I den af Societas Scientiarum Fennica udgivne Serie »Commentationes humanarum litteratum« 11, 5 har Gustav Adolf Donner udsendt en meget udførlig biografi af den kendte kirkemand kardinal Vilhelm af Sabina, der spillede en stor rolle for Nordens og Østersølandenes kirkehistorie i det 13. århundrede (Kardinal Wilhelm von Sabina, Helsingfors 1929, XXV -f 449 sider). I 10 kapitler gennemgås med stor omhu Vilhelms liv i hans ungdom og som biskop af Modena (1222^—34), hans tre store legationsrejser til Østersølandene 1225—26, 1228^—30 og 1234^—42, fremdeles hans virksomhed ved pavehofTet 1243^—47 (hans udnævnelse til kardinalbiskop af Sabina fandt sted 1244) og hans store legation til Norge og Sverige 1247^—48 samt hans sidste år og død (1251). Der tegnes her et smukt billede af den fremragende kirkefyrste, der udsendtes af RomerhofTet for at ordne og fremme de nye kirkelige plantninger i de østlige Østersøegne og tilbragte en række år med omfattende virksomhed herovre, altid optrædende ordnende, mæglende og fredsstiftende. For kirkens grundlæggelse og vækst i disse egne har hans arbejde været af afgørende betydning, og der gøres med stor omhu rede for hans mangesidige virksomhed. Ligeledes tegnes der et smukt billede af hans sidste legation til Norge og Sverige, under hvilken han som bekendt kronede Håkon Håkonsøn til Norges konge og på en stor rigssynode fastslog den norske kirkes retslige stilling, medens han i Sverige måtte tage større hensyn til, at kirkens udvikling var så langt tilbage, og derfor optrådte med stort mådehold på kirkemødet i Skenninge i retning af at kræve den kanoniske rets gennemførelse. Som det vil ses, indeholder bogen ifølge sit æmne vigtige bidrag til Nordens historie, og også for Danmarks specielle

historie var Vilhelms optræden ialfald ved en enkelt lejlighed af stor betydning, selv om måske ingen af hans legationer omfattede dette rige. På sin anden legationsrejse besøgte han Danmark 1228, antagelig for at vinde kong Valdemar for et politisk forbund mod kejser Frederik 11, og efter sin svenske legation 1248 lagde han hjemvejen over Lund for at konferere med ærkebisp Uffe, den svenske kirkes primas. Men det er dog væsentlig hans virksomhed i Østersølandene, som har interesse for Danmarks historie. På sin første legation søgte han forgæves at mægle i stridighederne mellem Sværdridderne og de Danske og greb så til den mindre heldige udvej at fratage begge parter de tre omstridte landskaber og indsætte sin kapellan som pavelig statholder over dem. Stridighederne fortsattes ikke desmindre og førte omsider til tilintetgørelse af de Danskes herredømme i Estland 1227. Ved kloge diplomatiske forhandlinger lykkedes det dog kong Valdemar at stemme pavestolen gunstig for de estniske landskabers tilbagegivelse til Danmark, og der medgaves Vilhelm på hans tredje legation pavelige ordrer i så henseende; men han synes at have været ret utilbøjelig til at bringe disse til udførelse, vel sagtens fordi han mente, at Sværdriddernes herredømme var gunstigere for missionen i disse egne, og først et paveligt truselsbrev til Vilhelm bragte ham til at fravige sit standpunkt 1237. Det kom da omsider til forliget i Stensby 7. Juni 1238 mellem den danske konge og den tyske orden, i hvilken Sværdriddernes orden efter et afgørende nederlag mod Litauerne var blevet optaget, hvorved Estland atter lagdes ind under den danske krone, ligesom det i kirkelig henseende atter kom til at lyde under ærkebispen i Lund. Om alt dette beretter forfatteren meget udførligt; dog må man tilføje, at han — hvad også hans litteraturhenvisninger godtgør — næppe har ofret samme omhu på danske kilder og dansk historieskrivning som på de to andre skandinaviske landes. Når han for året 1240 bygger på en apokryf efterretning hos den danske historieskriver Pontanus om prinserne Abels og Knuds tilstedeværelse på et korstog til Estland, hvor byerne Isborsk og Pleskow indtoges, synes dette at røbe en vis mangel på historisk kritik, der i nogen grad skæmmer det ellers med så stor omhu udarbejdede værk. Jørqen Olrik.