I sjette bind af Det norske Folks Liv og Historie (Oslo 1932) fortsætter Sverre Steen sin fremstilling af perioden 1640^—1720 med en skildring af det halve aarhundrede fra den store nordiske iCTigs CLj3iu.zrLing tii Omrøring j.i iu. j.±ans uOg nar Sctr±ig Ihl6±6SS6 for danske læsere ved foruden den egentlig norske historie at rumme en vurdering af den danske helstatspolitik i det 18. aarhundrede set med fordomsfrie norske øjne. Det ligger dog i hele værkets plan, at en række emner, danske historikere vilde behandle indgaaende, her kun skitseres, omend ofte aandfuldt og med rammende bemærkninger. Det gælder navnlig kongefamilien, hoffet og kredsen af ledende københavnske statsmænd. Til gengæld stifter man ret nøje bekendtskab med lokalembedsmændene i Norge, ligesom man med fornøjelse følger en knap analyse af det dansk-norske regeringssystems udvikling fra den mere personlige, af kongen prægede enevælde til den bureaukratiske enevælde. Periodens diplomatiske hovedproblem, det gottorpske spørgsmaal, var Xorge »fullkommen likegyldig«, og derfor er udredningen af udenrigspolitiken kun et nødtørftigt omrids, hvor ikke neutralitetspolitiken under periodens store krige eller forholdet til barbareskerne berører norske søfartsinteresser.

Sverre Steen gør selv opmærksom paa, at »tidsrummet 1720 —1770 mangler en sammenhengende kjede av begivenheter, som binder årene sammen til et episk hele. Det er ingen dramatisk epoke«. De mest bevægede hændelser er en frygtelig hungersnød omkring 1740 og nogle skattetumulter, »Strilekrigen«, i 1765. Indholdet af Norges historie i disse to menneskealdre bliver derfor især folket og dets liv, og i nøje overensstemmelse med samlingsværkets grundtanke og titel er disse emner ogsaa det absolutte tyngdepunkt i bogen.

Den almindelige økonomiske tendens i de halvhundrede aar er først stagnation til midt i 40'erne, derpaa i resten af perioden »en rik opgangstid, ikke en utvikling i stormskritt, men en stille omdannelse og vekst som omfattet alle grener av næringslivet«. Med en rigdom af enkeltheder og støttet paa en række taaleligt gode illustrationer (alene deres emner er et udtryk for tendensen i bogens indhold) giver forfatteren en alsidig oversigt over næringsvejene i deres indbyrdes sammenhæng og i deres forhold til den indre og den ydre vareudvexling. Hans aabne blik for de økonomiske realiteter og hans sans for samfundsstrukturens væsen skænker hans analyse af folkets arbejde og af de enkelte samfundsklasser et perspektiv, som staar i behagelig modsætning til det meget overfladiske og tankeløse, der altfor ofte skrives om den slags emner. En detalje som hans understregning af ejendomsfordelingens betydning for den langsomme kapitaldannelse er typisk og viser, hvordan hans syn er blevet klaret og skærpet under indtryk af den materialistisk betonede historieforskning. Ogsaa i udredningen af folkets moralske og aandelige liv, som det genspejler sig i kirke og skole, retsvæsen, kunst og boglig kultur, mærker man trangen til at søge sammenhængen med det økonomiske og det sociale.

Forholdet mellem det danske og det norske næringsliv var netop i de aar, Sverre Steen behandler, det mest betydningsfuldepolitiske gnidningspunkt mellem de to dele af monarkiet. Hvad han kan have at sige herom, vil derfor have megen interessefor den, der studerer dansk historie i dette tidsrum. Sverre Steen er ganske paa det rene med, at det var en helstatspolitik, regeringen i København søgte at følge ogsaa paa det økonomiske omraade. Ved en primitiv planøkonomi iværksat ved monopoler, forbud og toldsatser skulde Danmark og Norge gøres til en art selvforsynende enhed, hvis dele burde supplere hinandens produktionog være markeder for hinandens varer. Skønt de to lande virkelig til en vis grad kunde siges at komplettere hinanden, var modsætningen mellem deres handelsgeografiske betingelser

dog saa stor, at Steen kan betegne deres økonomiske enhed som »unaturlig for begge«. Thi Norges hovedaftagere af dets vigtigste exportartikel, træet, var England og Holland, som følgelig til gengæld var dets naturlige leverandører af de varer, det nu i mange tilfælde var tvunget til at importere over København. Dertil kom, at Norge paa mange andre punkter maatte træde i skyggen for Danmark som det økonomisk højere udviklede land, hvis interesser derfor paa grund af selve omstændighedernes iboende magt blev bedst varetaget. Men heller ikke under vurderingenaf disse ofte saa emotionelt betragtede spørgsmaal svigter Sverre Steens sans for de økonomiske realiteter. Han finder aarsagerne til denne for Norge uheldige udvikling i Danmarksstærkere og mere koncentrerede næringsliv, men ikke i »danskernes arge list eller norskfientlige sindelag«. Han kan derforformulere sin dom over hele denne dansk-norske konflikt, som gav sig stadige udslag i strid om told- og bankpolitik en, i følgende køligt afvejede betragtning: Følgen af forsøgene paa en konsekvent gennemtvingning af det økonomiske helstatsprincip var, at »Norges særinteresser gang paa gang blev satt til side dels av hensyn til hele staten, dels av hensyn til Danmark som var hovedlandet. Fra et helstatssynspunkt kan en anse behandlingenav Norge for berettiget, iallfall logisk. Men fra et særnorsk standpunkt arter statsmaktenes optreden sig mangen gang som alvorlig mishandling av landet, paa den annen side av og til som en tydelig favorisering«. Men selv denne bedømmelse nuancerer han ved at fastslaa, at vi maa bedømme forholdet historisk, se paa tiet med samtidens øjne og iKKe tale om rnisnanciiing, »uvis bare vi finner at statsmennene burde ha anerkjent Norge som en egen stat«. Men hvordan eftertiden end vilde skille sol og vind mellem regeringen i København og dens norske undersaatter, følte disse sig i alt fald forurettede. Da denne økonomiske modsætningi næste tidsrum fik en parallel i en aandelig norsk-patriotiskbevægelse, var baade den materielle og den idémæssige basis lagt for en konflikt, som kun Kiel-fredens kirurgiske snit forskaanede de to folk for alvorlige udslag af.