Af Højesteretsdommer, Dr. juris. Troels G. Jørgensen foreliggernu, i Tilslutning til hans Udgave af Ørsteds Skrifter og til hans tidligere Skrift om Ørsted som Dommer, en Ørsted-Biografi: Anders Sandøe Ørsted, hans Liv og Arbejde (1933). Den hidtil eneste større biografiske Skildring af Ørsted er L. Kochs i 1895 udgivne Bog, der trods en vis flygtig Behandling af Kildestoffet giver det rigtige og retfærdige Billede af den store Jurist og Embedsmands menneskelige Karakter, et Billede, renset for de

traditionelle, i den politiske Agitation udformede nationalliberale Forestillinger. Dr. Jørgensen modsiger ikke paa noget væsentlig Punkt Kochs Fremstilling, men supplerer den ud fra sine særlige Forudsætninger med en indgaaende systematisk Behandling af Ørsteds Forfatterskab og Embedsgerning og tillige med mange Træk, der i det enkelte belyser hans Livsudvikling og Livsforhold. For Ørsteds litterære Virksomhed i de ganske unge Aar fremhæver Jørgensen (S. 28) som karakteristisk, at ligesom hans Meninger fremgik af nøjeste Overvejelse, saaledes fremsattes de uden Hensyntil, om de kunde skade hans Fremtidsudsigter, eller om de faldt sammen med de herskende Anskuelser. Det er den strenge, pligttro Saglighed, der altid har været afgørende for Ørsted; men hertil er kommet — hvad der belyses ikke mindst ved den foreliggendeSkildring — det Præg, hans Personlighed fik ved hans Ungdoms filosofiske Interesser, og som i Virkeligheden gjorde ham til en nær aandsbeslægtet af Samtidens Teologer. »Han saa«, siger Troels Jørgensen (S. 312), »Livet som et pligtmæssigt Samliv i Fuldbyrdelse af en Tingenes Væsen iboende Fornuftplan, i de modnere Aar i Tilknytning til Kirkelæren«. Naar der saa her ogsaatales om Ørsteds »etisk følsomme Sind«, er dette sikkert yderst træffende, men bør ikke forlede nogen til at antage, at »Følsomhed« i almindelig humanitær Forstand var noget fremtrædendeSærkende for Ørsted. Jørgensens Skildring af ham som Dommer og Lovforfatter kan kun bekræfte Indtrykket af, at Hensynet til Samfund og Stat altid for Ørsted overvejede Hensynettil det enkelte Individ og dets Skæbne. Ørsteds Tendens som Straffedommer findes bedst at kunne »karakteriseres med Ordet Nidkærhed« (S. 67). 1802 afgav han nogle Voteringer i Sager angaaende Ejendomsret, der paa københavnsk Grund blev gjort gældende over for vestindiske Slaver; Ørsted stemte med de andre Dommere for, at Herren havde Retskrav paa Slavens Medfølge; den Særmening, han gjorde gældende og fastholdt i alle tre Sager, angik kun »Begrundelsens Form« (S. 70). En nærmereBelysning af Ørsteds Stilling som Dommer i dette ejendommeligeForhold, hvor han alene har været i Stand til at fæste sig ved det rent juridiske Moment, kunde give et ganske interessant Bidrag til hans Karakteristik; mange Aar efter forsvaredehan energisk sit Standpunkt i en Polemik mod Algreen- Ussing.

Baade Jurister og Ikke-Jurister vil ogsaa i Fremtiden søge til de ældre monografiske Skildringer af A. S. Ørsteds juridiske Indsats. Men Troels Jørgensens Bog udgør nu den lettest tilgængeligeHaandbog. Af en særlig Værd for enhver, der sysler

historisk med Tiden, er den Oversigt, der er givet over Resultaterneaf Ørsteds Deltagelse i Lovgivningen. Som teoretisk Jurist hyldes han selvfølgelig paa det varmeste af Forfatteren: »Han er fremdeles vor Lærer i Kraft af sine Tankers Styrke og Sikkerhed, sin Forms Klarhed og Jævnhed«. Som Statsmand og Politiker er han derimod ikke i nogen særlig Grad Genstand for A'urdering i dette Skrift, der derved mindre kommer ind paa at vise Begrænsningen af hans Storhed. Den Saglighed, der udmærkedeØrsted som Embedsmand og Jurist, blev hans Svaghed, hvor han stod over for de egentlig politiske Problemer og over for de politiske Lidenskaber af det være sig socialt eller nationalt Udspring; det var ikke nogen karaktermæssig Svaghed, der her var ham i Vejen. Paa disse Spørgsmaal kommer Forfatteren imidlertid ikke ind, men nøjes væsentlig med at behandle de videnskabelige og iuri_{disk-administrative} Sider af Ørsteds Virksomhed;Resultatet er blevet en meget værdifuld og brugbar Oversigt. (I Parentes skal tilføjes, at Udtrykket »Forretningsmand«ikke, som Forfatteren (S. 90) synes at antage, er en Betegnelse,Ørsted af mere .tilfældige Grunde har brugt om sig selv, men ganske svarer til den daværende almindelige Sprogbrug, hvor Talen var om Mænd i overordnet praktisk Statstjeneste).