Da Ed. Meyer i Eftersommeren 1930 saa pludselig afgik ved
Døden stod han midt i Xybearbejdelsen af det forste Bind af

sin Geschichte des Altertums, i hvilket han i 1884 havde skildret den gamle Orients Historie indtil Perserrigets Grundlæggelse, og som han med det sidste Bind, 11. 1 (Die Zeit der ågyptischen Grossmacht)to Aar forinden — efter en 15-aarig Stilstand ¦_— havde ført op til Slutningen af det andet Aartusind. I Ed. Meyers litteræreEfterladenskaber fandtes dog Manuskriptet til et næsten fuldført Bind, som fortsatte Skildringen af den gammel-orientalske Historie op til det assyriske Verdensherredømmes Sammenbrud; alene de sidste Kapitler om Assyrerrigets sidste Tider og dets Kulturliv forelaa kun i Udkast. Størstedelen af dette planlagte Bind, der i sin fuldstændige Form skulde rumme Orientens Historie indtil Oprettelsen af Achæmenidevældet og saaledes bringe den forlængst paabegyndte Nybearbejdelse af det gamle første Bind til Afslutning, var af Ed. Meyer selv bragt til Trykken, og en Del deraf forelaa allerede rentrykt ved hans Død. Fra mange Sider udtaltes Ønsket om at udsende de Kapitler deraf, som Ed. Meyer selv havde givet i Trykken som et særligt Bind af Geschichte des Altertums, et Ønske som Forlaget imødekom efter at en af Ed. Meyers yngre Elever, Dr. Hans Erich Stier havde paataget sig at overvaage Trykningen af det.

Det postumt udgivne Bd. 11. 2 Der Orient vom zwolften bis zur Mitte des achten Jahrhunderts danner, trods det, at det kun er et Fragment, et sluttet Hele i den gamle Orients Historie fra det store Sammenbrud af det Statssystem, der var blevet til ved Midten af det 11. Aart. f. Ghr. til det afgørende Vendepunkt, da Stormagtspolitiken paany gjorde sig gældende ved Grundlæggelsen af det assyriske Verdensrige af Tiglatpilesar 111 ved Midten af det 8. Aarh. f. Chr. I Folkevandringernes Storm, ved »Søfolkenes« Fremstød var den gamle ægæiske Kultur gaaet til Grunde og det hethitiske Rige styrtet sammen. Det lykkedes Ægypten under Ramses 111 at afvise de vandrende Folks Angreb, men dette blev for lange Tider Faraonerrigets sidste militære Bedrift; i den lange Kamp med Hethiterne om Overherredømmet i Syrien var Ægyptens Kraft opbrugt; hverken Assyrien eller Babylonien, der befandt sig i politisk Forfald, havde Kraft til at løfte Arven efter Ægyptere og Hethiter. I disse halvfemte hundrede Aar af Orientens gamle Historie naar derfor de mindre Folk frem til fri Udvikling. Det bliver Fønikernes Glanstid, de israelitisk-judæiske Stammers Stormagtstid, Tiden for Aramæernes Udbredelse i Syrien og Mesopotamien. Denne Udfoldelse af de smaa Folk bringes til Ophør ved de assyriske Kongers maalbevidste og hensynsløse Politik efter 745 f. Chr. Men de sidste Forsøg af semitiske Folk paa at genrejse Verdensherredømmet blev kun af kort

Varighed: 612 brydes Assyrernes Aag og ikke et Aarhundrede
efter (538) holder Perserkongen Kyros sit Indtog i Babylon, den
semitiske Verdens ældgamle Hovedstad.

Tyngdepunktet i Ed. Meyers Fremstilling af disse Aarhundreders Verdenshistorie ligger afgjort i hans Skildring af den israelitiske Historie, hvortil Ed. Meyer selv i banebrydende Forskninger har ydet saa vægtige Bidrag. Af det foreliggende Binds halvfemte hundrede Sider omfatter Skildringen af Israels Historie op til Nordrigets Undergang over 250 og disse er, baade i Henseende til Sprog og Indhold Bogens bedste Partier. De giver en alsidig Fremstilling af Stammernes Indvandring i Kana'an, af Brydningerne i »Dommertiden« og af Folkets politiske Historie under Kongedømmet, der uddybes ved Afsnit om Kultur, Religion og Litteratur. Om den israelitiske Historie grupperer sig først Skildringen af Ægyptens stillestaaende Historie under Præstekonger og libyske Condottierer, af det fønikiske Købmandsfolk og dets Betydning for Verdenshistorien ved dets kulturspredende Virksomhed og senere af Hethiterne, Aramæerne og Assyrerne i Syrien og Mesopotamien indtil 745 f. Chr. I Lighed med Bd. 11. 1 har Udgiveren afsluttet Bogen med Kongelister, Tidstavle og et omfattende Register. Otto Koefoed-Petersen.