Nævnelse — hvad der hidtil var ukendt — og at alle disse Rigsraaders Segl ere trykte under den af Kongen udstedte, med hans Segl forsynede Akt1. Den her givne Fremstilling vil gøre det muligt at fælde en rigtigere Dom om Christian ll.s Love og Rigsraadets Stilling til dem. C. F. Allen har paavist, al begge Love have været ført ud i Praxis og anvendtes ved Domstolene2. De foreligger kun i faa Exemplarer og ikke i en tilfredsstillende Form. Kun den yngste af dem, Købstadloven, siger sig udstedt »med DanmarksRigens Raads Samtykke«; Landsloven indeholder ikke en saadan Udtalelse, men som der foran er paavist, kunde et saadant godt være givet, uden at være omtalt. Naar det siges, at det er vanskeligt at forstaa, at Mænd som Lage Urne og Ove Bille skulde have »godkendt« Landslovens Bestemmelser iHcu uc viuugaaenue xnugreu i jjestaaenuc KirxvCiigc , vil jeg erindre om, at dette heller ikke var fornødent. Naar 1 Ved følgende Recesser, Ordinancer og Forordninger er Raadets Medvirkning og Samtykke udtrykkeligt nævnt, medens Kongen alene underskriver: Odense 1530 S. 144, Kobenhavn 1537 S. 189, Odense 1539 S. 197, Dronningborg 1551 S. 246, København 1557 S. 252, Kolding 1568 S. 286, Kbhvn. 1582 S. 310 (Rigens Raad og nogle de Høylærde her udi Riget). — Ved følgende ere Raadernes Navne (tillige Hopæl) udtrykkelig nævnte' og deres Segl sat under Brevene: Odense 1527 S. 139—40, København 1536 S. 171, København 1540 S. 212, Kbhvn. 1547 S. 236, Kallundborg 1576 S. 299. Recessen af 1536 nævner nogle Hundrede andre Personer med Navn. 2 H. Matzen slutter sig til Aliens Undersøgelser om Christian 11.s Love (Vidensk. Selskabs Skrifter, 1869 5. R. III) og hævder, at Rigsraadels Samtykke ogsaa har foreligget ved Landsloven, Rh., Retskilder 251 ff. 3 I den indtrængende Skildring af Christian ll.s Holdning paa denne Tid af Oskar Andersen, Overfor Kirkebruddet 144. Side 465
Loven havde i
sit Udkast været forelagt disse Mænd ligesom Det er givet, at Christian 11.s Modstandere paastod, at han ved at give Love uden Raadets Mellemkomst havde overtraadt den gældende Ret; derfor blev det i hans Efterfølgers Haandfæstning (art. 73, S. 78) bestemt, at Kongen ikke maatte »give nogen ny Lov, Skik eller Ordinans uden med vort elsk. Danmarkes Riges Raads Raad og Landet vil derved tage«. Denne Sætning er i høj Grad betegnende. Den fastslaar — i fuld Overensstemmelse med hvad der foran er paavist — at Konge og Rigsraad ikke har udelukkende Ret til at lovgive; der kræves tillige, at Folkets Samtykke indhentes. Ad hvilke Veje dette kunde ske, siges ikke, men det ligger nær for Tanken, at Loven burde godkendes ved at forelægges Landstingene i de enkelte Provinser. I Stedet for at tillægge Christian II et aabent Brud paa Forfatningenforekommer det mig retfærdigere at formode, at Kongenhar benyttet en aaben Plads indenfor Reglerne om den kongelige Myndighed. Han har følt sig berettiget til at lovgive ved den Hjælp, han har modtaget ved Lovenes Affattelse, ved Godkendelse fra flere Rigsraaders Side — vel i forskelligt Antal i de enkelte Provinser — fremdeles vel ogsaa ved at have bragt Lovene frem paa Landstingene. Han har ment sig tryg ved til Landsloven at føje den Epilog, at denne Ordinans og Skikkelse skal holdes, »indtil saalænge at Os elskelige menige Danmarkes Riges Raad tilsammen kommer og herom anderledes granske og forfare, om nogen Punkt eller Artikel ikke tilbørligt sat eller skikket ere hvilket vi da efter deres Raad og gode Undervisning ville forvende i bedre Maade»2. En Reservation af lignende Art 1 Rigsraadet talte 1513 og 1523 11 geistlige Medlemmer; Tallet af verdslige Rigsraader var paa det samme Tidspunkt -o. 30. Jfr. Brickas Oplysninger i Hist. Tidsskr. 4. R. V 21 ff. 2 Art. 141. Rosenvinge IV 67. Det forekommer mig kritisk urigtigt, naar enkelte Forskere ville fjerne Betydningen af denne Artikel ved at betragte den som tilsat af en Afskriver. Side 466
lindes i hans
Efterfølgers Haandfæstning, der bemyndiger Rigsraadettil
Foruden at Rigsraadet skulde være Kongerne til Hjælp ved Statens Styrelse, havde det tillige den Opgave at øve Kontrol med Kongens Udøvelse af sin Magt, at staa som et Bolværk for Stænderne, ganske særlig for Adelstanden, overfor Vilkaarlighed fra Kongens Side. Under disse Forhold kunde det være rimeligt, at Raadets Medlemmer holdt sammen. Hvis Kongen var Hersker over flere Riger, kunde det maaske frygtes, at han søgte Tilslutning hos et enkelt Riges Raad mod Raadet i et andet Rige. Man kan derfor forstaa, at det i Kong Hans' Haandfæstning art. 24 paalægges Rigsraaderne ikke »at drage sig fra sine Medbrødre«, ikke »at gøre sig god« for Kongen; det paabydes desuden at iagttage Tavshed om de i Raadet forhandlede Sager. I hvilken Grad Raadet følte sig som selvstændig Faktor indenfor Statens Styrelse ved Kongens Side, skulde faa sit grelle Udtryk ved Frederik I.s Død, da samtlige Rigsraader underskrev en Erklæring om at ville holde evigt sammen og om ikke at tage nogen til Konge, som ikke alle enedes om1. Det var paa Grundlag af denne Beslutning; at. Rigsraadet styrede T,andet, gennem tre Aar. Rigsraadets Opfattelse af sit Hverv i Staten har da ogsaa faaet Udtryk i den Forretningsgang, som det fulgte. Kongen forhandlede ikke direkte med Rigsraadet, det skete gennem Kansleren eller en anden af de højere Embedsmænd, og denne bragte ham et paa Grundlag af de faldne, skriftlige eller mundtlige Udtalelser samlet Svar2. I Aaret 1631
udtalte Christian IV i en Skrivelse til RigsraadetØnsket
1 Nye Danske Magazin I 230 ff. Hist. Tidsskr. 4. R. 111 505. 2 Kr. Erslev, Aktstykker til Rigsraadets Historie 111 580 f. 11. Matzen, Retshistorie, Statsret 173 f. 3 Egenhændige Breve I 462 Nr. 408. Side 467
Rigsraadet, at det, som Institution indenfor Statens Styrelse, følte sig som Enhed og derfor maatte holde fast ved den tidligereOrdning. Kongen rettede da en ny Anmodning til Rigsraadetom, at han dog om dette administrative Spørgsmaal maatte modtage en Udtalelse af hvert enkelt Rigsraad, og deri indvilligede Raadet. Disse Erklæringer, 12 i Tallet, foreligger endnu, og de ere højst lærerige1. Det fremgaar af dem, at alle Raadets Medlemmer have samme Opfattelse og hævder dens Rigtighed med stor Fasthed; de forsvarer den i det Hele med de samme Grunde, om end af det enkelte Medlem snart et, snart et andet Hensyn bliver stærkere betonet. I Følge Haandfæstning og Reces — erklærer de — udgør Danmarks Riges Raad en Enhed, et Corpus, derfor maa den Betænkning, det afgiver, være et Uddrag af de mange enkelte Udtalelser, der sammenfattes til Helhed derved, at man følger Flertallets Stemmer, medens dog ogsaa Mindretallet for Enigheds Skyld sætter sit Navn under Erklæringen. Medlemmer af Raadet kunne ikke alle være lige erfarne, men enhver bidrager, med fuld Følelse af sit Ansvar, til at en samlet Betragtning, belyst fra forskellig Side, kommer til at foreligge. Ved at give en fælles Udtalelse fulgte Rigsraadet en Praxis, der under fremfarne Konger altid havde været brugt her i Landet, ligesom den var i Brug i alle velstyrede Stater. Ved separate Vota vilde der let paabyrdes det enkelte Rigsraad et ufortjent Ansvar, det vilde desuden være for besværligt for Kongen af de mange Udtalelser at skulle uddrage, hvad der maatte anses for det hele Raads Opfattelse og Beslutning. — I øvrigt vilde Kongen ved at sammenkalde Raaderne til et personligt Møde kunne erfare de enkeltes Standpunkt. Det erkendes af
alle Rigsraader, at ogsaa de, hvis Mening 1 Erslev 1. c. II 278 ff. 2 I Aaret 1645 havde Hannibal Sehested, der lige var kommet fra Norge, ikke kunnet deltage i Forhandlingerne om at slutte Fred; han beder sig derfor fritaget for at underskrive, men han erkender, at det var hans Skyldighed. Erslev, Aktstykker 111 45. Side 468
Med hvor stor Tilfredsstillelse man end kan læse den grundige og lærerige Behandling af det vigtige administrative Spørgsmaal, kan man nære nogen Betænkelighed ved det Kongen givne Svar. Lige overfor Christian IV.s store Drift til at gribe djærvt ind i mange Anliggender var det nødvendigt, at Raadet krævede sig respekteret, men det havde været godt, om det havde kaldt andre Klasser til at være med i Værnet om Lovene. Den stærke Magt, det tillagde sig, havde desuden fjernet det fra den Stand, hvoraf det var udgaaet, og Uheldet i de førte Krige havde skærpet Kritiken. Oprettelsen af Landkommissærerne (1638, 1645—47), hvorved Ordningen af Landets Forsvarsvæsen i flere Henseender lagdes i Hænderne paa Adelen i Almindelighed, skulde blive et Vidnesbyrd om, at Raadets Magt ønskedes kontrolleret1, og det havde maattet høre Udtalelser om, at dets Behandling af Regeringssager ikke var tilfredsstillend e2. Rigsraadet havde altsaa gennemført ved sin Forretningsgang, at Flertallets Stemmer afgjorde Sagen, og at Mindretallets Votum ikke skulde komme til Orde. En tilsvarende Bestemmelse kom til at lyde i den første kongelige Forordning (1596), der tillagde Majoriteten den afgørende Stemme. Regeringen havde iogiT-nlirt noHcat K'nmmiccirmpr of AHplcmspnH Hpr skiilHp afcfflrp Retssager, men den havde derved erfaret, at naar der var Uenighed mellem Dommere, kom baade Flertallets og Mindretallets Afgørelse til Orde (»gaves beskrevet«), hvad der kun medførte Forvirring og Besvær. Det blev derfor forordnet, at de fleste Stemmer skulde alene beslutte Dommen og give den beskrevet »og ingen af de andre«. Stod Stemmerne lige, var den Side, hvortil Formanden sluttede sig, den afgørende3. 1 Jfr. Fridericias Fremstilling i Danmarks Riges Historie IV 277. Adelsvældens sidste Dage 20 f. 2 Landkommissærerne skriver 1646 til Raadet, at de onske, at I gode Herrer samtlige med hinanden alting alvorlig ville lempe, at intet uden alles Eders Vidskab og Fuldbyrd foretages eller sluttes. Erslev, Aktstykker 111 267. 3 Secher, Forordninger 111 21 Nr. 18 (i Overskriften bør Sætningen om at Bestemmelsen kun gælder, naar Kommisssærernes Antal er ulige, udgaa). Reglen optoges i Lille Reces 1615 (art. 17 S. 439), Store Reces 1643 2-6-3 (S. 262). Den gjaldt stadig kun »gode Mænd«, »Adel«, men i Christian V.s Danske Lov 1-5-26 omfatter den alle Dommere, Kommissarier, Ridemænd og deslige. Jfr. Forarbejder til Danske Lov I 113, 405, II 299. Side 469
IV. Stand, selvstændig overfor Stand.Et Riges Befolkning og ligeledes Indbyggerne i en enkelt Landsdel kunde vanskeligt ad andre Veje fremsætte deres Ønsker eller Sigtemaalet for deres Stræben end gennem de Stænder, hvori Folket i horizontale Lag var delt, og hvis Rettigheder og Pligter udgjorde et væsentligt Led i den hele statlige Organisation. Gennem Stænderforsamlinger erfares Folkets Villie, tillige afgav de den bedste Garanti for, at ingen Grundret blev krænket, og at en vis Lighed i Rettigheder og Byrder blev efterkommet. Dog tænkte man saa lidt paa ved en saadan Forsamling at danne en organisk Helhed, at der fra Regeringens Side blev forhandlet særligt med den enkelte Stand, hvorfor det heller ikke blev anset for nødvendigt, at samtlige Stænder indkaldtes paa samme Tid eller til samme Sted. Endvidere kunde hvad den enkelte Stand besluttede ikke omstødes af den Grund, at de andre Stænder forkastede det samme Forslag, og to Stænders Enighed om at vedtage et Forslag kunde ikke hindre den tredie i at forkaste det. En Ordning af denne Art fandtes saaledes i Frankrig, hvor man til Rigsforsamlingen valgte og mødtes stændervis lige til Revolutionen, og samme Ordning gjaldt for de franske Provinsforsamlinger;man valgte og stemte efter Stænder, og de to Stænder kunde ikke overstemme den tredie1. I det tyske Kejserrige var — efter at Forfatningen ved Trediveaarskrigens Ende var bleven omformet — Rigsdagen sammensat af tre Kollegier (Kurfyrsternes, Rigsfyrsternes, Rigsstædernes), og de to Kollegiers Enighed kunde ikke fremtvinge en fælles Beslutningoverfor den tredies afvigende Holdning. Indenfor de enkelte Kollegier var Forholdet dette, at hos de syv eller otte Kurfyrster var Stemmeflerhed gældende, saaledes som allerede den Gyldne 3 Secher, Forordninger 111 21 Nr. 18 (i Overskriften bør Sætningen om at Bestemmelsen kun gælder, naar Kommisssærernes Antal er ulige, udgaa). Reglen optoges i Lille Reces 1615 (art. 17 S. 439), Store Reces 1643 2-6-3 (S. 262). Den gjaldt stadig kun »gode Mænd«, »Adel«, men i Christian V.s Danske Lov 1-5-26 omfatter den alle Dommere, Kommissarier, Ridemænd og deslige. Jfr. Forarbejder til Danske Lov I 113, 405, II 299. 1 Holtzmann, Franzosische Verfassungsgeschichte 376 ff., 384, 393. Side 470
Bulle (1356) havde foreskrevet (ved Valg af Kejser kunde saaledesden valgtes egen Stemme have gjort Udslaget). I de andre langt talrigere Kollegier gjaldt vel den samme Regel, dog med meget omfattende Undtagelser. I Landdagene indenfor de enkelte tyske Stater kunde en almindelig gældende Beslutning kun vedtages, naar alle Stænder var enige, saa at den enkelte Stand ikke kunde blive overstemt. Indenfor den enkelte Stand har det været sagt, at Majoriteten var afgørende1, men de derfor anførte Beviser er mangelfulde. Sagen er vist den, at ogsaa den enkelte Stand var lagdelt eller saa broget i sin Sammensætning, at særlige Hensyn idelig greb ind i Afgørelsen, saa at den mekaniskeLøsning gennem Tal maatte undgaas. Dette vil komme ret klart for Dagen ved at iagttage Forholdene indenfor det danske Rige. Slesvig og Holsten var de eneste Landsdele i Riget, hvor Møde af Landstænder endnu var i Brug; de holdt sig til ind i det 18. Aarhundredes Begyndelse. I Følge ældre Forskeres Fremstilling udgjorde Forsamlingen efter sin Karakter en Helhed, i hvilken der ikke burde stemmes efter Stænder2, derfor kunde det godt hænde, at en Stands Medlemmer bleve overstemte. Dette vilde allerede af den Grund være mærkeligt, at Antallet af Micdlcmmcr i den enkelte Stand var saa forskelligt (Prælater og Ridderskab kunde tilsammen have o. 50 (60) Medlemmer, Byerne o. 18). Selv om nogle Sager er ble ven afgjorte paa denne Maade, beviser det ikke, at en fælles Afstemning ogsaa var tilladt, naar der gjordes Indsigelse derimod. Ikke heller kan man beraabe sig paa, at Forsamlingen bliver kaldt et Corpus og behandlet som en Enhed3, thi ogsaa indenfor et saadant kan enkelte Dele have Særret. 1 Gierke synes for tilbøjelig til antage en Afgørelse ved Majoritet. Schmollers Jahrbuch 1915 S. 571. En anden Opfattelse er udtalt af Below, Territorium und Stadt. 2. Aufl. (1923) 114 ff. Dahlmann, Die Politik I 3. Aufl. S. 127. 2 Falck, Schleswig-Holsteinisches Privatrecht II 225. Hegewisch, Schleswig unter Christian IV. I 493 f. Denne Opfattelse bestrides af Dahlmann, Die Politik I 127. Below, Territorium und Stadt 114 ff. 3 Falck 1. c. og i Oversættelsen af Schlegels Skrift, Die staatsrechtliche Verbindung«, anfører en Udtalelse fra 1663, om at Stænderne udgøre et og samme Kollegium, fra 1667 om at de er ein unzertrennlich corpus integrale. Side 471
Det rette Forhold er sikkert fremstillet i et Skrift af A. Ipsen, der paa Grundlag af bevarede Aktstykker har redegjort for disse Stændermøder under Christian IV.s Regering og i Tiden indtil 16751. Denne Bog er tillige lærerig ved at give en almindeligere Forestilling om, hvorledes der blev arbejdet i Forsamlinger af denne Art, ogsaa Maaden hvorpaa der forhandledes med Regeringen. Naar et Forslag kun angik en enkelt Stand, behandledes det alene af denne, uden at de andre Stænder blandede sig deri. Ved Spørgsmaal, der angik alle Stænder, kunde man ikke tænke sig en Afgørelse gennem et Flertal i en fælles Forsamling, bl. a. fordi Byerne havde et saa ringe Antal Medlemmer. Der maatte da stemmes efter Kurier; mulig blev en fælles Beslutning ikke opnaaet, og da maatte Regeringen forhandle yderligere med de afvigende. Ved Sagernes Behandling ses i lang Tid nedsatte Udvalg at have haft Betydning; Medlemmerne af disse var bundne ved de Instruxer, der var givet dem, hvorfor det jævnlig var Tilfældet, at Udvalgenes Beslutning enstemmig vedtoges af Stænderne. I øvrigt var det ikke udelukket, at en Stand, der følte sig overstemt af de andre Stænder, fordi man havde anvendt en simpel Afstemning per majora, kunde henvende sig til Regeringen med Indsigelse mod det besluttede. Man maa i det Hele erindre, hvor forviklede Rets- og Statsforholdene i Hertugdømmerne var; her fandtes saaledes Købstæder, der stod under Kongen, andre stod under Fyrsterne, Hamborg kæmpede for og opnaaede at blive en fri Rigsstad. Skattesager, som kun vedrørte den nedersaksiske Kreds, vedkom intet slesvigsk Medlem, men udelukkende Holstenerne.2 3 Falck 1. c. og i Oversættelsen af Schlegels Skrift, Die staatsrechtliche Verbindung«, anfører en Udtalelse fra 1663, om at Stænderne udgøre et og samme Kollegium, fra 1667 om at de er ein unzertrennlich corpus integrale. 1 A. Ipsen, Die alten Landtage der Herzogthiimer SchJeswig-Holstein von 1588—1675 (1852) 40, 42 f. 2 En vSammenligning med den brogede Forbundsforsamling i Schweiz vil i mange Henseender være oplysende. Ogsaa her var talrige Hensyn at tage, og mange Særinteresser gjorde sig gjældende. Bluntshli siger derom: man byggede mere paa Overenskomst, end paa Stemmetal; det Side 472
V. Afgørelse ved Flertal af Stemmer i Regeringskollegier og i Landsbyerne.I Østrig og Tyskland var ved Overgangen til den ny Tid, som indledes med Reformationens Aarhundrede, en ny Styremaade ved at trænge sig frem. Det enkelte Kontor skulde ledes af en Gruppe af ligestillede, og her blev det da nødvendigt at have en Regel for, hvorledes i et saadant Kollegium Afgørelsen skulde træffes. Det føltes som naturligt, at man gav Majoriteten Ret til at fatte Beslutningen, idet dog hvad der udgik fra Kontoret underskreves af alle dets Ledere. Denne Regel blev fulgt i lange Tider, idet man dog undtagelsesvis tillod de overstemte at indgive til de Overordnede en Fremstilling af deres Standpunk t1. I Danmark fandt først sent en Kollegiestyrelse Indgang, nemlig ved Omordningen efter Enevoldsmagtens Indførelse2, og her fulgtes da den for de tidligere Kommissioner gældende Regel, at kun Majoriteten afgav Betænkning. I Statskollegiet var vel Medlemmerne rangmæssigt delte i 3 Klasser, men ved Afstemning gjaldt hvert enkelt Medlems Stemme lige. Majoriteten affattede Betænkningen, dog var det i vigtige Sager Minoriteten tilladt at indgive en særlig Udtalelse. I Almindelighed kom dog Mindretallet ikke til Orde, og det var Skik, at ogsaa de, der var overstemte, underskrev Betænkningen3. I de øvrige
Kollegier fulgtes Regler af tilsvarende Indhold4,
var snarere
Konkordater end Beslutninger. Dog kom Enhedsfølelsen i
1 Isaacsohn, Geschichte des preussischen Beamtenthums. G. Schmoller, Acta Borussica. Einleitung. Th. Fellner, Zur Geschichte der oesterreichischen Centralverwaltung (Mitth. Instituts flir oesterr. Geschichtsforschung Bd. 8 1887). 2 Jfr. Fridericia i Danmarks Riges Historie IV 398, 470 f. K. Fabricius i Værket Centraladministrationen 144, 164. 3 Lindbæk, Aktstykker til Statskollegiets Historie II 647 f. 4 Aschehoug udtaler i sin Skildring af de for Danmark og Norge fælles Regeringskollegier 1660—1814 (Smaaskrifter tilegnede A. F. Krieger S. 77), at det var en almindelig Regel, at Beslutninger fattedes af Kollegiets Medlemmer ved Stemmeflerhed, selv om der i Spidsen for Kollegiet stod en Oversekretær eller Præsident; hans Stemme gjorde dog Udslaget, hvis Stemmerne stode lige. Hans Jensen, De danske Stænderforsamlingers Historie I 15: Skrivelser til Amtmændene fra Danske Kancelli 7, fra Rentekamret 6 Underskrifter. — I Følge A. S. Ørsted, Af mit Liv og min Tid 111 125, afgjordes i Statsraadet alle Sager ved Afstemning. Dette maa dog sikkert sige, at alle Kongens Omgivelser stemte; det er vel ikke tænkeligt, at den suveræne Konge deltog i Afstemningen eller vilde finde sig i at blive overstemt. Saaledes maa vel ogsaa Udtalelsen i »Rantzau-Breitenburgs Erindringer«, udg. af L. Bobé, S. 9, forstaas: »opstaar Uenighed, afgør Kongen Sagen«. — Jfr. i øvrigt mine Bemærkninger om Stemmers Tal og Vægt indenfor Statsraadet i Hist. Tidsskr. 9. R. 111 404 f. Side 473
især var det et fast Princip, at et Kollegium udadtil fremtraadte som Enhed. Saaledes var Rentekamrets Skrivelser underskrevne af den første deputerede, men paraferedes af samtlige deputerede. Endnu i det 19. Aarhundrede havde Kollegiernes Skrivelser de mange Navne under sig. Ved Domstolene
var det en fast Regel, at Flertallet af Stemmer
Fra Samfundets Tinder og øverste Styrelse vender jeg mig til Almuen for at se, hvorledes den styrede sine egne, nærmeste Anliggender og for at erfare, i hvilken Grad en Afgørelse ved en Majoritet af Stemmer her var trængt frem. Den i København 1547
givne Reces art. 37 bestemmer: Hvad Vide, som Almue lægger udi nogen By eller Torp om Hegned og Gærde, Særhjord og anden Bysens Nytte og Tarve, det1 maa ej en Grande eller to kuldkaste, meden skulle alle holde Vide og Vedtægt; hvo som siden bryder og ej vil holde, som andre Grande vedtage, da maa de hannem pante for hans Ulydelse og ej bryde fordi enten Vold eller Hærværk2. 4 Aschehoug udtaler i sin Skildring af de for Danmark og Norge fælles Regeringskollegier 1660—1814 (Smaaskrifter tilegnede A. F. Krieger S. 77), at det var en almindelig Regel, at Beslutninger fattedes af Kollegiets Medlemmer ved Stemmeflerhed, selv om der i Spidsen for Kollegiet stod en Oversekretær eller Præsident; hans Stemme gjorde dog Udslaget, hvis Stemmerne stode lige. Hans Jensen, De danske Stænderforsamlingers Historie I 15: Skrivelser til Amtmændene fra Danske Kancelli 7, fra Rentekamret 6 Underskrifter. — I Følge A. S. Ørsted, Af mit Liv og min Tid 111 125, afgjordes i Statsraadet alle Sager ved Afstemning. Dette maa dog sikkert sige, at alle Kongens Omgivelser stemte; det er vel ikke tænkeligt, at den suveræne Konge deltog i Afstemningen eller vilde finde sig i at blive overstemt. Saaledes maa vel ogsaa Udtalelsen i »Rantzau-Breitenburgs Erindringer«, udg. af L. Bobé, S. 9, forstaas: »opstaar Uenighed, afgør Kongen Sagen«. — Jfr. i øvrigt mine Bemærkninger om Stemmers Tal og Vægt indenfor Statsraadet i Hist. Tidsskr. 9. R. 111 404 f. 1 Instruxer for Højesteret, Geh. Arch. Aarsber. II 183, 249, 304, jfr.. S. 252, for Hofretten S. 235, for Borgretten S. 237. 2 Originalen i Rigsarkivet har »tha«, saaledes som ogsaa Udgaven hos Rosenvinge, Love (IV 233), angiver, men dette maa skyldes en Fejlskrift fra Skriverens Side, da Artiklens Kilde, Fyens Vedtægt 1492 art. 16 har »thet«, hvad der ogsaa læses i de senere, ret uforandrede Gentagelser af Artiklen i den Koldingske Reces 1558 art. 46 (S. 275), Christian V.s Danske Lov 3-13-31. Side 474
Denne Artikel, der omtrent ordret er taget af »Fyens Vedtægt« (1492) og som blev gentaget i flere Lovkilder, har gennem et Par Aarhundreder været den Grundvold, hvorpaa Landsbyforfatningen i Danmark hvilede, og den paaberaabes eller afskrives i mange af vore gamle Landsbyskraaer. Dens Udtryk synes ikke laante fra fremmed Kilde, hvad der ellers kan paavises ved enkelte af Skraaernes Bestemmelser; den synes heller ikke at være bleven mistydet eller at have forvoldt Retstrætter. Imidlertid vilde Udtrykket om, at »en Nabo eller to« ikke kan hindre Vedtagelsen, let kunne give en Forestilling om, at en Minoritet af noget betydeligere Størrelse vilde kunne have denne Virkning. Saadant ligger imidlertid ikke i de brugte Udtryk, de har slet ikke villet pege i Retning af noget bestemt Tal. Man vil af parallele Udtalelser kunne se, at Ordene nærmest have den Bestanddel, hvoraf Helheden er sammensat, for Øje1, altsaa hvad vi nu vilde betegne som »den enkelte« i Modsætning til det hele. Ordet »enkelt« fandtes da ikke i Sproget, eller i alt Fald kun i Betydning af det særegne, sære2. Artiklen vil
altsaa ikke udelukke Muligheden af, at der kan 1 Peder Palladius giver i sit Skrift om Sankt Peders Skib, d. e. den kristelige Kirke, Exempler paa, »hvorlunde der er undertiden sat et Bord [en Planke] eller to til St. Peders Skib og stundom er taget et eller to derfra igen« (P. Palladius, Danske Skrifter, ved L. Jacobsen, 111 31). I Birgitte Thotts Oversættelse af Seneca læses i Sendebrevet til Lucilius om Forskellen mellem, at der paa et Skib er »en Bord eller to revnet«, og at det begynder at aabnes og bliver læk paa mange Steder (111 61). Skomagerne i Aabenraa erklærer i deres Skraa 1496 art. 45, at de gerne ville for Borgmestrene garve »en hudh edder twe to denste unde ock ånders nemant (Danske Magasin 6. Række VI 10). Granderet fra Komdrup 1716: maa ej heller én, to eller tre kuldkaste, hvad de fleste paalægger (Vider og Vedt. II 102). — Smlgn. ogsaa Herman von Bremens Udtalelse om Tiden inden han ved Læsning af politiske Skrifter lærte Koldsindighed: For et Aar eller tre havde jeg smurt min Kones Ryg for saadanne Ord. 2 Ordene enkelt, Enkeltmand tilhøre senere Tider. I det 16. Aarh. betyder »enke« særskilt, eneste; »enkende, enket« modsættes dobbelt eller er: særlig, udsøgt, enkeltvis (»kaldede alle Bisper, udspurgte enked af dem«) og lignende: »enkten« et af to. Jeg henviser til Molbechs Glossar, Kaikars Ordbog, Vidensk. Selskabs og Dahlerups Ordbøger, med de talrige i disse Værker anførte Kildesteder. Side 475
gøres Indsigelse mod en foreslaaet Vedtægt eller mod et Tillæg til den gældende Skraa; den siger intet om, hvor stærk den Majoritet maa være, for hvilken de, der gør Indsigelse, maa bøje sig. Fremfor alt vil Artiklen indskærpe, at Landsbyens Jordbrugere maa enes om en Ordning. Fællesskabet om JordensDrift er en givet Kendsgerning, som alle maa bøje sig for og efterkomme. I Praxis blev da ogsaa dette Bud forstaaet saaledes,at alle skulde underskrive den vedtagne Vide, og talrige af de bevarede Skraaer er forsynede med Underskrifter, Bomærkereller Aftryk af Signeter. Hvis der ved Arv, Køb eller paa anden Maade kom nye Brugere i Landsbyen, maatte disse tilføje deres Underskrift1. Vægrede nogen sig ved at underskrive,kunde man fremtvinge dette ved Hjælp af Øvrigheden, eller han kunde ved Retssag dømmes dertil2. Fandt nogen, at en vedtagen Bestemmelse gjorde Uret mod ham eller overskred, hvad der hørte under Bylavets Myndighed, var han ikke hindret i en Appel til Øvrigheden eller i at anlægge Retssag paa Tinge. Det maa imidlertid erindres, at Fællesskabet kun angik Jordens Drift, den økonomiske Styrelse og den dertil knyttede politimæssige Ordning. Alle Spørgsmaal om den enkeltes Ejendomsret eller Brugsret overfor Naboer eller overfor Byen som Helhed laa udenfor Vedtægternes Omraade og maatte afgøres ved Retssag paa Tinge. Skraaerne kunde maaske tillige indeholde Bestemmelser om det sociale Samliv og de selskabelige Sammenkomster, men Gyldigheden af saadanne Artikler maatte afgøres paa andre Maader end efter Recessens Regler, der angik »Hegned og Gærde, Særhjord og anden Bysens Nytte og Tarv«. Styrelsen af Bylavet var ordnet paa forskellig Maade i de enkelte Landsbyer og i de enkelte Egne, men nogle Grundreglerkan dog fremdrages. Det raadende Princip synes afgjort at være af demokratisk Art. Ledelsen skal gaa paa Omgang, fra Nabo til Nabo, den skal aarlig vexle; dette gælder baade Oldermanden og hans Bisiddere (Stolsbrødre) og det gælder »de 1 Vider og Vedtægter I 108 (34). 2 Jydske Lov 111 56, 57 forudsætter, at Landsbyen maa indgaa en Vedtægt. Matzen, Den danske Panteret 91 f. (jfr. Vider I 116 (71). Side 476
Fire Mænd«, der jævnlig forekomme som Byens Styrere. Der mærkes afgjort ikke nogen Higen efter at naa saadanne Stillinger,Vægring ved at modtage disse Hverv omtales ofte, og der er fastsat Bøder for at undslaa sig. Beslutninger i Henhold til Vedtægterne toges af Oldermanden og hans Hjælpere eller af de Fire Mænd, men det kan ogsaa være bestemt, at den hele Bymenighed paa Bystævnet havde denne Myndighed, og her er da Majoriteten den afgørende, men Flertallet var sikkert ikke af rent numerisk Art. Minoriteten skulde bøje sig. »Den mindre Part skal følge den meste«, denne Sætnings Vandring fra Tyskland ind i Landet, gennem Slesvig til Kysten af Fyen, kan man nøje følge1. I Vedtægterne fra en senere Tid — især fra det 18. Aarhundrede — synes en mere aristokratisk Aand at gøre sig gældende ; der tages i stærkere Grad Hensyn til Jordbrugets Størrels e2, men vistnok ogsaa til Dygtighed, da Fremskridt i Agerbruget saa stærkt blev tilstræbt. Ved Beslutninger af indgribende Betydning, til Ex. hvis ny Jord optoges til Dyrkning, eller hvis der tilstodes Enkeltmand særlige Begunstigelser, havde stadig Samtykke af alle Grander været krævet3. > 1 Sætningen findes først i Skraaerne for Skomagerne i Flensborg 1437 og i Aabenraa 1496 (Nyrop, Gilde- og Lavsskraaer II 99 art. 69. Danske Magazin 6. R. VI 9 art. 42): de mynnesten den meisten volgafftich wesen sunder weddersprake. Paa Landet Ottersboll 1619 art. 4 (Vider 111 42), Sønder Vollum 1623 art. 8 (111 45), Arnum 1685 art. 1 (111 29), derpaa i Fyen ved Lille Belt Veilby 1706 art. 6 (I 370). 2 Sindbjerglund 1748 art. 54: de fleste og ældste Grander (Aarbog for Veile Amt 1930 S. 89). Sonder Nissum 1732 art. 18 (111 559): for at ikke nogen oprørske Hoveder skulle omstøde vor Vedtægt, bestemme alle samtlige, at hvad der besluttes af 6, 8 eller 10 Mænd, som ere af de bedste udi Sognet og mest udi Ager og Enge haver, skal de andre menige Mænd være fornøjede med. Især mærkes denne Forandring i det slesvigske Vestland og Øerne derudenfor. H.-P. Carstensen, Dorf u. Flurverfassung im Amte Tondern, Zeitsch. der Gesellschaft fur schlesw.-holstein. Geschichte. Bd. 54 S. 160 f. Georg Hanssen, Agrarhist. Abhandlungen II 84 ff. 3 Vider og Vedtægter I 375 (28), 376 (31). Side 477
VI. De ydre Former for Afstemning — Haandsoprækning.Det er vist en almindelig Antagelse, at Afstemninger i Forsamlinger og paa Tinge fandt Sted ved Haandsoprækning. Dette skal jeg ikke bestride, men jeg gør dog opmærksom paa, at der kan gøres Indvendinger derimod og at sikkert forskellige Forbehold maa tages. I »Glossar til Norges gamle Love« udtaler Gustav Storm og Hertzberg ved handtaka (2): »vedtage ved Haandsoprækning, hvilket var den sædvanlige Afstemningsmaade paa Tinge«, og der henvises til en Udtalelse om en enkelt Lovregel, at den var upplesin ok handtekin d Eyrapingi (I 126 art. 22). At handtekin her betyder vedtaget, er sikkert nok; det svarer til det i mange Kilder forekommende løgtekin; men netop dette sidste Udtryk viser jo, at der ikke sigtes til et ydre, anskueligt Forhold, derimod til en Godkendelse af Lovens Indhold. Underligt er det jo ogsaa, at handtak, handatak, handatæki, og de til disse Substantiver svarende Verber, der saa ofte forekommer i Love og andre Kilder, sigter til to Mænds personlige Optræden overfor hinanden, til deres faste Haandtryk som Tegn paa et givet og modtaget Tilsagn, medens disse Udtryk altsaa ogsaa skulde betyde den ensidige Tilslutning, hvor Haanden ikke fatter om noget, men ved den oprakte Haandflade netop synes at ville tilkendegive noget derfra forskelligt. Man har formentlig ikke tilstrækkeligt skelnet mellem Arterneaf de forskellige Akter, der foretoges paa Tinge og i andre offentlige Forsamlinger. Jævnlig var her foregaaet en Handling, eller en Beslutning eller Kendelse udtalt, som ønskedes godkendt af den hele Forsamling. Dette skete i den ældre Tid ved Vaabentag,ledsaget af Tilraab, men i senere Tidsrum ved at Hænder løftedes, mulig tillige ved Haandklap. Men dette er Hylding, Tilslutning, Applaus, laudatio. Afstemning er noget andet. Her forlanges der mere end Ja og Nei, her kan flere Kandidater være nævnte og flere afvigende Beslutninger være bragte i Forslag. For en lille Kreds — jeg nævner exempelvis de 7 Kurfyrster, hvor mulig Haandsoprækning har været benyttet — kan denne Side 478
Fremgangsmaade
være egnet, medens den er lidet heldig i en Hvad der har givet mig Tvivl om, at Haandsoprækning har haft Betydning ved Afstemning, er at den saa at sige ingensinde nævnes, men tillige undres jeg over, at gamle Afbildninger slet ikke peger hen paa denne Fremgangsmaade. Flere Forskere har i omfattende Arbejder, der ledsages af Billeder, givet en Fremstilling af de i ældre Tider anvendte Haandbevægelser og Gestus, ligesom de have tolket den juridiske Betydning af dem. Man kan her træffe Stillinger, hvor Underarm og Haand er løftet og Fingrene bragte i bestemt Bevægelse, medens Overarmen stadig hænger ned; intet Billede synes vise en fuldt løftet Arm og Haand1. I det 13. Aarhundredes Slutning blev handatak baade i Norge og paa Island afløst af et andet Udtryk lofatak2. lofi betyder Haandflade, især Haandens Inderside. Da de to Udtryk synes bestemt at være holdt skilte fra hinanden, har man Grund til at tro, at hver af disse Akter udførtes paa forskellig Maade, og da ved lofatak Haandens Inderside anvendtes, var det jo muligt, at derved forstodes Haandklap3. Men i hvert Fald var Betydningen af begge Akter en Godkendelse, en Billigelse, og Hpt kan sikkprt nrn hpcfcfp Aktpr <?icfp<; nt rlpt i mancfp TilfselHp var en Handling af rent formel Natur4. 1 Karl v. Amira, Die Handgebården in den Bilderhandschriften des Sachsenspiegels (Abhandl. der K. Bayer. Akademie Bd. 23, 1905). Hoops, Reallexikon der germanischen Altertumskunde, Bd. 3. Rechtssymbole. Ebert, Reallexikon der Yorgeschichte XV. Register. Hand, med dets Henvisninger. C. V. Grupen, Teutsche Alterthilmer 1746. Noordewier, Nederdustsche Regtsoudheden 1853. Puntchart, Schuldvertrag u. Treugelobnis .Mittheil. Instit. f. oesterreich. Geschichte Bd. 28 348 ff. 2 Konrad Maurer, i Bartsch Germania Bd. 16 S. 330 ff. 3 Keyser, Efterladte Skrifter II 253: (om en senere Tid): nu vistnok ikke stort andet end en blot og bar Form. 4 Efter mit Indtryk har Fritzner i sin righoldige Ordbog ikke betragtet Haandsoprækning som en almindelig Afgørelsesmaade, og jeg har heller ikke i de i Ordbogen anførte mange Kildesteder fundet Vidnesbyrd derom. I sene Kilder træffer man det hyppigt som Form for Godkendelse. Min Tvivl gælder ogsaa de tyske Kilder. Saadanne Udtryk som »mit der mehren hand« kan intet bevise i denne Henseende, da »hand« her er benyttet som Betegnelse for Person, saaledes som det ogsaa ofte anvendes i Danmark (jfr. andenhaands, og mange gamle Lovudtryk i Lunds Ordbog ved »hand«). At Hylding af Konger kunde ske ved Haandsoprækning, ses af Widukind I 26: dextris in cælum levatis, II 1: omnis populus dextras in excelsum levans. Side 479
En egentlig Afstemning har vel derfor sædvanlig fundet Sted ved, at man traadte sammen i Grupper, altsaa paa en lignende Maade som i vor Tid Afstemning i det engelske Parlament foregaar, naar de enkelte Medlemmer vandre ind i den med aye eller no betegnede lobby. En saadan itio in paries er ofte omtalt i Udlandets Kilder, og den er ogsaa antydet i danske1. VII. Tilbageblik paa nogle Enkeltheder i Udviklingen.Der vil være Grund til at kaste Blikket tilbage paa det foran paaviste for at se, om ikke nogle Enkeltheder samler sig under et almindeligere Synspunkt, eller om der ikke til dem bør knyttes yderligere Oplysninger. Naar den Terminologi, som Behandlingen af et Emne nødvendigforlanger, synes at mangle, har der sikkert ikke været vist den samme Sag stor Opmærksomhed. Vi er stillet overfor denne Forlegenhed ved Behandling af Spørgsmaalet om Valg og Afstemning. Det viser sig stadig vanskeligt at angive de Udtryk, som man i Danmark benyttede for at vælge og stemme. Man sagde vel at udvælge (en Konge), at kese, at kaare ham, men disse Ord forekommer kun sjældent2, først ved MiddelalderensSlutning træffes de mere almindeligt i Brug. Fra en Min Tvivl gælder ogsaa de tyske Kilder. Saadanne Udtryk som »mit der mehren hand« kan intet bevise i denne Henseende, da »hand« her er benyttet som Betegnelse for Person, saaledes som det ogsaa ofte anvendes i Danmark (jfr. andenhaands, og mange gamle Lovudtryk i Lunds Ordbog ved »hand«). At Hylding af Konger kunde ske ved Haandsoprækning, ses af Widukind I 26: dextris in cælum levatis, II 1: omnis populus dextras in excelsum levans. 1 Vedtægt fra Arnum 1685: Hvis Fire Mænd paalægger og menige Grander vedtager, skal de andre følge og der ikke kan komme overens, da skal de gaa i tvende Parter, og hvilke de meste indgaa, skal de andre følge (111 29). 2 I Lunds Ordbog over det ældste danske Sprog anføres »uæliæ« efter et Haandskrift af Skaanske Lov, men dette er sikkert urigtigt, se Schlyters Glossar til hans Udgave af Loven. — Der læses i Christian I.s Haandfæstning 1448 (Diplom. Chr. Primi S. 1) art. 1: Danmarks righe schall beholde og haue syt frii koor effter wor dødh at kese koning, effter thy at thet ær et frii korerighe. Side 480
ældre Tid kan man paavise Udtryk som: at give Ja ved, Jaord, netæ, Neisigelse og lignende, men Forraadet af denne Art Ord var knapt. Der var aabenbart større Tilbøjelighed til at danne Udtryk for Forhold, der angik Slægt, Nabo eller Herre, end for hvad der vedkom den individuelle Personlighed indenfor det menneskelige Samfund eller i Staten. Middelalderen var aabenbart ikke et Tidsrum med Tilbøjelighed til Omskiftelser. Man hævdede snarere det bestaaendes Ret til at blive bevaret. Vi har et Udtryk derfor i Reglerne fra den danske Landsby om at den, der ønskede den hidtil bestaaende Fordeling af Jorderne bevaret (fyrning, det forrige) havde Krav paa, at alt bliver uforandret (Eriks Sjællandske Lov II 54); i Lighed dermed bestemmer Jydske Lov I 51, aL selv om alle andre Grander i Landsbyen flytter deres Bolig med Tofte ud paa Markjorden, er den ene Mand, der bliver tilbage nærmere til at kalde dem hjem end de til at tvinge ham bort fra Byen1. Et Herreds gamle Tingsted kunde kun flyttes, naar »alle de i Herredet ere give Ja ved«, saaledes lyder Budet i Eriks Sjællandske Lov II 48; i en nyere Tid, da Afstandene flyttede sig, blev Muligheden for en Forandring lettere2. Det var paa hine Tider vanskeligt at faa samtidigt Hundreder eller endog Tusinde i Tale. Under Tag kunde saa stor en Flok kun samles i Kirker, og disse benyttedes sjældent til verdslige Øjemed. I en og anden Købstad kunde et Raadhus eller et Gildeshus rumme en Forsamling paa nogle Hundreder, men dette var en Undtagelse, og som Regel kunde et større Møde kun holdes under aaben Himmel. Men den menneskelige Stemme naar ikke langt. Først efter Opfindelsen af Bogtryk kunde Brochyrer gøre deres Gerning, men saa længe Læsekunsten endnu var saa lidt udbredt, kunde den store Mængde ikke let paavirkes uden gennem Udsendinge, og ligeledes maatte Folkets Skarer give Udvalg deres Sag i Hænde. 1 Hermed kan jævnføres Vide fra Vestbirk og Ostbirk o. 1750 art. 37: naar samplig Grander vedtager en Vedtægt og de fleste bryder den, dog omskønt der var ikkun én eller to, som holder den, da skal de have den Ret alle de andre efter deres Vedtægt at straffe. Vider 111 403. 2 Secher, Forordninger II 411, 415, 531; 111 196. Jfr. foran S. 457. Side 481
Derfor var da ogsaa Valget af den Hersker, hvis Magt bredte sig over hele Verden, overgaaet til det Kollegium, som Kardinalerne udgjorde, om man end gav det Skin af at hvile paa langt bredere Grund. I et kort Tidsrum havde Valget af en tysk Kejser været overladt til et Udvalg, hvori hver af de 4 tyske Stammer var repræsenteret med 10 Mand, men senere overlodes Valget til de syv Kurfyrster. Det var gennem indirekte Valg, at Dogen i Venedig naaede til sin Stilling, og paa samme Maade dannedes Stænderforsamlingen i Frankrig. I vore smaa hjemlige Forhold kan vi møde en lignende Ordning. Vi har set et skaansk Bispevalg foregaa gennem valgte Valgmænd, og hvor meget end vore Provinslove lade »Bønderne« vælge Sognepræsten, er Valget sikkert blevet overladt en udtaget Kreds, saaledes som det blev ordnet ved Ribe-Artiklerne (1542) om, at Sognemændene skulde udnævne 7 af de ældste og agtetste Mænd til, med Provstens Raad og Samtykke, at udvælge Præst1. Der er ofte Grund til at beundre den Evne til at forhandle, som fremgaar af gamle Beretninger2. Man søger at undgaa de stærke Udtalelser eller at lade haarde Tal kundgøre et afgjort Nederlag; man prøver mæglende Veje3 eller ved et nedsat Udvalgat opnaa det samme uundgaaelige Resultat. At en Sag bliver uafgjort, synes ikke at skræmme, den kommer frem paany i afvigende Form eller paa andet Grundlag. Der vises ofte Kunst i en Sags Forberedelse, saaledes naar man søger at forhindre, at der underhaanden danner sig Kliker eller Grupper af misfornøjede.I de vel henved 300 gamle Landsbyskraaer, som er bevarede, findes vel næppe nok nogen, der ikke paalægger Mødepligt overfor Landsbyens Stævne og som ikke fastsætter Bøde for at udeblive derfra. Man stræber efter at hævde det vundne Resultat som endeligt, hvorfor man i Tyskland var 1 Rørdam, Danske Kirkelove I 75, 197. 2 Jfr. Below, Territorium und Stadt 116. A. Ipsens foran (se S. 471) anførte Skrift om Landdage. 3 Jfr. Beretningen om Abbed Gunners Valg til Biskop i Viborg. Scriptores Rer. Dan. V 575. Side 482
kommet ind paa at betegne det som enstemmigt vedtaget1, og det var ogsaa Tanken om at skabe et klart og endeligt Standpunkt,der havde ført til den haarde Bestemmelse om, at Mindretalletskulde iagttage Tavshed2. Her har imidlertid ogsaa en anden Betragtning kunnet gøre sig gældende og have medført Reglen. I ældre Tid betragtedes Sandhed og Retfærdighed som Kendsgerninger, hvorom der ikke kunde findes afvigende Mening, og det var Sandemænds og Nævningers Opgave ved deres Kendelseat udtale, hos hvilken af Parterne de var tilstede. Naar saa deres Kendelse ved en Prøvelse af Biskop og bedste Bygdemændblev omstødt, havde de ved deres Udtalelse gjort sig skyldig i en Forseelse, og de blev straffet eller maatte betale Bøde. Men et lignende Ansvar paahvilede Mindretallet, naar den af Flertallet fældede Kendelse stod urokket; det kunde tiltales for sin Holdning og ifaldt en Bøde derfor. En saadan Regel, som allerede var kendt, hos de Danske i Danelagen i England, findes jævnlig nævnt i Retskilder fra Danmark3. Flertal er et ærligt Ord, men man kan nære Mistanke overfor Majoritet. Hos Romerne i Oldtiden har majoriias næppe væretet brugeligt Ord, og det er tvivlsomt, om det i Middelalderenblev benyttet i Betydning af Flertal. Indenfor den katolske Kirke.ordninø var mainrifas derimod et Begreb af stor Vægt, det betød Forrang, Fortrin, og var et vigtigt Led i den paa fast Underordning byggede gejstlige Stat. Vi føres altsaa fra et Mængde-Begreb over paa Hensynet til den enkeltes ydre Stilling. Derhen bringes vi ogsaa ved Betegnelsen Majordomus 1 Gierke, Genossenschaftsrecht II 480, 483. Det tyske Udtryk genfinder man i anden Forbindelse i en Udtalelse fra et Birketing paa Ærø 1641 om at otte Dannemænd »samdrækteligen med en Røst og Stemme vidnede«. Stemann, Recht v. Gerichtsverfassung 272. 2 Man bringes uvilkaarlig til at erindre de Ord, der indtil for nylig lød fra Prædikestolen ved Lysning til Ægteskab: »dersom nogen haver noget derudi at sige, han sige det i Tiden og siden tie stille«. 3 Steenstrup, Normannerne IV 215. Jydske Lov II 43. Thord Degn, latinske Text 23, 63, 78, danske Text 13 (S. 264). Ældre Frostathings Lov k. 16, S. 124. Stemann, Geschichte des Rechts (Schleswig) 216. Matzen, Retshistorie, Proces 77. Side 483
i den merowingiske Stat, Hoffets højeste Embedsmand, der tilsidstselv overtog Kongemagten, fremdeles ved Maire (major), Høvdingen i den franske Kommune, og ved Mejer (hausmeier) i Tyskland, den der forestod en stor Landhusholdning. Saaledes fører adskillige Udtryk os fra Tallenes Verden ind i Værdiernes1. I sit store franske Lexikon udtaler Littré: vi Franske fik i det 18de Aarhundrede fra England Ordet majorité, men pluralité er uendelig meget bedre. Deri maa man sikkert give Littré Ret, saafremt man tænker paa det rene Tal. Vi har dog set, at man i ældre Tid ofte underforstod et vist Hensyn til Værdien af det sammentalte. 1 Der havde i Admiralitetet 1641 været Tvivl om det ved af sagte Domme var Formanden eller »de, som have mest vota eller majora paa deres Side«, der skulde give Dommen beskrevet. Her kunde det se ud som om Pluralitet og Majora var to forskellige Begreber, men dette er dog næppe Tilfældet, da Kongens Afgørelse kun lyder paa, at de, som have majora, skal give Dommen beskrevet. Forordninger V 91. |