Under Titlen En dansk Statsminister fra sidste Halvdel af det 18. Aarhundrede har Kaptajn Th. Thaulow — bl. a. kendt som Forfatter til »Lillie-Juulernes Slægtebog« — i 1932 udsendt en stor og smukt udstyret Bog om J. O. Schack-Rathlou. Som nær Slægtning af Besidderen af Ravnholt — hvor Schack-Rathlous store Arkiv ifølge hans testamentariske Bestemmelse skal forblive til evig Tid — har Thaulow kunnet raade over et omfattende arkivalsk Materiale, der dog tidligere har været benyttet af Forskere som Edv. Holm, L. Koch og Aage Friis. Om Thaulows Bog kan der siges meget godt. Den vidner om stor Flid og om ærlig Begejstring for Syslen med historiske Emner, er velskrevet og viser Evne til at finde træffende Udtryk. Den giver adskillige Oplysninger om Schack-Rathlous Stilling til Tidernes skiftende Hold Statsledere og nye Bidrag til vor Viden om flere Forhold og Episoder i det attende Aarhundredes Danmark. Saaledes om Schack-Rathlous Virksomhed som Gesandt i Stockholm og hans Arbejde for at bringe Ægteskabet i Stand mellem Kronprins Gustav (III) og Sophie Magdalene. Det er ikke uden Pikanteri, at originale Breve fra Gustav 111 til hans Hustru er havnet i Schack-Rathlous Arkiv paa Ravnholt, tillige med den danske Gesandts Koncepter til Prinsessens Breve

til hendes Gemal. Flere andre Punkter kan nævnes, Gennemførelsen af Arveprins Frederiks mecklenburgske Ægteskab og Schackßathlous Forbindelser med Tønne Liittichau og Deltagelse i hans Kamp mod Landboreformerne og mod Chr. Colbjørnsen. Derimod meddeles intet væsentlig nyt om Schack-Rathlous Hovedindsats, hans Medvirken ved Indfødsretslovens Tilblivelse, saa lidt som om hans Deltagelse i Forberedelsen af Regeringsskiftet i 1784.

Til en vis Grad har Thaulow paa Forhaand afvæbnet Kritikken. Beskedent erklærer han det som sit Formaal at give et »personalhistorisk Supplement« til allerede foreliggende Skildringer af Schack-Rathlous Livsgerning. Schack-Rathlous betydningsfulde Plads i dansk Historie gør det dog umuligt at opretholde denne Begrænsning. Herved kommer det ogsaa for Dagen, at Thaulow ikke ret har magtet den kritiske Behandling af Kildematerialet. Han meddeler mange Uddrag af et stort Brevstof, men gennemfører ingen virkelig Sigtning og Vurdering af det. Sammen med en yngre Historiker forbereder Thaulow en Udgave af de Schackßathlouske Papirer. I Forbindelse med de Bernstorflske Brevsamlinger, A. D. Jørgensens Udgave af Aktstykker vedr. Regeringsskiftet 1784 etc. maa de engang danne Grundlaget for Undersøgelser, der til Bunds udreder de brogede og forvirrede Forhold i Regeringskredsene mellem 1766 og 1788. En dybtgaaende kildekritisk Udredning af Regeringsskiftets Forudsætninger og Forhistorie er ligeledes et uopfyldt Ønske.

Thaulow nærer megen Sympati for Schack-Rathlou og har ikke helt kunnet unddrage sig Biografers almindelige Tilbøjelighedtil at forsvare og overvurdere de skildrede Personer. Med fuld Ret fremhæver han Schack-Rathlous og Guldbergs dansknationaleTankegang. Trods al Beundring for A. P. Bernstorff har han dog ikke tilstrækkeligt Blik for, at i den danske Helstat havde det tyske Element fuld Borgerret. Uviljen mod det rummedeen god Portion Bornerthed og snæver Konservatisme og var hos Guldberg tillige en Følge af den sociale Modsætning. Schack-Rathlou var sikkert i mange Henseender en brav Karakter; stærkere end Thaulow gør det, bør det dog fremhæves, at han sikkert har været en overmaade jævnt begavet, misfornøjet og knarvorn Herre, der voldte sine Medarbejdere ustandselige Vanskeligheder.Gang efter Gang bragte Begivenhedernes Strøm ham i Spidsen for Regeringen og lagde Magten i hans Haand. Bestandig viste det sig, at han ikke evnede at fastholde den, endsige benytte den til virkelig Gavn for Land og Rige. Mange i Datiden satte Spørgsmaalstegn ved hans Loyalitet. Thaulow forsvarer ham, men kan dog ikke skjule, at han uafladelig kom i tvetydige Situationer—

ationer—da han gik ind i Struensees kortvarige Konseil, da han sluttede sig til Kronprins Frederik og svigtede Juliane Marie og hendes Parti, og da han efter sit sidste Nederlag skumlede sammenmed Liittichau. Snæversyn og Svaghed kan forklare meget, men dog ikke undskylde hans Holdning efter Struensees Fald.