Elisa Recke (1754^—1833) efterlod ved sin Død 18 Bind Dagbøger. Af disse har tidligere kun et Uddrag været kendt, et Diktat til en Tjener. Ved et heldigt Tilfælde er nu to af Originalerne dukket op og bleven udgivet: Eiisa v. d. Recke. Ivlein Journal. Elisas neuaufgefundene Tagebucher aus den Jahren 1791 und 1793^—95. Hrsg. und erlåutert von Johs. Werner (Lpz. 1927), tilmed to som har særlig Interesse for os, fordi de bl. a. omhandler Forfatterindens Bekendtskab med Friedrich Christian af Augustenborg og i Tilslutning hertil med den holstenske Kulturkreds.

Elisa lærte Hertugen at kende i Pyrmont 1791 ved en Visit, som han aflagde hos hendes Søster, Hertuginden af Kurland; hun deltog i de intime Aftener som Hertugen arrangerede, idet han lod en af sine gamle Lærere fra Universitetet i Leipzig holde populærfilosofiske Forelæsninger med tilhørende Samtaler (t. Eks. om den filosofiske Stolthed o: om Aandsaristokrati). Hun beundrertrods sin egen Skepsis Hertugens ædle Optimisme m. H. t. Menneskeslægtens Udviklingsmuligheder, ligeledes hans gode Vilje til at være venlig, skønt hans Stivhed gjorde ham det vanskeligt.Da hun 1794 efter Indbydelse besøgte Hertugen paa Graasten og Als, fik hun Lejlighed til at beundre Danmarks

»vise« Regering, der havde alle Stænders Lykke som Maal. Derimodføler hun sig frastødt af det danske Flegma, Trægheden og Kulden. Forskellen fra de enthusiastiske Tyskere er hende for stærk. I Tremsbiittel besøger hun Stolbergs. Luise Stolberg interesserer hende ved sin »kolde Fornuft«, men frastøder hende ved sine skarpe og haarde Domme om andre. Bebrejdelsen gælder ogsaa Husets kvindelige Omgang. Om Kantianeren Prof. Reinholdog en fransk Emigrant, som hun træffer sammen med hos Stolbergs, fortæller hun morsomt. Franskmanden beklager sig højlydtover det ham uforstaaelige og latterlige i, at en ældre Filosof bliver Midtpunkt endog for de unge Piger. »Ceci ne peut arriver qu'en Allemagne«.

Statholderen Prins Carl -af Hessen udvikler ved Taflet i Slesvig By okkultistiske Ideer for hende. T. Ex. at en Herre af hans Bekendtskab havde en Aand som Elskerinde og med hende havde avlet fire Børn. At Prinsen troede fuldt og fast paa Cagliostros overnaturlige Evner, maa have moret den fortrinligt begavede Elisa, saa meget mere som hun selv nogle Aar forinden havde afsløret ham offentlig som Svindler. Hun kendte Cagliostro fra Hoffet i Kurland. Prinsens Lettroenhed inspirerede hende til en Figur »in meinem neuen Schauspiel«, hvorom Udgiveren intet nærmere oplyser.

Desuden indeholder Dagbøgerne adskilligt til Illustrering af Tiden, som venteligt var, da Elisas Bekendtskabskreds strakte sig fra Tjenestefolkene til Kejserinden af Rusland, og hendes Interessesfære gik betydelig udover Privatlivets Grænser. Om Goethe, som hun har kendt, hører vi intet uden en skarp Kritik af Wilhelm Meister. Bogens Personer er hende ikke ædle og forbilledlige nok. Elisa er en ægte Rationalist. Hendes Religion fører kun til en Anerkendelse af Jesus som »der sanfte Menschenfreund«, der har bragt en »Gliickseligkeitslehre«, men som forsaavidt næppe synes væsensforskellig fra »der verehrungswiirdige Menschenfreund«, Hertugen af Augustenborg, der ligeledes efter Evne gør Menneskene lyksalige. Men hun er tillige en ægte Sentimental, altid fuld af svulmende Følelser, paa Jagt efter »edle Menschen«, med hvem der kan sluttes »Seelenfreundschaften«. Ikke uden Grund omtalte Hertugen hende gerne med et Smil som »die te ure Elisa«. Affektbetonede Epitheter var en af hendes

Elisa tilhørte ved Fødsel, Giftermaal og Forbindelser højere og højeste Kredse, men synes at have haft nogle Vanskeligheder, fordi hun ansaas for »Demokrat«. Dagbogen indvier os i hendes politiske Ræsonnementer: Hun befandt sig bedst i intellektuelle

borgerlige Kredse, hvor hun havde mange Venner (Ex. Klopstock,Skuespilleren Schroder, den berømte Oplysningsmand Nicolai, endelig »Urania_«s nu glemte Digter Tiedge, hvis Ry engang overstraalede Schillers). Adelen karakteriserer hun som udannet og dens selskabelige Liv som tomt.

Hvor plagsomt Hoflivet var hende fremgaar bl. a. af en levende Skildring af en Hoffest i Berlin under Frederik d. Stores Efterfølger. Galladragtens Tunghed, Trængselen af indbudte og uindbudte Gæster, Heden, Lugten gør, at hun kun interesserer sig for en Ting: en Stol at sidde paa. Politisk Parti tager hun ikke. Hun erklærer tværtimod at ville staa over Partierne. Hun klager over, at man i disse Revolutionstider ikke kan komme i noget Selskab uden at det politiske Problem: Aristokrat eller Demokrat strax sættes i Centrum. Selv tilstræber hun som Barn af det 18. Aarh. kun at være »ein wahrer Mensch«. Hun ræsonnerer imidlertid meget levende og forstandigt om adskillige sociale Spørgsmaal (Fyrstemagtens Problem, Kvindens Stilling o. 1.).

Interessante er adskillige Paralleler med vor Tid. Saaledes de franske Emigranters paastaaede eller faktiske politiske Agitation i Udlandet, og — i Tyskland — Embedsafsættelser af politiske Grunde.

Udgiveren har haft Vanskeligheder at kæmpe med paa Grund af Elisas Mangel paa Orthografl, som særlig faar Betydning ved Navnene. Det gaar saa vidt, at der i Elisas Bårbrun muligvis skjuler sig en Pére Brun. S. 160 findes et underligt Fuglenavn: Daunpfaff (= Dompfaff?). Hvis det er ægte, kræver det en Note. Noterne er, hvad det iiterære angaar, svage. Den berømte Historiefilosof, Aandshistoriker og Kritiker Herder betegnes kort som »Digteren« Herder. I Texten forekomme en Række Titler paa Teaterstykker. Af alle disse gives der kun Oplysning om Menschenhass und Reue, maaske det eneste hvis Forfatters Navn melder sig af sig selv.

Udgiverens Indledning orienterer vel.